Feminisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kvindernes Internationale Kampdag i Dhaka, Bangladesh, 8. marts 2005

Feminisme er en betegnelse for en række politiske bevægelser, ideologier og sociale bevægelser, som har det fælles mål at definere, etablere og opnå politiske, økonomiske, personlige og sociale rettigheder for kvinder, der er ligestillet med mænds.[1][2] Dette omfatter at søge at etablere lige muligheder for kvinder indenfor uddannelse og erhvervsliv.

Feministiske bevægelser har længe demonstreret, og demonstrerer fortsat, for kvinders rettigheder, heriblandt valgret, retten til at besidde offentlige erhverv (eller i nogle dele af verden blot retten til at arbejde), retten til fair løn og ligeløn, retten til at have personlig ejendom, til at modtage uddannelse, til at indgå kontrakter, til at have lige rettigheder indenfor ægteskab og til barselsorlov. Feminister har også arbejdet for at fremme kropslig autonomi og integritet, og for at beskytte kvinder og piger mod voldtægt, sexchikane og hustruvold.[3]

Feministiske kampagner menes generelt at have været en af de centrale drivkræfter bag store historiske sociale forandringer indenfor kvinders rettigheder, særligt i Vesten, hvor de næsten enstemmigt tilskrives æren for indførslen af kvinders valgret, reproduktive rettigheder for kvinder (heriblandt adgang til præventionsmidler og abort), samt retten til at indgå kontrakter og eje ejendom.[4] Selvom feministiske bevægelser som hovedregel fokuserer på kvinders rettigheder, argumenterer nogle feminister, heriblandt bell hooks, for inklusion af mænds rettigheder under begrebets faner, da mænd også rammes af traditionelle kønsroller.[5] Feministisk teori, som udviklede sig fra feministiske bevægelser, søger at forstå kønsulighedens natur ved at undersøge kvinders sociale roller og oplevelser; det har udviklet teorier indenfor en række forskellige discipliner for at kunne besvare spørgsmål vedrørende køn.[6][7]

Nogle typer feminisme er blevet kritiseret for kun at omhandle perspektiver fra hvide, veluddannede middelklassekvinder. Denne kritik har ført til udviklingen af etnisk specifikke eller multikulturelle typer af feminisme, heriblandt sort feminisme og intersektionel feminisme.[8]

Historie

Feministisk parade for kvinders valgret i New York City, 6. maj 1912
Se også Se også: Protofeminisme.

Charles Fourier, en utopisk socialist og fransk filosof, tilskrives den første anvendelse af ordet "féminisme" i 1837.[9] Ordene "féminisme" ("feminisme") og "féminist" ("feminist") figurerede for første gang i Frankrig og Holland i 1872,[10] i Storbritannien i 1890'erne, og i USA i 1910.[11][12] Feminister har på verdensplan haft forskellige sager og formål, afhængig af historisk øjeblik, kultur og land. De fleste vestlige feministiske historikere mener at alle bevægelser, der har arbejdet for at tildele kvinder rettigheder bør kunne betragtes som feministiske bevægelser, selv når de ikke selv har anvendt begrebet.[13][14][15][16][17][18] Andre historikere mener at begrebet bør begrænses til den moderne feministiske bevægelse og dens efterkommere. Disse historikere foretrækker at anvende begrebet "protofeminisme" om tidligere bevægelser.[19]

De moderne feministbevægelser er opdelt i tre "bølger".[20][21] Hver bølge har beskæftiget sig med forskellige aspekter af de samme feministiske problemstilling. Den første bølge bestod af bevægelser for kvinders valgret i det 19. og tidlige 20. århundrede. Den anden bølge blev associeret med kvindebevægelsen, der startede i 1960'erne. Den anden bølge arbejdede hovedsageligt for kvinders juridiske og sociale lighed. Den tredje bølge begyndte i 1990'erne, og er en fortsættelse af, og reaktion på, det der blev anset som den anden bølges nederlag.[22]

19. og starten af 20. århundrede

Efter at have solgt sit hus rejste Emmeline Pankhurst konstant fra sted til sted, og holdt taler i Storbritannien og USA.
I Holland kæmpede Wilhelmina Drucker (1847-1925) en vellykket kamp for kvinders rettigheder, heriblandt kvinders valgret, gennem de politiske og feministiske organisationer som hun grundlagde.
Louise Weiss sammen med andre parisiske suffragetter i 1935. Avisoverskriften lyder "Den franske kvinde skal stemme."

Den første bølge af feminisme fandt sted i det 19. århundrede samt starten af det 20. århundrede. I Storbritannien og USA fokuserede den på at kæmpe for lige rettigheder til kontrakter, ægteskab, forældremyndighed samt ejendomret for kvinder. Ved udgangen af det 19. århundrede fokuserede aktivismen hovedsageligt på at opnå politisk magt, særligt kvinders valgret, omend nogle feminister også var aktive i kampen for kvinders sektuelle, reproduktive og økonomiske rettigheder.[23]

Kvinders valgret startede i Storbritanniens australasiatiske kolonier ved udgangen af det 19. århundrede, da den selvregerende koloni New Zealand gav kvinder valgret i 1893 og Sydaustralien gav kvinder både valgret og retten til selv at stille op til valg i 1895. Dette blev fulgt af Australien som gav kvinder valgret i 1902.[24][25]

I Storbritannien drev Suffragetterne og Suffragisterne for kvinders valgret, og i 1918 vedtog man Representation of the People Act, som gav alle kvinder på mere end 30 år, og som ejede land, stemmeret. I 1928 blev dette udvidet til at omfatte alle kvinder over 21.[26] Emmeline Pankhurst var den mest betydningsfulde aktivist i England, og Time udråbte hende til en af de 100 vigtigste personer i det 20. århundrede med begrundelsen: "hun skabte en idé om kvinder til vor tid; hun rystede samfundet ind i et nyt mønster hvorfra der ikke var nogen vej tilbage."[27] I USA var nogle af de mest betydningsfulde ledere af bevægelsen Lucretia Mott, Elizabeth Cady Stanton og Susan B. Anthony, som alle tidligere havde ført kampagner for afskaffelse af slaveriet i USA. Disse kvinder var påvirket af kvækerteologien om spirituel lighed, som fastslår at mænd og kvinder er lige under Gud.[28] I USA betragtes den første bølge af feminisme som værende afsluttet med vedtagelsen af den 19. tilføjelse til den amerikanske forfatning (1919), som tildelte kvinder valgret i alle delstater. Begrebet første bølge blev anvendt retroaktivt til at kategorisere disse vestlige bevægelser efter begrebet second-wave feminism ("anden bølge af feminisme") begyndte at blive anvendt til at beskrive en nyere feministisk bevægelse, der udover politisk ulighed nu også fokuserede på at bekæmpe social og kulturel ulighed.[23][29][30][31][32]

Under den sene Qing-periode samt reformer såsom Hundreddagesreformen, kæmpede kinesiske feminister for kvinders befrielse fra traditionelle kønsroller og neokonfuciansk kønsopdeling.[33][34][35] Senere oprettede det kinesiske kommunistparti projekter, der havde til formål at integrere kvinder ind i arbejdsstyrken, og konkluderede at revolutionen havde fuldført kvinders frihedskamp.[36]

Ifølge Nawar al-Hassan Golley var arabisk feminisme tæt forbundet med arabisk nationalisme. I 1899 skrev Qasim Amin, ofte kaldet den arabiske feminismes "far", تحرير المرأة ("Kvinders Befrielse"), hvori han opfordrede til juridiske og sociale reformer for kvinder.[37] I bogen forbandt han kvinders position i det egyptiske samfund med nationalisme, og førte til udviklingen af Cairo-universitetet samt den Nationale Bevægelse.[38] I 1923 grundlagde Hoda Shaarawi den Egyptiske Feministiske Union og blev dens forkvinde og et symbol på arabiske kvinders rettighedsbevægelse.[38]

Den iranske konstitutionelle revolution i 1905 udløste den iranske kvindebevægelse, som søgte at give kvinder lige rettigheder med mænd hvad angår uddannelse, ægteskab, karriere og juridiske rettigheder.[39] Under den iranske revolution i 1979 blev mange af de rettigheder som kvinder havde opnået fra kvindebevægelsen i Iran dog systematisk afskaffet, heriblandt familiebeskyttelsesloven.[40]

I Frankrig fik kvinder først valgret af den provisoriske regering. Den Algiers' rådgivende forsamling foreslår 24. marts 1944 at give kvinder valgret, og efter en ændring af Fernand Grenier fik alle kvinder fuldgyldigt borgerskab, heriblandt valgret. Greniers forslag blev vedtaget med 51 stemmer mod 16. I maj 1947, efter novembervalget i 1946, forkastede sociologen Robert Verdier idéen om "politiske kønsforskelle", og udtalte i Le Populaire at kvinder ikke havde stemt på en konsekvent måde, men ligesom mænd havde opdelt sig langs sociale klasser. Under baby boom-perioden dalede feminismens vigtighed. To verdenskrige havde medført nogle kvinders provisoriske frigørelse, men efterkrigstiden signalerede en tilbagevenden til konservative roller.[41]

Midten af det 20. århundrede

Ved midten af det 20. århundrede manglede kvinder i nogle europæiske lande stadig flere rettigheder sammenlignet med mænd, og feminister i disse lande fortsatte kampen for kvinders valgret. I Schweiz opnåede kvinder retten til at stemme i føderale valg i 1971;[42] men i kantonen Appenzell Innerrhoden fik kvinder først retten til at stemme i lokale afstemninger i 1991, da kantonen af den føderale højesteret blev tvunget hertil.[43] I Liechtenstein fik kvinder valgret efter en folkeafstemning i i 1984. Tre tidligere folkeafstemninger var tidligere blevet afholdt i 1968, 1971 og 1973, som alle tre havde afvist idéen.

Feminister fortsatte samtidig kampen for at reformere familielove, der gav mænd det juridiske ansvar for deres kone. Selvom coverture i det 20. århundrede allerede var blevet afskaffet i USA og mange europæiske lande, var der stadig flere steder store forskelle mellem mænds og kvinders rettigheder. I Frankrig fik kvinder retten til at arbejde uden deres ægtemands tilladelse i 1965.[44][45] Feminister har også kæmpet for at afskaffe "ægteskabsundtagelser" i voldtægtsparagraffer, som umuliggjorde at retsforfølge mænd, som voldtog deres kone.[46] Nogle feminister i den første bølge, såsom Voltairine de Cleyre, Victoria Woodhull og Elizabeth Clarke Wolstenholme Elmy, havde allerede i slutningen af det 19. århundrede forsøgt at få kriminaliseret voldtægt inden ægteskabet, men uden held;[47][48] dette blev først en realitet et århundrede senere i de fleste vestlige lande, omend flere steder i verden stadig tillader voldtægt i ægteskabet.[49]

Den franske filosof Simone de Beauvoir kom med en marxistisk løsning og et eksistentielt syn på mange af feminismens spørgsmål i sit værk Le Deuxième Sexe (Det andet køn) i 1949.[50] Den anden bølge af feminisme begyndte i starten af 1960'erne[51] og er fortsat frem til nu; den sameksisterer således med den tredje bølge. Den anden bølge af feminisme har hovedsageligt beskæftiget sig med problemstillinger der går udover kvinders valgret, såsom at bekæmpe kønsdiskrimination generelt i samfund og kultur.[23]

Den anden følge af feminister ser kvinders kulturelle og politiske ulighed som forbundne, og opfordrer kvinder til at forstå flere aspekter af deres privatliv som dybt politiserede og som reflekterende sexistiske magtstrukturer. Den feministiske aktivist og forfatter Carol Hanisch anvendte sloganet "Det Personlige er Politisk", som blev synonymt med den anden bølge.[3][52]

I Kina er den anden og tredje bølge blevet karakteriseret ved en undersøgende af kvinders rolle under den kommunistiske revolution og andre reformbevægelser, og der er blevet startet nye debatter omkring hvorvidt kvinder rent faktisk opnåede fuld lighed med mænd som følge af revolutionen.[36]

I 1956 igangsatte den egyptiske præsident Gamal Abdel Nasser "statsfeminisme", som forbød diskrimination på basis af køn og gav kvinder valgret, men samtidig blokerede visse feministiske lederes politiske aktivisme.[53] Under Sadats tid som præsident, argumenterede hans kone, Jehan Sadat, offentligt for at fremme kvinders rettigheder, omend egyptisk policy og samfund begyndte at bevæge sig i modsat retning i takt med den nye islamistiske bevægelse og voksende konservatisme.[54] Nogle aktivister har dog forsøgt at starte en ny feministisk bevægelse, islamisk feminisme, som kæmper for kvinders lighed indenfor et islamisk framework.[55]

I Latinamerika skete der store forandringer i kvinders samfundsroller efter revolutioner i lande såsom Nicaragua, hvor feministisk ideologi var en drivkraft under den sandinistiske revolution, der forbedrede kvinders levevilkår, men dog ikke opnåede permanent social og ideologisk forandring.[56]

Sene 20. århundrede og tidlige 21. århundrede

Tredje bølge

Feminist, forfatter og social aktivist bell hooks.

I starten af 1990'erne begyndte den tredje bølge af feminisme i USA som et svar på den anden bølges nederlag, samt på de reaktioner der var kommet imod initiativer og bevægelser skabt af den anden bølge Den tredje bølge af feminisme adskilte sig fra den anden bølge ved problemstillinger om seksualitet, hvor den tredje bølge udfordrede kvindelig heteroseksualitet og eksperimenterede med seksualitet som et middel til kvindelig selvstændiggørelse.[57] Den tredje bølge af feminisme søger også at udfordre eller undgå det, der bliver set som den anden bølges essentialistiske definitioner of femininitet, der bliver set som vægtende kvinder fra den øvre hvide middelklasse for stærkt. Den tredje bølge fokuserer ofte på "mikropolitik" og udfordrer den anden bølges paradigme omkring hvad der er godt og dårligt for kvinder, samt anvender en poststrukturalistisk fortolkning af køn og seksualitet.[23][58][59][60] Feministiske ledere med rødder i den anden bølge, såsom Gloria Anzaldúa, bell hooks, Chela Sandoval, Cherríe Moraga, Audre Lorde, Maxine Hong Kingston, og mange andre ikke-hvide feminister, har søgt at finde et sted indenfor feministisk teori til særlig vægtning af race-relaterede subjektiviteter.[59][61][62] Den tredje bølge af feminisme omfatter også interne debatter mellem forskelsfeminister, som mener at der er vigtige forskelle mellem kønnene, og de der ikke mener der er nogle grundlæggende forskelle mellem kønnene og i stedet fastholder at kønsroller skyldes social konditionering.[63]

Standpunkt

Standpunktsteori er et feministisk teoretisk synspunkt, der mener at en persons sociale position påvirker deres viden. Dette perspektiv argumenterer for at forskning og teori behandler kvinder og den feministiske bevægelse som ubetydelige, og nægter at se traditionel videnskab som fordomsfri.[64] Siden 1980'erne har standpunktsfeminister argumenteret for at den feministiske bevægelse bør fokusere på globale problemstillinger (såsom voldtægt, incest og prostitution) og kulturelt specifikke problemstillinger (såsom kvindelig omskæring i nogle dele af Afrika og Mellemøsten, såvel som glasloftspraksisser, der forhindrer kvinders avancement i udviklede økonomier) for at kunne forstå hvordan kønsulighed interagerer med racisme, homofobi, klassisme og kolonisering.[65][66]

Postfeminisme

Begrebet postfeminisme anvendes til at betegne en række synspunkter, der har reageret på feminisme siden 1980'erne. Selvom de ikke er "antifeministiske", mener postfeminister dog at kvinder har opnået den anden bølges mål, og er kritiske overfor den tredje bølges mål. Begrebet blev første gang anvendt til at beskrive en reaktion mod den anden bølge af feminisme, men anvendes nu om en lang række teorier, der har en kritisk tilgang til tidligere feministisk diskurs, og omfatter udfordringer af den anden bølges idéer.[67] Andre postfeminister mener at feminisme ikke længere er relevant i det moderne samfund.[68] Amelia Jones har skrevet at de postfeministiske tekster, der kom frem i 1980'erne og 1990'erne portrætterede den anden bølge af feminisme som en monolitisk entitet.[69] Dorothy Chunn bemærker et "skyldsnarrativ" under den postfeministiske betegnelse, hvor feminister undermineres for at fortsætte med at stille krav om ligestilling i et "postfeministisk" samfund, hvor der allerede er opnået ligestilling. Ifølge Chunn har mange feminister givet udtryk for et ubehag omkring måderne hvorpå diskurs om rettigheder og ligestilling nu vendes imod dem selv.[70]

Teori

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Feministisk teori.

Feministisk teori er udvidelsen af feminisme ind i teoretiske eller filosofiske felter. Det omfatter arbejde indenfor en række discipliner, heriblandt antropologi, sociologi, økonomi, kvindestudier, litteraturkritik,[71][72] kunsthistorie,[73] psykoanalyse[74] og filosofi.[75][76] Feministisk teori har som mål at forstå ulighed mellem kønnene og fokuserer på kønspolitik, magtrelationer og seksualitet. Mens den giver en kritik af disse sociale og politiske relationer, fokuserer meget feministisk teori samtidig også på at fremme kvinders rettigheder og interesser. Blandt de temaer, der udforskes i feministisk, er diskrimination, stereotypisering, objektivisering (særligt seksuel objektivisering), undertrykkelse og patriarki.[6][7] Indenfor litteraturkritik beskriver Elaine Showalter udviklingen af feministisk teori som havende tre faser: Den første er "feministisk kritik", hvor den feministiske læser undersøger ideologierne bag et litterært fænomen. Den anden er ifølge Showalter "gynokritik", hvori "kvinden producerer tekstuel betydning". I den sidste fase, "kønsteori", "udforskes kønssystemets ideologiske inskription og dets litterære effekt".[77]

