Portal:Cykling/Rytterportræt/ 37, 2015

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Michael Mørkøv under Japan Cup i 2009.

Michael Mørkøv (født 30. april 1985 i Kokkedal) er en dansk cykelrytter, der kører både baneløb og landevejsløb. Det er dog primært på banen, han har vist et stort talent, og han var med til at vinde sølvmedalje i 4000 m holdforfølgelsesløb ved OL 2008.

Michael Mørkøv har markeret sig stærkt i parløb, hvor han har kørt adskillige sejre hjem sammen med sin faste makker, Alex Rasmussen, foruden deres verdensmesterskab som de vandt i foråret 2009 har de tilsammen vundet flere DM´er, EM for U/23 i 2005, Københavns seksdagesløb 2009, samt seksdagesløbet i Grenoble i både 2007 og 2008. Mørkøv har også haft andre gode baneresultater, herunder EM-bronze i pointløb 2006, 3x DM-guld i samme disciplin, samt endnu et verdensmesterskab i 4000m holdforfølgelsesløb i 2009.

Fra starten af 2009 kørte Michael Mørkøv for Team Saxobank som Neo-professionel.

Mørkøv kørte i 2012 sit første Tour de France. Fra starten gjorde han opmærksom på sig selv ved at vinde den prikkede bjergtrøje på 1. etape. Også på de to næste etaper tog han point til denne trøje, som han blot er den tredje dansker, der har båret (efter Bjarne Riis og Michael Rasmussen). TV 2 arrangerede en konkurrence om at finde et kælenavn til Mørkøv, og vindernavnet blev "Svanen fra banen" – et navn, der dels relaterer til Bjarne Riis' "Ørnen fra Herning" og Michael Rasmussens "Kyllingen fra Tølløse", dels til Mørkøvs fortid som banerytter.

Den 23. juni 2013 blev Mørkøv dansk mester i landsvejscykling, da han var hurtigst i en massespurt i målbyen Vordingborg.