Erwin Rommel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Erwin Johannes Eugen Rommel
15. november 1891 - 14. oktober 1944 (blev 52 år)
Rommel with his aides.jpg
Erwin Rommel med hjælpere i Nordafrika, 1942
Kaldenavn(e) "Wüstenfuchs" ("Ørkenræven")
Født 15. november 1891
Kongeriget Württemberg Heidenheim, Kongeriet Württemberg i det tyske kejserrige
Død 14. oktober 1944 (52 år)
Tyskland Herrlingen, Nazi-Tyskland
Begravet ved Herrlingen
Troskab Tyske Kejserrige Tyske kejserrige (til 1918)
Tyskland Tyskland Weimarrepublikken (til 1933)
Tyskland Nazi-Tyskland
Tjenestetid 19111944
Rang Generalfeltmarskal
Enhed XIII (Kongelige Württemberg) Korps
Chef for 7.Panzer-Division
Afrika Korps
Panzer Armee Afrika
Armégruppe B
Militære slag og krige

1. verdenskrig

2. verdenskrig

Udmærkelser

Pour le Mérite
Ritterkreuz des Eisernen Kreuzes mit Eichenlaub (Jernkorsets ridderkors med egeløv)

Militær Meritkors (Østrig-Ungran)
Ægtefælle Lucia Maria Rommel
Senere arbejde Hans søn Manfred Rommel blev i 1974 borgermester i Stuttgart.
Underskrift Erwin Rommel Signature.svg

Erwin Johannes Eugen Rommel (15. november 189114. oktober 1944) var en af de mest berømte tyske generaler (senere feltmarskal) i anden verdenskrig.

Karriere[redigér | redigér wikikode]

Rommel indledte sin militære karriere som kadet i 1910 og udmærkede sig i første verdenskrig. Han avancerede til general kort før den tyske invasion af Polen i 1939 og medvirkede i og udmærkede sig under slaget om Frankrig i 1940. Rommel havde stor forståelse for den revolutionerende rolle, som panserstyrkerne fra nu af kom til at spille.

"Ørkenræven" i køretøjet Greif, Nordafrika.

Rommel er også kaldet "The Desert Fox" (ørkenræven) pga. sin indsats i Nordafrika, hvor han var øverste leder af Afrikakorpset fra 1941 til 1943. Han udnyttede bevægelseskrigen til det yderste og indtog mod al forventning Tobruk og pressede fronten til el-Alamein, omkring 100 km fra Cairo. Her blev han imidlertid slået godt og grundigt af Montgomery, og grundet dårlige forsyningslinjer valgte Rommel at trække tropperne helt tilbage til Tunesien stik mod Hitlers ordrer. Han blev syg og tog tilbage til Tyskland, men vendte tilbage til fronten efter en kortere rekreation. Snart blev han dog kaldt tilbage til Tyskland og dermed tvunget til at forlade "den synkende skude."

I november 1943 fik Rommel direkte ordre af Hitler til at vurdere Atlantvoldens forsvarsstillinger og planlægge modangreb, hvis de allierede gik i land. Han var i Danmark i 13 dage, hvor han blandt andet besøgte kanonstillingerne i Hanstholm (se: Museumscenter Hanstholm). Han blev chef for forsvaret af den franske kanalkyst.

Afslutningen[redigér | redigér wikikode]

4. juni 1944 forlod Rommel sit hovedkvarter i La Roche-Gryon på den franske kanalkyst. Han skulle til Hitler for at diskutere strategi. Føreren sad i Ørnereden i Berchtesgaden og afventede det uundgåelige. På vejen skulle Rommel lige se ind til sin kone Lucie, der fyldte 50 år 6. juni. Han havde et par pæne grå damesko med til hende. Sønnen Manfred Rommel var 15 år. "Jeg husker det, som om det var i går," sagde han 50 år senere. "Mor fik de grå sko grytidligt 6. juni - så ringede telefonen." Invasionen var i fuld gang. Rommel havde talt med marinens meteorologer, inden han turde at forlade sit hovedkvarter, og de havde forsikret, at det dårlige vejr gjorde en invasion de nærmeste dage til en umulighed. Men kl. 7 om morgenen ringede generalmajor Hans Speidel. Rommel forstod, da han hørte om invasionen, at krigen var tabt. Ifølge sin søn så han for sig muligheden af at vinde selve invasionsslaget og få en fredsaftale i stand, som man kunne leve med. D-dagen tilbragte han kørende den lange vej tilbage til Frankrig, mens han gentog: "Så dumt af mig, så dumt af mig." 6. juli sendte han Hitler beskeden: "Slaget er tabt. Tag konsekvenserne." Hitler svarede vredt: "Pas De Deres front." Så kom 20. juli-attentatet. Sønnen fortalte, at Rommel flere gange var i kontakt med kupmagerne, og planlagde at overgive sig med sine mænd straks de allierede gennembrød forsvaret. Han ville prøve at få de vestallierede længst mulig mod øst, inden de mødte russerne, for dem frygtede han. Sønnen var indkaldt til flyvåbenet, og bad sin far om lov til at melde sig til SS, men det fik den 15-årige ikke lov til. [1]

Fra Rommels begravelse.

17. juli blev Rommel alvorlig skadet, da hans bil blev truffet af kugler fra britiske fly, og stødte ind i et træ. Efter en måned på sygehus kom han hjem til sin kone i Herrlingen udenfor Ulm. Ironisk nok var seks allierede agenter sluppet ned i La Roche-Gryon for at finde og dræbe Rommel. Imidlertid lå han da på sygehus efter bilulykken. [2] I oktober kom sønnen hjem på nogle dages orlov. Hitler havde i mellemtiden læst tilståelsen fra en af de hårdt torturerede kupmagere, der kompromitterede Rommel. Hitler besluttede, at hans yndlingsgeneral skulle dø. Som Wilhelm Keitel udtrykte det, ville det blive en enorm skandale, hvis selv mest afholdte af generalerne, Rommel, også måttes trækkes for folkedomstolen. Rommel fik i stedet valget mellem enten at blive stillet for retten og dømt for forræderi, eller begå selvmord. Valgte han det sidste, ville han få statsbegravelse med fuld militær honnør, og der ville ikke ske hans familie noget. Om formiddagen 14. oktober kom to generaler fra Hitlers hovedkvarter kørende op foran familien Rommels hjem. Huset blev omringet af SS, forstærket med fire panserbiler. Rommel skulle slippe ydmygelsen ved at henrettes ved skydning. I stedet kunne han tage sit liv med cyanid (som Himmler og Göring senere gjorde), og kone og søn slippe for vanære. Han tog farvel med sin søn på sit kontor. "Jeg har fortalt din mor, at jeg er død om et kvarter...I vil få en telefon fra sygehuset i Ulm om, at jeg har haft et hjerneslag i bilen på vej til et møde. Da er jeg død." Så gav han sønnen husnøgler og penge, trak Afrikakorpsets læderjakke på, grep marskalstaven og gik ud i bilen til de to generaler, der havde cyanidkapslen med. [3]

Rommel er gravlagt i Herrlingen. [4] Han efterlod sig en datter, Gertrud, som han fik med Walburga Stemmer før sit ægteskab med Lucie. [5] Da Rommels ægteskab med Lucie forblev barnløst i tolv år, inden Manfred blev født, havde Walburga håbet, han til sidst ville vende tilbage til hende. Hun tog sit liv to måneder før Lucies nedkomst. Rommel og hans kone tog sig derefter af Gertrud, og det var hende, der tog telefonen, da Hitler ringede for at kommandere hendes far tilbage til Afrika. [6]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Jon Magnus: "Jeg er død om et kvarter", VG, 8. maj 1994
  2. ^ https://historycollection.co/7-audacious-sas-operations-world-war-2/3/
  3. ^ Jon Magnus: "Jeg er død om et kvarter", VG 8. maj 1994
  4. ^ https://www.tracesofwar.com/sights/26038/Grave-Erwin-Rommel.htm
  5. ^ https://www.reuters.com/article/germany-rommel-idAFL6E8EM6BW20120322
  6. ^ https://ww2gravestone.com/people/rommel-erwin/

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

MilitærStub
Denne militærrelaterede biografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi