Luftfoto

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Luftfotografi af Flakfortet.

Luftfotografering er at tage fotografier af objekter på jorden fra en høj position. Udtrykket henviser sædvanligvis til billeder, hvor kameraet ikke er understøttet af en jordbaseret struktur. Kameraer kan være håndholdte eller monteret, og fotografier kan tages af en fotograf, eller udløses ved fjernbetjening eller udløses automatisk. Platforme for luftfotografering omfatter fastvingede fly, helikoptere, balloner, luftskibe og styrbare balloner, raketter, drager, pæle, faldskærme og droner.

De første luftfotos blev optaget allerede under 1. verdenskrig, hvor man for første gang kortlagde fjendens placering og styrke fra luften. Under 2. verdenskrig brugte man bl.a. luftfotos til at kortlægge vanddybderne ud for Normandiets kyst, forud for D-dag.

Siden er kortlægning ud fra flyfotos, fotogrammetri, blevet den mest anvendte metode til udarbejdelse af digitale kort. Et kamera placeret i bunden af et fly optager billeder af området under flyet, som flyver langs rette og parallelle linjer. Således kan en mosaik af billeder dække et større geografisk område.

Danmark[redigér | redigér wikikode]

Geodætisk Institut har været ret tilbageholdende med at anvende luftfotos til udtegning af kort i Danmark, men i Østgrønland brugte de fotogrammetri allerede i 1931-34 på den Danske tre-års Ekspedition. Her lånte man Marinens Flyvevæsens Heinkel He 8, H.M.II pontonfly.

I Syddanmark begyndte Geodætisk Institut først fra 1966, at bruge fotoflyvninger regelmæssigt til fotogrammetriske kort. Til fotogrammetri kræves der specielle vejrforhold uden skyer, træerne skal være løvfældet og der må ikke ligge sne og vandpytter på jorden. Det begrænser tidsrummet til nogle få uger om foråret og evt. om efteråret. "Spaghetti"-opdatering i GIS er dog ikke så hæmmet af lysforholdene. Fotoflyvninger planlægges typisk til parallelle nord/syd- eller øst/vestgående flyveruter. Successive billeder bestræbes at have 60 % overlapning og nabolinjer overlapper med 30 %. Overlapningerne giver mulighed for højdemålinger ud fra 3D-effekten og i øvrigt lettes fotomosaik. Fotoflyet skal flyve så tæt på den planlagte rute som muligt, uden for mange kurskorrektioner. På grund af vindretningen vil flyets næse ikke altid pege fremad i flyveretningen (krabbevinklen), så kameraet skal modkorrigeres for at billederne ikke bliver vredet[1].

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
  1. B. Aalbæk-Nielsen: Fotografering fra luften, s. 60-83 i Luft- og Rumfartsårbogen 1987-88, 1987, Luft- og Rumfartsforlaget, ISBN 87-88396-09-6