Oliemaleri
Oliemaleri er en maleteknik, der som bindemiddel for farverne i modsætning til tempera-, fresko-, akvarelmaleri etc. benytter olier, der tørrer ved luftens påvirkning. I øvrigt er oliemaleriets teknik højst forskelligartet og går under fortids og nutids eksperimenter umærkeligt over i andre fremgangsmåder.
Historie
[redigér | rediger kildetekst]Oliemaleriets tidligste historie ligger endnu til dels i mørke; i alt fald står der stærk meningskamp om dens karakter. Ved granskning af litterære hjælpekilder (gamle malerbøger, Theophilus Presbyter, Heraclius[1], Cennino Cennini etc.), farveeksperimenteren, indgående analyse af selve kunstværkerne lige til sprækkerne, der viser ind til farvelagene, og til blot undermalede og ufuldendte partier er man trængt langt ind mod forståelsen, men den afgørende kemiske analyse af oliens forekomst og anvendelse f.eks. i et van Eycksk eller Dürersk arbejde er man efter forholdets natur hidtil – dvs. begyndelsen af 1900-tallet – veget tilbage for. Striden har især stået om van Eyckerne som oliemaleriets opfindere i begyndelsen af 15. århundrede. Længe før deres tid har man anvendt oliefarver, ikke alene til bannere, bemaling af statuer og andet, men også i ret rigeligt mål i selve malerkunsten. Både historien (Vasari 1511-74) og den kunstneriske betragtning (farvernes glans, dybde, holdbarhed) viser imidlertid, at der med van Eyckerne er kommet et gennembrud i kunst og teknik, selv om altså grundsætningerne for denne teknik allerede i slutningen af 14. og begyndelsen af 15. århundrede for en stor del var udviklet af franske og tyske mestre.
- van Eyckerne
Efter nøje undersøgelser (E. Berger]) synes det ny i den van Eyckske kunst at bestå deri, at den, i tilslutning til tidligere praksis med hensyn til forgyldning med mere, ved emulsion (forbindelse af fede olier med æggeblomme eller gummi) har fået olier og oliefernisser, der vanskelig tørres, (gjort?) opløselige i vand og hurtigt tørrende; den er altså teknisk set en olietempera og forener oliemaleriets og temperabilledets fordele; den anvender æggehvide-temperaen til reflekterende dækfarve, oliefarven til transparent (gennemskinnende) farve.
Når kunsten da efterhånden har forladt og glemt denne teknik, skulle det efter Berger blandt andet ligge i, at den van Eyckske manér krævede stor tålmodighed og megen færdighed, at de ved emulsion blandede farver ikke holdt sig længe under arbejdet, at overgangen til lærred ikke var gunstig for den så omhyggeligt tilvejebragte hvide, tykke kridtgrund, der i høj grad havde bidraget til farvernes lysen og transparens, at man under tidens hurtigmalen straks grunderede med olie, og at man, for at få olierne til at tørre hurtigst muligt, benyttede sikkativer, der dog ikke sjældent skadede billedernes holdbarhed.
Naturligvis fandt det ny oliemaleri hurtigst udbredelse i Nederlandene, derfra til Frankrig og Tyskland; medens Dürer malede sine billeder på lærred i tempera, fuldførte han malerierne på træ i olie på undergrundens tykke hvide kridtlag. Med Justus van Gent kom den ny teknik til Italien; i Venedig var Antonello da Messina dens foregangsmand. Giovanni Bellini malede snart i tempera, snart i olie. Overhovedet holdt temperateknikken sig længe hernede; Rafael undermalede i begyndelsen i tempera og blev først i den seneste tid helt og holdent oliemaler. Tizian gav den fri olieteknik et mægtigt stød fremad.
- Teknik
De olier, oliemaleriet bruger, er især tørrende olier som lin-, nødde-, hampeolie og lignende. Farverne, vegetabilske eller mineralske, kan være dækkende eller gennemskinnende (lasur-)farver. Terpentin, tørrende fernis, retoucherfernis etc. er vigtige hjælpemidler til fortynding af farverne. Medens malerne tidligere selv tilberedte, rev, deres farver, leveres de nu fuldfærdige i tuber. Der bruges palet (tidligere ofte firkantet, nu oval), hvorpå farverne sættes op, malestok til understøtning af hånden for at give den fornødne sikkerhed, staffeli, fine (mår) og grove pensler etc.
Især tidligere maledes der meget på træ, poppel i Italien, eg og lind i Nederlandene, Tyskland og Frankrig, desuden males der blandt andet på kobber, med lim gennemtrukket kartonpapir og malerlærred; dette, der spændes på en blændramme (hvori kiler til at spænde lærredsfladen ganske jævn), er gerne grunderet (kridt, lim eller gips) før påspændingen. Til tider kan der males alla prima (ɔ: 'i første omgang', uden undermaling), således som det for eksempel blev skik i 18. århundrede. Men som regel spiller denne en væsentlig rolle. I begyndelsen grunderedes især i hvidt (kridt, gips etc.); efterhånden blev kridtlaget tyndere og tyndere; der benyttedes også som undermaling røde jordfarver (bolus), således almindeligt i 17. og 18. århundrede i Frankrig; Tizian synes fortrinsvis at have brugt grå undermaling.
Mens oliemaleriet blandt sine mange fordele har den tekniske lethed – farverne blandes let; man kan male vådt i vådt, med stor virkning overmales med gennemskinnelige farver, gives dybde i skyggen, uden at det sker på den gamle, møjsommelige stregmanér – og farvernes glans, fylde og materielle anskuelighed, kan som ulemper anføres farvernes utilbøjelighed til tørring (derfor kunstig tørring, sikkativer). Farvelagenes forskellige størkningsgrad medfører let en forrykning i farvernes styrkeforhold og kan forårsage sprækker; farverne kan slå ind (herimod benyttes en med rektificeret[2] spiritus fortyndet fernis), slå igennem (eks.: ultramarinsygen, hvis karakter og lægemiddel von Pettenkofer har påvist[3], eftermørkne etc.
Malerirestaureringen, der i tidens løb har haft så mange synder på sin samvittighed, har særlig i den senere tid ofte smukke resultater at opvise; foruden det alt foran antydede kan således nævnes billeders overføring på frisk lærred.
- Litteratur anvendt af Holck i Salmonsen:
- Ludwig: Über die Grundsätze der Ölmalerei, 1876
- Jänicke: Handbuch der Ölmalerei
- Eastlake: Materials for a history of oil-painting, 2 bind, London 1847—69
- Ernst Berger: Beiträge zur Entwicklungsgeschichte der Maltechnik, 3 bind, München 1897
- Frimmel: Gemäldekunde, 1894
- Vibert: Om Maleriets Teknik, København 1892
- G. Kallstenius: Handbok i oljemålning, Stochholm 1915.
Kilde
[redigér | rediger kildetekst]- "Oliemaleri", bind 18, side 462 i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1924) af kunsthistoriker Axel Holck
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- The Artist's Handbook of Materials and Techniques, omtale af en senere udgivelse om emnet
- Opslag i Den Store Danske, DSD
- Noter
- ^ Formentlig Heraclius' De Coloribus Et Artibus Romanorum – Se evt. "De Coloribus Et Artibus Romanorum" (engelsk) og Heraclio (escritor) (spansk)
- ^ "rektificeret spiritus" : se rektifikation på Wiktionary : "gentagen destillation af en blanding af to væsker med tætliggende kogepunkter, f.eks. vand og ethanol"
- ^ von Pettenkofer: Formodentlig Max Joseph von Pettenkofer, 1818-1901, kemiker)
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |