Kalundborg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kalundborg
Byvåben Acciseboden
Kalundborgs våben.png
Accisebod Kalundborg 15-07-2007.jpg
Kalundborg - Vor Frue Kirke2.JPG
Vor Frue Kirke
Overblik
Land: Danmark Danmark
Region: Region Sjælland
Kommune: Kalundborg Kommune
Sogn: Vor Frue Sogn
Postnr.: 4400 Kalundborg
Demografi
Kalundborg by: 16.431[1] (2016)
Kommunen: 48.660[1] (2016)
 - Areal: 604,00 km²
Tidszone: UTC +1
Hjemmeside: www.kalundborg.dk
Oversigtskort


Koordinater: 55°40′53″N 11°5′6″E / 55.68139°N 11.08500°Ø / 55.68139; 11.08500

Vor Frue Kirke

Kalundborg er en gammel købstadNordvestsjælland, beliggende inderst i Kalundborg Fjord hvor halvøerne Røsnæs og Asnæs mødes. Byen har 16.431 indbyggere (2016)[1] og ligger i Kalundborg Kommune i Region Sjælland.

Den vestsjællandske by er på flere måder et trafikknudepunkt i Danmark, idet Kalundborg Station er endestation for Nordvestbanen. Byen har desuden traditionelt været færgehavn med forskellige linjer til Jylland, men i 2012 lukkede den sidste færgerute til Aarhus, således at der i dag (2015) kun er SamsøFærgens forbindelse til BallenSamsø.

Kalundborg fungerer i dag som et travlt handels- og oplandscentrum for den vestligste del af Sjællands nordvestkystområde. Byen har ligeledes eget gymnasiumKalundborg Gymnasium og HF. Og det nyoprettede Allikelund Gymnasium tilbyder uddannelser indenfor HTX, HHX og HG. I 2016 blev byen godkendt til at oprette en uddannelse for diplomingeniører i samarbejde med University College Sjælland

I den gamle bydel, Højbyen, ligger byens vartegn, Vor Frue Kirke, der er Danmarks eneste femtårnede kirke. Tæt ved kirken finder man Bispegården.

Kommuneadministrationen har bl.a. hjemme i den tidligere hovedbygning for Kaalund Kloster, der har sin oprindelse i borgens ladegård og er beliggende i overgangen mellem Højbyen og Nederbyen. Bygningen er opført 1751-52, muligvis af Johan Christian Conradi, på vegne af grev Christian Lerche hvis våbenskjold pryder facaden over porthvælvingen. Selve avlsgården blev nedrevet i 1949. [2] Der er nu bygget en ny stor administrationsbygning, som samler langt de fleste administrative funktioner i kommunen. Bygningen er opført på Holbækvej ved Kåstrupvej, og de sidste funktioner er flyttet ind i foråret 2016.

Kalundborg og Omegns Museum ligger i Lindegården, der er et gammelt hus fra 1500-tallet. Her findes et egns- og byhistorisk museum med gamle møbler samt klædedragter fra 1700-tallet, ligesom der udstilles oldtidsfund fra stenalderen.

Syd for byen på Asnæs finder man herregården Lerchenborg, der anses for at være et stykke enestående barok/rokoko-arkitektur i Danmark.

Byens navn[redigér | redigér wikikode]

Navnet Kalundborg omtales i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 som Kalundæburgh og Kalændæburgh, i det 16. århundrede Kallingborg. [3]

- Bynavnet består af 3 led: kalundborg :

  • Kaa er det gamle navn for en allike [4]
  • Lund henviser til en lille skovbevoksning, der må have ligget på stedet
  • Borg henviser til byens første befæstning "Vestre Forborg"

- Borgen ved den lille skov, hvor der lever alliker".

