Thomas Aquinas

Thomas Aquinas, malet af Carlo Crivelli (ca. 1435–ca. 1495).

Thomas Aquinas, født omkring 1225, død 1274, var en italiensk teolog og filosof.

Thomas kom som 14-årig til Paris. Han indtrådte i dominikanerordenen og blev undervist af Albertus Magnus, en velanset og lærd tilhænger af Aristoteles. Aquinas var i sin tid meget omstridt, men det lykkedes ham at fortolke Aristoteles, så kirken kort efter Thomas Aquinas' død kunne acceptere det. Han blev helgenkåret i 1323, og lagde navn til den filosofiske skole thomismen, som er en syntese mellem kristendommen og Aristoteles lære. Thomas Aquinas er den mest brugte teolog i Den katolske kirke frem til i dag.

Thomas Aquinas' filosofi

Forholdet mellem teologi og filosofi

Thomas Aquinas var både teolog og filosof, men var alligevel den første der lavede en skarp adskillelse mellem filosofi og teologi og mellem viden og tro. Da de begge er sande, mente Thomas ikke at de stred mod hinanden, han gjorde blot filosofien selvstændig. Den selvstændige filosofi er ikke komplet men kan fortælle, hvad jordisk lykke er. For at få det vigtigste at vide, nemlig den evige salighed har mennesket brug for teologiens åbenbaring, men der er ifølge Thomas Aquinas ingen konflikt mellem de to mål.

Aristoteles

Thomas' filosofi var en fortolkning af Aristoteles filosofi, som han anså for at være korrekt og er den afgørende baggrund for Thomas' filosofi og teologi. Aristoteles skrifter var netop blevet genopdaget via araberne, og på Aquinas tid var det omdiskuteret om kirken burde bruge Aristoteles, hvad der derfor ligeledes gjorde Aquinas omstridt i sin samtid. Teologen og filosofen formåede dog at omtolkede filosofien, så den passede ind i det kristne univers, og meget hurtigt blev den aristoteriske lære gennem Thomas anerkendt og vidt brugt. Særligt ændrede Thomas Aristoteles' opfattelse af en uskabt verden uden en skabergud og filosofien om forgængelig sjæl til en kristen verdensbillede.

Erkendelsen

Aquinas afviser tanken, om at vi har en indre erkendelse (illuminationsteorien). I stedet indfører han en epistemologi kaldet abstratktionsteorien, der handler om at mennesket ud fra enkelttingene kan erkende (abstrahere) sig til noget alment og dermed universielle begreber. Udgangspunkt for erkendelsen er altså de legemelige substanser/skabninger dvs. de materielle ting. Derved er sanseerfaringen en betingelse for erkendelsen. Naturlig erkendelse (dvs udenom åbenbaringen) stammer rigtignok fra Gud, men opnås altså gennem sanseerfaring og refleksion.

Illuminationsteorien er dog en sand teologisk teori, da vi i troen har en direkte erkendelse af Gud uden sanserne, men filosofisk set kan vi kun erkende Gud indirekte - gennem sanserne. Også vores selverkendelse er indirekte gennem sanserne.

Essens/eksistens

Thomas Aquinas afgørende begrebspar er essens og eksistens, også kaldet væsen og væren. Essens (væsen) eller substansen er for Aquinas det som enkelttingene består af, så som stof og form, akt og potens osv (jf. Aristoteles). Alligevel er eksistens (væren) vigtigere, fordi uanset form og stof, så er det vigtigste om enkelttingene eksistere eller ikke gør. Her kritiserer han Aristoteles for at væse essentialist, der kun beskæftigerer sig med substansen, altså essensen, og tror, han er færdig med det. Det vigtigste mangler, nemlig at substansen er eksisterende - altså AT den er. Eksistensen kommer udefra, fra Gud. Gud har skabt både essens og eksistensen men som forskellige og sammensat. Essensen modtager eksistenser fra Gud.

Engle

Engle er for Thomas Aquinas et skaberværk på lige fod med andre enkeltting, og skal kunne passes ind i det aristoteliske filosofiske system. Thomas placere engle i det aristoteliske "scala natura" mellem Gud og mennesket, og argumentere for at der netop mangler dette led i naturens trappestige. Der mangler noget, der er skabt og endeligt ligesom andre levende væsener (såsom mennesket), men uden stof (legeme).

Scala Natura

Gud	Uskabt	Ren form	Ren akt
Engle	Skabt	Ren form	Akt/potens
Levende væsener	Skabt	Form/stof	Akt/potens

Derimod er engel ikke et artsbegreb på samme måde som mennesket er, for da engle er ren form uden stof, har de ingen substans og dermed ikke noget enkelt individ. Engle er derimod en slægtsgreb, hvor den enkelte engel er en art, på samme måde som at menneskeheden er en art, som hører inde under dyrslægten.

Gud og gudsbeviserne

Gud har for Thomas Aquinas ikke blot væren (eksistens) nej han er væren og den eneste der eksistere m. nødvendighed, da han er skaberen. Derfra hvor altid starter. Derfor er Guds væren og væsen identiske med hinanden, da Gud er nødt til at eksistere.

Dette er udgangspunktet for Aquinas gudsbeviser, som stammer tilbage fra Aristoteles, og forudsætter at der må være noget som starter andre forandringer, hvormed svaret må være Gud! Derudover kan alt ikke være tilfældigt, hvormed Gud er nødvendig

Politisk teori

Individet

Individet ses jf. Aquinas som rationelt og fornuftigt. Det vil det gode, men den frie vilje medfører det onde. Frelsen sikres via åbenbaring og tro. Hos Thomas Aquinas ser vi individ begrebet manifestere sig som værende et fænomen der udgør en væsentlig del af diskussionen om hvorvidt mennesket har en fri vilje eller at dette ikke er tilfældet. I en religiøs debat og kontekst har begrebet således centreret omkring ideen af mennesket som et væsen der enten agerer på baggrund af guds vilje eller har en egentlig dømmekraft der kan udøves.

Hertil kommer også en vurdering af menneskets vilje og valg, for kan eller bør individet udføre handlinger der i essensen er gode eller onde, og hvordan skælnes der imellem disse. Thomas Aquinas fremlagde i sin Summa Theologica (1265-74) ideen om at en handling bliver ond såfremt man afviger fra fornuft og den gudommelige moralske lov. Dette skaber dog et dilemma da et synspunkt fremhæver menneskets syndighed er en arvelig størrelse overdraget fra Adam og at individet derfor har en grundlæggende tendens til at udføre umoralske og syndige handlinger. Synden har, ifølge Thomas Aquinas, sit hovedsæde i vores vilje og derudover fungere som en modpart til vores fornuft. Tro og fornuft udgør de to vitale egenskaber som Gud giver mennesket, der ydermere ikke kan modstride hinanden. Dog er disse kvaliteter ikke nok for at individet kan opnå frelse, da der kræves meditation og åbenbaring for at gøre det håndgribeligt, såvel som brugbart og derfor en mulig metode til at nærme sig Gud.

Stat, samfund og styreform

Samfundet er en organisme, hvor alle har en bestemt funktion. Staten skal være retfærdig og forebygge ondskab.

Aquinas foretrak monarkier som styreform, idet flermandsstyre havde både fordele og ulemper. Monarkiet fandtes i to versioner: politisk styre, hvor styret er begrænset af statens love, og kongelig styre, hvor monarken har al magt uhindret af menneskelige love. Aquinas foretrak den første men accepterede den anden. Han havde tre argumenter for monarki. Det metafysiske var, at enhed er bedst til at skabe orden. Det organiske var, at bierne kun har en dronning. Det hierarkiske, monarken er bindeleddet mellem gud og monark. Monarken har en høj indsigt og kan afsættes, hvis han er tyrannisk.

Love

Aquinas operer med fire forskellige slags love, som alle havde til formål at forebygge skade. Disse love var: • Den evige lov. Denne regerer universet og omhandler skabelsen. Alt er underlagt denne. • Den naturlige lov. Det er den del af den evige lov, som fornuftsvæsenet kan opfatte. Den er ens for alle og er en vurdering af godt og ondt. • Den menneskelige lov. Det er samfundets love, hvor der skelnes mellem praktisk og teoretisk fornuft. Den praktiske fornuft omhandler regler for menneskelig adfærd, mens teoretisk fornuft er naturens principper for sand erkendelse. Den menneskelige lov har til formål at tjene det fælles bedste, og den er ugyldig, hvis den går imod den naturlige lov. • Den guddommelige lov. Det er instrukser mht. hvad man bør og ikke bør i forbindelse med tanker, beslutninger og intentioner. De kristne kender den guddommelige lov via. åbenbaringen, fordi det netop er indsigt via åbenbaring

Politik

Politik skal baseres på den naturlige lov og må ikke overtræde disse. Det skal skabe rammerne for det moralske liv med frelsen som yderste mål, og er således underlagt kristen etik. Formålet er det fælles bedste, men det endelige mål er frelsen i himlen, hvilket overgår denne verden .

Se også

• Skolastik
• Filosofi i middelalderen