Personlig identitet
- Denne artikel omhandler en filosofisk vinkel på personlig identitet, for en psykologisk se jeg'et.
Spørgsmålet om personlig identitet eller om jeg'ets ontologi er et spørgsmål, der i filosofien henregnes under den klassiske metafysik. Det er en diskussion, der sigter imod at bestemme under hvilke betingelser en person på et tidspunkt er den samme person på et andet tidspunkt, og hvad der i så fald er bærer af denne (numeriske) identitet. Diskussionen overlapper naturligt nok med diskussionen omkring hvad identitet overhovedet er og sjæl-legeme problemet.
Spørgsmålet er blevet behandlet meget tidligt og meget udførligt inden for den østerlandske filosofiske tradition. Inden for den moderne som klassisk filosofi regnes der at være to grundlæggende positioner på området: 'Den reduktionistiske' og 'den non-reduktionistiske'.
Følgende er en kort introduktion til disse:
Reduktionismen
Inden for den reduktionistiske tradition ses jeg'et eller sjælen (få filosoffer skelner) ikke som eksisterende i sig selv, men udelukkende som et resultat af andre, for det meste fysiske, årsager. En normal forklaring på vores oplevelse af at have et jeg kunne her være de fuldt ud materielle, men utroligt komplicerede processer i hjernen. Argumenter mod eksistensen af jeg'et er her ofte af sprogfilosofisk art: Begrebet 'jeg' skulle henvise til noget, som jeg netop som den eneste skulle kende betydningen af. Her henvises der til, at det er en selvmodsigelse, at det offentlige sprog skulle kunne ytre noget så strengt privat. Derfor har ordet 'jeg' ingen betydning udover: 'Denne person, der ytrer dette ord', hvor der med "person" menes det offentlige – fysiske – individ.
Non-reduktionismen
Inden for den non-reduktionisktiske lejr henviser man til at alle almindelige mennesker (ja, selv filosoffer) faktisk alle handler som om og forstår verden ud fra, at de har et jeg. Således er der en gigantisk subjektiv forskel på, om jeg eller min tvilling bliver kørt ned i trafikken, selv om der objektivt-fysisk set kun er en lille forskel,- hvis nogen. Desuden inddeler vi fx tiden og til dels rummet ud fra vores eget jeg i fortid, nutid og fremtid og fx 'her'. Hvis vi således ikke tror på jeg'ets egentlige (dvs. 'ontologiske') eksistens, så bliver alle disse begreber fundamentalt set meningsløse, selvom vi alle tror, vi bruger dem meningsfuldt hele tiden. Dette er for non-reduktionisterne et for stort (og for unødigt) tab.