Kenya

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Jamhuri Ya Kenya
Republic of Kenya
Kenyas flag Kenyas nationalvåben
Flag Nationalvåben
Nationalt motto: Harambee
(Swahili: Lad os arbejde sammen)
Nationalmelodi: Ee Mungu Nguvu Yetu
Kenyas placering
Hovedstad Nairobi
01°16′S, 36°48′E
Største by Nairobi
Officielle sprog Engelsk, swahili
Regeringsform Republik
Uhuru Kenyatta
Raila Odinga
Uafhængighed
 • Anerkendt
Fra Storbritannien
12. december 1963
Areal
 • Total
 • Vand (%)
 
582.650 km² (nr. 46)
2,3
Indbyggertal
 • 2005 anslået

 • 2002 folketælling

 • Tæthed
 
33.829.590 (nr. 34)

31.138.735

58,1/km² (nr. 113)
BNP
 • Total
 • Pr. indbygger
2005 anslået
16,9 mia. USD (nr. 83)
1.100 USD (nr. 168)
Valuta Kenyansk shilling (KES)
Tidszone
 • Sommer (DST)
(UTC+3)
(UTC+3)
Nationalt topdomæne .ke
Telefonkode +254
Kendingsbogstaver (bil) EAK (East Africa Kenya)
Luftfartøjsregistreringskode 5Y
Nationalvåbnet er gengivet med henvisning til www.Vector-Images.com

Kenya er et land i Østafrika. Grænselandene er Etiopien, Somalia, Sydsudan, Tanzania og Uganda. Den tidligere engelske koloni ved navn Britisk Østafrika blev omdøbt til Kenya i 1919.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Mount Kenya har Kenyas højeste tinder, den højeste 5.199 meter over havet.

Kenya har fået sit navn efter den udslukkede vulkan Mount Kenya, som er landets højeste bjerg. I nord grænser Kenya til Somalia, Etiopien og Sudan, i vest til Uganda og i syd til Tanzania. Landskabet er afvekslende. Afrikas store lavning, Østafrikanske gravsænkning, skærer gennem landet i nordsydlig retning. Langs denne ligger flere søer og udslukkede vulkaner. Fra kysten ved Det Indiske Ocean i øst stiger landet til et højplateau, de så kaldte Hvide højlande, som blev centrum for plantagedyrkningen under kolonitiden. Hovedstaden Nairobi ligger mellem det tempererede højplateau og de sydliga savanner.

I vest findes endnu et højplateau, som aftager ud mod Victoriasøen. Her dyrkes te og kaffe. Vegetationen er frodig, og der findes en del tropisk regnskov. De lavlandede områder ved Victoriasøen rammes fra tid til anden af oversvømmelser under regntiderne. I nord findes steppe og halvørken. Nedbøren er beskeden, og tørke udgør en vedvarende trussel mod nomadebefolkningens husdyr. Turkanasøen ved grænsen til Etiopien dominerer landskabet. Den 25 mil lange sø er hjemsted for nilkrokodiller og talrige fugle. På savannen, som fortsætter ind i det nordlige Tanzania, findes nogle af de berømte nationalparker: Masai Mara, Amboseli, Tsavo East nationalpark og Tsavo West nationalpark. Aberdare er en af nationalparkerne i landet; den oprettedes i 1950.

Blandt landets råstoffer kan nævnes guld, kalksten, rubin, granater og vandkraft.

Klima[redigér | redigér wikikode]

En giraf i Nairobi National Park med Nairobi i baggrunden.

Klimaet varierer fra tropisk ved kysten til tørt i indlandet. Iblandt forekommer længere tørkeperioder, og under regntiden mellem marts og maj kan oversvømninger indtræffe.

Landet modtager en hel del solskin året rundt, og sommertøj bæres almindeligvis året rundt. Det er dog normalt køligt om natten, ved solopgangen og i højlandet.

Årsmiddeltemperaturer
Sted Højde over havet (m) Max (°C) Min (°C)
Mombasa kystby 17 30,3 22,4
Nairobi hovedstad 1.661 25,2 13,6
Eldoret 2.085 23,6 9,5
Lodwar tør slette i nord 506 34,8 23,7
Mandera tør slette i nord 506 34,8 25,7

Miljø[redigér | redigér wikikode]

Nogle af Kenyas miljøproblemer er vandforurening, krybskyttejagt på de vilde dyr samt afskovning med efterfølgende jorderosion. Omkring 70 % af elektriciteten produceres af fossile brændstoffer, 18 % ved vandkraft og resten på anden måde. Der er planer om at importere elektricitet fra Etiopien, som har et stort vandkraftspotentiale.

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Kenya har 42 officielt anerkendte etniske grupper, og etnicitet er en vigtig komponent i den personlige identitet i de fleste dele af det kenyanske samfund. Til de 42 grupper regnes ikke en del ikke-afrikanske eller afroasiatiske folkegrupper som gujaratier, somalier og omanier, som undertiden har boet i landet i flere generationer.

  • Befolkning: 38.610.097 indbyggere (2009)[1]
  • Befolkningens gennemsnitsalder: 18,4 år (2002)
  • Spædbørnsdødelighed: 6,3 % (2003)
  • Befolkningens gennemsnitslevetid: 45,2 år (2003)
  • Flygtninge: ifølge UNHCR fandtes i 2001 145.;000 flygtinge fra Somalia og 68.000 fra Sudan i Kenya.
  • Analfabetisme: i 2003 var 15 % af den voksne befolkning analfabeter.
  • Aids er et stort sundhedsproblem. 2005 var 6,1 % af den voksne befolkning smittet med HIV[2] og frem til samme år var 190.000 mennesker døde af sygdommen.

Etnisk fordeling[redigér | redigér wikikode]

De største etniske grupper er Kikuyu (17,2 %), Luhya (13,8 %), Kalenjin (12,9 %), Luo (10,5 %), Kamba (10,1 %), Somalier (6,2 %) Kisii (5,7 %), Mijikenda (5,1 %), Ameru (4,3 %), Turkana (2,6 %) og Massajer (2,2 %).[3]

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Omkring 60 sprog tales som modersmål i Kenya. Af dem er engelsk og swahili officielle sprog til trods for, at kun en lille majoritet har et af disse sprog som modersmål. Majoriteten af kenyanerne talar swahili, landets lingua franca, som andetsprog, og engelsk, undervisnings- og myndighedssproget, som tredjesprog.

Af de indenlandske kenyanske sprog er en majoritet bantusprog, men også flere nilotiske sprog og kushitiske sprog tales i landet. De største sprog (mere end en million modersmålstalende i landet) er kikuyu, gusii, kalenjin, kamba, luo, luhya og meru.[4]

Religion[redigér | redigér wikikode]

Romersk-katolsk katedral i Mombasa.
  • Religiøs tilhørighed (folketælling 2009):[3] protestanter 47,7 %, katolikker 23,5 %, andre kristne 11,9 %, muslimer 11,2 %, indenlandske religioner 1,7 % og hinduer 0,1 %. 2,4 % anser sig selv som ikke religiøse, 1,5 % er tilhængere af en anden religion end de nævnte, og 0,2 % er med ukendt religiøst tilhørsforhold.

Byer[redigér | redigér wikikode]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Kenyas historie

Kenya inden europæerne[redigér | redigér wikikode]

Kort over Kenya, som viser større søer og byer.

Østafrika anses at være hjemsted for nogle af de tidligste hominider. I det sydlige Kenya og ved Olduvai på den anden side af grænsen til Tanzania har man fundet cirka to millioner år gamle levn efter hominider. For omkring 1.000 år siden vandrede nogle bantutalende stammer, der i blandt kikuyuernes forfædre, ind i landet fra syd langs kysten, i et sent stadie af bantumigrationen. 500 år senere kom andre folk fra nord, blandt dem de nomadiserede massajere. Indvandringen er fortsat ind i moderne tid og har givet befolkningen dens stærkt heterogene karakter. I middelalderen begyndte købmænd fra Europa, Asien og Den Arabiske Halvø at besøge Kenyas kyst på jagt efter slaver og elfenben.

Araberne slog sig fra 700-tallet ned langs kysten. Vasco da Gama besøgte landet i begyndelsen af 1500-tallet, og portugiserne forsøgte at sætte sig fast der for at få et støttepunkt på søvejen til Indien. I 1592 erhvervede man et område omkring byerna Malindi og Mombasa men blev fordrevet i 1728 af araberne. Hele kysten ned til Moçambique vandtes i 1784 af imamen af Muskat (nu Oman) og i 1858 kom området under sultanatet Zanzibar.[5]

Den kenyanske kyst lå midt på swahilikysten, som strakte sig fra Mogadishu i nord til det nordlige Moçambique i syd. Mombasa har bevaret meget af den gamla swahilikultur, lige som øerne i Lamu-arkipelaget omkring Lamu. Swahili blev med tiden regionens lingua franca og handelssprog og er sammen med engelsk officielt sprog i Kenya. Mens swahilikulturen blomstrede på kysten, opstod der flere mindre riger og høvdingedømmer i indlandet. I sydvest dominerede luokulturen, i nordvest luhya, i de centrale dele af landet kikuyu, embu og meru og i det østlige indland kamba. Senere voksede massajriget sig stærkt i det nuværende sydlige Kenya og nordlige Tanzania, for at nå sin storhedstid i midten af 1800-tallet.

Indlandet blev åbnet for udenlandske interesser ved de anglo-indiske dampskibsselskaber. En britisk interessesfære dannedes, indiske købmænd slog sig ned i havnebyerne, og sultanen af Zanzibar tilbød i 1877 et britisk dampskibsselskab at leje det indre af Kenyas fastland. Storbritannien udnyttede ikke lejligheden, og i stedet kom tyskere og dannede et interesseselskab for udnyttelse af Kenyas indland. Ved en konvention af 1886 blev de tyske og britiske interessesfærers grænser trukket op, og i 1888 oprettedes et protektorat under British East Africa Company. Området kaldtes efter kompagniets initialer Ibea. Ved Helgoland-Zanzibar-aftalen med Tyskland 1890 erhvervede Storbritannien blandt andet Jubaland, Witu og Uganda. Jubaland og Witu blev forenede med Ibea til det, som blev Kenya. Kenya var oprindeligt planlagt som et arabisk rige under britisk beskyttelse, men efter et arabisk oprør i 1895 gjordes Kenya i stedet til koloni.[5]

Under britisk styre[redigér | redigér wikikode]

Under det brittiske kolonialvælde var Kenya en del af Britisk Østafrika fra 1895. Briterne oprettede et protektorat i 1895, og i 1896 påbegyndtes anlæggelsen af en jernbane tværs gennem landet for at skabe en forbindelse mellem naboprotektoratet Uganda og kysten ved Mombasa. Man fremmede udvandringen fra Storbritannien til Kenya, og i 1914 fandtes der flere tusinde britiske landbrugere i det frodige område i sydvest. Her dyrkede de med billig afrikansk arbejdskraft kaffe på jord, som tidligere havde været dyrket af kikuyu- og massajfolk. De indere, som havde bygget jernbanen, forblev i landet for at vedligeholde den, og de begyndte efterhånden at spille en stadig vigtigere rolle i forretningslivet. I 1920 omorganiseredes landet og forvandlades til kronkolonien Kenya. I 1926 blev Jubaland afstået til Italien.[5]

Selvstændighedstiden[redigér | redigér wikikode]

Efter et af de blodigste oprør i den nyere kolonitids historie, Mau Mau-oprøret i 1950-erne, blev landet selvstændigt den 12. december 1963 og blev republik året efter. Den første præsident og frihedskampshelten Jomo Kenyatta styrede Kenya fra selvstændigheden til sin død i 1978, da præsidentposten blev overtaget af Daniel Arap Moi. I 1982 gjorde det regerende parti Kenyan African National Union (KANU) sig til det eneste legale parti. Moi kæmpede hårdt mod den politiske liberalisering, som til sidst kom i 1991, men oppositionen var splittet og formåede ikke at vinde over KANU ved valgene i 1992 og 1997. Disse valg kendetegnedes ved vold og valgfusk, men anses alligevel at have afspejlet folkets vilje.

Politik[redigér | redigér wikikode]

Tidligere præsident Mwai Kibaki.

Kenya er en repræsentativ demokratisk republik med præsidentialisme, hvor præsidenten er såvel statsoverhoved som regeringschef i et flerpartisystem. Den udøvende magt udøves af regeringen. Lovgivende magt er tillagt både i regering og Kenyas nationalforsamling. Den dømmende magt er uafhængig af den udøvende og den lovgivende. Der var dog en voksende uro især under den tidligere præsident Daniel arap Mois mandatperiode over, at den udøvende magt blandede sig stadigt mere i retsvæsenets anliggender.

Præsident Moi afgik efter valget i 2002. Mwai Kibaki, som var præsidentkandidat for en forenet oppositionsgruppe, Den Nationale Regnbuekoalition, besejrede da KANUs kandidat Uhuru Kenyatta, søn af Jomo Kenyatta.

Valget 2007[redigér | redigér wikikode]

Den 27. december 2007 afholdtes næste parlaments- og præsidentvalg. Præsident Mwai Kibaki kandiderede da for Partiet for national enighed, en union af flere partier, blandt dem KANU. Hans største udfordrer var Raila Odinga fra Orangea demokratiske rørelse, ODM. Kibaki udråbtes til sejrherre, hvilket straks efterfulgtes af anklager om valgfusk. Krieglerkommissionen, som under sommeren 2008 undersøgte valget, konstaterede i sin slutrapport, at valget havde været så dårligt gennemført, at det var umuligt at efterfølgende afgøre hvem, som havde vundet.

Voldsomme protester brød ud allerede under den langtrukne venten på valgresultatet, og efter, at Kibaki hurtigt havde aflagt præsidenteden, udbrød der uroligheder rundt om i landet. I et par måneders tid spredte voldsomhederne sig med etniske fortegn over frem for alt de vestlige dele af landet selv mellem folkegrupper, som levede i fællesskab, men hvor gamle konflikter nu atter kom frem til overfladen. Røde Kors i Kenya opgav i begyndelsen af 2008, at over 1.000 mennesker var blevet dræbt i politisk vold efter valget.[6] FNs mægler Kofi Annan ankom i slutningen af januar til landet for at indlede forhandlinger mellem repræsentanter for Kibaki og Odinga, hvilket resulteræde i en koalitionsregering med Kibaki som præsident og Odinga på en nyoprettet premierministerpost. Samarbejdet var dog ikke gnidningsfrit, og regeringen sattes under hårdt pres i oktober 2008, da dommer Philip Waki i forbindelse med krav om et tribunal offentliggjorde en udredning om den politiske indblandning i voldsomhederne. Rapporten blev overdraget til Kofi Annan sammen med en forseglet liste over mistænkte højt ansatte politikere, politifolk og andre dignitarer, som snarest burde stilles til ansvar for at have fremmet de folkelige opløb.

Lovforslaget om et tribunal, som politikerne tog i december 2008[7] ser dog ifølge lokale medier ud til at etablere en ganske svag juridisk proces, hvor få politikere vil blive dømt eller tvinges til at forlade deres position. Lokale menneskerettighedsorganisationer advarede om at et virkningsløst tribunal ville puste til de problemer som førte til volden 2008. Waki-rapportens stipulerede grundlovsændring samlede ikke heller nødvendige to tredjedeles majoritet og afvistes af parlamentet. Så det retslige efterspil har ikke ført til, at de ansvarlige for volden har kunnet stilles til ansvar.

Wakis liste påstås blandt andet at udpege et halvt dusin regeringsministre, hvoraf flertallet fra det tidligere oppositionsparti ODM, frem for alt fra folkegruppen Kalenjin. Wakirapporten forårsagede dermed ikke blot en intern osämja inden for ODM, hvor partilederen Odinga hørte til gruppen Luo, men den pustede tillige til andre etniske modsætninger. Omtrent et år efter valget havde man ganske vist påbegyndt at genopbygge det, som var blevet brændt ned i kampe mellem blandt andet grupperne Kalenjin og Kisii. Lige som i Kenya som helhed skjuler der sig dog fortsatte spændinger under en fredelig overflade. [8]

Situationen har også født til en konflikt med Uganda om fiskevand i Victoriasøen og om øen Migingo.

ICC, Den Internationale forbryderdomstol forberedte siden 31. marts 2010 en retssag efter volden i 2007, hvor den intrikante situation var opstået, at vinderen af valget i 2013 ville stå på anklagebænken. Kenyas parlament, hvor flertallet ønsker, at retssagen skulle holdes på kenyansk jord, har derfor stemt for et regeringsforslag om at forlade den internationale forbryderdomstol ICC. Men ICC ville alligevel gå videre med anklagen mod landets præsident Kenyatta og vicepræsident Ruto.[9][10]

2008[redigér | redigér wikikode]

Tidligere premierminister Raila Odinga.

Den 28. februar 2008 underskrev Kibaki og Odinga en overenskommelse om at danne en samlingsregering, i hvilken Odinga skulle blive Kenyas anden premierminister. Den 13. april udnævnte præsident Kibaki en Stor koalition på 41 ministre- inklusive premierministeren og dennes to deputerede. Kabinettet, som omfattede 50 viceministre, blev sværget ind ved Statshuset i Nairobi den 17. april under nærværelse af Dr. Kofi Annan og andre indbudte dignitarer.

Ny forfatning[redigér | redigér wikikode]

1963 års forfatning, som byggede på koloniale strukturer, var blevet tillempet siden selvstændigheden fra Storbritannien, da Jomo Kenyatta kom til magten. Den gælder ikke længere. En konstitutionel forandring var blevet overvejet, som skulle eliminere premierministerens position[11] og samtidig reducere præsidentens magt. En folkeafstemning omkring den foreslåede forfatning blev afholdt den 4. august 2010, da 67 % af det kenyanske folk stemte Ja til en ny forfatning.[12] Den nye forfatning gav blandt andet delegater i lokale myndigheder mere magt og gav kenyanerne en bill of rights.[13] Denne antoges den 27. august ved en stor ceremoni i Frihedsparken Uhuru Park i Nairobi, akkompagneret af en 21 skuds salut. Begivenheden hyldedes af et antal afrikanske ledere og prisedes af det internationale samfund. Fra den dag trådte den nye forfatning i kraft som markerede den Anden Republik.

Valget 2013 og en ny regering[redigér | redigér wikikode]

Under den nye forfatning og med præsident Kibaki forbudt at stille op til en tredje mandatperiode stillede deputerede premierministeren Uhuru Kenyatta op med William Ruto som Odingas vigtigste modkandidat.[14] Kenyatta vandt med 50,51 % af stemmerne i marts 2013.

Administrativ inddeling[redigér | redigér wikikode]

Kenya Provinces numbered 300px.png

Kenya er opdelt i otte provinser (mkoa):

  1. Centralprovinsen
  2. Kystprovinsen
  3. Østprovinsen
  4. Nairobi
  5. Nordøst-provinsen
  6. Nyanzaprovinsen
  7. Rift Valley
  8. Vestprovinsen

Disse er igen inddelt i 71 distrikter (wilaya).

Kenyas præsidenter[redigér | redigér wikikode]

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Kenyansk 20-skillingsseddel fra 1994.

Kenya er midtpunkt for den finansielle sektor og handelen i Østafrika, men økonomien hæmmas af en udbredt korruption og lave priser på de råvarer, som man eksporterer. På grund af korruptionen har IMF afviklet visse støtteordningder. 1995 og 1996 skete en stærk vækst i den kenyanske økonomi, men den er senere stagneret.

Kenyas fungerende økonomi er en af de værste i Afrika, selv om man havde en økonomisk fremgang under tre år fra 2004 til 2007. Økonomien er markedsbaseret, med nogle statsligt ejede infrastrukturvirksomheder, og bibeholder et liberalt eksternt handelssystem. Økonomien er meget beroende af jordbrug og turisme. Jordbrugssektoren sysselsætter næsten 75 % af landets 37 millioner indbyggere. Halvdelen af sektorens produktion er til eget forbrug. Kenyas BNP sank kontinuerligt med som højst 6,5 % per år under det første tiår af selvstændighed til mindre end 4 % per år under det følgende årti, til blot omkring 1,5 % per år i 1990-erne. Efter 2004 gik BNP op med 5 % per år. Flere årtier med dårlig økonomi sammen med en hurtig befolkningsfremgang gjorde, at folk blev fattigere og flere blev arbejdsløse. Mellem 1970-erne og 2000 vokseade andelen af fattige kenyanere fra 29 % til 57 %.[15]

Kenyas økonomiske resultater er blevet bremsede af flere faktorer; stort tillid til få agrikulturelle eksportvarer, som er sårbare for verdens prisfluktueringer, befolkningsvækst som har overgået den økonomiske fremgang, langvarig tørke som har fremtvunget rationeringer, ringere infrastruktur og ekstreme forskelle i velfærd som har begrænset mulighederne for de fleste for at udvikle sine kundskaber og færdigheder. Korruption og dårligt styre har også haft en negativ indflydelse på udviklingen og har gjort det dyrt at gøre forretninger i Kenya. Ifølge Transparency International er Kenya et af verdens seks mest korrumperede lande. Bestikkelser og bedrageri koster Kenya omkring 1 milliard amerikanske dollar hvert år. 23 % af kenyanerne lever på mindre end en amerikansk dollar om dagen, og kenyanere betaler omkring 16 bestikkelser om måneden, i gennemsnit ved to af tre forbindelser med tjenestemænd. En anden stor faktor for den økonomiske opbremsning er menneskelige immundefekt-sygdomme som HIV og AIDS.[15]

Energi[redigér | redigér wikikode]

Det meste af Kenyas elektricitetsforsyning kommer fra vandkraftværker ved damme langs øvre Tanafloden, samt Turkwel Gorge Dam i vest. Den øvrige energi kommer fra et oliekraftværk ved Rabai nær Mombasa samt fra enkelte Geotermisk energiværk ved Olkaria nær Nairobi. Det importeres også elektricitet fra Uganda. Kenyas egen produktion udgjorde i perioden 2001 til 2003 1.142 megawatt. Det statsejede Kenya Electricity Generating Company (KenGen) blev etableret i 1997 under navnet Kenya Power Company og håndterer produktionen af elektricitet. Kenya Power and Lighting Company (KPLC) er et børsnoteret, privatiseret selskab, og håndterer overføring og distribution. Tørke og reduceret vandføring forårsager jævnlig nedsat elektricitetsproduktion og mangel på elektricitet. Der foreligger også planer om at bygge et atomkraftværk inden 2017.[16] Olieboringer har pågået periodisk i flere tiår, der er bekræftet fund af olie, men udvinding er ikke startet.[17] Kenya importerer derfor alle råstoffer til petroleumsprodukter, og importen udgør mellem 20 og 25 % af importomkostningerne. Der er imidlertid gjort fund i Uganda og Tanzania, som indikerer, at der kan findes forekomster også i Kenya. Landet har til nu haft strategiske olielagre for kun 21 dage, men det er planlagt at bygge og tage i brug anlæg, som vil sikre tilgængeligheden i tre måneder. Disse anlæg er planlagte flere steder og skal være tilgængelige fra og med 2014.[18][19]

Landbrug[redigér | redigér wikikode]

Jordbrugsområder ved roden af Mount Kenya.

Landbrug står for den næst største indtægtspost i Kenyas bruttonationalprodukt (BNP) efter den tjenesteydende sektor. I 2005 stod jordbrug og fiskeri for 24 % af BNP, samt for 18 % af sysselsætningen og 50 % af landets eksportindtægter. Inden for jordbruget er dyrking af te, råvarer til havebrug og kaffe det, som bidrager mest. Kaffe og råvarer til havebrug er anset som de vigtigste satsningsområder. I det mere frugtbare højland dyrkes der en række arter, herunder te, kaffe, sisal, pyrethrum, majs og hvede. Hold af bufe forekommer først og fremmest i de halvtørre savanneområder neden for højlandet, mens de mere lavtliggende områder domineres af Kokosnødder, ananas, cashewnødder, bomuld, sukkerrør, sisal og majs.

Landet har ikke tilstrækkelig effektivitet inden for landbrug og infrastruktur til, at der kan garanteres mad til alle. Dette, kombineret med at 53 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, gør at en betydelig del af befolkningen sulter regelmæssigt og er afhængig af fødevarehjælp. Specielt gør dette sig gældende i mere afsidesliggende områder, da dårlige veje, et utilstrækkeligt jernbanenet og kostbar flytransport isolerer store dele af de tørre og halvtørre områder. Samtidig må madvareproducenter i andre regioner dumpe mad, fordi de ikke har tilgang til markeder andre steder i landet.[20]

Industri[redigér | redigér wikikode]

Selv om Kenya er det mest industrielt udviklede land i Østafrika, står industrien ikke for mere end 14 % af bruttonationalproduktet (BNP). Den industrielle aktivitet er primært lokaliseret i tilknytning til de tre største byer Nairobi, Mombasa og Kisumu. Forædling af majs og sukkerrør, ølbrygning er dominerende sammen med produktion af forbrugsvarer. I løbet af de sidste åre er også cementindustrien voksende, og har efterhånden fået en vigtig rolle i kenyansk økonomi.[21] Kenya har også et olieraffinaderi, som i hovedsagen forsyner hjemmemarkedet med petroleumsprodukter. Produktionen har frem til nu været baseret på importeret olie, men oliesøgning er også igangsat lokalt.[22] Industriel vækst i Kenya er til dels baseret på støtte fra industrilande, men også indførsel af skattetiltag gunstige for industrien må antages at have en betydning for den industrielle udvikling.

Turisme[redigér | redigér wikikode]

Kenyas tjenesteydende sektor, som bidrager med omkring 63 % af BNP, er domineret af turisme. Turistnæringen har i de fleste år vist en jævn vækst siden uafhængigheden, og ved slutningen af 1980 var den blevet landets vigtigste kilde til udenlandsk valuta. Turisterne, de fleste fra Tyskland og Storbritannien, besøger for det meste strandene langs kysten, nationalparker, særlig de mere kendte som Tsavo National Park (20.808 km2). Turismen er den vigtigste bidragsyder til landets økonomiske vækst. Turisme er nu Kenyas største kilde til udenlandsk valuta, efterfulgt af blomster, te og kaffe.

Transporter[redigér | redigér wikikode]

Toget fra Nairobi til Mombasa.

To veje i det transafrikanske hovedvejsnet passerer gennem Kenya: Hovedvej 4 mellem Kairo og Kapstaden samt hovedvej 8, Lagos-Mombasa-vejen. Bus og matatu (minibusser) står for størstedelen af landets transporter.

Hamnen i Mombasa, Kilindini havn er den største i Østafrika. Der findes også en indsøhavn ved Victoriasøen, i Kisumu.

Den ugandiske jernbane anvendes for persontrafik, ikke mindst mellem Nairobi og Mombasa. Sporvidden er 1.000 millimeter.

Landet har to internationale flyvepladser: Jomo Kenyatta internationale flyveplads i Nairobi og Moi International Airport i Mombasa.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

En mandlig maasai i traditionelt udstyr.

Kenya har ingen kultur, som specifikt identificerer hele landet. Med så forskellige regionale folk som swahili langs kysten, flere nomadiserende samfund især i nord og de forskellige befolkningsgrupper i de centrale og vestlige regioner er det svært at ordne en fælles kulturel identifikation.

Der findes cirka 42 forskellige stammer i Kenya - samtlige med sin egen unikke kultur, men en majoritet af dem med sammensatte kulturelle udtryk opkomne gennem stærke ligheder i sprog, ligartede miljø og stammernes fysiske nærhed. Stammerne er grupperede i større undergrupper baserede på disse kulturelle og sproglige ligheder. Der findes tre store forenende sproglige kategorier: Bantusprogtalende folk i kystregionen, i det centrale højland og i det vestlige Kenya, Niloterne, som hovedsagelig findes i Riftdalen og ved Viktoriasøen, og Kushiterne, som hovedsagelig består af hyrder og nomader i de tørrere nordøstlige dele af landet. Disse undergrupper spænder over et område, som strækker sig ud over Kenyas grænser.

Massajkulturen har turistnæringen at takke for sin omfattende eksponering, hvilken har udnyttet dem i rent kommercielle øjemål. Maasaierne udgør dog kun en relativt lille del af Kenyas befolkning.

Historisk og nuværende opdelingspolitik, som udøvedes først af kolonisatorerne og der efter af de efterfølgende lokale ledere, har ledt til en situation, hvor kenyanerne selv knapt kender sin egen kultur, end mindre sine naboers. Den koloniale administration i samarbejde med omfattende missionsvirksomhed og formel skolegang udryddede de fleste kulturelle særdtræk og efterlod et tomrum, som fyldtes af vesterlandske kulturelle attituder og identificering især hos unge.

Kenya har et aktivt liv omkring musik, television og teater, hvor simba og hakuna matata er blevet bekendte begreber også for fremmede. Det er dog svært at undgå et vist islæt af tribalisme.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Ngũgĩ wa Thiong'o autograferer en bog.

Kenya har en lang mundtlig og skriftlig litterær tradition, især på de to officielle sprog i landet, engelsk og swahili.

Et af de mest kendte stykker af ældre kenyansk litteratur er Utendi wa Tambuka, som betyder "Fortællingen om Tambuka". Skrevet på versemålet utenzi af en mand ved navn Mwengo ved hoffet hos sultanen på øen Pate er dette episke digt et af de tidligst kendte dokumenter på swahili, skrevet år 1728. Afrikansk litteratur havde længe været en udelukkende mundtlig tradition. At nedskrive beretninger begyndte først med den europæiske kolonisation. En anden, som fulgte skrivertraditionen, er Muhamadi Kijuma.

Vigtige kenyanske forfattere er Grace Ogot, Meja Mwangi, Margaret Ogola, Binyavanga Wainaina og Wahome Mutahi. Den mest kendte kenyanske forfatter er Ngũgĩ wa Thiong'o, som lige som Mutahi skriver såvel på engelsk som gikuyu.

Thiong’os første roman Weep Not, Child, var den første roman på engelsk, som offentliggjordes af en østafrikaner. Den er en illustration af livet i Kenya under den britiske okkupation. Det er en beretning om effekterne af Mau-Mau og om sorte kenyaneres liv. Dens kombination af temaernekolonialisme, uddannelse og kærlighed bidrager til at gøre den til en af de mest kendte romaner i Afrika. Thiong’os The River Between er på Kenyas nationale gymnasieskolers undervisningsplan.[23] Uden tvivl er Thiong’o mest kendt for romanen Om ikke hvedekornet. En forfatter med indisk baggrund er M.G. Vassanji, hvis roman The In-Between World of Vikram Lall vandt Gillerprisen i 2003. Det er en fiktiv biografi om hvordan, en kenyaner af indisk oprindelse og hans familie tilpasser sig til det ændrede politiske klima i det koloniale og postkoloniale Kenya.

Siden 2003 har det litterære tidskrift Kwani? offentliggjort kenyansk samtidig litteratur.

Fra 1914 til 1931 drev forfatterinden Karen Blixen en kaffeplantage, der var beliggende ved bjerget Ngong, syd for Kenyas hovedstad Nairobi. Hendes ophold påvirkede hendes forfatterskab.

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Kenya National Bureau of Statistics; 2009 Population and Housing Census Highlights
  2. HIV InSite: HIV/AIDS in Kenya
  3. 3,0 3,1 Minister of State for Planning, National Development and Vision 2030; 2009 Population and Housing Census Results (pdf-fil) Læst 31 august 2010.
  4. http://www.ethnologue.com/ Gordon, Raymond G., Jr. (ed.), 2005. Ethnologue: Languages of the World, Fifteenth edition. Dallas, Tex.: SIL International.
  5. 5,0 5,1 5,2 Carlquist, Gunnar, ed (1933). Svensk uppslagsbok. Bd 15. Malmö: Svensk Uppslagsbok AB. Sid. 271 
  6. SvD
  7. Tribunal ska utreda Kenyavåld TT-Reuter DN (2008-12-17)
  8. Svårt för Kenya glömma övergreppen DN (2009-01-30) av Anna Koblanck
  9. TT; Kenya vill lämna ICC, DN (2013-09-05).
  10. Erik Esbjörnsson; Internationell domstols-öde står på spel, DN (2013-09-09).
  11. Kenya MPs opt to scrap prime minister position. BBC News. 28 January 2010. Hentet 16 april 2010. 
  12. "Kenyans back change to constitution in referendum". BBC. 5 August 2010. Hentet 6 augusti 2010. 
  13. Gettleman, Jeffrey (5 August 2010). Kenyans Approve New Constitution. 
  14. Kenya väntar på valresultat, DN (2013-03-08).
  15. 15,0 15,1 "Economy" (på engelska) (Public Domain). Kenya (Kongressbiblioteket). 2007. Hentet 2011-01-01. 
  16. bloomberg.com – Kenya Aims to Build a Nuclear Power Plant by 2017 20. September 2010
  17. http://www.bbc.co.uk/news/world-africa-17513488
  18. [1] Downstream today - Kenya Pipeline to Build LPG Storage Plants As Demand Grows
  19. – Kenya plans strategic oil reserve 10. November 2011
  20. Assuring food and nutrion security in Africa by 2020. Hentet 6. marts 2012. 
  21. . Hentet 12. mars 2012. 
  22. Bloomberg artikkel, 11. august 2011. Hentet 12. marts 2012. 
  23. "Kenya: Publishers Losing Millions to Pirates". The Daily Nation. 2008-04-02. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 0°24′N 37°51′Ø / 0.4°N 37.85°Ø / 0.4; 37.85