Ohio-klassen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ohio-klassen
USS Nebraska (739)

USS Nebraska (739)

Klasse oversigt
Type Undervandsbåd
Bruger(e) Flag of the United States.svg United States Navy
Værft Electric Boat Company (Connecticut)
Byggeperiode 19761997
Byggede enheder 18
Operative enheder 18 
Tekniske data
Deplacement 16.764 tons uddykket
18.750 tons neddykket
Længde 169,69 meter
Bredde 12,80 meter
Dybgang 11,10 meter
Testdybde 250 meter
Fremdrift 1× GE PWR S8G kernereaktor 60.000 hk
Hjælpemaskineri 1× Magnetek dieselgenerator 325 hk
Fart 12 knob uddykket
24 knob neddykket
Rækkevidde 20 års sejlads
Besætning 155 mand
Sensorpakke 1× BPS 15A navigationsradar
1× BQR-19 navigationssonar
1× BQQ-6 sonarsystem
1× BQS-13 aktiv sonar
1× TB-16 TASS
1× TB-23 TASS
1× WLR-8(V)5 ESM-system
Soft kill-udstyr 1× Emerson Electric Mk. 2 torpedovildledningssystem
Missiler SSBN:
24× Trident II D5 interkontinentale missiler med hver 12 MIRV W76 eller W88 (300-475kT) atomare sprænghoveder med 12.000 km rækkevidde
SSGN:
154× Tomahawk-krydsermissiler 
Torpedoer 4× torpedorør
Mk-48 torpedo 

Ohio-klassen er en klasse af atomdrevne ubåde udrustet med 24 interkontinentalt ballistisk missiler der hver især medbringer 12 atomsprænghoveder (MIRV)[1] så i alt 288 atomsprænghoveder kan medbringes. US Navy har 18 enheder af Ohio-klassen, hvoraf de fire er ombygget til at bære 154 konventionelle Tomahawk-krydsermissil i stedet for ballistiske missiler.

Bortset fra USS Henry M. Jackson (730) er Ohio-klassen navgivet efter amerikanske stater.

Operationalitet[redigér | redigér wikikode]

Ohio-klassen er navngivet efter det første skib i klassen, USS Ohio (726). De 14 enheder der bærer ballistiske missiler af typen Trident II D5 står for cirka halvtreds procent af USA's beholdning af strategiske atommissiler. Antallet af missiler ubådene medbringer varierer på hver patrulje, og er højt klassificeret, dog aldrig flere end der er bestemt af de begrænsninger der er sat ved de internationale aftaler om begrænsninger af strategiske atomvåben. Selvom missilerne ikke har noget fastsat mål når ubådene sejler ud på patrulje, er ubådene i stand til hurtigt at udpege mål overalt på den hemisfære ubåden befinder sig i. Ohio-klassen er den største ubåd der nogensinde er konstrueret til US Navy, og er den næststørste ubåd nogensinde konstrueret i verden, efter den russiske Typhoon-klasse (den nye russiske Borei-klasse har også et større deplacement neddykket, men ikke uddykket).

Ubåde af Ohio-klassen er designet med henblik på udvidede afskrækkelsespatruljer. Alle ubådene er berammet med to besætninger kaldet Blue og Gold, hvor hver besætning er om bord i hundrende dages intervaller. For at sikre mest muligt tid til søs er der placeret tre store luger der gør genforsyning mere effektivt. Klassens design tillader dem at operere i femten år i mellem ordinære værftsophold.a bådene er bygget til at være så stille ved 20 knobs hastighed som de skibe de afløste var ved en hastighed på 6 knob – dog er de nøjagtige informationer på dette område klassificerede.

SSBN/SSGN[redigér | redigér wikikode]

USS Ohio konverteres til SSGN

Efter den kolde krig, planlagde man at de første fire enheder i klassen skulle udfases i 2002. I stedet for udfasning blev, Ohio, Michigan, Florida, and Georgia i stedet ombygget til at fungere som platforme for krydsermissiler i stedet for interkontinentale missiler.

Fra 2002 frem til 2010, vil 22 af de 24 missilsiloer med en diameter på 2,2 meter, blive ombygget til hver at indeholde 7 Tomahawk-krydsermissiler. I denne konfiguration kan klassen maksimalt medbringe 154 krydsermissiler eller cirka hvad der medbringes af en normal amerikansk overfladestyrke. Skibene er også forberedt til at kunne medbringe nye generationer af overlydsmissiler, mellemdistance missiler, UAV'er, ekstra sensorer, efterretningsmoduler samt rekognosceringsudstyr.

