Tredje koalitionskrig

Tredje koalitionskrig
Del af Napoleonskrigene
[[Fil:|frameless|Napoléon ved Slaget ved Austerlitz, af François Pascal Simon, Baron Gérard]] Napoléon ved Slaget ved Austerlitz, af François Pascal Simon, Baron Gérard
Dato 1803–1806 Sted Centraleuropa, Italien, og Trafalgar Resultat Fransk sejr, Freden i Pressburg (1805)
Parter
Østrig Russiske Kejserrige Storbritannien Kongeriget Napoli Kongeriget Sicilien Kongeriget Portugal Sverige	Frankrig Bataviske Republik Napoleons Italien Etruria Spanien Bayern Württemberg
Ledere
Frans II Karl Mack von Leiberich Ærkehertug Karl Alexander I Mikhail Kutuzov Horatio Nelson† Ferdinand 1. af Begge Sicilier	Napoleon I André Masséna Joachim Murat Pierre-Charles Villeneuve

Den tredje koalition under Napoleonskrigene bestod af en alliance mellem det Storbritannien, Kejserriget Østrig, Kejserriget Rusland, Kongeriget Napoli og Sverige mod Napoleon Bonapartes Frankrig. Dette var den første koalition mod Første franske imperium; de tidligere havde været mod den Første franske republik.

Napoleon havde planlagt en invasion af Storbritannien efter freden i Amiens i 1803 og havde samlet en styrke på 150.000 mand ved Boulogne. For at invadere måtte han kontrollere eller trække den britiske flåde væk fra den engelske kanal. En omfattende plan for at aflede de britiske styrker mislykkedes i og med at en fransk-spansk flåde under admiral Villeneuve måtte vende tilbage efter det uafgjorte slag ved Kap Finisterre i 1805. Villeneuves flåde lå blokeret i Cádiz, men brød ud og satte kurs mod Napoli den 19. oktober. Den blev imidlertidig nedkæmpet af Lord Nelson i slaget ved Trafalgar den 21. oktober. Napoleon havde da allerede opgivet sine planer om at invadere Storbritannien, og rettede igen opmærksomheden mod fjenderne på kontinentet.

Koalitionen forsøgte at udnytte det faktum at Napoleons styrker var koncentreret ved Boulogne og planlagde et angreb på Italien og Bayern. De allierde armeer blev organiseret i Tyskland og Italien for at iværksætte en invasion af Bayern under ledelse af Karl Mack von Lieberich i forventningen om en russisk forstærkning under ledelse af Mikhail Kutusov. Den bayerske armé, som var tvangsallieret med Napoleon, blev tvunget til at overgive München og gik i retræte nordover.

I august drog Napoleon i rask march med sin armé fra Boulogne til Rhinen. Sent i september krydsede han Rhinen og omringede den østrigske hær ved Ulm. Napoleon forhindrede de østrigsske forsøg på at omgruppere, afskar Ulm fra Østrig og tvang Lieberich til at kapitulere i oktober. Kutusov ved den østrig-bayerske grænse blev tvunget til at trække sig tilbage til Wien, og deretter, 13. november, nordover til Mähren for at afvente forstærkninger.

Napoleon marcherede nordover mod de allierede arméers forsvarspositioner ved Austerlitz. I slaget ved Austerlitz lokkede Napoleon østrigerne i en fælde ved at fingere en retræte for så at storme højderne de havde forladt, og dermed omringe og nedkæmpe alt bortset fra den højre flank under Pjotr Ivanovitsj Bagration.

Den østrigske armée i Italien under ærkehertug Karl blev tvunget til tilbagetog uden kamp af de franske sejre i Tyskland, og de allieredes invasionsplaner i Nordtyskland og Napoli blev opgivet. Østrig blev tvunget til at trække sig fra koalitionen og frataget sine besiddelser i Italien ved freden i Pressburg.

Napoleon havde sejret over Rusland på slagmarken, men de var fortsat med i krigen, og Preussen gik ind i krigen i 1806 i protest mod fransk territoriel overtrædelse under krigshandlingerne i 1805. Dette blev starten på den krigen med den fjerde koalition.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Tredje koalitionskrig