Luftstreitkräfte der Nationalen Volksarmee

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Disambig bordered fade.svg Denne side handler om DDR's luftvåben. For det tyske flyvevåben 1910-1919, se Luftstreitkräfte
Luftstreitkräfte der Nationalen Volksarmee
Emblem of aircraft of NVA (East Germany).svg
Aktiv 1. marts 1956 - 2. oktober 1990
Land DDR DDR
Værn Nationale Volksarmee
Type Luftvåben
Størrelse 45.000 mand og 800 kampfly (1989)
Opløst 2. oktober 1990

Luftstreitkräfte der Nationalen Volksarmee (ofte forkortet LSK, Den Nationale Folkehærs Luftstridskræfter) var DDR's flyvevåben. Sammen med Landstreitkräfte, Volksmarine og (de facto) Grænsetropperne var LSK en del af Nationale Volksarmee (NVA).

Navnet Luftstreitkräfte blev oprindelig anvendt som betegnelse for luftvåbnet i Det tyske kejserrige i perioden fra 1910 til opløsningen i 1919 efter 1. verdenskrig.

Luftstreitkräfte blev officielt grundlagt i forbindelse med grundlæggelse af DDR's Folkehær, Nationale Volksarmee, den 1. marts 1956, hvori Luftstreitkräfte var et af værnene. Ved Tysklands genforening blev Luftstreitkräfte en del af det vesttyske Luftwaffe den 2. oktober 1990.

Organisation[redigér | redigér wikikode]

Generalsekretær for SED og formand for DDR's statsråd, Erich Honecker inspicerer tropper fra LSK/LV i 1985.

I slutningen af november 1953 skete en reorganisering af luftstyrkerne, da disse blev flyttet fra det østtyske indenrigsministerium til at henhøre under Viceministeren og Chefen for Volkspolizei ('Folkepolitiet'). Luftregimenterne blev organiseret som Aero Club 1 (Cottbus), 2 (Drewitz) 3 (Bautzen), der igen var opdelt i to sektioner. I 1954 modtog luftstyrkerne yderligere fly (Z-126 og M-1D) fra Tjekkoslovakiet.[1]

Den 1. marts 1956 blev luftvåbnet officielt grundlagt som en del af DDR's Folkehær, da DDR indtrådte i Warszawapagten. Oprindeligt var luftvåbnet (LSK) med hovedkvarter i Cottbus adskilt fra Luftverteidigung (Luftforsvaret), der havde hovedkvarter i Strausberg. Det var oprindeligt intentionen at etablere tre divisioner med jagerfly, en division for angrebsfly og en anti-luftskyts division. Der blev dog kun etableret den 1. og 3. Lufftbårne division samt 1. Flak-Division.[2] Den 1. juni 1957 blev de to divisioner (LSK og LV) slået sammen. Den nye organisation fik navnet Kommando LSK/LV.

Et større anrtal enheder var underlagt "Kommando Luftstreitkraefte/Luftverteidigung" (Kdo LSK/LV) med hovedkvarter i Strausberg.

LSK/LV var organisatorisk opdelt i

  • 1st Luftverteidigungsdivision (1st LVD) med hovedkvarter i Cottbus, der var ansvarlig for luftforsvaret af det sydlige DDR.
  • 3rd Luftverteidigungsdivision (3rd LVD) med hovedkvarter i Trollenhagen, der var ansvarlig for luftforsvaret af det nordlige DDR.
  • FO FMTFK, der var enheden, der var ansvarlig for DDR's angrebsfly, jagerbombere, transportfly, transporthelikoptere og rekognosceringsfly.

Fly[redigér | redigér wikikode]

Sovjetunionen leverede fra 1953 flere fly til de østtyske styrker. Leverancerne omfattede Antonov An-2, Lavochkin La-9, Jakovlev Jak-11 og Jakovlev Jak-18 og fra 1956 tillige jagerfly af typen Mikojan-Gurevitj MiG-15. Fra 1962 blev tillige leveret MiG-21'ere. I 1970'ere modtog LSK MiG-23 og i 1980'erne blev leveret jagerbomberen Su-22. Det sidste fly leveret af Sovjetunionen var MiG-29, der blev leveret i 1988. Udover jager- og angrebsfly modtog LSK også sovjetisk byggede helikoptere og træningsfly og andre lettere flytyper fra Tjekkoslovakiet.

DDR's luftvåben havde en særlig stilling inden for Warszawapagten, da LSK var nøje kontrolleret af af sovjetiske styrker, der var udstationeret i DDR. DDR modtog derfor de mest avancerede af sovjetunionens fly i modsætning til de øvrige warszawapagtlande, der oftest modtog nedgraderede eksportmodeller.

Efter den tyske genforening i 1990 overtog Luftwaffe kontrollen med Luftstreitkräfte og dele af personellet blev overtaget. De fleste af DDR's fly var forældede i forhold til NATOs tekniske krav og blev derfor solgt til andre lande eller skrottet. Luftwaffe benyttede en række af transportflyene og helikopterne samt jagerflyet MiG-29 grundet dette flys fremragende egenskaber,

Fly benyttet af LSK/LV i 1989[redigér | redigér wikikode]

Kategori Udstyr Oprindelsesland Antal Anvendt af
Luftwaffe
Noter
Jagerflyt/træningsfly MiG-21 Sovjetunionen Sovjetunionen 251    
MiG-29 Sovjetunionen Sovjetunionen 24 Indtil 2004 22 overdraget til Polen for én Euro.[3]
MiG-23 Sovjetunionen Sovjetunionen 47    
MiG-23BN Sovjetunionen Sovjetunionen 18    
Su-22 Sovjetunionen Sovjetunionen 54    
L-39 Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet 52    
Transportfly An-2 Sovjetunionen Sovjetunionen
Polen Polen
18    
An-26 Sovjetunionen Sovjetunionen 12 Indtil1994  
Il-62 Sovjetunionen Sovjetunionen 3 Indtil 1993  
Tu-134 Sovjetunionen Sovjetunionen 3 Indtil 1992  
Tu-154 Sovjetunionen Sovjetunionen 2 Indtil 1997  
L-410 Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet 12 Indtil 2000  
Z-43 Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet 12    
Helikoptere Mi-2 Polen Polen 25    
Mi-8 Sovjetunionen Sovjetunionen 98 Indtil 1997
Mi-24 Sovjetunionen Sovjetunionen 51 Indtil 1993
Mi-14 Sovjetunionen Sovjetunionen 14  
Jord-til-luft missiler S-75 Dvina Sovjetunionen Sovjetunionen 48   NATO rapporteringsnavn: SA-2 Guideline
S-75 Wolchow Sovjetunionen Sovjetunionen 174   NATO rapporteringsnavn: SA-2 Guideline
S-125 Newa Sovjetunionen Sovjetunionen 40   NATO rapporteringsnavn: SA-3 Goa
S-200 Vega Sovjetunionen Sovjetunionen 24   NATO rapporteringsnavn: SA-5 Gammon
S-300 Sovjetunionen Sovjetunionen 12   NATO rapporteringsnavn: SA-10 Grumble; blev returneret til Sovjetunionen før genforeningen

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ "Administration of the Aero Club (Federal Archive)
  2. ^ Heinrich Engelhardt:NVA Luftstreitkräfte/Luftverteidigung In: Klaus Naumann:NVA: expectations and reality,according to selected documents mediator, Berlin / Bonn /... Herford, 1993, ISBN 3-8132-0430-8.
  3. ^ Bernd Lemke, Dieter Krüger, Heinz Rebhan, Wolfgang Schmidt: Die Luftwaffe 1950 bis 1970. Konzeption, Aufbau, Integration. Oldenbourg Wissenschaftsverlag, Munich 2006, ISBN 3-486-57973-8, p. 833.)

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]