Påskekrisen (1920)

For den danske politiske og sikkerhedspolitiske krise under begyndelsen til den kolde krig, se Påskekrisen (1948)

Arbejderbevægelsens største dagblad, Social-Demokraten, havde de helt store typer i brug, da kongens handling blev kendt.

Armene overkors.Tegneren Alfred Schmidt illustrerede regeringen Zahles vægring mod at fungere i en overgangsperiode på denne måde.

Påskekrisen var en alvorlig parlamentarisk krise, der opstod i Danmark mellem 29. marts 1920 og 4. april 1920, da Kong Christian 10. imod Folketingets flertal afskedigede Ministeriet Zahle II i håb om at udløse et folketingsvalg, der kunne give flertal for at indlemme Flensborg i Danmark.

Krisen udløstes af en konflikt i Folketinget om grænsedragningen mod Tyskland efter 1. Verdenskrig. Medvirkende til krisens omfang var også en generel utilfredshed med regeringen C.Th. Zahle, specielt indenrigsminister Ove Rodes reguleringspolitik, Venstres frygt for, at en ny valglov med forholdstalsvalg over hele landet ville mindske dets repræsentation i Folketinget, strandede overenskomstforhandlinger på arbejdsmarkedet, der havde ført til omfattende lockoutvarsler, og Christian 10.s manglende politiske tæft.

Folketinget ønskede grænsen afgjort efter nationalitetsprincippet, men Flensborgbevægelsen arbejdede for at få mindst Flensborg med til Danmark. Efter afstemningen i 2. zone den 14. marts, som gav et overvældende tysk flertal, overbeviste bevægelsen først Det Konservative Folkeparti og siden Venstre om at fravige princippet. Regeringen havde den 27. marts et spinkelt og usikkert flertal, og nationalistiske kredse arbejdede for at få Zahle fjernet. Planen blev fremmet af den tidligere efterretningschef Erik With i samspil med Venstres J.C. Christensen. Med støtte herfra kunne kongen udpege sin advokat Otto Liebe som statsminister for et forretningsministerium. Den 27. marts vedtog Venstres folketingsgruppe at kræve valg med den begrundelse, at regeringen ikke længere havde flertal. Zahle blev indkaldt til Amalienborg; han og Christian 10. skændtes, og Zahle blev afskediget. Danmark stod derefter i 27½ time uden regering, før Liebe blev udnævnt den 30. marts. Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet reagerede voldsomt; generalstrejke blev bragt på bane, og Social-Demokraten erklærede statskup. Zahle krævede Rigsdagen indkaldt for at give Liebe et mistillidsvotum, men Folketingets formand N. Pedersen-Nyskov kunne efter datidens regler forhindre dette, og det gjorde han. Situationens alvor gik tilsyneladende først op for kongen og H.N. Andersen, da Liebe fortalte, at han havde sikret sig J.C. Christensens støtte til om nødvendigt at indsætte hæren.

Løsningen kom fra Københavns Borgerrepræsentation, der samlet henvendte sig til kongen. Under demonstrationer på slotspladsen forhandlede Th. Stauning og Elna Munch med kongen, som indbød partierne til forhandling. Påskemorgen den 5. april kl. 4.10 blev Liebe forhandlet bort og afløst af et upolitisk ministerium under overformynder M.P. Friis, der skulle gennemføre en ny valglov og udskrive valg.

Krisen anses som den alvorligste krise for det politiske system siden indførelsen af parlamentarismen som statsskik ved systemskiftet 1901. Den altovervejende konsekvens ved konflikten blev befæstelsen af den danske kongemagts tilbagetrukkede politisk rolle i monarkiet.

