Renilla reniformis
| Renilla reniformis | |
|---|---|
 Renilla reniformis | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række | Cnidaria (Polypdyr) |
| Klasse | Anthozoa (Koraldyr) |
| Underklasse | Octocorallia (Ottearmede koraldyr) |
| Orden | Pennatulacea |
| Familie | Renillidae |
| Slægt | Renilla |
| Art | R. reniformis |
| Videnskabeligt artsnavn | |
|
Renilla reniformis (Pallas, 1766) | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Renilla reniformis er en art af kolonidannende nældecelledyr i familien Renillidae, der indgår i underklassen ottearmede koraldyr (Octocorallia) i klassen koraldyr (Anthozoa), og som lever i mange forskellige havmiljøer.[1] Den er hjemmehørende i det varme kontinentalsokkelvand på den vestlige halvkugle. [2][3] Efter kraftige nordøstlige vinde ses den ofte vasket op på land på strande i det nordøstlige Florida. Ved lavvande kan den også findes levende fuldstændigt begravet i sandet. Den er et bytte for den stribede nøgensnegl, Armina tigrina.
Opbygning[redigér | rediger kildetekst]
Det, der ser ud som en enkelt organisme af Renilla reniformis, er i virkeligheden en samling af polypper med forskellige former og funktioner.[1] En enkelt kæmpepolyp på op til fem centimeter i diameter danner en stilk (pedunklen), som er fæstet til underlaget, og som de øvrige polypper forankrer sig til. Foden af denne stilk kan udspiles for bedre at forankre kolonien til det underliggende substrat. På overfladen af kroppen sidder mange små søanemone-lignende polypper, der indtager føde. En klynge af tentakelløse polypper danner et kontrolleret udløb for vand, der når ventilerne åbnes, tømmer kolonien for vand og får den til falde sammen. Hvis kolonien befinder sig på en sandbanke ved lavvande, tømmes den normalt og bliver dækket af et tyndt lag af silt (finkornet sand). Små hvide prikker mellem fødepolypperne er polypper, der fungerer som pumper, der igen kan fylde den tømte koloni med vand. Polypperne der indsamler føde udskiller en klæbrigt slim for at fange små organismer suspenderet i vandet. Koloniens stivhed og lilla farve kommer fra kalklegemer (spiculae) af calciumcarbonat, der findes i alle polyppernes væv.
Egenskaber[redigér | rediger kildetekst]
Hvis Renilla reniformis forstyrres udsender den en kraftig bioluminiscens, som opstår på grund af samspillet mellem en luciferase (renilla-luciferin 2-monooxygenase) og grønt fluorescerende protein (GFP). Begge molekyler er blevet ekstremt vigtige i biologisk forskning.[4] Den producerer også sekundære metabolitter, som den anvender som kemiske forsvarsstoffer.[5]
Arvemassen af R. reniformis blev kortlagt i 2018 og den haploide genomstørrelse blev angives til at være 172 megabaser (Mb). Dette gør dens arvemasse til et af de mindste og mest kompakte koralgenomer, der kendes.[6]
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ a b Williams GC (2011-07-29). "The global diversity of sea pens (Cnidaria: Octocorallia: Pennatulacea)". PLOS ONE. 6 (7): e22747. Bibcode:2011PLoSO...622747W. doi:10.1371/journal.pone.0022747. PMC 3146507. PMID 21829500.
- ^ "Renilla reniformis (Pallas, 1766)". World Register of Marine Species. Hentet 2022-10-20.
- ^ "Sea Pansy (Renilla reniformis)". Encyclopedia of Life. Hentet 2022-10-20.
- ^ Ruppert E, Fox R (1988). Seashore Animals of the Southeast. University of South Carolina Press. ISBN 0872495353.Skabelon:Date=juli 2011
- ^ Clavico EE, De Souza AT, Da Gama BA, Pereira RC (oktober 2007). "Antipredator defense and phenotypic plasticity of sclerites from Renilla muelleri, a tropical sea pansy". The Biological Bulletin. 213 (2): 135-40. doi:10.2307/25066629. JSTOR 25066629. PMID 17928520. S2CID 24742847.
- ^ Kayal E, Bentlage B, Pankey MS, Ohdera AH, Medina M, Plachetzki DC, Collins AG, Ryan JF (2018). "Phylogenomics provides a robust topology of the major cnidarian lineages and insights on the origins of key organismal traits". BMC Evolutionary Biology. 18 (1): 68. doi:10.1186/s12862-018-1142-0. ISSN 1471-2148. PMC 5932825.