Spring til indhold

Parlamentarisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Parlamentarismen)

Parlamentarisme er en af de tre hovedtyper af regeringssystemer ved siden af præsidentialisme og semipræsidentialisme. Systemet er kendetegnet ved, at regeringen er politisk ansvarlig over for parlamentet og kan afsættes ved et mistillidsvotum. Regeringen dannes på grundlag af de parlamentariske styrkeforhold og er afhængig af parlamentets fortsatte tillid for at kunne fungere. Parlamentarisme forekommer både i monarkier og republikker.[1][2]

I parlamentariske systemer er statsoverhovedet adskilt fra regeringschefen og har ofte en overvejende ceremoniel rolle, mens den udøvende magt i praksis udøves af regeringen.[3]

Parlamentarisme sammenlignet med præsidentialisme og semipræsidentialisme. Diagrammet viser de institutionelle relationer mellem vælgere, parlament, regering og statsoverhoved.

Definition

[redigér | rediger kildetekst]

Parlamentarisme betegner en regeringsform, hvor regeringen er afhængig af parlamentets tillid for at kunne fungere. Regeringen kan afsættes ved et mistillidsvotum og må derfor enten have et flertal bag sig eller kunne undgå et flertal imod sig.[1]

Regeringen dannes på grundlag af de parlamentariske styrkeforhold og er politisk ansvarlig over for parlamentet. Den ledes af en premierminister, som er den centrale udøvende aktør. Statsoverhovedet har derimod normalt en begrænset eller ceremoniel rolle og deltager ikke i den daglige regeringsførelse.[3]

Parlamentarisme adskiller sig fra præsidentialisme ved, at regeringen er politisk ansvarlig over for parlamentet. Det adskiller sig fra semipræsidentialisme ved, at den udøvende magt ikke er organiseret som en dobbelt myndighedsstruktur med både en folkevalgt præsident med selvstændige beføjelser og en regering, der er politisk ansvarlig over for parlamentet.[2]

Historisk udvikling

[redigér | rediger kildetekst]

Den moderne parlamentarisme har sine vigtigste historiske rødder i Storbritannien. Efter de forfatningspolitiske konflikter mellem monarken og parlamentet i 1600-tallet fik parlamentet en stærkere stilling, navnlig efter Den Glorværdige Revolution i 1688. I løbet af 1700-tallet udvikledes flere af parlamentarismens centrale kendetegn, herunder ministrenes ansvar over for parlamentet, ministrenes deltagelse i parlamentets arbejde og monarkens gradvist mere begrænsede politiske rolle.[4]

Efterhånden opstod en praksis, hvor regeringen måtte have støtte fra parlamentets flertal for at kunne fungere.[5] Regeringschefen, senere betegnet som premierminister, blev den centrale politiske leder, mens monarken i stigende grad fik en mere ceremoniel rolle.[6]

Parlamentarismen blev ikke indført gennem én enkelt forfatning, men udviklede sig som en politisk praksis, der senere blev formaliseret i forskellige nationale forfatninger.[7] Systemet spredte sig siden til en række andre lande, hvor det blev tilpasset forskellige politiske og institutionelle forhold.[8]

Palace of Westminster i London, hvor det britiske parlament har sæde. Udviklingen af det britiske parlament fik afgørende betydning for fremvæksten af parlamentarismen.

Den britiske udvikling

[redigér | rediger kildetekst]

Storbritannien spillede en central rolle i parlamentarismens udvikling og blev udgangspunkt for den senere udbredelse af det parlamentariske regeringssystem. Et karakteristisk træk ved det britiske system blev den tætte forbindelse mellem den udøvende og den lovgivende magt, navnlig mellem regeringen og parlamentet.[9]

I løbet af 1700-tallet blev denne forbindelse gradvist tættere. Ministrene blev regelmæssigt udpeget blandt medlemmerne af Underhuset og varetog deres udøvende funktioner samtidig med deres parlamentariske arbejde. Fra Robert Walpoles regeringstid søgte ministrene desuden at opbygge og fastholde et stabilt flertal i Underhuset. Denne praksis blev en vigtig forløber for det moderne princip om, at regeringen skal have parlamentets tillid.[10]

Kabinetregeringen udviklede sig som en gruppe af ministre ledet af premierministeren, der koordinerede regeringens politik.[11] Premierministeren blev gradvist den centrale politiske leder, mens monarkens direkte indflydelse på regeringsførelsen blev reduceret.[6]

I 1800-tallet blev princippet om parlamentarisk ansvarlighed konsolideret, således at regeringen måtte træde tilbage, eller parlamentet kunne opløses med efterfølgende nyvalg, hvis regeringen mistede parlamentets tillid.[5] Bagehots analyse af den tætte forbindelse mellem regeringen og parlamentet blev en klassisk og meget indflydelsesrig fremstilling af det parlamentariske regeringssystem.[9]

Udbredelse

[redigér | rediger kildetekst]

Parlamentarisme er i dag den mest udbredte regeringsform i Europa og findes også i en række lande i andre dele af verden.[3]

Systemet udviklede sig i Storbritannien og blev i løbet af 1800-tallet udbredt til en række europæiske lande. Senere blev parlamentariske regeringssystemer gennem det britiske imperium indført i blandt andet Canada, Australien, New Zealand og Indien, og efter afkoloniseringen blev parlamentarismen videreført i en række nye selvstændige stater.[12]

I mange lande er parlamentarismen blevet tilpasset nationale forhold og kombineret med forskellige institutionelle løsninger, herunder både monarkier og republikker. På trods af variationer er det fælles kendetegn, at regeringen er politisk ansvarlig over for parlamentet. Parlamentarisme er i dag den dominerende regeringsform blandt de fleste etablerede liberale demokratier.[3]

Parlamentariske regeringssystemer er institutionelt fleksible, fordi regeringens og parlamentets fortsatte virke er indbyrdes afhængigt. Parlamentet kan tvinge regeringen til at træde tilbage, og i de fleste parlamentariske systemer findes der efter de gældende forfatningsregler mulighed for at opløse parlamentet inden valgperiodens udløb. Dette står i modsætning til præsidentielle systemer, hvor den udøvende og den lovgivende magts faste mandatperioder medfører en større tidsmæssig fastlåsning.[13]

Institutionel opbygning

[redigér | rediger kildetekst]

Parlamentarisme betegner en regeringsform, hvor regeringen er afhængig af parlamentets tillid for at kunne fungere. Regeringen kan afsættes ved et mistillidsvotum og må derfor til enhver tid have støtte fra et flertal i parlamentet eller i det mindste undgå et flertal imod sig.[1]

Der sondres ofte mellem positiv og negativ parlamentarisme. Ved positiv parlamentarisme skal en ny regering opnå et udtrykkeligt flertal i parlamentet for at kunne tiltræde, mens det ved negativ parlamentarisme er tilstrækkeligt, at der ikke er et flertal imod regeringen. Begge ordninger forekommer i parlamentariske demokratier og angår reglerne for regeringsdannelse, ikke parlamentarismens grundlæggende karakter.[14][15]

Den institutionelle opbygning indebærer et tæt samspil mellem den udøvende og den lovgivende magt, idet regeringen typisk udgår af parlamentet og ofte består af medlemmer herfra. Regeringens fortsatte eksistens afhænger af parlamentets tillid, hvilket skaber en løbende politisk forbindelse mellem de to institutioner. Dette adskiller parlamentarismen fra præsidentielle systemer, hvor den udøvende og den lovgivende magt har selvstændig demokratisk legitimitet og er institutionelt uafhængige af hinanden.[16][17]

Statsoverhovedet har i parlamentariske systemer som regel en begrænset eller ceremoniel rolle, mens den politiske ledelse varetages af regeringen under ledelse af premierministeren.[3]

Regeringen

[redigér | rediger kildetekst]

Regeringen er den centrale udøvende aktør i parlamentariske systemer og ledes normalt af en premierminister. Den dannes på grundlag af de parlamentariske styrkeforhold og er afhængig af parlamentets fortsatte tillid for at kunne fungere.[16]

