Magnus Brostrup Landstad

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Gnome globe current event.svgDenne artikel eller dette afsnit er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.
Clockimportant.svg
Broom icon.svgFormatering
Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Magnus Brostrup Landstad

Magnus.brostrup.landstad.jpg

Personlig information
Født 7. oktober 1802Rediger på Wikidata
MåsøyRediger på Wikidata
Død 8. oktober 1880 (78 år)Rediger på Wikidata
ChristianiaRediger på Wikidata
Gravsted Vår Frelsers gravlundRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Musikolog, komponist, præst, digterRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Sankt Olavs OrdenRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Magnus Brostrup Landstad (født 7. oktober 1802Maasø præstegård ved Nordkap, død 8. oktober 1880 i Kristiania) var en norsk digter og folkevisesamler.

9 år gammel fulgte han sin fader, en bondesøn fra Trøndelagen, syd over til Vinje præstegård øverst i Telemarken og derfra 8 år senere til Seljord. 20 år efter blev Landstad, som først var præst i nabokaldet Hviteseid en tid, sin faders eftermand i Seljord, hvor han forblev til foråret 1849. I en mandsalder var Landstad således knyttet inderlig til Telemarken, og det netop i hineår, da romantikken havde vækket sansen for folkepoesi; i Telemarken levede de gamle viser endnu på folkets læber, og Landstad følte sig kaldet til at "redde det gamle Familiesmykke ud af det brændende Hus". Udbyttet af hans skønsomme samlerflid forelå 1848 færdigt i en samling af c. 130 folkeviser, der udkom 1853, ledsaget af de ved L.M. Lindemann optegnede melodier. Dette svære bind Norske Folkeviser blev en følgerig begivenhed i norsk litteratur og udgør fremdeles hovedkilden til studiet af norsk folkepoesi; selv om det skortede Landstad adskilligt på forudsætninger for en fuldt videnskabelig redaktion — han beklager i forordet, at han ikke havde kunnet drage nytte af Ivar Aasens værker om norsk folkesprog, der først udkom, efter at samlingen var endelig bearbejdet — havde han dog den sjældne Fordel selv at eje en poetisk Aare, som han fra Ungdommen af jævnlig havde givet Anledning til at flyde. Beskæftigelsen med den gl. Folkepoesi lagde efterhaanden en norsk Malmklang i L.’s Vers; men lige saa lidet som Welhaven og Jørgen Moe mægtede han at frigøre sig fra Samtidens dominerende danske Mønstere. Selv da Harmen over Telebøndernes pietetsløse Nedrivning af deres ærværdige Stavkirker inspirerede ham til Balladen »Neslands Kirke«, var han ikke i Stand til at holde danske og norske Kæmpevisemotiver ud fra hverandre. Saa meget undskyldeligere er dette, som L. samtidig var optagen med Studium af noget saa dansk som Kingo’s og Brorson’s Salmer. Fra første Færd af havde den fromme Teolog øvet sig flittig i Salmedigtning, væsentlig gennem Overs. fra Tysk af gammel-lutherske Kirkesange; at han ogsaa selv ejede den rigtige Tone i Brystet, derom vidner hans »Hjertesuk til hver Dag i Ugen«, som siden 1841 er udkommet i 7 Opl. Dette bragte Kirkeledelsens Øjne til at vende sig imod L. som just den rette Mand til at tage det op med den fremragende Grundtvigianer Wexels, da denne i 1840’erne agtede at skabe de norske Menigheder en til den nyvakte Religiøsitet svarende Afløser af det rationalistiske Salmeværk fra Guldbergs-Tiden. Den første Kaldelse havde L. veget tilbage for; men da han var blevet forflyttet til Fredrikshald og fik Løfte om en Hjælpepræst i dette Embede, turde han ikke undslaa sig, og 1852 fik han kgl. Bemyndigelse til at udarbejde en norsk Kirkesalmebog. Den første Frugt af Arbejdet blev hans 1855 udgivne Overs. af »Luthers aandelige Sange«. 1861 havde han sit »Udkast« til det hele Salmeværk færdigt. Den lange Syslen saavel med Folkeviserne som med de ældre Salmers Originaltekster havde hyppig efterladt et Præg af folkelig Enfold, der virkede stødende paa Samtiden; L. mødte imidlertid Kritikken med et kraftigt Forsvar, og efter en omhyggelig Revision ved offentligt opnævnte gejstlige og litterære Skønsmænd blev L.’s »Kirkesalmebog« 1869 autoriseret til Brug ved Gudstjenesten. For nærværende er denne Salmebog indført i de fleste norske Menigheder. Af dens vel 600 Salmer er c. 50 forfattede af L. selv, deriblandt den skønne Gravsang »Jeg ved mig en Søvn i Jesu Navn«. Under Arbejdet med Salmebogen blev L. forflyttet til det rige Sandeherred Sogn, hvorfra han 1877 tog Afsked; til Tak for, hvad han havde skænket sit Land i Folkeviserne og Salmebogen, bevilgede Stortinget ham »en højere Pension, end nogen Præst hidtil vides at have opnaaet«. Efter at være flyttet ind til Hovedstaden udgav han Aaret før sin Død et Udvalg af sine »Sange og Digte« (1879).

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Kilder[redigér | redigér wikikode]