Mau Mau-oprøret

Kort over Kenya i 1952

Mau Mau oprøret fra 1952 til 1957 var en opstand rettet mod det britiske kolonistyre i Kenya. Deltagerne var hovedsagelig fra kikuyu-folket, og det drejede sig oprindelig om at hvide nybyggere fik mere jord end sorte bønder i det centrale højland i Kenya. Til slut blev opstanden slået ned af briterne, og civilbefolkningen blev hårdt ramt.

Mau Maubevægelsens væbnede kamp begyndte efter flere fredelige henvendelser om racistisk forfordeling af jord var blevet overhørt. I oktober 1952 erklærede briterne undtagelsestilstand og sende tropper til landet. Den moderate nationalist Jomo Kenyatta blev arresteret, beskyldt for at have stået bag oprejsningen og dømt til syv års fængsel. De politiske organisationer i landet blev forbudte og undtagelsestilstanden blev ikke ophævet før i 1962. For Kenya var opstanden alligevel starten på en udvikling som endte med selvstændighed 12. december 1963. Jomo Kenyatta var første frit valgte leder i landet.

Briterne brugte blandt andet tvangsdeportationer som virkemiddel for at slå oprøret ned; Mange kikyuyar blev spærret inde i lejre hvor fanger ofte blev mishandlet og nogle gange henrettet. Titusindvis — måske op mod hundredtusind — fanger døde af udmattelse, sygdom, sult og brutalitet, ifølge historikeren Caroline Elkins i bogen Britain's Gulag – The Brutal End of Empire in Kenya (Pimlico 2005). Omfanget af dette har i stor grad været holdt skjult, blandt andet fordi de britiske myndigheder i landet ødelagde de fleste af sine arkiver.

Oprørslederen Dedan Kimathi blev taget til fange i 1956 og hængt i 1957. Selv om mau-mau-bevægelsen da var militært overvundet, forblev lejrene i drift til 1959. De blev lukket, da noget af sandheden og forholdene blev kendt i Storbritannien, og nogle Labour-repræsentanter i parlamentet tog sagen op.

Det nøjagtige tal på ofre er ikke kendt. På britisk side døde 63 soldater og 33 nybyggere, dertil omkring 500 afrikanske soldater i britisk tjeneste. Over 1.000 modstandsfolk blev henrettet britterne. Hvor mange som døde under tvangsdeportationerne og i lejrene kan det kun gættes på; Antagelserne varierer fra ca. 50.000 (tysk wikipedia) til måske hundredetusind eller mere (Elkins).

Kilder

• Denne artikkelen bygger på «Mau-Mau-Aufstand» fra tysk Wikipedia den 2. februar 2008, via nynorsk Wikipedia 16. oktober 2011.

• Caroline Elkins: Britain's Gulag – The Brutal End of Empire in Kenya, Pimlico 2005, ISBN 1-84413-548-9

Baggrundsmateriale

• David Anderson: Histories of the hanged. The dirty war in Kenya and the end of Empire. Norton, New York 2005, ISBN 0-393-32754-X.
• Robert Buijtenhuijs: Mau Mau, 20 years later. The myth and the survivors. Mouton, Den Haag 1973.
• A. S. Cleary: The myth of Mau Mau in its international context. In: African Affairs, Jg. 89 (1990), Heft 4, S. 227-245.
• Wunyabari O. Maloba: Mau Mau and Kenya. Currey, Oxford 1998, ISBN 0-85255-745-0.
• David Njeng'ere: Dedan Kimathi. Leader of Mau Mau. Saga Sema Publications, Nairobi 2003, ISBN 9966-951-18-0.
• Carl G. Rosberg, John Nottingham: The Myth of Mau Mau. Nationism in Kenya. Praeger, New York 1966.
• Caroline Elkins. Imperial Reckoning: The Untold Story of Britain's Gulag in Kenya. ISBN 0-8050-8001-5.
• Wunyabari O. Maloba. Mau-Mau and Kenya: An Analysis of a Peasant Revolt. ISBN 0-253-21166-2.
• Zoe Marsh & G.W. Kingsnorth (1972). A History of East Africa. Cambridge University Press. ISBN 0-521-08348-6.
• John Newsinger, "Revolt and Repression in Kenya: The 'Mau Mau' Rebellion, 1952-1960," Science and Society 45 (1981): 159–185
• Ngugi wa Thiong'o (1967). A Grain of Wheat. ISBN 0-435-90987-8.
• Henderson, Ian; with Philip Goodhart (1958). The Hunt for Kimathi. London: Hamish Hamilton.
• John Lonsdale (1990) "Mau Maus of the Mind: Making Mau Mau and Remaking Kenya", The Journal of African History 31 (3): 393-421.