Mohammed Omar

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 21. dec. 2014, 15:23 af BillyDK (diskussion | bidrag) BillyDK (diskussion | bidrag) ({{Afghanistans præsidenter}})

Mullah Mohammed Omar ملا محمد عمر; (født mellem 1950-1962[1]) er lederen af det afghanske Taliban, og var Afghanistans de facto-statsoverhoved fra 1996 til 2001. Han har holdt sig skjult siden USA's invasion af Afghanistan i 2001 og er eftersøgt af de amerikanske myndigheder i forbindelse med, at han og hans Taliban organisation har givet ly til den internationale terrorist Osama bin Laden og hans Al-Qaida netværk.

Omar er blevet beskrevet som en fysisk stor mand, med en anslået højde på omkring 2 meter. Han er af mange anset for at være en dygtig militær leder.

Omar blev såret fire gange, og mistede synet på sit ene øje, da han som medlem af Harakat-i Inqilab-i Islami var en del af den anti-sovjetiske mujahideen.

Han blev født som søn af en afghansk bonde, og voksede op i en lerhytte i landsbyen Singesar (enkelte kilder siger Nodeh), nær Kandahar. Han mistede tidligt sin far, og fik i en meget ung alder ansvaret for at forsørge familien.

Omar var relativt ukendt i Afghanistan indtil 1994. Efter den sovjetiske tilbagetrækning fra Afghanistan, grundlagde han Taliban, for at bekæmpe hvad han så som Afghanistans nedsynken i anarki og lovløshed. Hans rekrutter kom primært fra afghanske koranskoler i Pakistan og Afghanistan. Ifølge visse kilder, grundlagde Omar Taliban bevægelsen, efter at have haft en drøm hvor den islamiske profet Muhammed kom til ham, og bad ham lede de troende.

Omar er kendt som en stærkt troende muslim, og har blandt andet drevet sin egen koranskole (madrassah) i nærheden af Kandahar. I 1996 gav hans tilhængere ham titlen Amir al-Mu'minin (أمير المؤمنين), "De troendes leder".

Omars særdeles dedikerede forhold til den islamiske religion førte blandt andet til, at han gav ordre til ødelæggelsen af to store Buddha-statuer, der almindeligvis var anset for vigtige og værdifulde både historisk og arkæologisk. Omar betegnede dem som "afgudsbilleder", og da vestlige firmaer var villige til at afgive enorme summer penge til renovering af de to statuer, bad Omar i vrede om ødelæggelsen af de to statuer idet at vesten var villig til at afgive enorme summer for de to statuer.

Mange almindelige etniske Pashtunere beundrer Omar for hans dedikerede forhold til islam.

Kilder

  1. ^ Shane, Scott (October 10, 2009). "Dogged Taliban Chief Rebounds, Vexing U.S.". Retrieved 6 September 2014.