Kristian Kroman
 | Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |  |
 | Denne artikel bør formateres, som det anbefales i Wikipedias stilmanual. (maj 2014) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
| Kristian Kroman Vestlig filosofi Det moderne gennembrud | |
|---|---|
| Født |
29. marts 1846  Maribo, Danmark |
| Død |
26. juli 1925 (79 år) København, Danmark |
| Gravsted |
Vestre Kirkegård |
| Nationalitet |
 Dansk |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted |
Jonstrup Seminarium (til 1865) |
| Medlem af |
Videnskabernes Selskab (fra 1884) |
| Beskæftigelse |
Professor, forfatter, filosof |
| Arbejdsgiver |
Københavns Universitet |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser |
Videnskabernes Selskabs Guldmedalje (1882), Ridder af Dannebrog (1893), Dannebrogordenens Hæderstegn (1909) |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Kristian Frederik Vilhelm Kroman (født 29. marts 1846 i Maribo, død 27. juli 1925 i København) var en dansk filosof.
Hans Fader var Skibsfører. Efter kortvarigt at have prøvet sig som Sømand og som Købmand kom han 1862 paa Jonstrup Seminarium, dimitteredes herfra 1865, læste derefter til Artium og blev Student 1869. Først var det Naturvidenskaberne, han var optaget af, men bl.a. ved Læsning af S. Kierkegaards Skr førtes hart ind paa Filosofien. 1874 blev han Magister i Filosofi, 1877 Dr. phil. paa Afh. »Den exakte Videnskabs Indlæg i Problemet om Sjælens Existens«, hvor han vender sig saavel mod den spekulative som mod den naturalistiske Filosofi. Hans Standpunkt er, at Psykologien nødvendigvis fører til, at der er en Enhed bag de sjælelige Tilstande og Virksomheder, der kan vekselvirke med det legemlige, men ud over dette kan Videnskaben intet sige om det, man nærmere vil forstaa ved Sjælen — heller ikke, at den ikke eksisterer. 1882 udkom »Kortfattet Tænke- og Sjælelære«:, der senere i udvidet Skikkelse er kommet i fl. Udg., 5. Udg. 1914, tysk Udg. 1890. I Omfang svarende til det lige nævnte Værks 1. Udg. er »Grundtræk af Sjælelæren med et Omrids af Tænkelæren«; 1. Udg. 1889, 5. Udg. 1911. 1883 udkom paa Dansk og paa Tysk »Vor Naturerkendelse. Bidrag til en Matematikkens og Fysikkens Teori«, der var blevet til som en Besvarelse af en med Guldmedaillen belønnet af Videnskabernes Selskab 1880 stillet Prisopgave. Efter som Magister og Doktor at have levet som filos. Manuduktør, foruden at han havde givet sig af med Overs., blev K. 1883 Docent i Filosofi og 1884 Prof. i Filosofi (til 1922); Professoratet blev forbundet med Stillingen som Docent i Pædagogik. S. A. fremkom: »Ueber Wesen und Bedeutung der Philosophie« i »Vierteljahrschrift f. wiss. Philosophie«, Bd IX. Ligeledes s. A. blev K. Medlem af Videnskabernes Selskab. 1886 udkom »Om Maal og Midler for den højere Skoleundervisning«, hvori han kræver mere Naturkundskab, Gymnastik og Sløjd indført. S. A. blev han Kultusministeriets pædagogiske Konsulent (til 1899) og Medlem af Eksamenskommissionen for Lærere og Lærerinder (til 1909). Som Forsvar for, at denne Kommission af Interesse for Seminarieuddannelsens Højnelse gik strengt frem mod Eksaminanderne, udkom 1891 det lille Skrift »Mandefaldsspørgsmaalet i Folketinget og vor nuv. Læreruddannelse«.
I de senere Aar har K. ikke udsendt noget større Værk. Antagelig hænger dette sammen med en vis kritiserende Skepticisme, der til Baggrund har strenge Fordringer om eksakt og logisk Bevisførelse. Disse Fordringer synes at staa i Forbindelse med en manglende Sans for, hvorledes al levende videnskabelig Forsken maa være ufærdig og søgende. Blandt K.’s mindre Skrifter, der giver sig af med de mest forskelligartede Emner, kan nævnes: »Kapsejladsens Logik. Bidrag til Løsning af Maaleproblemet« (1893), »Livsanskuelse og Videnskab. Tale ved Kbhvn’s Univ.’s Reformationsfest« (1900), »Fircifrede Logaritmer og Antilogaritmer« (1902), »Nogle Bemærkninger om Bronzelurerne i Nationalmuseet i Kbhvn« i »Aarb. f. nord. Oldkyndighed og Hist.« (1902), »Begrebet »det etiske«. Undersøgelser angaaende Muligheden af en videnskabelig Etik« (»Universitetsfestskrift« 1903, s. A. som særlig Bog, under Titel »Etik«, I, Alm. Del [paa Tysk 1904]), Some remarks regarding the measuring and the time allowance questions for racing yachts (Kbhvn 1905), »Organisk Mekanik« i »Gymnastisk Selskabs Aarsskrift« (1912), »Skrueskibet og de gængse Skrueteorier. En Berigtigelse« i »Ingeniøren« (1912), »Relativitetsprincippet« i »Fysisk Tidsskrift« (1915), Laws of muscular. action i »Det kgl. danske Vidensk. Selsk.’s Biolog. Meddelelser«, I (1917); paa Dansk i »Gymnastisk Tidsskrift« (1917), »Fr. Macody Lund og Genrejsningen af Trondhjems Domkirke« (Kria 1920), Mathematics and the theory of science i »Det kgl. danske Vid. Selsk.’s Filos. Medd.«, I, »Matematikken og Erkendelseslæren«, »Til Belysning af den »ikke eukleidiske« Geometris Oprindelse« (1920). I »Dansk biografisk Leksikon« har K. skrevet værdifulde Biografier om danske Filosoffer.
»Vor Naturerkendelse« er K.’s Hovedværk. Sproget er som i alle K.’s Arbejder særdeles klart og simpelt. Han adskiller selvskabte og forefundne Objekter og svarende hertil Formalvidenskaben (Logik, Matematik o. s. v.) og Realvidenskaben (Naturvidenskab o. s. v.). Det produktive Element i Matematikken, mener han er Vurderingen af Rumsbilleder, medens Identitetssætningen er det kontrollerende Element. Naar Matematikken er almengyldig og ikke er bunden til enkelte bestemte Rumsbilleder, skyldes dette en med »Tankens Lynsnarhed« foretagen Eksperimenteren med Anskuelsesbilleder, hvorigennem alle Muligheder udtømmes (indre Øjeblikserfaring). Ogsaa Logikken beror for en væsentlig Del paa Anskuelse af Rumsbilleder. Dens Tankenødvendighed er Anskuelsesnødvendighed ligesom Matematikkens. Identitetssætningen er et Udtryk for, at Mennesket i sin Selvopholdelsesdrift har Trang til at bevare sin Bevidstheds Enhed. Videnskaberne om de forefundne, reale Objekter kan ikke som de formale Videnskaber give almene Visheder og Nøjagtigheder, men kun almengyldige og almene Sandsynligheder og Tilnærmelser. De forudsætter Aarsagssætningen, af hvilken der gives en skarpsindig og klar Analyse. Sætningen kan ikke bevises, den er et Postulat, en Urhypotese, den er Udtryk for det samme som Identitetssætningen og er fremkaldt ved vor af Selvopholdelsen udspringende Erkendelsestrang. I den menneskelige Ansvarsfølelse finder K. et Fænomen, som han mener med Rette vækker Tvivl om, at Sætningen ved ogsaa at skulle omfatte den menneskelige Villie kan opretholdes som almengyldig. Inden for Fysikken kan af Aarsags- ell. Identitetssætningen og de vedk. fys. Definitioner uden nogen ny Erfarings Hjælp, Inertiens Lov, Loven om Kræfternes indbyrdes Uafhængighed og Loven om Ligestorhed af Tryk og Modtryk udledes, hvorfor disse Sætninger faar samme Sikkerhed som Aarsagssætningen. K. mener, at han erkendelsesteoretisk har retfærdiggjort det Verdensbillede, som Fysikken har opstillet. I nyere Smaaskrifter har han opretholdt sin »Retfærdiggørelse«, der har dyb Rod i hans Personlighed og Livsanskuelse, og har stillet sig polemisk mod Videnskabens senere Udvikling (ikke-eukleidisk Geometri og Relativitetsteorien).
I »Begrebet »det etiske««, hvori der findes Udtryk for en sund og smuk Menneskelighed, har K. til Dels i Form af en Polemik mod en Række nyere danske Arbejder, givet sin Etik. Han mener, at bl. de Mærkeligheder, man træffer i Tilværelsen, er der næppe nogen, der med Rette kan stilles ved Siden af den, at Menneskeaanden i Tidernes Løb har dannet Begrebet »det etiske«. Endog Guddommen vælges ell. forkastes efter den etiske Lovs Bud. Det etiske er noget baade oprindeliges og absoluttere end det religiøse. Den etiske Adfærd, der i Følge K. kan bestemmes strengt videnskabeligt, er den med Menneskets inderste blivende Væsen overensstemmende, den til syvende og sidst modsigelsesfri Adfærd. K. stiller Indeterminisme og Determinisme over for hinanden. Mennesket er i Følge den første Antagelse (som K. slutter sig til), et mægtigere, af Naturlovene mere uafhængigt Væsen end i Følge den sidste.
For K.’s Anskuelser gælder i Alm., at han ikke på områder, hvor den videnskabelige Erkendelse kan tale med Sikkerhed, paa nogen Maade vil give det religiøse og moralske Tilladelse til at fremtvinge andre Resultater end de, der er den videnskabelige Erkendelses. Men samtidig mener han, at der er områder, der netop interesserer det moralske og det religiøse særligt, hvor den videnskabelige Erkendelse ganske mister sin Sikkerhed; specielt gælder, at Naturvidenskaben ikke maa tro, at hele Sandheden kan findes inden for dens Grænser, hvilket er udelukket derved, at den, da den ser bort fra Bevidsthedslivet, handler om en Abstraktion i Forhold til hele Virkeligheden. Han søger at forhindre, at Synsmaader, der hører til inden for den videnskabelige Erkendelse, formentlig uberettiget og formentlig til Skade for det etiske og det religiøse føres igennem paa disse Omraader, samt at forhindre, at man som uvilkaarlig Reaktion mod, at det religiøse tidligere ubeføjet har blandet sig i Videnskabens Anliggender, føler sig tilskyndet til paa disse Omraader at komme til Resultater, der gaar imod de religiøse og etiske Antagelser.
Kilder[redigér | rediger kildetekst]
- Kromann, Kristian Frederik Vilhelm i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1923), forfattet af Edgar Rubin