Oppositionen i Nazityskland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Broom icon.svgOprydning
Denne artikel trænger til en oprydning for at opnå en højere standard. Du kan hjælpe Wikipedia med at forbedre den.
Afsnit mangler kildehenvisning og omskrivning fra f.eks. "Han fjumrede i det" og "ørkenræven"
Mindeplade til ære for modstands medlemmer, og krans på Bendlerblock, Berlin.

Den tyske opposition i Nazityskland var en opposition, der bestod af forskellige individuelle mennesker og grupper, i Tyskland under nationalsocialismens regime fra årene 1933 til 1945. Nogle af dem tog del i aktive planer om at fjerne Adolf Hitler fra magten og nedlægge hans regime. Deres planer kulminerede efter det fejlede forsøg på at myrde Hitler, 20. juli 1944.

Udtrykket tysk opposition skal ikke forstås som om der var en fælles modstandsbevægelse i Tyskland på noget tidspunkt under nazitiden, tilsvarende til de mere koordinerede (for eksempel) Den polske undergrunds stat, den Franske modstandsbevægelse og den Italienske modstandsbevægelse. Den tyske modstandsbevægelse bestod af små og ofte isolerede grupper. Det var umuligt for dem at stabilisere en politisk opposition, og deres eneste rigtige mål var at overbevise ledere i Wehrmacht til at iscenesætte et kup mod regimet: Mordforsøget i 1944 var planlagt til at skulle starte netop et sådant kup.

Mellem 1933 til 1945 havde mere end 3,5 millioner tyskere været i koncentrationslejre af politiske grunde,[1][2][3] og omkring 77.000 tyskere var dræbt pga. en eller anden form for modstand af Sondergerichte (Retten for specielle sager), krigsretten og det civile retfærdighedssystem. Mange af tyskerne havde arbejdet inden for systemet, militæret eller i civile positioner, der gjorde det muligt for dem at være en del af undergravende virksomheder og konspirationer. [4]

Den civile opposition[redigér | rediger kildetekst]

Sophie Scholl og broderen Hans Scholl var medlem af den tyske modstandsgruppe Weiße Rose. De var de første der var mod Adolf Hitler, og det kostede dem livet.[kilde mangler]

Den militære opposition[redigér | rediger kildetekst]

Blandt Hitlers egne rækker opstod der stor modstand. Mange generaler var imod Hitlers krigslyst, men Hitler forstod imidlertid at spille SA, SS og Gestapo ud mod hinanden, så han fik sin vilje. Ingen turde sige ham imod, det kunne koste dem livet. Claus von Stauffenberg fik muligheden for at dræbe Hitler og hans nærmeste i Ulveskansen. Han fjumrede i det, og kun den ene bombe blev aktiveret, selvom han havde 2 bomber med sig. Den anden bombe skulle blot være tilstede, så sprang den nok også. Hitler blev rasende og mange blev henrettet. Det kostede også ørkenræven Erwin Rommel livet, der for at beskytte sin familie begik selvmord. Han blev begravet som faldet i krigen under store hædersbevisninger.

Fodnoter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Henry Maitles NEVER AGAIN!: A review of David Goldhagen, Hitlers Willing Executioners: Ordinary Germans and the Holocaust", further referenced to G Almond, "The German Resistance Movement", Current History 10 (1946), pp409–527.
  2. ^ David Clay, "Contending with Hitler: Varieties of German Resistance in the Third Reich", p.122 (1994) ISBN 0-521-41459-8
  3. ^ Otis C. Mitchell, "Hitler's Nazi state: the years of dictatorial rule, 1934-1945" (1988), p.217
  4. ^ Peter Hoffmann "The History of the German Resistance, 1933–1945"p.xiii

Se også[redigér | rediger kildetekst]