Juan Manuel Fangio

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Juan Manuel Fangio

Juan Manuel Fangio (24. juni 191117. juli 1995) var en argentinsk racerkører. Han blev femdobbelt Formel 1-verdensmester (1951, 19541957) og regnes for en af de bedste racerkørere nogensinde.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Han blev født i Balcarce, Argentina, af italienske forældre. Som elleveårig begyndte han at arbejde på det lokale autoværksted, hvor han med sin interesse og flair for mekanikken opbyggede en viden og erfaring, der kom ham til gode senere i karrieren.

Han begyndte som racerkører i Sydamerika i 1934, primært i langdistance-landevejsløb – hvor deltagerne ofte selv måtte reparere eventuelle skader undervejs – og han blev argentinsk mester i 1940 og 1941. På grund af 2. verdenskrig blev hans fremadstormende karriere sat i bero, og først i 1947 kunne han komme til at køre i Europa.

Fangio nød ikke den store succes før 1950, hvor han begyndte at køre for Alfa Romeo og blev nummer to, og året efter vandt han sit første verdensmesterskab. I 1952 skiftede han til Maserati, men endte med at være ude det meste af sæsonen efter et alvorligt uheld på Monza-banen: Efter et løb i Belfast dagen forinden kom han for sent til sin flyver i Paris, og besluttede sig for at køre resten af vejen til Italien. Han nåede frem blot en halv time inden løbets start, og nåede således ikke at få noget søvn. På et tidspunkt i løbet skred hans bil ud, og han kunne ikke reagere hurtigt nok til at redde den tilbage på banen. Bilen rullede rundt og Fangio brækkede halsen.

I 1954 var han tilbage, stadig for Maserati, indtil han midt i sæsonen skiftede til Mercedes GP. Han vandt verdensmesterskabet det år, og fortsatte året efter hos Mercedes, sammen med bl.a. Stirling Moss, hvor han vandt igen.

Efter ulykken ved 24-timers racerløbet i Le Mans i 1955, der kostede 77 mennesker livet, trak Mercedes sig ud af motorsport i en årrække. Fangio begyndte derfor i 1956 at køre for Ferrari, hvor han overtog Alberto Ascaris plads, efter at denne var blevet dræbt i en ulykke. I alle sæsonens løb fik han første- eller andenpladser og vandt dermed sit fjerde verdensmesterskab. I 1957 vendte han tilbage til Maserati og vandt verdensmesterskabet for femte gang – som 47-årig – efter bl.a. en legendarisk præstation på Nürburgring i Tyskland, hvor han efter at have tabt næsten et minut i et mislykket pitstop kørte hurtigere omgangstider end nogensinde før, indhentede og overhalede de to førende Ferrarier på de sidste omgange og vandt løbet.

Få måneder senere stoppede han karrieren.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Verdensmestre i Formel 1

1950  G. Farina
1951  J.M. Fangio
1952  A. Ascari
1953  A. Ascari
1954  J.M. Fangio
1955  J.M. Fangio
1956  J.M. Fangio
1957  J.M. Fangio
1958  M. Hawthorn
1959  J. Brabham

1960  J. Brabham
1961  P. Hill
1962  G. Hill
1963  J. Clark
1964  J. Surtees
1965  J. Clark
1966  J. Brabham
1967  D. Hulme
1968  G. Hill
1969  J. Stewart

1970  J. Rindt
1971  J. Stewart
1972  E. Fittipaldi
1973  J. Stewart
1974  E. Fittipaldi
1975  N. Lauda
1976  J. Hunt
1977  N. Lauda
1978  M. Andretti
1979  J. Scheckter

1980  A. Jones
1981  N. Piquet
1982  K. Rosberg
1983  N. Piquet
1984  N. Lauda
1985  A. Prost
1986  A. Prost
1987  N. Piquet
1988  A. Senna
1989  A. Prost

1990  A. Senna
1991  A. Senna
1992  N. Mansell
1993  A. Prost
1994  M. Schumacher
1995  M. Schumacher
1996  D. Hill
1997  J. Villeneuve
1998  M. Häkkinen
1999  M. Häkkinen

2000  M. Schumacher
2001  M. Schumacher
2002  M. Schumacher
2003  M. Schumacher
2004  M. Schumacher
2005  F. Alonso
2006  F. Alonso
2007  K. Räikkönen
2008  L. Hamilton
2009  J. Button

2010  S. Vettel
2011  S. Vettel
2012  S. Vettel
2013  S. Vettel
2014  L. Hamilton
2015  L. Hamilton