Narratologi
Narratologi (efter lat. narratio, ’fortælling, beretning’ og -logi, ’lære’), også kendt som fortælleteori, er læren om fortællinger. Fortællinger af enhver art, skriftlige som ikke-skriftlige, fiktive som ikke-fiktive[1].
Historien
I en meget bred, generel og tværhistorisk forstand kan teorier om fortællingers opbygning og greb siges at gå tilbage til i hvert fald Aristoteles og hans overvejelser over ’handling’ i Poetikken, og omfatte de overvejelser over fortællinger, der retter sig mod den måde de er fortalt på, snarere end mod hvad de fortæller. Således kan også nævnes den amerikansk-engelske forfatter og litteraturkritiker Henry James' overvejelser over synsvinkler som en tidlig forløber for narratologiens fokus på de greb, fortællinger er bygget op af.
Selve begrebet narratologi er dannet af den franske strukturalist og litteraturteoretiker Tzvetan Todorov i 1969 i bogen Grammaire du Décaméron[2]. Snævert defineret er begrebet betegnende for en bestemt teoretisk skoledannelse, der med stærk inspiration fra strukturalismen og den russiske formalisme blomstrede op i Frankrig i 1960’er og 70’erne, anført af tænkere som Todorov, Roland Barthes og Gérard Genette.
Den moderne narratologi er mærket af den kritik den strukturalistiske tankegang blev udsat for op gennem 70’er og 80’erne, og har i løbet af 90’erne udviklet sig i mange nye retninger, der henter inspiration fra bl.a. feminismen, filosofien og kognitivismen. Som resultat heraf er det i moderne narratologi svært at tale om et entydigt program på tværs af de forskellige teorier, og laver man et opslag i Routledge Encyclopedia of Narrative Theory lader det sig ikke gøre at lave ét opslag om ’narratologi’, idet man er nødt til at vælge mellem f.eks. strukturalistisk-, kognitiv- eller feministisk narratologi.
Metoden
Når narratologien går til en fortælling, fokuserer den på hvordan denne fortælling er bygget op, hvem der fortæller den og i de fleste tilfælde hvilken betydning dette har for det fortalte. Selve denne opdeling af fortællingen i to lag stammer fra de russiske formalister, der omtaler dem som henholdsvis ’sjuzet’ og ’fabula’. En dansk oversættelse af begreberne kunne være ’fremstilling’ og ’forestilling’[3], hvor fremstillingen henviser til selve den faktiske tekst, der foreligger, mens forestillingen henviser til den historie, som fremstillingen giver/refererer til, og som i princippet ville kunne gestaltes på et utal af måder.
Ved at rette et formalistisk deskriptivt blik mod fremstillingen, er det narratologiens mål, i hvert fald i klassisk strukturalistisk forstand, at kortlægge en fortællingens grammatik. Denne kortlægning skal opregne og optegne de greb, der styrer og konstituerer fortællingerne, så man fra fortælling til fortælling opnår en måde at organisere og forstå den enkelte fortælling ud fra, i forhold til dens forvaltning af et givent greb. I forbindelse med en indholdsmæssig analyse af en given fortælling, fungerer denne narratologiske grammatik som et graveredskab, der kan bidrage med præcise analyser af forskellige greb i teksten, hvis brug og misbrug kan lette og inspirere arbejdet med besværlige elementer i forlægget.
Nogle af de vigtigste greb i den klassiske narratologi er Greimas aktør-model[4] og Genettes analyse af fortællesituationen med udgangspunkt i hans begreb om fokalisering[5].
Vigtige teoretikere
- Klassisk narratologi: Vladimir Propp, A.J. Greimas, Franz K. Stanzel, Tzvetan Todorov, Gérard Genette, Roland Barthes
- Moderne narratologi: James Phelan, Jonathan Culler, Mieke Bal, David Herman,
Introduktioner, præsentationer, opslagsværker og antologier
- På dansk:
- Narratologi – red. Stefan Iversen & Henrik Skov Nielsen – Århus universitetsforlag, 2004
- ”Narratologi” – Stefan Iversen & Henrik Skov Nielsen i Litteraturens veje 2008 – red. Johannes Fibiger o.a. – Academia
- Udenlandsk:
- Routledge Encyclopedia of Narrative Theory – ed. David Herman o.a. – Routledge, 2005
- Online:
- Opslag i The Literary Encyclopedia (engelsk)
- "The narratological framework", fra Uni-koeln.de (engelsk)
- Omfattende ressource-oversigt til emnet fra Phillwebb.net/ (engelsk)
Se også
Referencer
- ^ Routledge Encyclopedia of Narrative Theory p. 572 (Med henvisning til Barthes ’Introduction’)
- ^ Todorov, Tzvetan Grammaire du Décaméron, 1969 – The Haugue: Mouton
- ^ Iversen & Nielsen ”Narratologi” p. 210 i Litteraturens tilgange red. Johannes Fibiger o.a. – Academia 2008
- ^ Greimas, A.J. 1974 Strukturel semantik – Borgen
- ^ Genette, Gérard ”Modus” og ”Narrative situationer” i: 2004 Narratologi red. Stefan Iversen & Henrik skov Nielsen – Århus universitetsforlag