Repræsentativt demokrati

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Parlamentssalen for de folkevalgtes samling - her i Bern – er vel det nærmeste, man kan komme et symbol for det repræsentative demokrati

Ved repræsentativt demokrati forstås en ordning, hvor borgerne vælger et mindre antal folk (politikere) til at repræsentere sig, og disse repræsentanter tager så beslutningerne på borgernes vegne.

Fremgangsmåden ved udvælgelsen af disse repræsentanter og den måde, de udøver deres virke på, kan være forskellig fra land til land:

  1. i nogle lande har man et-kammer-parlamenter, i andre to-kammer-parlamenter;
  2. i nogle lande vælges kandidater ved simpel flertal i enkeltmandskredse, i andre er der flere repræsentanter pr. valgkreds og dermed større sikkerhed for, at mindretal også får en repræsentativitet, der nogenlunde modsvarer deres andel af stemmerne;
  3. spærregrænsen (mindsteandelen af stemmer for at blive repræsenteret) er uens fra land til land.

Kendetegnende er, at udvælgelsesmåden stort set altid hviler på tilstedeværelsen af "partier", det vil sige forsamlinger, der i de væsentligste spørgsmål deler synsmåde, og hvor man derfor kan være nogenlunde sikker på, at den kandidat (eller det parti), man stemmer på, også vil tilkendegive denne synsmåde, når spørgsmålene skal drøftes og afgøres.

Svagheder[redigér | redigér wikikode]

Det er indlysende, at denne form for "demokrati" er en nødløsning, idet der ikke er nogen sikkerhed for, at de af folket valgte repræsentanter også i alle henseender afspejler folkeviljen. Antallet og arten af de beslutninger, suveræniteten i et samfund skal træffe, er mange og sammensatte, og det er derfor ikke sikkert, at de folkevalgte repræsentanter i ethvert spørgsmål fuldt ud afspejler den samlede befolknings indstilling. For i nogen grad at råde bod herpå kan der for et givet emne foretages meningsmålinger for derved at give de folkevalgte indtryk af befolkningens stemning. Da de valgte politikere ikke kan forventes at være helt upåvirkede af folkestemningen, forventes det, at de i deres beslutninger vil tage hensyn til den stemning, der afspejler sig i sådanne meningsmålinger.

En anden fare består naturligvis deri, at de folkevalgte bruger deres midlertidigt tildelte magt til at træffe beslutninger til egen fordel uden hensyn til den offentlige mening. Noget sådant kan finde sted, hvis de folkevalgte i et bestemt spørgsmål indbyrdes er eller kan blive enige uanset, at folkeviljen er en anden. Derved kan de folkevalgte træffe beslutninger, der i deres karakter kan bidrage til at undergrave tilliden til de repræsentative folkestyre. Dette gælder særligt og mest alvorligt for emner, hvor grundloven ellers har forudset muligheden for en folkeafstemning, men hvor de folkevalgte kan finde så bred enighed, at denne undgås. Hvis der i sådanne tilfælde, hvor folkestemningen kan formodes at være en anden end blandt de da udpegede repræsentanter, ikke afholdes en afklarende folkeafstemning, kan folkerepræsentanterne komme under anklage for magtmisbrug, "flertalsdiktatur" eller "demokratisk diktatur".

I ældre tid (for Danmarks vedkommende indtil omkring 1964) var der en forholdsvis klar sammenhæng mellem de politiske partier og de samfundsgrupper, de repræsenterede. Partierne havde derfor en forholdsvis stor andel af "kernevælgere", det vil sige vælgere som stemte på samme parti fra valg til valg. Siden midten af 1960-erne er andelen af vælgere, der skifter parti fra valg til valg (engelsk: floating voter) voksende, hvilket afspejler en situation, hvor det enten er de enkelte partiers kandidater eller er deres politik i en aktuel sag (der i visse tilfælde kan være årsagen til et valgs udskrivelse), der er udslagsgivende for vælgernes valg. Dette indebærer, at de enkelte partier kan opleve forholdsvis store udsving fra valg til valg, og det afspejler en situation, hvor partiernes evne til at afspejle befolkningens holdninger er voldsomt svækket.

Nye partier[redigér | redigér wikikode]

Der er gennem tiden oprettet stribevis af nye, undertiden kortvarige, partidannelser, hvilket på den ene side afspejler de "gamle" partiers manglende evne til at afspejle befolkningens holdninger, på den anden det repræsentative demokratis forsøg på (evne til) at tilpasse ændrede holdninger i befolkningen. Som eksempler på sådanne partier kan nævnes:

Nogle af disse partier har vist sig levedygtige også i længden, andre ikke.

Voksende afstand mellem folket og dets repræsentanter[redigér | redigér wikikode]

Siden 1970 har samfundsudviklingen i mange vesteuropæiske lande vist, at samtidens politikere har valgt at fremme en mere heterogen og dermed mere splittet tilstand i deres lande. Denne politik kan opfattes som et forsøg på fra de folkevalgte repræsentanters side at tilrane sig mere magt på bekostning af de menige borgeres indflydelse. Når samfundet bliver mindre homogent i sin sammensætning, bliver det lettere at argumentere sine beslutninger med hensynet til særlige grupper eller med, at der ikke findes tilstrækkelig enighed i befolkningen til at træffe en bestemt beslutning, hvorfor de folkevalgte har måttet vælge den beslutning, de selv fandt bedst i den givne situation. En sådan linje vil imidlertid uundgåeligt føre til modsætninger mellem befolkningen og de folkevalgte repræsentanter, enten i form af dannelser af nye politiske partier eller folkebevægelser[1] eller ved, at befolkningen hvis og når den gives mulighed for ved folkeafstemning at tilkendegive sit standpunkt i en omtvistelig sag demonstrativt stemmer anderledes, end de folkevalgte repræsentanter havde henstillet[2]. Som eksempel på dette sidste kan nævnes den schweiziske folkeafstemning om forbud mod minareter i december 2009. Det er påfaldende, at den politiske reaktion fra de folkevalgte ikke var at ændre opfattelse og erkende, at de i det pågældende spørgsmål ikke var i overensstemmelse med befolkningsflertallet, men i stedet at tage skridt til at forhindre befolkningen i at give sin mening til kende ved folkeafstemninger ved simpelthen at forhindre disse[3]. Det er ligeledes påfaldende, at det netop er i spørgsmål om sikringen af samfundsmæssig homogenitet, at befolkningen og de folkevalgte repræsentanter har uens opfattelse.

Allerede ved indførelsen af det repræsentative demokrati var man klar over problemet og fik indført den bestemmelse, at ingen folkevalgt repræsentant skulle kunne bindes ved nogen forskrift fra vælgerne. Det virker umiddelbart som det eneste mulige, men stiller ordningen over for den kendsgerning, at hvis ikke de folkevalgte rent faktisk repræsenterer vælgerne, så er selve forudsætningen for hele systemet bortfaldet.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Folkebevægelsen mod EF (senere Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen), Organisationen til oplysning om atomkraft (OOA), Sammenslutningen mod motorvej B5 og Dansk Folkeparti kan alle ses som udslag af en folkelig reaktion på manglende forståelse hos de etablerede politiske partier
  2. for Danmarks vedkommende kan Jordlovsafstemningen i 1960 ses som det første eksempel herpå. Senere fulgte folkeafstemningen om Maastrict-aftalen i 1992. Arkitekten Arne Gaardmand gav afstemningsresultatet denne kommentar: "Det er umuligt at sige, hvad det knebne nej-flertal kommer til at betyde politisk og planlægningsmæssigt. Men resultatet var under alle omstændigheder en alvorlig advarsel om, at der er dybe kløfter mellem politikerne og befolkning om internationaliseringens karakter og rækkevidde og om de former, samarbejdet bør have" (Gaardmand, s. 288). Et tredie eksempel er afstemningen om EURO-en i 2000 Setidsskrift.dk: Afstemningen om den fælles mønt social baggrund og holdningerMogens Storgaard Jakobsen, Regin Reinert m.fl., Politica 2001, side 66-88 ]
  3. "Folkeafstemninger står for skud i Schweiz" og "Det schweiziske konsensus-demokrati har problemer", Kristeligt Dagblad den 22. december 2009. Som et andet eksempel kan nævnes forslaget til ny EU-forfatning, der i 2005 blev forkastet ved to folkeafstemninger i henholdsvis Frankrig og Holland. Forfatningsudkastet blev (marginalt) ændret, men hverken vælgerne i Frankrig eller i Holland eller i nogen af de øvrige EU-lande (fraset Irland) fik lov til at stemme om det reviderede traktatforslag youtube: Europe – END OF NATIONS – Jens Peter Bonde

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]