Parallelt med dette udviklede franske feminister i 1970'erne idéen om écriture féminine (som kan oversættes til 'kvindelig eller feminin skrivning').[67] Helene Cixous har argumenteret for at litteratur og filosofi er fallocentrisk og andre franske feminister såsom Luce Irigaray lægger vægt på at "skrive fra kroppen" som en undergravende øvelse.[67] Julia Kristeva, en feministisk psykoanalytiker og filosof, samt Bracha Ettinger,[78] kunstner og psykoanalytiker, har påvirket feministisk teori overordnet og feministisk litteraturkritik i særdeleshed. Som Elizabeth Wright pointerer har ingen af disse franske feminister dog allieret sig med feministbevægelsen i den engelsktalende verden.[67][79] Nyligere feministisk teori, såsom Lisa Lucile Owens, har koncentreret sig om at karakterisere feminisme som en universel emancipatorisk bevægelse.

Bevægelser og ideologier

Et symbol for feminisme baseret på Venus-symbolet

Igennem årene har der udviklet sig en lang række overlappende feministiske bevægelser og ideologier.

Politiske bevægelser

Nogle grene af feminisme reflekterer politiske retninger i det større samfund, såsom liberalisme eller konservatisme, eller fokuserer på miljøet. Liberal feminisme søger individualistisk ligestilling mellem mænd og kvinder gennem politisk og juridisk reform uden at ændre på samfundets struktur. Catherine Rottenberg har argumenteret for at et neoliberalt skift indenfor liberal feminisme har ført til at denne form for feminisme bliver individualiseret snarere end kollektiviseret og dermed bliver afkoblet fra social ulighed.[80] Due to this she argues that Liberal Feminism cannot offer any sustained analysis of the structures of male dominance, power, or privilege.[80]

Radikalfeminisme betragter det mandekontrollerede kapitalistiske hierarki som kvindeundertrykkelsens definerende egenskab, og mener at det er nødvendigt at rive den eksisterende samfundsorden op ved rode og restrukturere den.[3] Konservativ feminisme er konservativ i forhold til det samfund den findes i. Libertarianistisk feminisme betragter mennesker som selvejende og derfor som berettiget til frihed fra tvingen indblanding udefra.[81] Separatistisk feminisme støtter ikke heteroseksuelle forhold, og lesbisk feminisme er tæt relateret hertil. Andre feminister kritiserer separatistisk feminisme som sexistisk.[5] Økofeminisme ser mænds kontrol over land som ansvarligt for undertrykkelsen af kvinder og ødelæggelsen af naturligt miljø; økofeminisme er blevet kritiseret for at fokusere for meget på en mystisk forbindelse mellem kvinder og natur.[82]

Materialistiske ideologier

Rosemary Hennessy og Chrys Ingraham har nævnt at materialistiske former for feminisme voksede ud af vestlige marxistiske tanker, og har inspireret et antal forskellige (ofte overlappende) bevægelser, som alle er involveret i en kritik af kapitalisme og fokuseret på ideologis forhold til kvinder.[83] Marxistisk feminisme mener at kapitalisme er roden til kvinders undertrykkelse, og at diskrimination mod kvinder i familien og i erhvervslivet er en effekt fra kapitalistiske ideologier.[84] Socialistisk feminisme adskiller sig fra marxistisk feminisme ved at argumentere for at kvinders frigørelse kun kan ske ved at bringe en ende til både de økonomiske og de kulturelle kilder til undertrykkelsen af kvinder.[85] Anarkafeminisme mener at klassekamp og anarki mod staten[86] kræver kamp mod patriarkatet, som kommer fra ufrivilligt hierarki.

Feminisme i Danmark

I 1889 blev Kvindevalgretsforeningen stiftet. Som navnet antyder, var deres hovedmål at skaffe valgret til kvinderne. Foreningen lukkede i 1898. Dansk Kvindesamfund overtog dens 200 medlemmer og kassebeholdningen på 150 kroner. [87]

Gennem 1890’erne blev der fremsat mange forslag til kvindernes valgret (til kommunalvalg), men de blev alle afvist. Først i 1901, hvor valgloven ændrede sig, så at det ikke længere var kongen, der udpegede regeringen med folketingets parlamentariske flertal, blev det muligt at indføre nye reformer:

  • I 1903 fik kvinderne for første gang ret til såvel at stemme som til at kandidere, nemlig til de nyoprettede menighedsråd. Stemmeretten gjaldt for alle over 25.
  • I 1905 fik kvinder adgang til værgeråd, der varetog det sociale arbejde med børn og unge.
  • I 1907 fik kvinderne adgang til bistandshjælp.[87]

I teorien havde kvinder faktisk relativt høje rettigheder i samfundet (per lov):

  • Formelt havde kvinder fået adgang til universiteterne i 1875 og adgang til at få overordnede stillinger, men det betød jo ikke per automatik, at de blev ansatte.
  • Formelt havde ugifte kvinder fået ret til at hæve egen løn og selv administrere den via lov i 1880, mens gifte kvinder fik økonomisk råderet i 1899. Men det fik de jo ikke en formue af.
  • Formelt havde kvinder fået lov til at stille op til valg, men det betød jo hverken, at de kom på stemmelisterne, eller at de blev valgt. Ved det følgende valg i 1918 blev fire kvinder valgt ind i Folketinget (en fra hvert parti), hvilket svarede til 2,9 % af pladserne.

Der var dog endnu lang vej mod decideret politisk valgret. For at støtte de danske kvinders valgretskamp blev det arrangeret, at København skulle være vært ved International Woman Suffrage Alliance’s kongres i 1906. Dette gav håb og kampånd. Dansk Kvindesamfund tilføjede da også politisk ligestilling på programmet, hvilket gjorde, at medlemstallet eskalerede voldsomt.[87]

Håbet blev desto mere forstærket, da den nye kommunelov i 1908 endelig gav kvinder valgret til kommunalvalget.[87]

I 1909 var der ligeledes valg til Rigsdagen, og her demonstrerede kvinder ved at klæbe plakater op i valglokalerne med udsagn som: “Der er ikke almindelig valgret i Danmark, når kvinderne er uden politisk indflydelse”.[88]

Resultatet af de mange års kampe kom den 22. april 1915. Grundloven blev ændret, og kvinder og tjenestefolk blev en del af vælgerkorpset. 29 år var da gået, fra det første forslag om kvindevalgret blev fremsat, til kvinderne endelig blev en del af den officielle politiske dagsorden. Kvindeorganisationerne kvitterede med et stort demonstrationstog gennem København.[87]

Rødstrømperne

Selvom kvinderne nu havde flere rettigheder i samfundet end før, var det helt op i 60’erne forsat kvinderne, der passede børnene (hovedsageligt).

I den vestlige verden opstod den socialistiske bevægelse kaldet ”rødstrømperne”. De tog afstand fra og gjorde oprør mod kapitalisme, racisme, sexisme, etnicitet og krig. Definitionen på en rødstrømpe var en socialistisk kvinde, men i dag bliver de mere opfattet som feminister, skønt det kun var et af deres mål. Eksempler på rødstrømper, som stadigvæk er politisk aktive og derfor kendte i offentligheden, er Lone Dybkjær fra Det Radikale Venstre, forfatter Drude Dahlerup og journalist på Information Karen Syberg. Rødstrømperne havde ingen hierarkisk struktur eller leder, de bestod af mindre grupper med 4-6 kvinder i.[87]

Rødstrømperne ønskede/krævede:

  • 30 timers arbejdsuge for alle fordelt på fem dage.
  • Gode og billige daginstitutionspladser til alle.
  • Et halvt års barselsorlov til kvinder og barselsorlov til mænd.
  • Kønskvotering, så der kommer 50 % kvinder i alle besluttende organer.
  • Reel ligeløn.

[87]

To former for feminisme

Feminismen kan opdeles i to hovedretninger: Liberal feminisme og radikal feminisme.

Liberal feminisme: ligestilling mellem kønnene, dog skal forskellen mellem kvinder og mænd anerkendes, men de samme rettigheder skal gælde for både mænd og kvinder. Den liberale feminisme forstår ligestilling mellem mand og kvinde som opnået, når disse har lige muligheder. Den liberale feminisme anerkender dog, at sociale og kulturelle holdninger og mønstre kan begrænse ligestilling, og således menes der med lige muligheder ikke blot formel ligestilling. Særegent for ideologen er, at den ikke anser kvinders underordnede position i samfundet som et resultat af en større struktur, som radikal og marxistisk feminisme gør det. Derfor kæmper den liberalistiske feminisme heller ikke for et konkret opgør med den nuværende samfundsorden og benytter sig i stedet af det eksisterende system i sin kamp for ligestilling. Gennem retsinstanser og demokratiske processer forsøges der at opnå og beskytte juridiske rettigheder for kvinder. Derfor kaldes ideologien ”moderat”, og den kritiseres ofte for udelukkende at beskæftige sig med de konkrete samfundsmæssige uligheder, i stedet for at undersøge de dybtliggende årsager til, hvorfor ulighed mellem kønnene finder sted. [89]

Radikal feminisme: troen på, at kønslig undertrykkelse ses i samfundet. Patriarkatet menes at være skyld i denne undertrykkelse, måden at stoppe denne undertrykkelse må ske via revolution, da mænd er socialiseret til at være dominerende. Den radikale feminisme centrerer omkring forestillingen om, at mænd som gruppe opretholder og drager fordele af undertrykkelsen af kvinder. I denne ideologi anses patriarkatsteorien altså som den væsentlige forklaring på kvindeundertrykkelse, og alle aspekter af denne i samfundet, som f.eks. vold eller chikane mod kvinder, anses som en systematisk opretholdelse af patriarkatet, da den blandt andet næsten udelukkende begås af mænd. Patriarkatets opståen begrundes ofte med, at denne samfundsstruktur gør det nemmere for manden at tilegne sig og beherske kvindens krop og seksualitet, men da patriarkatet er så gammelt, så er der ingen 100% klar fakta omkring præcist hvordan den kan være opstået.[90]

Berømte feministiske forfattere

Mary Wollstonecraft

Skønlitterære feministiske forfattere

Kilder

  1. ^ Hawkesworth, Mary E. (2006). Globalization and Feminist Activism. Rowman & Littlefield. pp. 25–27. ISBN 9780742537835. 
  2. ^ Beasley, Chris (1999). What is Feminism?. New York: Sage. pp. 3–11. ISBN 9780761963356. 
  3. ^ a b c Echols, Alice (1989). Daring to Be Bad: Radical Feminism in America, 1967–1975. Minneapolis: University of Minnesota Press. ISBN 0-8166-1787-2. 
  4. ^ Messer-Davidow, Ellen (2002). Disciplining Feminism: From Social Activism to Academic Discourse. Durham, N.C.: Duke University Press. ISBN 0-8223-2843-7. 
  5. ^ a b hooks, bell (2000). Feminism Is for Everybody: Passionate Politics. Cambridge, Mass.: South End Press. ISBN 0-89608-629-1. 
  6. ^ a b Chodorow, Nancy (1989). Feminism and Psychoanalytic Theory. New Haven, Conn.: Yale University Press. ISBN 978-0-300-05116-2. 
  7. ^ a b Gilligan, Carol (1977). "In a Different Voice: Women's Conceptions of Self and of Morality". Harvard Educational Review 47 (4): 481–517. Hentet 8 June 2008. 
  8. ^ Weedon, Chris (2002). "Key Issues in Postcolonial Feminism: A Western Perspective". Gender Forum (1). 
  9. ^ Goldstein, Leslie F. (1982). "Early Feminist Themes in French Utopian Socialism: The St.-Simonians and Fourier". Journal of the History of Ideas 43 (1): 91–108. doi:10.2307/2709162. 
  10. ^ Den hollandske feministiske pioner Mina Kruseman i et brev til Alexandre Dumas – i: Maria Grever, Strijd tegen de stilte. Johanna Naber (1859–1941) en de vrouwenstem in geschiedenis (Hilversum 1994) ISBN 90-6550-395-1, page 31
  11. ^ Offen, Karen (1987). "Sur l'origine des mots 'féminisme' et 'féministe'". Revue d'histoire moderne et contemporaine (1954–) 34 (3): 492–496. 
  12. ^ Cott, Nancy F. (1987). The Grounding of Modern Feminism. New Haven: Yale University Press. s. 13. ISBN 978-0300042283. 
  13. ^ Spender, Dale (1983). There's Always Been a Women's Movement this Century. London: Pandora Press. pp. 1–200. 
  14. ^ Lerner, Gerda (1993). The Creation of Feminist Consciousness From the Middle Ages to Eighteen-seventy. Oxford University Press. pp. 1–20. 
  15. ^ Walters, Margaret (2005). Feminism: A very short introduction. Oxford University. pp. 1–176. ISBN 0-19-280510-X. 
  16. ^ Kinnaird, Joan; Astell, Mary (1983). "Inspired by ideas (1668–1731)". in Spender, Dale. There's always been a women's movement. London: Pandora Press. pp. 29–. 
  17. ^ Witt, Charlotte (2006). "Feminist History of Philosophy". Stanford Encyclopedia of Philosophy. Hentet 23 January 2012. 
  18. ^ Allen, Ann Taylor (1999). "Feminism, Social Science, and the Meanings of Modernity: The Debate on the Origin of the Family in Europe and the United States, 1860–1914". The American Historical Review 104 (4): 1085–113. doi:10.1086/ahr/104.4.1085. PMID 19291893. 
  19. ^ Botting, Eileen Hunt; Houser, Sarah L. (2006). "'Drawing the Line of Equality': Hannah Mather Crocker on Women's Rights". The American Political Science Review 100 (2): 265–78. doi:10.1017/S0003055406062150. 
  20. ^ Humm, Maggie. 1995. The Dictionary of Feminist Theory. Columbus: Ohio State University Press, p. 251
  21. ^ Walker, Rebecca (January–February 1992). "Becoming the Third Wave". Ms.: 39–41. 
  22. ^ Krolokke, Charlotte; Sorensen, Anne Scott (2005). "Three Waves of Feminism: From Suffragettes to Grrls". Gender Communication Theories and Analyses: From Silence to Performance. Sage. s. 24. ISBN 0-7619-2918-5. 
  23. ^ a b c d Freedman, Estelle B. (2003). No Turning Back : The History of Feminism and the Future of Women. Ballantine Books. s. 464. ISBN 0-345-45053-1. 
  24. ^ Votes for Women Electoral Commission. Elections New Zealand. 13 April 2005. Hentet 31 March 2013. 
  25. ^ Women and the right to vote in Australia. Australian Electoral Commission. 28 January 2011. Hentet 26 April 2013. 
  26. ^ Phillips, Melanie (2004). The Ascent of Woman: A History of the Suffragette Movement and the Ideas Behind it. London: Abacus. pp. 1–370. ISBN 978-0-349-11660-0. 
  27. ^ Warner, Marina (14 June 1999). Emmeline Pankhurst – Time 100 People of the Century. Time Magazine. 
  28. ^ Ruether, Rosemary Radford (2012). Women and Redemption: A Theological History (2nd udg.). Minneapolis: Fortress Press. pp. 112–118, 136–139. ISBN 0-8006-9816-9. 
  29. ^ DuBois, Ellen Carol (1997). Harriot Stanton Blatch and the Winning of Woman Suffrage. New Haven, Conn.: Yale University Press. ISBN 0-300-06562-0. 
  30. ^ Flexner, Eleanor (1996). Century of Struggle: The Woman's Rights Movement in the United States. The Belknap Press. pp. xxviii-xxx. ISBN 978-0-674-10653-6. 
  31. ^ Wheeler, Marjorie W. (1995). One Woman, One Vote: Rediscovering the Woman Suffrage Movement. Troutdale, OR: NewSage Press. s. 127. ISBN 0-939165-26-0. 
  32. ^ Stevens, Doris; O'Hare, Carol (1995). Jailed for Freedom: American Women Win the Vote. Troutdale, OR: NewSage Press. pp. 1–388. ISBN 0-939165-25-2. 
  33. ^ Ko, Dorothy; Haboush, JaHyun Kim; Piggott, Joan R. (2003). Women and Confucian cultures in premodern China, Korea, and Japan. University of California Press. ISBN 0-520-23138-4. Skabelon:Page needed
  34. ^ Ma, Yuxin (2010). Women journalists and feminism in China, 1898–1937. Cambria Press. ISBN 1-60497-660-8. Skabelon:Page needed
  35. ^ Farris, Catherine S.; Lee, Anru; Rubinstein, Murray A. (2004). Women in the new Taiwan: gender roles and gender consciousness in a changing society. M.E. Sharpe. ISBN 0-7656-0814-6. Skabelon:Page needed
  36. ^ a b Dooling, Amy D. (2005). Women's literary feminism in 20th-century China. Macmillan. ISBN 1-4039-6733-4. Skabelon:Page needed
  37. ^ Stange, Mary Zeiss; Oyster, Carol K.; Sloan, Jane E. (2011). Encyclopedia of Women in Today's World. SAGE. pp. 79–81. ISBN 1-4129-7685-5. 
  38. ^ a b Golley, Nawar Al-Hassan (2003). Reading Arab women's autobiographies: Shahrazad tells her story. University of Texas Press. pp. 30–50. ISBN 0-292-70545-X. 
  39. ^ Ettehadieh, Mansoureh (2004). "The Origins and Development of the Women's Movement in Iran, 1906–41". in Beck, Lois; Nashat, Guity. Women in Iran from 1800 to the Islamic Republic. University of Illinois Press. pp. 85–106. ISBN 978-0-252-07189-8. 
  40. ^ Gheytanchi, Elham (2000). "Chronology of Events Regarding Women in Iran since the Revolution of 1979". in Mack, Arien. Iran since the Revolution. Social Research, Volume 67, No. 2. 
  41. ^ Bard, Christine (May–June 2007). "Les premières femmes au Gouvernement (France, 1936–1981)" (på fr). Histoire@Politique (1). 
  42. ^ The Long Way to Women's Right to Vote in Switzerland: a Chronology. History-switzerland.geschichte-schweiz.ch. Hentet 2011-01-08. 
  43. ^ United Nations press release of a meeting of the Committee on the Elimination of Discrimination against Women (CEDAW), issued on 14 January 2003. Un.org. Hentet 2011-09-02. 
  44. ^ Guillaumin, Colette (1994). Racism, Sexism, Power, and Ideology. pp. 193–195. 
  45. ^ Meltzer, Françoise (1995). Hot Property: The Stakes and Claims of Literary Originality. s. 88. 
  46. ^ Allison, Julie A. (1995). Rape: The Misunderstood Crime. s. 89. 
  47. ^ Bland, Lucy (2002). Banishing the Beast: Feminism, Sex and Morality. pp. 135–149. Hentet August 25, 2013. 
  48. ^ Palczewski, Catherine Helen (1995-10-01). "Voltairine de Cleyre: Sexual Slavery and Sexual Pleasure in the Nineteenth Century". NWSA Journal 7 (3): 54–68 [60]. ISSN 1040-0656. 
  49. ^ Crowell, Nancy A.; Burgess, Ann W. (1997). Understanding Violence Against Women. s. 127. 
  50. ^ Bergoffen, Debra (16 August 2010). Simone de Beauvoir. Metaphysics Research Lab, CSLI, Stanford University. Hentet 4 December 2011. 
  51. ^ Whelehan, Imelda (1995). Modern Feminist Thought: From the Second Wave to 'Post-Feminism'. Edinburgh: Edinburgh University Press. pp. 25–43. ISBN 978-0-7486-0621-4. 
  52. ^ Hanisch, Carol (1 January 2006). "Hanisch, New Intro to 'The Personal is Political' – Second Wave and Beyond". The Personal Is Political. Arkiveret fra originalen 15 May 2008. Hentet 8 June 2008.  Arkiveret 15 May 2008.
  53. ^ Badran, Margot (1996). Feminists, Islam, and nation: gender and the making of modern Egypt. Princeton University Press. ISBN 0-691-02605-X. Skabelon:Page needed
  54. ^ Smith, Bonnie G. (2000). Global feminisms since 1945. Psychology Press. ISBN 0-415-18491-6. 
  55. ^ ‘Islamic feminism means justice to women’. The Mili Gazette. Hentet 31 March 2013. 
  56. ^ Parpart, Jane L.; Connelly, M. Patricia; Connelly, Patricia; Barriteau, V. Eudine; Barriteau, Eudine (2000). Theoretical Perspectives on Gender and Development. Ottawa, Canada: International Development Research Centre. s. 215. ISBN 0-88936-910-0. 
  57. ^ Holt, Douglas; Cameron, Douglas (2010). Cultural Strategy: Using Innovative Ideologies to Build Breakthrough Brands. Oxford University Press. ISBN 978-0-19-958740-7. 
  58. ^ Henry, Astrid (2004). Not my mother's sister: generational conflict and third-wave feminism. Bloomington: Indiana University Press. pp. 1–288. ISBN 978-0-253-21713-4. 
  59. ^ a b Gillis, Stacy; Howie, Gillian; Munford, Rebecca (2007). Third wave feminism: a critical exploration. Basingstoke: Palgrave Macmillan. pp. xxviii, 275–276. ISBN 978-0-230-52174-2. 
  60. ^ Faludi, Susan (1992). Backlash: the undeclared war against women. London: Vintage. ISBN 978-0-09-922271-2. Skabelon:Page needed
  61. ^ Walker, Alice (1983). In Search of Our Mothers' Gardens: Womanist Prose. San Diego: Harcourt Brace Jovanovich. s. 397. ISBN 0-15-144525-7. 
  62. ^ Leslie, Heywood; Drake, Jennifer (1997). Third Wave Agenda: Being Feminist, Doing Feminism. Minneapolis: University of Minnesota Press. ISBN 0-8166-3005-4. Skabelon:Page needed
  63. ^ Gilligan, Carol (1993). In a different voice: psychological theory and women's development. Cambridge, Mass.: Harvard University Press. s. 184. ISBN 0-674-44544-9. 
  64. ^ standpoint theory | feminism. 
  65. ^ Hill Collins, P. (2000). Black Feminist Thought: Knowledge, Consciousness, and the Politics of Empowerment. New York: Routledge. pp. 1–335. 
  66. ^ Harding, Sandra (2003). The Feminist Standpoint Theory Reader: Intellectual and Political Controversies. London: Routledge. pp. 1–16, 67–80. ISBN 978-0-415-94501-1. 
  67. ^ a b c d Wright, Elizabeth (2000). Lacan and Postfeminism (Postmodern Encounters). Totem Books. ISBN 1-84046-182-9. 
  68. ^ Modleski, Tania (1991). Feminism without women: culture and criticism in a 'postfeminist' age. New York: Routledge. s. 188. ISBN 0-415-90416-1. 
  69. ^ Jones, Amelia (1994). "Postfeminism, Feminist Pleasures, and Embodied Theories of Art". in Frueh, Joana; Langer, Cassandra L.; Raven, Arlene. New Feminist Criticism: Art, Identity, Action. New York: HarperCollins. pp. 16–41, 20. 
  70. ^ Chunn, D. (2007). "Take it easy girls": Feminism, equality, and social change in the media. In D. Chunn, S. Boyd, & H. Lessard (Eds.), Reaction and resistance: Feminism, law, and social change (pp. 31). Vancouver, BC: UBC Press.
  71. ^ Zajko, Vanda; Leonard, Miriam (2006). Laughing with Medusa: classical myth and feminist thought. Oxford: Oxford University Press. s. 445. ISBN 0-19-927438-X. 
  72. ^ Howe, Mica; Aguiar, Sarah Appleton (2001). He said, she says: an RSVP to the male text. Madison, NJ: Fairleigh Dickinson University Press. s. 292. ISBN 0-8386-3915-1. 
  73. ^ Pollock, Griselda (2007). Encounters in the Virtual Feminist Museum: Time, Space and the Archive. Routledge. pp. 1–262. 
  74. ^ Ettinger, Bracha; Judith Butler; Brian Massumi; Griselda Pollock (2006). The matrixial borderspace. Minneapolis: University of Minnesota Press. s. 245. ISBN 0-8166-3587-0. 
  75. ^ Brabeck, M. and Brown, L. (With Christian, L., Espin, O., Hare-Mustin, R., Kaplan, A., Kaschak, E., Miller, D., Phillips, E., Ferns, T., and Van Ormer, A.). (1997). Feminist theory and psychological practice. In J. Worell and N. Johnson (Eds.) Shaping the future of feminist psychology: Education, research, and practice (pp.15–35). Washington, D.C.: American Psychological Association.
  76. ^ Florence, Penny; Foster, Nicola (2001). Differential aesthetics: art practices, philosophy and feminist understandings. Aldershot, Hants, England: Ashgate. s. 360. ISBN 0-7546-1493-X. 
  77. ^ Showalter, Elaine (1979). "Towards a Feminist Poetics". in Jacobus, M.. Women Writing about Women. Croom Helm. pp. 25–36. ISBN 978-0-85664-745-1. 
  78. ^ Ettinger, Bracha, 'The Matrixial Borderspace'. (Essays from 1994-1999), University of Minnesota Press 2006. ISBN 0-8166-3587-0.
  79. ^ Kristeva, Julia; Moi, Toril (1986). The Kristeva reader. New York: Columbia University Press. s. 328. ISBN 0-231-06325-3. 
  80. ^ a b Catherine Rottenberg, "The Rise of Neoliberal Feminism", Cultural Studies. (2014) Vol. 28 (3), pgs. 424
  81. ^ Stanford Encyclopedia of Philosophy.
  82. ^ Biehl, Janet (1991). Rethinking eco-feminist politics. Cambridge, Mass.: South End Press. ISBN 978-0-89608-392-9. 
  83. ^ Hennessy, Rosemary; Chrys Ingraham (1997). 'Materialist feminism: a reader in class, difference, and women's lives'. London: Routledge. pp. 1–13. ISBN 978-0-415-91634-9. 
  84. ^ Bottomore, T.B. (1991). A Dictionary of Marxist thought. Wiley-Blackwell. s. 215. ISBN 978-0-631-18082-1. 
  85. ^ Barbara Ehrenreich. What is Socialist Feminism?. feministezine.com. Hentet 3 December 2011. 
  86. ^ Dunbar-Ortiz, Roxanne (2002). Quiet Rumours. AK Press. pp. 11–13. ISBN 978-1-902593-40-1. 
  87. ^ a b c d e f g ”Rødstrømper - kvindekamp og feminisme” af Karina Søby Madsen og Anne Vindum
  88. ^ ”Gyrithe og de sorte ravne” af Gretelise Holm
  89. ^ Giddens, Anthony: Sociology, 6th edition. Polity Press. 2011. S. 616-617
  90. ^ Giddens, Anthony: Sociology, 6th edition. Polity Press. 2011. S. 617-618

Yderligere læsning

  • Assiter, Alison (1989). Pornography, feminism, and the individual. London Winchester, Mass: Pluto Press. ISBN 9780745303192. 
  • DuBois, Ellen Carol (1997). Harriot Stanton Blatch and the Winning of Woman Suffrage. New Haven, Conn.: Yale University Press. ISBN 0-300-06562-0. 
  • Flexner, Eleanor (1996). Century of Struggle: The Woman's Rights Movement in the United States. The Belknap Press. ISBN 978-0-674-10653-6. 
  • Goodman, Robin Truth (2010). Feminist Theory in Pursuit of the Public: Women and the 'Re-Privatization' of Labor. New York: Palgrave Macmillan. 
  • Hewlett, Sylvia Ann (1986). A Lesser Life: the Myth of Women's Liberation in America. First ed. New York: W. Morrow and Co. ISBN 0-688-04855-2
  • Lyndon, Neil (1992). No More Sex Wars: the Failures of Feminism. London: Mandarin, 1993, cop. 1992. ISBN 0-7493-1565-2
  • Orleck, Annelise (2015). Rethinking American Women's Activism. New York: Routledge, 2015.
  • Richard, Janet Radcliffe (1980). The Sceptical Feminist: a Philosophical Enquiry, in series, Pelican Books. Harmondsworth, Eng.: Penguin Books, 1982, cop. 1980. Without ISBN
  • Mathur, Piyush (1998). "The archigenderic territories: Mansfield park and a handful of dust". Women's Writing 5 (1): 71–81. doi:10.1080/09699089800200034. 
  • Mitchell, Brian (1998). Women in the Military: Flirting with Disaster. Washington, D.C.: Regnery Publishing. xvii, 390 p. 0-89526-376-9
  • Schroder, Iris; Schuler, Anja (2004). "'In Labor Alone is Happiness': Women's Work, Social Work, and Feminist Reform Endeavors in Wilhelmine Germany—A Transatlantic Perspective". Journal of Women's History 16: 127–47. doi:10.1353/jowh.2004.0036. 
  • Stansell, Christine (2010). The Feminist Promise: 1792 to the Present. ISBN 978-0-679-64314-2. 
  • Steichen, Donna (1991). Ungodly Rage: the Hidden Face of Catholic Feminism. San Francisco, Calif.: Ignatius Press. ISBN 0-89870-348-4
  • Stevens, Doris; O'Hare, Carol (1995). Jailed for Freedom: American Women Win the Vote. Troutdale, OR: NewSage Press. ISBN 0-939165-25-2. 
  • Wheeler, Marjorie W. (1995). One Woman, One Vote: Rediscovering the Woman Suffrage Movement. Troutdale, OR: NewSage Press. ISBN 0-939165-26-0. 
  • Interface volume 3 issue 2: Feminism, women's movements and women in movement. December 13, 2011. 

Eksterne henvisninger

Værktøjer

Multimedia og dokumenter