Løgn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Drengen der råbte "ulv", illustreret af Milo Winter i en samling af Æsops fabler fra 1919
Denne side handler om udsagnet løgn. Se Løgn for terningspillet Løgn.

En løgn er et usandt udsagn, som fremsættes som om det var sandt, med den hensigt at få modtageren til at tro på udsagnet, til trods for at afsenderen ved (eller er overbevist om), at udsagnet er usandt.

At lyve er at fremsætte en løgn.

Løgn som begreb[redigér | redigér wikikode]

Løgn er et etisk begreb. Enhver udtalelse som har til hensigt at vildlede i forhold til egen opfattelse af sandheden kan karakteriseres som løgn i etisk forstand. Dette kan også indebære at sige noget, som faktisk er sandt. Eksempel: Styrmanden skrev i skibsloggen: "I dag er kaptajnen ædru". Udtalelsen rummer den præmis, at kaptajnen er en fulderik, noget som slet ikke behøver at være tilfældet. Altså kan styrmanden have sagt noget sandt, men på en måde som har til hensigt at vildlede. Dette bliver i så fald løgn.

Løgn er ikke det modsatte af sandhed. Løgnens modstykke er oprigtighed eller ærlighed. (Det modsatte af sandhed er usandhed). Man kan udmærket tale usandt uden at lyve: Man kan være i god tro, være fejlinformeret, have misforstået, fejltolket, være ført bag lyset og så videre.

Man bruger af og til termen hvid løgn, som dækker over når man lyver en lille "uskyldig" løgn, ikke for at være ond, men for at beskytte noget eller nogen.

En person som lider af indre tvang til at lyve kaldes mytoman eller, noget misforstået: lystløgner.

Kan man afsløre løgn?[redigér | redigér wikikode]

Der er udført en del videnskabelige undersøgelser af hvor let eller svært det er at afsløre en løgn. Forsøgslederne konstruerer løgne – f.eks. ved at lade skuespillere lyve foran et videokamera – og undersøger forsøgspersoners evne til at skelne sande historier fra falske. Nogle af undersøgelserne er gjort med ret realistiske og virkelighedsnære situationer, andre er mere kunstige. En sammenfatning af et stort antal undersøgelser af denne type [1] konkluderer, at mennesker generelt har svært ved at afsløre løgne, og at der ikke er nogen individuelle forskelle i den henseende. Der findes ikke mennesker, der er dygtigere end andre til at afsløre løgn. Hvis historier enten kan være sande eller være løgn, vil mennesker generelt vurdere 54 % af løgnehistorierne til at være løgn – det er kun en anelse bedre end de 50 % der kan forventes rent statistisk. Hvis enkelte mennesker kan "afsløre" 60 eller 70 % af løgnehistorierne, så beror dette ikke på særlige evner, men på simpel statistisk variation.

Derimod viser samme oversigt, at mennesker varierer m.h.t. hvor gode de er til at lyve. De der er gode til at fremtræde som ærlige, når de taler sandt, er samtidig gode til at fremtræde som ærlige, når de lyver. Nogle har et ansigt der udstråler mere "ærlighed" end andre, uanset om de faktisk er mere ærlige.

I en undersøgelse. [2] har man lavet konstruerede optagelser af et antal mennesker der blev udspurgt om hvorvidt de havde stjålet en tegnebog. I halvdelen af optagelserne løj de. Optagelserne blev forelagt for et antal forsøgspersoner. Nogle fik kun forelagt udskrifter af ordvekslingen. Nogle fik lydoptagelser at høre. Og nogle så videooptagelser. Den udspurgtes held med at narre andre til at tro at han talte sandt, når han faktisk løj, var størst når han kunne bruge både stemmeføring og ansigtsudtryk til at vildlede med. Stemmeføringen alene gjorde det lidt vanskeligere at skjule løgnen, og når der kun var udskrifter af ordene, var løgnen vanskeligst at skjule. Kropssprog (ansigtsudtryk, stemmeføring m.m.) gør det altså lettere at lyve. Undersøgelsen bekræftes af andre undersøgelser m.h.t. betydningen af ansigtsudtryk, men stemmeføring og kropsbevægelser kan være sværere at simulere og kan undertiden bidrage til at afsløre løgneren [3]

Løgnedetektor[redigér | redigér wikikode]

Princippet i en såkaldt løgnedetektor er at man sætter to elektroder på personens hud og måler den elektriske modstand i huden, når en svag strøm sendes igennem. Den elektriske modstand ændrer sig lidt, når personen oplever følelser; dette kaldes den elektrodermale respons. Hvis personen bliver stillet over for et neutralt spørgsmål, vil der være ringe eller ingen respons, men stilles personen over for et spørgsmål som sætter følelser i gang, vil der ofte opstå et respons. Forskellige mennesker oplever ikke følelser lige stærkt, og deri ligger, at visse personer – ofte de mest udadvendte – vil have svage eller ingen elektrodermale responser, selv i tilfælde hvor mere gennemsnitlige mennesker ville blive kraftigt følelsesmæssigt berørt. Relativt indadvendte og følelsesbetonede personer vil derimod give respons selv ved små påvirkninger.

Et overordnet gennemsnit synes at være, at hvis man udelukkende vurderer ud fra løgnedetektorens udslag, og hvis der er 50 % sandsynlighed for at den undersøgte person lyver, så vil løgnen blive opdaget i ca. 75 % af tilfældene. Hvis derimod personen taler sandt, så vil det være stort set tilfældigt om apparatet bekræfter dette. [4]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Charles F. Bond & Bella M. DePaulo (2008): Individual differences in judging deception: accuracy and bias. Psychological bulletin 134 (4): 477-492.
  2. J.K. Burgoon m.fl. (2008): Cognitive biases and nonverbal cue availability in detecting deception. Human communication research 34: 572-599.
  3. Miron Zuckerman m. fl. (1981): Verbal and nonverbal communication of deception. Advances in experimental social psychology 14:1-59
  4. W. M. Waid & M. T. Orne (1981): Cognitive, social and personality processes in the physiological detection of deception. Advances in experimental social psychology 14: 61-106

Se også[redigér | redigér wikikode]

løgnens sprog