Min onkel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Min onkel
Villa arpel 104.JPG
Overblik
Originaltitel Mon Oncle
Genre Komedie
Instrueret af Jacques Tati
Produceret af Jacques Tati
Fred Orain
Manuskript af Jacques Lagrange
Jean L'Hôte
Jacques Tati
Medvirkende Jacques Tati
Musik af Franck Barcellini
Alain Romans
Norbert Glanzberg
Fotografering Jean Bourgoin
Klip Suzanne Baron
Distributør GaumontRediger på Wikidata
Udgivelsesdato Frankrig 10. maj 1958
Længde 117 min.
Oprindelsesland Frankrig/Italien
Sprog Fransk
Nomineringer og priser
Oscar for bedste udenlandske film,
Juryens prisen,
New York Film Critics Circle Award for bedste fremmedsprogede filmRediger på Wikidata
Links
på IMDb
på scope.dkRediger på Wikidata
i DFI's filmdatabaseRediger på Wikidata
i SFDbRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Min onkel (originaltitel: Mon Oncle). fransk komediefilm fra 1958 og Jacques Tatis tredje spillefilm.

Handling[redigér | redigér wikikode]

Broom icon.svgOprydning i afsnittet
Afsnittet er præget af, at der er skrevet om flere forskellige emner under et. Den bør derfor omstruktureres og evt. omskrives.

Karaktererne[redigér | redigér wikikode]

Her følger vi Tatis mest kendte karakter Monsieur Hulot. Hulot er sindbilledet på det "gamle" Frankrig. Han bor i et faldefærdigt hus et eller andet sted – formentlig – i Paris. Nøglen til hoveddøren placerer han på dørkarmen, efter han har sikret sig, at solspejlningen fra et vindue når naboens kanariefugl, der henslæber en tilværelse i evig skygge. Af et sindrigt system af trapper og gange når han ned til gadeplanet, hvor han ganske uskyldigt flirter med underboens datter. Herfra går turen i nabolagets smågade iført den karakteristiske pibe, blød hat, sort paraply over armen – selvom det aldrig regner, og for korte bukser, der afslører de stribede strømper. Gåturen har tilsyneladende intet andet formål end at hilse på og småsnakke med de mennesker, han møder. Han overtales til at drikke en øl på det lokale værtshus efter at have vekslet et par ord med den stedse gadefejer, som hele filmen igennem absolut intet når at få fejet væk, da han har travlt med at dele stort og småt med de forbipasserende. Med andre ord er Hulot den perfekte antitese til det moderne menneske, der skal skynde sig på arbejde for at skabe en karriere og en pensionsopsparing. Hans eneste bedrift er, at han fra tid til anden skal hente sin nevø fra skole.

Familien og deres univers[redigér | redigér wikikode]

Villa Arpel

Hans søster er nemlig gift med direktøren for et mærkværdigt plastikfirma, Monsieur Arpel, og sammen lever de to med sønnen en tilværelse, der er den absolutte modsætning til Hulots. De bor i den anden ende af "Paris" i et topmoderne hjem, fyldt med den allernyeste teknologi og hvor alle funktioner er fuldautomatiske. Det kulturclash kommer der selvsagt meget sjov ud af[kilde mangler].

Gennem Hulot tegner Tati et morsomt, men også barokt portræt af den moderne fascination af teknologi. Nevøen bor med sine overvægtige og ikke mindst snobbede forældre i det topmoderne hus og med en surrealistisk have, hvor græsset på ingen måde må betrædes. Al gang foregår af et sindrigt system af fliser og nedlagte sten. Havens pryd er et springvand udformet som et stor fisk, som tændes hver gang gæster – hvis de er vigtige nok – træder ind af porten og slukkes hver gang, de går igen. Deres nabo er en snobbet dame, som de uden held forsøger at afsætte til Hulot. Huset er forøvrigt udstyret med to store, runde vinduer i overetagen, som på et tidspunkt i filmen kommer til at udgøre et sæt øjne i natten.

Hulots verden[redigér | redigér wikikode]

I Hulots bydel er verden en hel anden uden biler, med ineffektive gadefejere, og hvor de uvorne børn leger på den lokale losseplads. Med andre ord en tidslomme, hvor moderniteten endnu ikke har stukket sit "modbydelige" ansigt frem. Det er selvsagt også et paradis og et tiltrængt åndehul for nevøen, som hygger sig med uhumske sukkerkager, snavs og drengestreger. Hans far, Monsieur Arpel, mener selvsagt, at Hulot har en dårlig indflydelse på drengen, hvilket afstedkommer flere morsomme uoverensstemmelser i det kølige modernistiske hjem.

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Filmen er med andre ord en meget konservativ – men ikke desto mindre også meget morsom – skildring af den brydningstid, som også Frankrig gennemgik i slutningen af 1950'erne. Hertil er Tati i rolle som Monsieur Hulot ubetalelig i sine mange fejltrin og små pudsige karaktertræk.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]