Bispegården
Lindegården
Gadeparti fra Præstegade
Lindegade

Historie[redigér | redigér wikikode]

Kalundborg bestod frem til 1680-erne af to bydele:

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Som byens grundlægger regnes Esbern Snare. Omkring 1170 anlagde han en borg, (Vestre forborg), ved fiskerlejet Cordale og naturhavnen bag GisseløreHærvig, der var hjemsted for en del af ledingsflåden. Borgens rester kan i dag ses i ruinparken vest for Vor Frue Kirke og museet.

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Kalundborg var dog i den første tid af underordnet betydning ved siden af borgen, som efter Esbern Snares død gik over til hans datter, "Fru Ingeborg af Kalundborg", der var gift med den ansete drost Peder Strangesøn (død 1241), og som senere beskyldtes for at have sluttet sig til kong Valdemars fjender, hvorfor Kalundborg blev inddraget under kronen i 1262.[3] I de næste år forfaldt borgen således, at den norske fribytter, jarlen Mindre Alf, i 1285 let fik den i sin magt og plyndrede hele egnen.[3] Erik Menved lod den på ny befæste og gav sin broder Christoffer den i forlening. Senere fik den hallandske herremand Knud Porse den i forlening af Christoffer, da han var bleven konge, som "Grevskabet Kalundborg" sammen med Samsø med mere. Efter dennes død i 1330 beholdt hans enke Ingeborg lenet.[3] Men da Valdemar Atterdag var kommen til magten, gjorde han hende besiddelsen af slottet stridig og begyndte at belejre det i 1341[5], men hun blev understøttet af grev Gerts sønner, Henrik og Claus således, at kongen måtte hæve belejringen med et tab af 2.000 mand. Ved et forlig af 1. september 1341 afstod dog Fru Ingeborg slottet med det gode mod at beholde Halland på livstid. Pinsedag 24. maj 1360 holdt kong Valdemar et Danehof i Kalundborg, hvor det kom til forlig med hertug Valdemar af Sønderjylland og den jyske adel. I hele perioden frem til 1560 holdt skiftende konger danehof, stændermøder og rigsråd i byen. Dele af statsadministrationen var samlet i byen, rigsarkivet blev opbevaret i FolenKalundborg Slot.[5]

Byens ældst kendte privilegier (siden gået tabt) er givet af Christoffer af Bayern i 1443. [6] I 1482 fik enkedronning Dorothea Kalundborg til enkesæde, og her opholdt hun sig for det meste, lige som hun døde her 10. november 1495.[5] I øvrigt hører man mest slottet omtalt i den senere middelalder som samlingssted for møder og som statsfængsel. Af fangerne nævnes biskop Rudolf af Skara og grev Otto af Rupin, der førtes hertil efter Slaget ved Falkøping 1389. I 1520 lod Christian II Sten Stures enke, Fru Kirstine Gyllenstjerna, føre hertil tillige med hendes moder, Fru Sigrid Baner, hendes børn Gustav og Magdalena og nogle svenske adelsmænds fruer. Da Christian II var flygtet fra Danmark, holdt borgens daværende høvedsmand, Claus Eriksen (Ravensberg) den nogen tid for Christian II, indtil rigets hofmester Mogens Gøye åbnede forhandlinger med ham og lovede ham at blive kong Frederik Is mand, hvis han ville overgive slottet. Claus Eriksen befalede da sine svende at holde vagt på den anden side af borgen, mens han selv med sine udvalgte ville forsvare det vigtige tårn "Folen"; 50 af kong Frederiks folk blev da om natten hejsede op i tårnet, overfaldt besætningen og tog borgen. Claus Eriksen siges ikke længe efter at være bleven slagen til ridder, men overalt i landet fik han tilnavnet "Slippeslot".[5]