Regeringen har ansvaret for den daglige politiske ledelse og spiller en central rolle i lovgivningsprocessen. Den fremsætter lovforslag og gennemfører sin politik i samarbejde med parlamentet. [3]

Som følge af den parlamentariske ansvarlighed kan regeringen afsættes ved et mistillidsvotum. Dette indebærer, at regeringen løbende må opretholde parlamentets tillid, og at en regering kan udskiftes i løbet af valgperioden uden nødvendigvis at udløse en forfatningskrise eller et nyt valg.[1][18]

Parlamentet

[redigér | rediger kildetekst]

Parlamentet er den centrale lovgivende institution i parlamentariske systemer og spiller en afgørende rolle i forhold til regeringen. Det er parlamentet, der giver regeringen dens politiske grundlag og kan trække denne støtte tilbage.[1]

Parlamentet vedtager lovgivning og fører kontrol med regeringens arbejde gennem debat, spørgsmål og udvalg.[3] Regeringen er typisk afhængig af et flertal i parlamentet for at kunne gennemføre sin politik.[1]

Forholdet mellem regering og parlament er kendetegnet ved et tæt samspil, hvor regeringen ofte dominerer lovgivningsprocessen, men samtidig er afhængig af parlamentets fortsatte tillid.[19][11]

Statsoverhovedet

[redigér | rediger kildetekst]

Statsoverhovedet har i parlamentariske systemer som regel en begrænset eller ceremoniel rolle. Funktionen kan varetages af enten en monark eller en præsident, men uden selvstændig politisk magt i den daglige regeringsførelse. Statsoverhovedet udnævner formelt regeringen og kan have visse forfatningsmæssige beføjelser, men disse udøves normalt i overensstemmelse med parlamentets flertal og den politiske praksis. Den politiske ledelse varetages derfor i praksis af regeringen, mens statsoverhovedet fungerer som en institutionel og symbolsk repræsentant for staten.[3][6]

Mistillidsvotum

[redigér | rediger kildetekst]

Mistillidsvotum er det centrale institutionelle element i parlamentariske systemer og indebærer, at parlamentet kan tvinge regeringen til at træde tilbage. De forfatningsmæssige konsekvenser af et vedtaget mistillidsvotum varierer mellem de parlamentariske systemer. Regeringen kan være forpligtet til at træde tilbage, mens mistillidsvotummet i andre tilfælde kan føre til parlamentets opløsning og afholdelse af nyvalg, hvis de gældende forfatningsregler giver mulighed for det.[1][20]

Muligheden for mistillidsvotum sikrer, at regeringen til enhver tid er politisk ansvarlig over for parlamentet. Dette skaber en løbende forbindelse mellem regeringsførelsen og det parlamentariske flertal.[1]

I nogle systemer findes der regler om konstruktivt mistillidsvotum, hvor parlamentet samtidig skal pege på en ny regeringsleder. Dette har til formål at skabe større stabilitet i regeringsførelsen.[21]

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Kilder

[redigér | rediger kildetekst]
  1. 1 2 3 4 5 6 7 8 Lijphart, Arend (1999). Patterns of Democracy. Yale University Press. s. 10–12. ISBN 9780300078930.
  2. 1 2 Sartori, Giovanni (1997). Comparative Constitutional Engineering (2 udgave). Macmillan Press. s. 97-101. ISBN 9780333675083.
  3. 1 2 3 4 5 6 7 8 Heywood, Andrew (2002). Politics (2 udgave). Palgrave Macmillan. s. 338–342. ISBN 9780333971314.
  4. ↑ Selinger, William (2019). Parliamentarism: From Burke to Weber. Cambridge: Cambridge University Press. s. 19-23. ISBN 9781108475747.
  5. 1 2 Bagehot, Walter (1867). The English Constitution. s. 163–165.
  6. 1 2 3 Bagehot, Walter (1867). The English Constitution. s. 103.
  7. ↑ Bogdanor, Vernon (2009). The New British Constitution. Hart Publishing. s. xi-xiii. ISBN 9781841136714.
  8. ↑ Linz, Juan J. (1994). "Presidential or Parliamentary Democracy: Does It Make a Difference?". I Linz, Juan J.; Valenzuela, Arturo (red.). The Failure of Presidential Democracy. Johns Hopkins University Press. s. 4–5. ISBN 9780801846397.
  9. 1 2 Bogdanor, Vernon (2009). The New British Constitution. Oxford: Hart Publishing. s. xii. ISBN 9781841136714.
  10. ↑ Selinger, William (2019). Parliamentarism: From Burke to Weber. Cambridge: Cambridge University Press. s. 47-53. ISBN 9781108475747.
  11. 1 2 Bagehot, Walter (1867). The English Constitution. s. 15.
  12. ↑ Bradley, Anthony W.; Pinelli, Cesare (2012). "Parliamentarism". I Rosenfeld, Michel; Sajó, András (red.). The Oxford Handbook of Comparative Constitutional Law. Oxford University Press. doi:10.1093/oxfordhb/9780199578610.013.0032. ISBN 9780199578610.
  13. ↑ Shugart, Matthew Soberg; Carey, John M. (1992). Presidents and Assemblies: Constitutional Design and Electoral Dynamics. Cambridge: Cambridge University Press. s. 26, 28-29. ISBN 9780521419628.
  14. ↑ Albæk Jensen, Jørgen (1989). Parlamentarismens statsretlige betydning. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. s. 79-83.
  15. ↑ Damgaard, Erik (1990). Parlamentarisk forandring i Norden. Universitetsforlaget. s. 18-19.
  16. 1 2 Sartori, Giovanni (1997). Comparative Constitutional Engineering (2 udgave). Macmillan Press. s. 104-108. ISBN 9780333675083.
  17. ↑ Linz, Juan J. (1994). "Presidential or Parliamentary Democracy: Does It Make a Difference?". I Linz, Juan J.; Valenzuela, Arturo (red.). The Failure of Presidential Democracy. Johns Hopkins University Press. s. 6–8. ISBN 9780801846397.
  18. ↑ Linz, Juan J. (1994). "Presidential or Parliamentary Democracy: Does It Make a Difference?". I Linz, Juan J.; Valenzuela, Arturo (red.). The Failure of Presidential Democracy. Johns Hopkins University Press. s. 8–10. ISBN 9780801846397.
  19. ↑ Sartori, Giovanni (1997). Comparative Constitutional Engineering (2 udgave). Macmillan Press. s. 104-109. ISBN 9780333675083.
  20. ↑ Sartori, Giovanni (1997). Comparative Constitutional Engineering (2 udgave). Macmillan Press. s. 101-104. ISBN 9780333675083.
  21. ↑ Sartori, Giovanni (1997). Comparative Constitutional Engineering (2 udgave). Macmillan Press. s. 106-107. ISBN 9780333675083.

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Albæk Jensen, Jørgen. Parlamentarismens statsretlige betydning. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1989.
  • Bagehot, Walter. The English Constitution. London: Chapman and Hall, 1867.
  • Bogdanor, Vernon. The New British Constitution. Oxford: Hart Publishing, 2009. ISBN 9781841136714.
  • Damgaard, Erik (red.). Parlamentarisk forandring i Norden. Oslo: Universitetsforlaget, 1990.
  • Heywood, Andrew. Politics. 2. udgave. Basingstoke: Palgrave Macmillan, 2002. ISBN 9780333971314.
  • Lijphart, Arend. Patterns of Democracy: Government Forms and Performance in Thirty-Six Countries. New Haven: Yale University Press, 1999. ISBN 9780300078930.
  • Sartori, Giovanni. Comparative Constitutional Engineering: An Inquiry into Structures, Incentives and Outcomes. 2. udgave. Basingstoke: Macmillan Press, 1997. ISBN 9780333675083.
  • Shugart, Matthew Soberg; Carey, John M. Presidents and Assemblies: Constitutional Design and Electoral Dynamics. Cambridge: Cambridge University Press, 1992. ISBN 9780521419628.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Parlamentarisme&oldid=12335171"