Spring til indhold

Latinskole

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den gamle latinskole i Kalundborg
Stege Latinskole

Latinskolerne var en skoleform, der opstod i middelalderen og i Danmark varede indtil 1903, hvor den blev afløst af mellemskolen og gymnasiet. Latinskolerne havde oprindelig til hovedopgave at uddanne kommende præster. Senere fungerede de som den almindelige adgangsvej til universitetet.

Efter Reformationen i 1536 blev det bestemt, at hver købstad i kongeriget skulle have en latinskole. Det fordoblede omtrent antallet til 100 latinskoler i det danske rige ved udgangen af 1500-tallet. I senere århundreder blev antallet efterhånden kraftigt formindsket. En reform i 1740 reducerede således antallet til 20 skoler i det egentlige Danmark.

Latin havde en dominerende plads i timeplanen. Latinskolernes pensum og undervisning blev dog flere gange justeret, inden skoleformen nedlagdes i 1903.

Før Reformationen

[redigér | rediger kildetekst]

De danske latinskoler voksede ud af de skoler, der opstod i middelalderen i kirkeligt regi. Det danske skolevæsen opstod omkring midten af 1100-tallet, fordi den katolske kirke havde et stadigt behov for at uddanne præster til at bestride kirkens embeder. Der blev først oprettet såkaldte domskoler ved de otte danske domkirker (Lund, Roskilde, Odense, Slesvig, Ribe, Aarhus, Viborg og Børglum) (senere kaldt katedralskoler) og desuden ved de tre kollegiatkirker (kirker, der havde et større præsteskab på linje med domkirkerne) i Vestervig, København samt Dalby i Skåne. Da behovet for læse-, skrive- og latinkyndige efterhånden steg, blev der med tiden åbnet flere skoler i kirkeligt regi, ofte klosterskoler. Det skete både i de store domkirkebyer som supplement til de eksisterende domskoler og i mindre købstæder. De fleste af disse kirkelige skoler fortsatte som latinskoler efter Reformationen i 1536.[1]:28-30

Da skolerne i praksis efterhånden ikke udelukkende uddannede eleverne til kirkelige embeder, fik de en bredere samfundsmæssig betydning i middelalderens Danmark. Kirken havde dog fortsat alene ansvaret for undervisningen. Undervisningen var primært i de tre grundlæggende fag, kaldet trivialfag fra det latinske trivium ("de tre veje"): (latinsk) grammatik, retorik og logik. I forlængelse heraf har der i hvert fald nogle steder været en overbygning, hvor de større drenge kunne få undervisning i teologi. Der har været en enkelt lærer, kaldt skolemester, senere rektor. Eleverne, ofte kaldt peblinge ("små præster") og senere disciple, måtte leve dels af tiggeri, dels af godgørenhed. Det var velset fra kirkens side, at man f.eks. testamenterede gaver til underhold af den lokale skoles peblinge.[1]:29-31

1536-1871

[redigér | rediger kildetekst]

Ændringer efter Reformationen

[redigér | rediger kildetekst]

Efter Reformationen i 1536, hvor klostrene blev nedlagt og kirken mistede sin magt som en selvstændig organisation ved siden af statsmagten, blev den såkaldte Kirkeordinans udstedt (på latin i 1537 og på dansk i 1539). Den dekreterede blandt andet, at der skulle være en latinskole i hver enkelt købstad i kongeriget. I forvejen var der latinskoler i alle de større og en del mindre købstæder, som blot fortsatte deres virke. Det anslås, at omkring halvdelen af de ca. 100 latinskoler (heraf en fjerdedel i Slesvig og Norge), der eksisterede ved 1500-tallets slutning, stammede fra før Reformationen. Udover latin skulle latinskolerne give en grundig indføring i den rette evangeliske (dvs. protestantiske) kristne lære.[1]:43-49

Kong Christian 3. og hans rådgivere forestillede sig, at latinskolerne skulle være et offentligt undervisningstilbud til alle drenge. Skolegangen var dog ikke noget krav, og det var ikke sikkert, at forældrene var interesserede i tilbuddet. Der var ingen aldersbestemmelser eller minimumskrav om, hvor længe skolegangen skulle være. Ifølge kirkeordinansen skulle skolemesteren vurdere de enkelte elevers dygtighed, når de var 12 år. Hvis han ikke mente, de burde fortsætte i skolen, skulle han give forældrene besked om at sætte dem i lære eller lignende. De egnede skulle han omvendt opfordre forældrene til at lade blive i skolen, indtil de fyldte 16 år (i praksis ofte indtil det fyldte 18. år). Derpå skulle de bedste sendes til universitetet for at blive præster, mens de øvrige opfordredes til at søge et "ærligt verdsligt embede".[1]:43-51

Det var fortsat ofte kun skolemesteren selv, der underviste. Han kunne dog være assisteret af en anden lærer, der blev kaldt "hører". Disciplene var opdelt i "lektier" (klasser), hvor hver elev gik, indtil det blev vurderet, at han kunne rykke op i den næste lektie.[1]:69-72 Sommetider underviste en af de ældste elever i den nederste lektie. Det var f.eks. sådan, at Anders Pedersen Perlestikker, der senere blev skolemester på Nakskov Latinskole, fik sine første undervisningserfaringer som elev i latinskolen i Odense omkring 1610.[1]:152

De mindste latinskoler havde kun to lektier, mens de største (latinskolerne i domkirkebyerne samt i Malmø og København) havde fem lektier (og flere hørere). De nederste lektier havde flest elever, sådan at latinskolerne på dette tidspunkt primært var en børneskole, hvor de fleste elever var yngre end 12-13 år. I den første lektie (kaldt sinkelektien, hvilket dengang blot betød "begynderlektie" uden nogen nedsættende betydning) foregik undervisningen på dansk, og her lærte mange af børnene at læse. I den anden lektie skulle dansk tale så vidt muligt undgås, og grundreglerne i den latinske grammatik indøves. Tredje lektie var for disciple, der allerede var øvede i latinsk grammatik, og fjerde lektie for dem, der allerede kunne skrive og tale latin. I femte lektie underviste man i græsk.[1]:69-72

Elevsammensætningen ændrede sig typisk i løbet af anden og tredje lektie. Mange bedrestillede elever, der havde lært at læse derhjemme, startede ofte direkte i disse lektier, samtidig med at en del af de yngre elever fra første lektie forlod skolen, enten af faglige eller økonomiske grunde.[1]:69-72

Reduktionen i 1740

[redigér | rediger kildetekst]

Ændringerne ved Reformationen betød en stor vækst i antallet af latinskoleelever. Det skyldes blandt andet, at latinskolerne også var blevet en måde at forsørge fattige, ofte forældreløse elever på. Det betød imidlertid også, at skolerne skulle rumme to meget forskellige elevgrupper. I de nederste lektier var mange ubemidlede børn, der blot var der for at lære at læse dansk eller simpelthen overleve, mens de betydeligt færre og næsten voksne disciple i de øverste lektier tilegnede sig et helt andet kundskabsniveau med henblik på at fortsætte som teologistuderende på universitetet i København. Med tiden blev latinskolernes pensum, der var forankret i reformationstidens humanisme med vægt på antikkens forfattere udover det teologiske stof, efterhånden anset for forældet i progressive kredse, og mange forældre ønskede en mere tidssvarende undervisning for deres børn. Følgen blev, at søgningen til latinskolerne efterhånden faldt drastisk. Den økonomiske lavkonjunktur efter svenskekrigene betød også, at skolernes økonomiske grundlag blev forringet.[1]:219-233

I 1739 blev det derfor besluttet, at ca. to tredjedele af latinskolerne skulle nedlægges og i stedet indrettes til "danske skoler" eller kristendomsskoler, som de blev kaldt. De resterende skoler skulle til gengæld have deres økonomi og undervisning styrket. Samtidig blev adgangen til latinskolerne for børn af bønder og ubemidlede indbyggere stort set spærret, medmindre det kunne godtgøres, at de var ekstraordinært godt begavede. Der blev også indført adgangskrav, så man fremover kun kunne komme i latinskolen, hvis man i forvejen kunne læse og skrive og kendte sin katekismus. I 1756 blev bestemmelsen skærpet, så elever fremover også skulle have begynderkendskab til latin, inden de begyndte i latinskolen. Optagelse krævede altså nu en betydelig foregående skolegang, og latinskolerne fik et mere tydeligt gymnasialt præg som skoler, der udelukkende sigtede på at uddanne dimittender til universitetet. Med hensyn til skolernes pensum blev regning, geografi og historie indført som nye fag fra 1739. Dansk skulle fortsat anvendes i de nederste lektier. Den lutherske vægt på kristendomskundskab blev dog fortsat bevaret, og latin var det vigtigste fag. Først ved en senere reform i 1800-tallet mistede latinskolerne deres præg af at være lutherske kirkeskoler og blev i stedet embedsmandsskoler.[1]:219-233

Latinskoler i 1740

[redigér | rediger kildetekst]
Den gamle latinskole i Haderslev

Reduktionen i 1740 medførte, at der herefter var 20 latinskoler tilbage i det egentlige Danmark udover fire i Norge, to i Island og én i Tórshavn. Reformen omfattede ikke Hertugdømmerne, men en tilsvarende reform i 1797 medførte, at der herefter kun var fire latinskoler tilbage i Slesvig-Holsten, nemlig i Haderslev, Flensborg, Husum og Slesvig. De resterende blev omdannet til tysksprogede borgerskoler.[1]:223-224 [2]

De 20 overlevende latinskoler i Danmark var, med deres evt. nutidige arvtagere i parentes:[2]

I Norge var der fremover latinskole i følgende fire byer:

Den sidste tid: 1871-1903

[redigér | rediger kildetekst]

Ved skolereformen i 1871 udgik hebræisk som fag, og den naturvidenskabelige gren med matematik, fysik og kemi kom ind. Eleverne i denne gren skulle ikke have oldgræsk, og derfor blev oldtidskundskab indført som en erstatning, som "matematikerne" fik. Den sproglig-historiske linje fortsatte fra 1871 til 1903, primært med latin og græsk og sekundært med tysk og fransk. Den nysproglige linje med engelsk kom først i 1903.

Kilder

[redigér | rediger kildetekst]
  1. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 Charlotte Appel og Morten Fink-Jensen: Da læreren holdt skole. Tiden før 1780. Dansk Skolehistorie, bind 1, Aarhus Universitetsforlag 2013.
  2. 1 2 Carl E. Jørgensen: Latinskolereduktionen af 1740 i tidsskriftet Uddannelseshistorie, 2001. – S. 70-142.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Latinskole&oldid=12144531"