Kongeriget Kent

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Kongeriget Kent
Cantaware Rīce
Regnum Cantuariorum
Vasal af Mercia (764–769, 785–796, 798–825)
Vasal af Wessex (825–871)

ca. 455–871
Kents geografiske placering
Hovedstad Ukendt
Sprog Oldengelsk, latin
Styreform Monarki
Monark
- ?–488
Hengist (første)
- 866–871
Æthelred (sidste)
Historisk periode Heptarkiet
- Etableret
ca. 455
- Ophørt
871
Efterfulgte
Efterfulgt af
Subromersk Britannien
Kongeriget Wessex

Kongeriget Kentish (oldengelsk: Cantaware Rīce; latin: Regnum Cantuariorum), i dag omtalt som Kongeriget Kent, var et tidlig middelalderligt kongeriget i, der som nu er South East England. Det blev etableret i 400- eller 500-tallet, og eksisterede indtil det blev en del af Kongeriget England i 900-tallet.

Under det foregående romersk-britiske administration var Kent-området angrebet gentagne gange af plyndringsfolk i 300-tallet,[1] og de germansktalende foederati blev sandsynligvis inviteret til at bosætte sig i området som lejesoldater.[2] Efter enden på romersk Britannien i 410 flyttede flere germanske grupper til området hvilket kan ses i både arkæologiske fund og sene angelsaksiske kilder. Den primære etniske gruppe der bosatte sig i dette område, var tilsyneladende jyder, som etableret deres kongerige i Østkent, der oprindeligt muligvis var under Frankerriget.[3][4] Der er blevet argumenteret for at østsaksisk samfund oprindeligt bosatte sig i Vestkent, før de erobrede og udvidede Kentish i 500-tallet.

Den tidligst kendte konge over Kent var Æthelberht, ifølge bretwalda havde han stor inflydelse over andre angelsaksiske kongeriger i slutningen af 500-tallet. Kristendommens indførelse i Angelsaksisk England begyndte ifølge Beda i Kent under Æthelberhts styre med ankomsten af Augustin af Canterbury og hans gregorianske mission i 597.[5] Det var en af de syv traditionelle kongeriger i det såkaldte angelsaksiske heptarki, men det mistede sin uafhængighed i 700-tallet, hvor det blev et underkongedømme under Mercia. I 800-tallet blev det et underkongedømme under Wessex og i 900-tallet blev det en del af det forenede Kongeriget England, der blev skabt under ledelse af Wessex. Navnet har hængt ved lige siden som contiet Kent.

Viden om det angelsaksiske Kent kommer studier af sene angelsaksiske manuskripter som den Angelsaksiske Krønike og Historia ecclesiastica gentis Anglorum, samt arkæologiske fund fra de tidlige middelalderlige kirkegårde og bosættelser, samt toponomien i stednavne i Kent.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Arnold, C. J. (1997). An Archaeology of the Early Anglo-Saxon Kingdoms (new udg.). London: Routledge. ISBN 978-0415156363. 
  • Brookes, Stuart; Harrington, Sue (2010). The Kingdom and People of Kent, AD 400-1066: Their History and Archaeology. Stroud: The History Press. ISBN 978-0752456942. 
  • Kelly, S. E. (1999). "Kingdom of Kent". The Blackwell Encyclopaedia of Anglo-Saxon England. Michael Lapidge, John Blair, Simon Keynes, and Donald Scragg (eds.). Oxford: Blackwell. s. 269–270. ISBN 978-0631224921. 
  • Kelly, S. E. (1993). "The Control of Kent in the Ninth Century". Early Medieval Europe 2 (2): 111–31. 
  • Welch, Martin (2007). "Anglo-Saxon Kent". The Archaeology of Kent to AD 800. John H. Williams (eds.). Woodbridge: Boydell Press and Kent County Council. s. 187–248. ISBN 9780851155807. 
  • Witney, K. P. (1982). The Kingdom of Kent. Phillimore. ISBN 0-85033-443-8.