Ubådene har også plads til opbevare udstyr til specialstyrker, så disse ikke behøver at medbringe deres egen. De sidste to missilsiloer er ombygget til dykkersluser. Til støtte for specialstyrkeoperationer, kan man installere Advanced SEAL Delivery Systemet eller Dry Deck Shelteret, og dermed vil man være i stand til at medbringe op til 66 specialstyrker. Ekstra kommunikationsudstyr gør de fire enheder i stand til at fungere som fremskudte og skjulte operationscentre.

Den 26. september 2002, skrev den amerikaske flåde kontrakt med Electric Boat company på 442.9 millioner dollars for at ombygge Ohio og Michigan. Prisen på ombygningen kom til at koste 700 millioner dollars på skib.

Næste generation[redigér | redigér wikikode]

Det amerikanske forsvarsministerium forudser et stadigt behov en atommissilbevæbnet ubådsflåde. De nuværende Ohio-klasse ubåde forventets at starte udfasning i 2029, hvilket betyder at en afløser skal være klar til den tid. Det er ligeledes forudset at erstatningen for ubådene kan komme til at koste op til 4 milliarder dollars på ubåd, i forhold til Ohio-klassens 2 milliarder dollars. US Navy forfølger to muligheder: Den første er en variant af Virginia-klassen og den anden er en ubåd bygget decideret som missilubåd, enten bygget som et helt nyt design, eller bygget over Ohio-klassen.

I samarbejde med Electric Boat og Newport News begyndte den amerikanske flåde i 2007 en undersøgelse af udgifterne til de nye ubåde. I december 2008 tildelte US Navy værftet Electric Boat en kontrakt om at producere missilmodulet på erstatningerne til Ohio-klassen til en værdi på op til 592 millioner dollars. Selom flåden endnu ikke har bekræftet at en erstatning til Ohio-klassen er på vej, bekræftede forsvarsminister Robert M. Gates at US Navy at sådan et program skal startes senest i 2010. I senest 2014 skal programmet gå ind i designfasen. Det forventes at hvis man vælger et nyt design til ubåden skal det være startet senest i 2016, hvis klassen skal stå klar til udfasningen af Ohio-klassen i 2029.

Ubåde i klassen[redigér | redigér wikikode]

Pennant Navn Kølen lagt Søsat Indgået Navngivet af Skæbne Kaldesignal
726 Ohio 10. april 1976 7. april 1979 11. november 1981 Annie Glenn I tjeneste, konverteret til SSGN NLAT
727 Michigan 4. april 1977 26. april 1980 11. september 1982 Lucien Nedzi I tjeneste, konverteret til SSGN AEVJ
728 Florida 4. juli 1976 14. november 1981 18. juni 1983 Jarcia M. Carlucci I tjeneste, konverteret til SSGN NFLO
729 Georgia 7. april 1979 6. november 1982 11. februar 1984 Sheila M. Watkins I tjeneste, konverteret til SSGN NPOG
730 Henry M. Jackson 19. januar 1981 15. oktober 1983 6. oktober 1984 Anna Marie Jackson I tjeneste NNRI
731 Alabama 14. oktober 1980 19. maj 1984 25. maj 1985 Barbara E. Dickinson I tjeneste NALA
732 Alaska 9. marts 1983 12. januar 1985 25. januar 1986 Catherine Stevens I tjeneste NALK
733 Nevada 8. august 1983 14. september 1985 16. august 1986 Carol Laxalt I tjeneste NVDA
734 Tennessee 9. juni 1986 13. december 1986 17. december 1988 Landess Kelso I tjeneste NTEN
735 Pennsylvania 10. januar 1984 23. april 1988 9. september 1989 Marilyn Garrett I tjeneste NPEN
736 West Virginia 24. oktober 1987 14. oktober 1989 20. october 1990 Erma Ora Byrd I tjeneste NWVA
737 Kentucky 18. december 1987 11. august 1990 13. juli 1991 Carolyn Hopkins I tjeneste NKTY
738 Maryland 22. april 1986 10. august 1991 13. juni 1992 Sarah C. Larson I tjeneste NNMD
739 Nebraska 6. juli 1987 15. august 1992 10. juli 1993 Patricia Hansell I tjeneste NEBR
740 Rhode Island 15. september 1988 17. juli 1993 9. juli 1994 Kati Machthley I tjeneste NSRI
741 Maine 3. juli 1990 16. juli 1994 29. juli 1995 Donna Cochran McLarty I tjeneste NVAC
742 Wyoming 8. august 1991 15. juli 1995 13. juli 1996 Monika B. Owens I tjeneste NWYG
743 Louisiana 23. oktober 1992 27. juli 1996 6. september 1997 Patricia O'Keefe I tjeneste -

Referencer, kilder og eksterne links[redigér | redigér wikikode]

  1. Multiple independently targetable reentry vehicles
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: