Spring til indhold

Slaget ved Honey Hill

Koordinater: 32°28′24″N 80°57′42″V / 32.47324°N 80.9617°V / 32.47324; -80.9617
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Slaget ved Honey Hill
Del af Amerikanske borgerkrig
Honey Hill
Honey Hill
Dato 30. november 1864
Sted Grahamsville, South Carolina
Resultat Sejr til Konføderationen
Parter
USA
Amerikas Forenede Stater

Amerikas Konfødererede Stater
Ledere
John P. Hatch Charles J. Colcock
Styrke
5.000 1.500
Tab
746 (89 døde, 629 sårede, 28 fangne) 47 (8 døde, 39 sårede)

Slaget ved Honey Hill var det tredje slag under Shermans march til havet og blev udkæmpet den 30. november 1864 under den amerikanske borgerkrig. Slaget involverede ikke generalmajor William T. Shermans hovedstyrke, som var undervejs fra Atlanta til Savannah i Georgia, men var en mislykket ekspedition som Unionshæren under generalmajor John P. Hatch foretog for at afskære jernbanen mellem Charleston og Savannah som støtte for Shermans forventede ankomst til Savannah.

Hatchs ekspeditionsstyrker forlod Hilton Head i South Carolina i retning af Boyd’s Neck (ovenfor Beaufort) den 28. november 1864. Den bestod af 5.500 soldater – to brigader af Kystdivisionen i Department of the South, en marinebrigade og dele af tre batterier let artilleri. De sejlede op af Broad River i transportskibe for at afskære Charleston and Savannah Railroad nær Pocotaligo. På grund af tæt tåbe blev tropperne først landsat fra transportskibene sent på eftermiddagen og Hatch rykkede straks frem for at afskære jernbanen ved Grahamville [1].

Ekspeditionens kort og vejvisere viste sig imidlertid at være udbrugelige, og Hatch nåede første frem til den rigtige vej om morgenen den 30. november. Ved Honey Hill, nogle kilometer fra Grahamville, stødte han på en Konfødereret styrke bestående af regulære tropper og milits under oberst Charles J. Colcock, som sammen med syv kanoner spærrede vejen. Sorte Unionstropper gennemførte beslutsomme angreb, men Unionstroppernes position betød at der kun kunne bruges en sektion artilleri ad gangen og de konfødererede var i for gode stillinger til at de kunne kastes ud af dem. Kampen fortsatte indtil mørkets frembrud, hvor Hatch erkendte at det var umuligt at angribe fjenden direkte eller i flanken, og trak sig tilbage til transportskibene ved Boyd’s Neck efter at have mistet 89 døde, 629 sårede og 28 savnede. De konfødererede tab var på 8 dræbte og 39 sårede[2]. Premierløjtnant O.W. Bennett blev tildelt en Medal of Honor

Unionens slagorden

[redigér | rediger kildetekst]
Brigade Regiment og batterier
1. Brigade

Brigadegeneral Edward E. Potter

  • 25. Ohio Infantry - Oberstløjtnant Haughton
  • 32. USCT - Oberst George W. Baird
  • 34. USCT
  • 35. USCT - Oberst Beecher
  • 56. New York Infantry - Oberstløjtnant Tyler
  • 127. New York Infantry - Oberst William Gurney
  • 144. New York Infantry - Oberst Lewis
  • 157. New York Volunteer Infantry Regiment - Oberstløjtnant Carmichael
2. Brigade

Oberst Alfred S. Hartwell of 54th Mass.

  • 54th Massachusetts Volunteer Infantry - Oberstløjtnant Hooper
  • 55th Massachusetts - Oberstløjtnant Charles B. Fox
  • 102nd USCT - Oberst Henry L. Chipman
Marine Brigade

Kommandør George H. Preble

Artilleri Brigade

Oberstløjtnant William Ames fra 3. Rhode Island Light Artillery

  • Kompagni A 3. Rhode Island Light Artillery - kaptajn W.H. Hammer: En sektion
  • Batteri B 3. New York Light Artillery - kaptajn T.J. Meseareu: 4 12 punds kanoner
  • Kompagni F 3. New York Artillery - Løjtnant E.H. Titus: 4 12 punds kanoner
Kavaleri

Kaptajn George Hurlbut

  • 2 eskadroner af 1. Massachusetts Cavalry

Konføderationens slagorden

[redigér | rediger kildetekst]

General Gustavus Woodson Smith[3][4]

  • 1. Brigade Georgia Milits
  • State Line Brigade of Georgia
  • 47. Georgia infanteri
  • Athens og Augusta bataljonerne
  • 3. South Carolina Cavalry: detachments fra 3-4 kompagnier
  • Beufort Artilleri: 2 kanoner[5]
  • DePass's Battery: 2 kanoner
  • LaFayette Artillery: 3 kanoner

Forstærket under slaget af general Beverly H. Robertson

  • 32. Georgia
  • et batteri og et kompagni artilleri

En rapport fra Hatch i december 1864 opsummerede Unionens tab[6]:

  • 1. Brigade: 2 officerer og 54 mand dræbt, 28 officerer og 409 mand sårede, 1 officer og 14 mand savnet.
  • 2. Brigade: 3 officerer og 28 mand dræbt, 10 officerer og 160 mand sårede, 1 officer og 8 mand savnet.
  • Marine Brigade: 1 død, 7 sårede, 4 savnede
  • Artilleri Brigade: 1 død officer, 2 officerer og 12 mand såret
  • Kavaleri: 1 såret

De konfødererede tab blev omtalt af oberstløjtnant C.C. Jones i hans Siege of Savannah som 4 døde og 40 sårede. Avisen Savannah Republican rapporterede 1. december 1864 "mellem 80 og 100 døde og sårede"[7]

  • Emilio, Luis F (1894). History of the Fifty-Fourth Regiment of Massachusetts Volunteer Infantry 1863-65. Boston,MA: Boston Book Co.
  • Roster of the Twenty Fifth Ohio Infantry Regiment
  • Stone, David H; Stone, David H Jr (2008). Vital Rails: The Charleston & Savannah Railroad and the Civil War in Coastal South Carolina. University of South Carolina Press. ISBN 1-570-03716-7.
  • National Park Service battle description Arkiveret 11. juni 2007 hos Wayback Machine
  • Eicher, David J., The Longest Night: A Military History of the Civil War, Simon & Schuster, 2001, ISBN 0-684-84944-5.
  • The Union Army; A History of Military Affairs in the Loyal States, 1861–65 — Records of the Regiments in the Union Army — Cyclopedia of Battles — Memoirs of Commanders and Soldiers, Federal Publishing Company (Madison, Wisconsin), 1908 (reprinted by Broadfoot Publishing, 1997).
  1. ^ McKee, James H. Back "in War Times": History of the 144th Regiment, New York Volunteer Infantry, 1903, p 184
  2. ^ Reminiscences of Charleston by Jacob N Cardozo, 1866, pg 118
  3. ^ Robertson,pg 242
  4. ^ Stone, pp 214-25; General Smith, overlod kommandoen til oberst Colcock, som bedre kendte til slagmarken
  5. ^ Stone, p.218 hævder at det var 5 kanoner fra Beufort Artillery og 2 kanoner fra Earle's Battery fra Furman's Artillery og Kanapaux's Battery fra LaFayette Artillery
  6. ^ Official Records Series 1 Volume 44 Chap LVI .p. 425
  7. ^ Robertson, pg 242

Eksterne kilder

[redigér | rediger kildetekst]

32°28′24″N 80°57′42″V / 32.47324°N 80.9617°V / 32.47324; -80.9617