Baggrund: Spørgsmålet om Sønderjyllands fremtid

Umiddelbart efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig krævede de danske sønderjyder på Aabenraa-mødet d. 17. november 1918 at få gennemført en folkeafstemning i landsdelen, for at opnå genforening med Danmark. Dette ønske fremførte de dansksindedes medlem af den tyske rigsdag, H.P. Hanssen i rigsdagen, hvor kravet fandt opbakning særligt fra det tyske socialdemokrati, SPD. Der blev samtidigt rettet en henvendelse til den danske regering om at få spørgsmålet taget op på den kommende fredskongres, med henvisning til princippet om folkenes selvbestemmelsesret, som den amerikanske præsident Wilson havde medtaget i sine 14 punkter for en kommende fredsslutning. Ønsket om genforening fandt dermed støtte fra særligt fransk og amerikansk side, den franske præsident Clemenceau ønskede dog spørgsmålet afgjort uden folkeafstemning, men den danske regering fastholdt at der skulle afholdes en folkeafstemning, hvilket også var Wilsons ønske.

Den radikale regering ønskede ikke, at områder, hvor tyskere var i flertal, skulle indlemmes i Danmark, idet den frygtede, at det danske grænsekrav mod Tyskland ville blive erstattet af et tysk grænsekrav mod Danmark. Derfor blev det besluttet, at foranstalte folkeafstemninger i Sønderjylland om regionens fremtidige nationale tilhørsforhold. Den danske regering erklærede at ville respektere en fremtidig afstemnings udfald og denne holdning blev støttet af alle Rigsdagens partier på et møde 23. oktober 1918. Erklæringen blev dermed afgivet mens Tyskland stadig var krigsførende, idet våbenstilstanden først skete 11. november 1918.

Efterfølgende gik den radikale regering og dens socialdemokratiske støtteparti med til, at de tusindvis af tyske bosættere, der siden 1864 var blevet bosat i Sønderjylland for at mindske det danske flertal, skulle have lov til at deltage i og påvirke folkeafstemningerne. Ligeledes godkendtes at disse også ville opnå stemmeret selvom de efterfølgende var fraflyttet landsdelen. Dette fandt både Venstre og Det Konservative Folkeparti for vidtgående, og mellem 1918 og 1920 skiftede de to partier standpunkt, og krævede at Flensborg skulle indlemmes i Danmark, både pga. byens betydning som handelscentrum primært for Nordslesvig, og fordi byen havde haft dansk flertal da den blev afstået til Preussen. Her henviste de to partier til byens stemmeafgivning ved valgene til den preussiske Rigsdag i 1867. Selve folkeafstemningen var af mange forventet afholdt i 1919, men fandt først sted i foråret 1920. Det stod dog tidligt i processen klart, at afstemningen ville komme til at ske ved at hele 1. zone (det senere Sønderjyllands Amt) ville komme til at stemme "en bloc", dvs. som en enhed, og der var bred forventning om at valgresultatet i 1. zone ville vise flertal for genforening med Danmark. I 2. zone ønskede regeringen derimod at der skulle stemmes pr. sogn eller købstad, og at hvert lokalsamfund dermed selv skulle afgøre områdets tilhørsforhold. Forslag om en sydligere 3. zone blev opgivet tidligt i forløbet.

Den 10. februar 1920 stemte et overvældende flertal i Sønderjyllands nordlige del, 1. zone, for tilhørsforhold til Danmark (75% for genforening med Danmark mod 25% for at forblive del af Tyskland), mens alle valgdistrikter i 2. zone – inklusive Flensborg – ved dennes afstemning d. 14. marts 1920 stemte for fortsat tilhørsforhold til Tyskland. Det samlede resultatet for 2. zone var ca. 80% tyske og 20% danske stemmer, i Flensborg, Ladelund, Medelby og Hanved samt på den vestlige del af Før var den danske stemmeandel dog mindst 25%. Venstre og Konservative betragtede afstemningsresultatet som udtryk for en kombination af Zahle-regeringens manglende opbakning til danskerne i Flensborg og mange års tysk undertrykkelse af danskere i området, hvilket havde medført udvandring og mange udvisninger af dansksindede.

Derfor ønskede Venstre og Konservative, at 2. zone i første omgang skulle være en neutral, international zone under kontrol af allierede styrker for så senere igen at stemme om det nationale tilhørsforhold, i håb om at stemningen i mellemtiden ville være vendt til fordel for Danmark.

Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet afviste denne model. De havde sammen et flertal på 72 af Folketingets 140 pladser og flertal 71-69 for deres kurs i sønderjyllandsspørgsmålet. Et hurtigt valg ville derfor måske kunne rykke ved Folketingets flertal, da de fleste formodede, at befolkningen ville støtte op om kravet om at få Flensborg tilbage.

Det var ekstra vigtigt at få et hurtigt valg, da Zahle ønskede at gennemføre en ny valglov i tilknytning til den nye grundlov, der blev vedtaget i 1915. Den nye valglov ville reducere antallet af jyske mandater til fordel for styrket proportionalitet i valgsystemet og dermed svække Venstre.

Krisen udløses

En række fremtrædende danske erhvervsfolk med bl.a. ØK's H.N. Andersen, skibsreder A.P. Møller og brygger Vagn Jacobsen i spidsen lagde pres på Kong Christian X for at få ham til at gribe ind for at få et nyvalg. Foreløbig holdt kongen dog stand, tæt manuduceret af kabinetssekretær Antonius Krieger, der fornemmede, hvad den tidligere efterretningschef Erik With i samspil med Venstres J.C. Christensen arbejdede på. With havde skaffet opbakning til, at kongen kunne udnævne sin advokat Otto Liebe som statsminister for et forretningsministerium; Liebe accepterede planen under forudsætning af ikke selv at skulle medvirke til den politisk snavsede arbejde med at fjerne Zahle.

Den 27. marts kl. 16, en halv time efter, at Folketinget var sendt på påskeferie, vedtog Venstres folketingsgruppe at kræve valg med den begrundelse, at regeringen ikke længere kunne mønstre et flertal. Da Folketinget var hjemsendt, kunne påstanden ikke afprøves ved afstemning, men den blev alligevel udgangspunkt for kongens næste skridt. Zahle blev indkaldt til Amalienborg, mens den konservative partiformand Emil Piper og H.N. Andersen søgte at presse L.V. Birck, hvis stillingtagen var nødvendig for, at Venstres flertalsargument kunne stå.

Kongen bad Zahle om at udskrive valg, men det ville han under ingen omstændigheder, før den nye valglov var vedtaget. Da kongen bad ham om at træde tilbage, nægtede statsministeren med henvisning til parlamentarismen – der var intet folketingsflertal imod regeringen.

Zahle bemærkede angiveligt, at kongen jo bare kunne afskedige ham, hvilket kongen gjorde på stedet, på trods af Zahles advarsler om rækkevidden af kongens beslutning.

Zahle orienterede de øvrige partier om sin afskedigelse. Social-Demokraten udkom med en ekstra udgave med overskriften "Kongen begaar Statskup", og redaktør Frederik Borgbjerg tordnede gennem hele krisen mod kongen.

Generalstrejke erklæres

Otto Liebe blev udnævnt til statsminister den 30. marts 1920 og fratrådte få dage senere den 5. april 1920.

Efter sammenstødet på Amalienborg, hvor Zahle blev afskediget og forlod slottet uden at fungere videre, til en ny regeringschef var fundet, stod Danmark i 27½ time uden regering. Den 30. marts udnævnte Christian 10. Otto Liebe til statsminister og bad ham danne et forretningsministerium, Ministeriet Otto Liebe.

Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet reagerede voldsomt. Socialdemokratiet og De samvirkende Fagforbund vedtog på en hasteindkaldt ekstraordinær kongres en fælles resolution, som senere samme dag blev overrakt kongen, med krav om at regeringen Zahle blev genindsat senest næste morgens. I modsat fald ville der blive varslet generalstrejke i hele landet. Socialdemokraterne tog samtidig, indirekte presset af tidens syndikalistiske bevægelser, for første gang ordet generalstrejke i deres mund, og i København blev der spredt løbesedler med budskabet om, at kongen havde begået statskup.

Kongen afviste kravet. I dagene efter udnævnelsen blev der afholdt store demonstrationer mod kongen på Fælleden og foran Amalienborg. Generalstrejken blev varslet til at begynde den 6. april, men allerede forinden forekom arbejdsnedlæggelser. I påsken drøftede Thorvald Stauning og Otto Liebe situationen; Stauning krævede, at regeringen trådte frem for Folketinget, hvor den ville blive mødt med et mistillidsvotum. Liebe afviste og erklærede, at han først ville træde tilbage i forbindelse med et nyvalg efter den gamle valglov.

Borgerrepræsentationen går til kongen

Folketingsmedlem Elna Munch.

Situationens alvor gik tilsyneladende først op for kongen og H.N. Andersen, da Liebe meddelte, at han havde sikret sig J.C. Christensens støtte til om nødvendigt at indsætte hæren. C.Th. Zahle krævede herefter Rigsdagen indkaldt straks for at give Liebe et mistillidsvotum, men Folketingets formand, venstremanden N. Pedersen-Nyskov, kunne efter datidens grundlov og forretningsorden forhindre dette, og gjorde det. Derfor kunne Folketinget ikke samles og drøfte situationen. Kongen havde reelt sat Folketinget ud af kraft.

Initiativet til en løsning kom i stedet fra Københavns Borgerrepræsentation, hvor Stauning var formand. De henvendte sig samlet til kongen på en måde, som mindede om 1848. Borgerrepresentationen havde mulighed for at præsentere en sag direkte for kongen. Stauning indkaldte borgerrepræsentationen d. 3. april og fik med Socialdemokratiets og De Radikales stemmer vedtaget en resolution, der krævede regeringens øjeblikkelige afgang. Under demonstrationer på slotspladsen, hvor der blev råbt »Kresjan væk, republæk«, forhandlede Th. Stauning og Elna Munch med kongen, som indbød partierne til forhandling.

Krisen afsluttes

Ove Rode opfordrede med Stauning Kongen til at lade senere statsminister M.P. Friis danne en upolitisk overgangsregering.

Kongen var nu ved at være mør. Samme aften samlede han Folketingets partier. Her mødte Socialdemokraterne og De Radikale ham igen med kravet om at afskedige regeringen, mens Venstre med I.C. Christensen i spidsen opfordrede kongen til at holde ud. Det Konservative Folkeparti gav intet råd til kongen, der mente at have mandat i Grundloven til sin indgriben.

Ved udsigten til en generalstrejke bøjede kongen af. Efter syv timers forhandlinger påskemorgen den 5. april kl. 4.10 blev ministeriet Otto Liebe forhandlet bort til fordel for et upolitisk ministerium under overformynder M.P. Friis, der fik til opgave at gennemføre en ny valglov og forberede et valg 26. april. Der var stiltiende enighed om, at ingen af kupmagerne skulle straffes. Pga. den korte regeringstid omtales ministeriet Otto Liebe ofte som "ministeriet, der aldrig sov".

Friis sammenkaldte straks Rigsdagen, og trods Venstres modstand vedtoges en ny valglov efter den konservative Asger Karstensens forslag med forholdstalsvalg i amtskredse og en mere retfærdig fordeling af tillægsmandaterne, så et partis samlede mandattal i Folketinget meget præcist kom til at svare til dets andel af stemmerne i hele landet.

Påskemorgen d. 4. april 1920 var krisen afværget. Selvom der fortsatte nogle uroligheder i de følgende dage, blev der kort efter igen ro, og arbejdet genoptaget.

Ved folketingsvalget 26. april 1920 viste det sig, at den radikale regering slet ikke havde støtte til sin politik i befolkningen. Ved et jordskredsvalg forøgede Venstre, Det Konservative Folkeparti og Erhvervspartiet deres andel af stemmerne fra 49% ved sidste valg i 1918 til 60,6%. De hidtidige regeringspartier, De Radikale og Socialdemokratiet, dykkede samtidig fra en vælgertilslutning på 49,7% til kun 37,7%.

Ingen af de to splittelses-partier der opstod på baggrund af grænsespørgsmålet – Det Frie Socialdemokrati for socialdemokrater, der var for genvindingen af zone 2, og partiet Centrum for konservative, der var imod – fik nok stemmer til at blive valgt ind i Folketinget.

Litteratur

• Tage Kaarsted, Påskekrisen 1920, Jysk Selskab for Historie, 1968.