Under Grevens Fejde blev slottet erobret og givet af grev Christoffer 1. januar 1535 i forlening til den oldenburgske adelsmand "lange" Hermann, men allerede i januar 1536 måtte han overgive det til Mogens Gøye. Samme år fik Knud Pedersen Gyldenstjerne det i forlening, og han blev således bevogter af sin gamle fjende, Christian II, da denne 1549 førtes til Kalundborg, hvor han for øvrigt havde temmelig stor frihed under sit ophold her til sin død i 1559.[5] Efter Grevens Fejde stod for øvrigt slottet hen og forfaldt som fæstning. Endelig blev det indtaget af de svenske 1658, der lod byens borgere betale 400 lod sølv og 50 rigsdaler i rede penge, for at fjenden ikke skulle stikke det i brand, men desuagtet blev det nedbrudt til grunden.[7]

Hen mod slutningen af 1200-tallet blev byen befæstet mod øst, og under Valdemar Atterdag blev befæstningen yderligere forstærket, da slottet blev bygget, og bymuren forstærket. Fæstningsværkerne udgjorde omtrent en cirkel og bestod af volde, mure og tårne med grave om; de stod tillige i forbindelse med byens egne mure , og indenfor den indre ringmur lå slottet selv eller hovedbygningen, der var i flere stokværk, udgjorde 5 længer og indesluttede en slotsgård med en brønd i midten; den ene længe skal på hver ende have haft et tårn, hvoraf det ene brugtes til kapel, det andet til fangetårn. I den ydre ringmur var der 4, vistnok fritstående tårne, nemlig Farshat, Folen, der var det højeste, og hvori rigets dressel (arkiv) gemtes, Malttårnet og Bagertårnet.[7]

Kalundborg havde i middelalderen kun eet kloster, et Gråbrødrekloster, stiftet 1239 af den for munkevæsenet så ivrige grevinde Ingerd af Regenstein; dets kirke blev dog først indviet 1279. Klosteret lå på den senere Kalundborg Ladegårds plads, umiddelbart nord for slotspladsen. Den tilladelse, Valdemar Atterdag 1361 indhentede hos paven til at måtte flytte det, fordi det lå for nær ved slottet, kan således ikke være bleven benyttet. I klosteret fandt flere gange ordenskapitler sted, og dels her, dels under et lindetræ på klosterets kirkegård holdt kongerne af og til retterting. I 1517 indførtes den strengere ordensregel, observantsen. Den sidste guardian, Melchior Jensen, fremskyndede selv klosterets ophævelse; påvirket af Luthers lære tillod han lensmanden på Kalundborg Slot efter Mogens Gøyes ordre at udjage munkene, 1532[7], og blev til tak herfor den første evangeliske præst ved Kalundborg Vor Frue Kirke (fra 1540 ved Raklev Sogn). Kort efter omdannedes klosteret til ladegård for slottet[8], og efter at dette var nedbrudt, blev gården 1664 tilskødet den rige hollænder Gabriel Marselis.[9]

Foruden Vor Frue Kirke havde byen i middelalderen endnu en kirke, St. Olai Kirke, der lå i byens nordvestlige udkant, hvor senere kirkegården af samme navn kom til at ligge. Den har vistnok været byens egentlige sognekirke, mens Vor Frue var slotskirke. Raklev Sogn hørte til den, men da dette fik sin egen kirke, tabte St. Olai sin betydning, og efterhånden som Øvre- og Nedrebyen smeltede sammen, hørte man op at bruge den. Den blev dog stående til ind i begyndelsen af det 19. århundrede, men benyttedes kun som sømærke og som gravkapel. Kirkens rigt forgyldte altertavle skal tidligere have stået i slotskapellet.[8]

Mod øst, lige uden for Kalundborg, på det senere Sankt Jørgensbjerg, lå et Sankt Jørgens Hospital for spedalske, som allerede nævnes i den tidlige middelalder, og hvortil sikkert det Helligkors Kapel var knyttet, som i et brev af 1495 (det år da det blev annekteret til Vor Frue Kirke) omtales som stående mellem Sankt Jørgensgaard og slottets tegllade. I 1631 bleve hospitalets godser og indtægter henlagte til Vartov i København, imod at Kalundborg by stedse skulle have 6 senge deri.[8]

Alt dette sammen med, at der nævnes to gilder, St. Knuds og St. Gertruds, vidner om, at Kalundborg har været en ret betydelig by i Middelalderen. Af en Fortegnelse af købstædernes afgifter fra 1270 nævnes Kalundborg som den fjerde i rækken (efter Roskilde, København og Næstved) efter afgiftens størrelse. De første privilegier, vi kende, bleve givne byen af kong HansAntvorskov Kloster den 10. marts 1485 (da den fik samme privilegier som Roskilde og København), og disse privilegier stadfæstedes senere flere gange, således af Christian III, Christian IV og Frederik III. Øvrebyen var i middelalderen den egentlige By og som sådan befæstet, idet den var omgiven med en vold eller snarere mur, der hist og her var forstærket med tårne. Også længe efter at der var sket bebyggelser både mod syd ned til fjorden og mod øst, beholdt Øvrebyen ry som den vigtigste del, men svære ildebrande, således en under kong Hans og en 1617, samt krige hærgede den; Grevens Fejde tog på den, men endnu værre var Karl Gustav-krigene 1658–60, og da borgen var sunken i grus, var Øvrebyens rolle udspillet, og Nedrebyen blev den egentlige by, skønt også den havde lidt voldsomt ved fjendens brandskatninger: i 1645 havde Kalundborg 1.139, i 1672 1.058 indbyggere). Hvad, der hjalp Nedrebyen op, var handelen, thi det var byens hovederhverv.[8]

Under enevælden[redigér | redigér wikikode]

Kort over Kalundborg 1788.[10]

I sidste halvdel af 17. århundrede tjentes der penge ved den udenlandske handel, især på Vest- og Sydeuropa, og dette varede ved til midten af det 18. århundrede, da den afløstes af en betydelig handel på Norge (byen havde 1732: 1.232, 1769: 1.267 og 1787: 1.375 indbyggere). Efter tabet af Norge tog kornhandelen vej til England og Holland, store handelshuse i København grundede forretninger i Kalundborg, og byen havde sin glansperiode, der dog kun var kortvarig, thi kornhandelen tog af, udførslen til England ophørte, og konkurrenter i Slagelse og Holbæk overtog.[8]

Den tidlige industrialisering[redigér | redigér wikikode]

Kalundborg omkring 1900.

I anden halvdel af 1800-tallet oplevede Kalundborg en ny fremgangsperiode. Medvirkende hertil var de forbedrede samfærdselsforhold (anlæggelsen af jernbanen, havnens betydning for færgefarten til Aarhus og andre steder) samt den begyndende industrialisering.

Havnen (i datiden klassificeret som en sommerhavn af 4. Klasse) havde gode getingelser, beliggende ved den dybe og let tilgængelige Kalundborg Fjord og beskyttet af halvøen Gisseløre, og den var også i ældre tid regnet som Sjællands bedste havn efter Københavns. Dog var det først i det 19. århundrede, at der blev gjort noget alvorligt for den. Den gamle skibsbro, der deltes i en vestlig arm, som benyttedes af færgesmakkerne, og en østlig, til handelsskibenes brug, blev betydelig udvidede, således færgebroen 1836, for at der kunne blive plads til dampskibsfarten, og den østlige arm i 1846. I 1853–54 opførtes der en stenmole med mere, og senere blev der foretaget nye udvidelser.[11] Kalundborg fik daglig dampskibsforbindelse med Aarhus over Samsø. Desuden havde den 2 gange ugentlig direkte damskibsforbindelse med København over Sejrø og een gang ugentlig med Vejle.[3]

Anlægget af den nordvestsjællandske jernbane blev (efter lange forhandlinger og efter fremkomsten af forskellige projekter, blandt andet det at føre banen over Frederikssund og på en fast bro over Roskilde Fjord) ifølge lov af 26. februar 1869 overdraget til Det Sjællandske Jernbaneselskab ved koncession af 2. oktober 1871. Den 79 km. lange bane fra Roskilde over Holbæk til Kalundborg, der byggedes af Privatbanken, antages i det hele at have kostet omtrent 9,6 mio. kr., men stod kun selskabet i 71/3 mio; den åbnedes for driften 30. december 1874, foreløbig dog kun for en indskrænket drift indtil 1. maj 1875. Ved de Sjællandske Jernbaners køb ifølge lov af 2. juli 1880 overgik den sammen med selskabets øvrige baner til staten.[3]

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 7 brændevinsbrænderier, 1 tobaksfabrik, 1 ølbryggeri, 1 pottemageri, 1 kalkbrænderi, 3 garverier, 1 skibs- og bådebyggeri. Desuden 4 vindmøller og 1 hestemølle.[12] Af fabrikker og industrier havde byen i 1869: flere brændevinsbrænderier, 1 maskinfabrik, 1 tobaksfabrik, 2 ølbryggerier, 1 tøjfabrik og uldspinderi, 1 jernstøberi, 3 kalkbrænderier, 1 skibs- og bådebyggeri 1 bogtrykkeri, 4 vindmøller og 1 hestemølle.[13] Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 1 bayersk- og hvidtølsbryggeri (aktieselskab, oprettet 27. maj 1881), 2 maskinfabrikker, 1 andelssvineslagteri, 1 tøjfabrik og uldspinderi, 1 kalkbrænderi, 1 skibs- og bådebyggeri, 2 bogtrykkerier, 2 tobaksfabrikker, 2 vindmøller, 1 dampmølle, 1 sav- og høvleværk.[14]

I Kalundborg blev udgivet 2 aviser, nemlig "Kalundborg Avis" (samme blad udgivet på Samsø som "Samsø Dagblad") og "Kalundborg Dagblad".[14]

Kalundborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 2.490 i 1850, 2.420 i 1855, 2.587 i 1860, 2.673 i 1870, 3.167 i 1880, 3.566 i 1890, 4.322 i 1901, 4.628 i 1906 og 4.732 i 1911.[15]

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 443 levede af immateriel virksomhed, 1.311 af håndværk og industri, 815 af handel og omsætning, 69 af søfart, 212 af fiskeri, 178 af jordbrug, medens 440 fordeltes på andre erhverv, 73 levede af deres midler, 17 nød almisse, 4 var i Fængsel, og 4 var sindssyge.[16] Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 4.628, heraf ernærede 298 sig ved immateriel virksomhed, 198 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 147 ved fiskeri, 2.077 ved håndværk og industri, 998 ved handel med mere, 608 ved samfærdsel, 152 var aftægtsfolk, 96 levede af offentlig understøttelse og 54 af anden eller uangiven virksomhed.[17]

Mellemkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

Gennem mellemkrigstiden var Kalundborgs indbyggertal voksende: i 1921 6.833[18], i 1925 6.549[19], i 1930 6.926[20], i 1935 7.620[21], i 1940 7.751 indbyggere.[22] Men samtidig skete der en vækst i forstæder i Kalundborg købstads landdistrikt og i Årby Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Kalundborg. Den 1. april 1933 blev Kalundborg købstads landdistrikt indlemmet i købstaden.

År 1921 1925 1930 1935 1940
Kalundborg købstad 6.833 6.549 6.926 7.620 7.751
Skt. Jørgensbjerg (Kalundborg købstads landdistrikt) 427 376 467 * *
Rynkevang (Årby Kommune) - 113 113 159 102
Kalundborg med forstæder 7.260 7.038 7.506 7.779 7.853

* indlemmet i købstaden

Ved folketællingen i 1930 havde Kalundborg 6.926, heraf ernærede 372 sig ved immateriel virksomhed, 2.818 ved håndværk og industri, 1.210 ved handel mm, 966 ved samfærdsel, 268 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 523 ved husgerning, 603 var ude af erhverv og 166 havde ikke oplyst indkomstkilde.[23]

Næringsveje[24] Landbrug
m.v.
Håndværk,
industri
Handel og
omsætning
Transport Immateriel
virksomhed
Hus-
gerning
Ude af
erhverv
Uangivet Ialt
Kalundborg købstad 268 2.818 1.210 966 372 523 603 166 6.926
Skt. Jørgensbjerg 59 154 51 62 43 61 37 0 467
Rynkevang 8 38 10 17 11 18 9 2 113
Kalundborg med forstæder 335 3.010 1.271 1.045 426 602 649 168 7.674

Efterkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

Efter 2. verdenskrig fortsatte Kalundborg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 7.875 indbyggere i købstaden, i 1950 8.603 indbyggere, i 1955 9.214 indbyggere, i 1960 9.763 indbyggere og i 1965 - indbyggere. I Årby Kommune voksede nye forstæder, Rynkevang og Engvej, i Raklev Kommune forstæderne Brandsbjerg og Hestehave, og i Tømmerup Kommune forstaden Nyvang.

År 1945 1950 1955 1960 1965
Kalundborg købstad 7.875 8.603 9.214 9.763 10.320
Rynkevang 147 101 106 100 92
Engvej - - 126 288 423
Brandsbjerg - - 75 60 438
Hestehave - - 26 35 *
Nyvang - - 84 109 143
Kalundborg med forstæder 8.022 8.704 9.631 10.355 11.416

* under Brandsbjerg

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Kalundborg-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Byens indbyggertal pr. 1. januar, medmindre andet er angivet

  • 2006 - 16.250
  • 2007 - 16.360
  • 2008 - 16.489
  • 2009 - 16.489
  • 2010 - 16.447
  • 2011 - 16.434

Kalundborg Kommune blev dannet efter kommunalreformen 2007 og består af det tidligere kommuner Bjergsted, Gørlev, Hvidebæk, Høng og Kalundborg. Den nuværende kommune dækker et areal på 604 km².

Erhverv[redigér | redigér wikikode]

I byen findes en række store virksomheder:

De største virksomheder i byen indgår i et miljøsamarbejde – industriel symbiose.

Tidligere var også motorfabrikken Bukh, Carmen, Dansk Svovlsyre- og Superphosphatfabrik og Kalundborg Skibsværft betydelige virksomheder i Kalundborg.

Venskabsbyer[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Venskabsbyer i Danmark.

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Historiske billeder fra Kalundborg[redigér | redigér wikikode]

Postkortbilleder fra begyndelsen af 1900-tallet

Kendte personer fra Kalundborg[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1
  2. ^ Linder
  3. ^ a b c d e f J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 393
  4. ^ ODS
  5. ^ a b c d e J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 394
  6. ^ Erik Kroman (ed).: "Danmarks Gamle Købstadslovgivning", vol. III, p 313, Rosenkilde & Bagger 1955
  7. ^ a b c J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 395
  8. ^ a b c d e J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 396
  9. ^ Bernhard Linder: "Slotte, Herregårde og Palæer i Danmark", Thorsgaard 1980
  10. ^ Kilde: P. Paludan: Beskrivelse af Staden Callundborg. Kbh. 1788.
  11. ^ J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 392
  12. ^ J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 1. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1858; s. 217
  13. ^ J.P. trap: Kongeriget Danmark; 2. Udgave 3. Bind: Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 241f
  14. ^ a b J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 391
  15. ^ Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 37. bind: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger; København 1911; s. 2f
  16. ^ J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 3901
  17. ^ Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 5
  18. ^ Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2
  19. ^ Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2
  20. ^ Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165
  21. ^ Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165
  22. ^ Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6
  23. ^ Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 131
  24. ^ Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 132 (Rynkevang, Skt Jørgensbjerg) og s. 133 (Kalundborg)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: