McDonnell Douglas DC-10

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
En DC-10-30 i SAS' farver i JFK-lufthavnen i 1986.

DC-10 fra McDonnell Douglas er et mellemstort langdistance fly.

Udvikling[redigér | redigér wikikode]

Douglas DC-10 blev bygget som et svar på Lockheed Martins L1011 Tristar. Produktionen blev påbegyndt i 1968 med ordrer fra American Airlines og United Airlines. I 1970 fløj den for første gang for American Airlines. Det blev oprindeligt designet som et 2 motoret fly, men da American Airlines ville have at det skulle kunne lette fra korte landingsbaner, blev en tredje motor monteret i halen.

Varianter[redigér | redigér wikikode]

Den første variation af DC-10 var DC-10-10. Denne var bygget til det amerikanske marked, hvor den egnede sig til flyvninger på tværs af USA. I 1971 var McDonnell Douglas dog allerede i gang med DC-10-30. Denne version havde et ekstra landingstel, kraftigere motorer og flere brændstoftanke. Den havde en typisk rækkevidde på 10.000 km.

DC-10-30 er den mest populære DC-10, og den blev også brugt som basismodel for KC-10 tankflyet, og for fragtversionen. Den sidste DC-10 blev bygget i 1989 på hvilket tidspunkt Boing havde overtaget McDonnell Douglas. I 1998 ombyggede Boeing nogle af FedEx`s DC-10'er til MD-10. Denne ombyggning indfattede at fjerne det ene af de 3 besætningsmedlemmer, og et nyt cockpit, magen til det på McDonnell Douglas MD-11.

Brugere[redigér | redigér wikikode]

I dag, 2007, er der ikke mange DC-10 i vesten, dog bruger fragtselskaber en del.

De største brugere er Federal Express (FedEx) med 79 DC-10, USAF med 59 KC-10, Omni Air International med 13, og Gemini Air Cargo med 7 stk.

Scandinavian Airlines har tidligere anvendt DC-10-30 på langdistanceflyvninger.

Uheld[redigér | redigér wikikode]

DC-10 har haft 18 uheld, og er kendt for at have en del fejl med motorene.[Kilde mangler]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: