Monodi: Forskelle mellem versioner
m r2.7.1) (Robot tilføjer el:Μονωδία |
MGA73bot (diskussion | bidrag) m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>; kosmetiske ændringer |
||
| Linje 1: | Linje 1: | ||
[[ |
[[Fil:Caccini - le nuove musiche.jpg|thumb|right|Caccini, ''Le Nuove musiche'', 1601]] |
||
'''Monodi''', fra [[græsk]] ''monodos'' "en som synger alene", er et [[musikhistorie|musikhistorisk]] begreb som i dag sædvanligvis betyder en enkelt sangstemme sparsomt [[Akkompagnement|akkompagneret]] af en [[Basso continuo|generalbas]]. |
'''Monodi''', fra [[græsk]] ''monodos'' "en som synger alene", er et [[musikhistorie|musikhistorisk]] begreb som i dag sædvanligvis betyder en enkelt sangstemme sparsomt [[Akkompagnement|akkompagneret]] af en [[Basso continuo|generalbas]]. |
||
Oprindelig var monodi et digt hvor man klagede over nogens død, eller en enstemmig sang uden harmonisk tonefølge. Eksempler på sådan sang er [[antikken]]s musik, [[middelalderen]]s [[Gregoriansk sang|gregorianske sang]] og [[folkevise |
Oprindelig var monodi et digt hvor man klagede over nogens død, eller en enstemmig sang uden harmonisk tonefølge. Eksempler på sådan sang er [[antikken]]s musik, [[middelalderen]]s [[Gregoriansk sang|gregorianske sang]] og [[folkevise]]r. |
||
Omkring år 1600 fik begrebet monodi den betydning som er den sædvanligste i dag, men selve begrebet er nyt, ingen 1600-talskomponist kaldte sine stykker monodiske. Kompositioner i monodisk form kunne blive kaldt [[madrigal]]er, [[motet]]ter eller concertos |
Omkring år 1600 fik begrebet monodi den betydning som er den sædvanligste i dag, men selve begrebet er nyt, ingen 1600-talskomponist kaldte sine stykker monodiske. Kompositioner i monodisk form kunne blive kaldt [[madrigal]]er, [[motet]]ter eller concertos (i sin tidlige betydning, dvs "med instrumenter"). |
||
Monodien udviklede sig fra et forsøg som kunstner- og filosofikredsen [[Florentinske musikreform|Florentiner Camerata]] gjorde i 1580'erne på at restaurere gamle græske ideer om melodi og deklamation. Forsøget blev en spire til en ny udvikling af dramatisk musik. Ved siden af de formelle aspekter bestod den største fornyelse i at sangen overvejende skulle udrykke [[følelser]], såkaldte ''affekter''. Desuden kendetegnes monodien af en større sammenhæng mellem tekst og musik hvor sangstemmen fulgte sprogets rytme, melodistrømmen fulgte <!-- Det norske forlæg har: "... hvor sangstemmen fulgte språkets rytme, melodiflyten setningsdelene og innholdsmessig betydningsfulle ord ofte sammenfalt med tyngdepunkter i takten" --> sætningsdelene, og hvor indholdsmæssigt betydningsfulde ord ofte faldt sammen med tyngdepunkter i [[Taktart|takten]]. Dette koncept fik på kort tid stor indflydelse på det fælleseuropæiske musiksprog. |
Monodien udviklede sig fra et forsøg som kunstner- og filosofikredsen [[Florentinske musikreform|Florentiner Camerata]] gjorde i 1580'erne på at restaurere gamle græske ideer om melodi og deklamation. Forsøget blev en spire til en ny udvikling af dramatisk musik. Ved siden af de formelle aspekter bestod den største fornyelse i at sangen overvejende skulle udrykke [[følelser]], såkaldte ''affekter''. Desuden kendetegnes monodien af en større sammenhæng mellem tekst og musik hvor sangstemmen fulgte sprogets rytme, melodistrømmen fulgte <!-- Det norske forlæg har: "... hvor sangstemmen fulgte språkets rytme, melodiflyten setningsdelene og innholdsmessig betydningsfulle ord ofte sammenfalt med tyngdepunkter i takten" --> sætningsdelene, og hvor indholdsmæssigt betydningsfulde ord ofte faldt sammen med tyngdepunkter i [[Taktart|takten]]. Dette koncept fik på kort tid stor indflydelse på det fælleseuropæiske musiksprog. |
||
| Linje 15: | Linje 15: | ||
En vigtig tidlig afhandling om monodi findes i Giulio Caccinis samling af sange, ''Le nuove musiche'' (Florence, 1601). |
En vigtig tidlig afhandling om monodi findes i Giulio Caccinis samling af sange, ''Le nuove musiche'' (Florence, 1601). |
||
==Vigtige komponister== |
== Vigtige komponister == |
||
* [[Vincenzo Galilei]] (1520–1591) |
* [[Vincenzo Galilei]] (1520–1591) |
||
* [[Giulio Caccini]] (c.1545 |
* [[Giulio Caccini]] (c.1545 – 1618) |
||
* [[Emilio de' Cavalieri]] (c.1550 |
* [[Emilio de' Cavalieri]] (c.1550 – 1602) |
||
* [[Bartolomeo Barbarino]] (? |
* [[Bartolomeo Barbarino]] (? – c.1617) |
||
* [[Jacopo Peri]] (1561–1633) |
* [[Jacopo Peri]] (1561–1633) |
||
* [[Claudio Monteverdi]] (1567–1643) |
* [[Claudio Monteverdi]] (1567–1643) |
||
* [[Alessandro Grandi]] (c.1575 |
* [[Alessandro Grandi]] (c.1575 – 1630) |
||
* [[Giovanni Pietro Berti]] (d. 1638) |
* [[Giovanni Pietro Berti]] (d. 1638) |
||
* [[Sigismondo d'India]] (c.1582 |
* [[Sigismondo d'India]] (c.1582 – 1629) |
||
* [[Claudio Saracini]] (1586 |
* [[Claudio Saracini]] (1586 – c.1649) |
||
==Se også== |
== Se også == |
||
*[[Monofoni]] |
* [[Monofoni]] |
||
[[Kategori:Musikudtryk]] |
[[Kategori:Musikudtryk]] |
||
Versionen fra 7. okt. 2012, 05:44
Monodi, fra græsk monodos "en som synger alene", er et musikhistorisk begreb som i dag sædvanligvis betyder en enkelt sangstemme sparsomt akkompagneret af en generalbas.
Oprindelig var monodi et digt hvor man klagede over nogens død, eller en enstemmig sang uden harmonisk tonefølge. Eksempler på sådan sang er antikkens musik, middelalderens gregorianske sang og folkeviser.
Omkring år 1600 fik begrebet monodi den betydning som er den sædvanligste i dag, men selve begrebet er nyt, ingen 1600-talskomponist kaldte sine stykker monodiske. Kompositioner i monodisk form kunne blive kaldt madrigaler, motetter eller concertos (i sin tidlige betydning, dvs "med instrumenter").
Monodien udviklede sig fra et forsøg som kunstner- og filosofikredsen Florentiner Camerata gjorde i 1580'erne på at restaurere gamle græske ideer om melodi og deklamation. Forsøget blev en spire til en ny udvikling af dramatisk musik. Ved siden af de formelle aspekter bestod den største fornyelse i at sangen overvejende skulle udrykke følelser, såkaldte affekter. Desuden kendetegnes monodien af en større sammenhæng mellem tekst og musik hvor sangstemmen fulgte sprogets rytme, melodistrømmen fulgte sætningsdelene, og hvor indholdsmæssigt betydningsfulde ord ofte faldt sammen med tyngdepunkter i takten. Dette koncept fik på kort tid stor indflydelse på det fælleseuropæiske musiksprog.
I begyndelsen blev monodiske musikstykker akkompagneret af generalbas og var fuldstændig ubundet formalt. Forskellige udviklingslinjer mundede ud i specialiserede musikformer som recitativ og arie der blev bestanddele i operaer, oratorier og kantater.
I Frankrig foregik der en parallel udvikling som blev kaldt air de cour, men begrebet monodi bruges sædvanligvis ikke om disse mere konservative sange som beholdt mange af renæssancemusikkens kendetegn.
En vigtig tidlig afhandling om monodi findes i Giulio Caccinis samling af sange, Le nuove musiche (Florence, 1601).
Vigtige komponister
- Vincenzo Galilei (1520–1591)
- Giulio Caccini (c.1545 – 1618)
- Emilio de' Cavalieri (c.1550 – 1602)
- Bartolomeo Barbarino (? – c.1617)
- Jacopo Peri (1561–1633)
- Claudio Monteverdi (1567–1643)
- Alessandro Grandi (c.1575 – 1630)
- Giovanni Pietro Berti (d. 1638)
- Sigismondo d'India (c.1582 – 1629)
- Claudio Saracini (1586 – c.1649)