Kassettebånd

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Bånd.
Foroven: To forskellige design af kassettebånd.
Forneden: Et adskilt kassettebånd. Bemærk især båndets vej forbi hjul (lyseblå), huller til kapstanaksler, anlægning af tonehoveder (foran metalpladen i midten), samt pladsen til slettehovedet i venstre side.

Kassettebånd (engelsk: Compact Cassette) er et lagringsmedie specielt beregnet til lyd, fx tale og musik.

Kassettebåndets historie og udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Kassettebånd blev introduceret i 1963 af den hollandske elektronikvirksomhed Philips. Til at begynde med fandtes et konkurrerende system fra Grundig, hvor kassetterne var lidt større. Efter få år var systemet fra Philips altdominerende. I 1965 begyndte masseproduktionen. I løbet af 1970'erne blev kassettebåndet yderst populært. En række store firmaer producerede kassettebånd. De mest kendte bånd-fabrikanter på den tid var: Agfa, Ampex, BASF, Fuji, Hitachi, Irish, Maxell, Philips, Scotch, Sony og TDK. Kassettebånd bruges nu kun i begrænset omfang. I stedet lagres musik typisk på cd, computere eller MP3-afspillere. Kassettebånd fremstilles dog stadig af bl.a. Sony, men siden 2003 har pladeselskaberne ikke udgivet nye albums på kassette.

Tekniske bemærkninger[redigér | redigér wikikode]

Der findes fire slags kassettebånd: Ferro, Chrome, Ferro-Chrome og Metal. De to sidstnævnte er nærmest forsvundet fra markedet, fordi de var dyre (tilgengæld var lydkvaliteten bedre end med de normale ferro-bånd). Kassettebåndets størrelse er ca. 10 cm x 6 cm. Båndet optages/afspilles med hastigheden 4,75 cm/s. Dette er langsommere end spolebånd, som typisk afspilles med 9,5 cm/s eller 19 cm/s (eller endnu højere hastighed). Derfor kan man opnå bedre lydkvalitet ved at optage på spolebånd i stedet for kassettebånd. Se også kassettebåndoptager og båndoptager.

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: