Claudio Monteverdi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Portræt af Claudio Monteverdi i Venedig, 1640, af Bernardo Strozzi

Claudio Giovanni Antonio Monteverdi (døbt 15. maj 156729. november 1643) var en italiensk komponist, instrumentalist og sanger. Hans værker markerer overgangen mellem Renæssancen og Barokmusikken, og han er en af operaens pionerer. Hans første opera L'Orfeo (1607) regnes for den tidligste egentlige opera hvor både musik og tekst er bevaret og som ofte bliver opført i vore dage.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Opvækst og ungdom[redigér | redigér wikikode]

Claudio Monteverdi var den ældste søn af barbereren og sårlegen Baldassare Monteverdi (født rundt 1542). Selv om faderen levede i beskedne kår, fik de to ældste sønner en grundig musikalsk uddannelse hos Marc'Antonio Ingegneri, kapelmester ved katedralen i Cremona, hvor den unge Claudio sang i kirkekoret. Ingenieris indflydelse genfinder man i Claudios første samling Sacrae cantiunculae (1582) som han komponerede 15 år gammel. I 1587 offentliggjorde han sin første samling madrigaler.

Mantova[redigér | redigér wikikode]

Claudio Monteverdi, ca. 1597. Sandsynligvis det første billede af Monteverdi, malet mens han endnu var i Mantova.

Monteverdis først publicerede værker var motetter og åndelige madrigaler, Cantiunculae Sacrae, 1582, resp. Madrigal Spirituali, 1583. Derefter fulgte en samling med tre-stemmige canzonetter i 1584, hans første madrigalbog for fem stemmer i 1587 og den anden madrigalbog i 1590. I 1590 blev Monteverdi ansat som sanger og violinst ved hertug Vincenzo 1. af Gonzagas hof i Mantova. Her var det gode betingelser med et fuldstændig orkester og fremragende solister. Han må hurtigt være blevet et ledende medlem af hoforkesteret, for i 1595 fik han lov til at følge tjenesteherren på en militært motiveret rejse til Ungarn for at møde tyrkerne. Den 20. maj 1599 giftede han sig med Claudia de Cattaneis, selv sanger og datter til en af musikerne ved hoffet, med hvem han fik to sønner og en datter. Næsten umiddelbart efter måtte han følge tjenesteherren, som skulle på et spaophold i Flandern, og her mødte Monteverdi mestrene i den fransk-flamske musikstil.

Omkring år 1600 var Monteverdis ry som komponist befæstet, men hans musik blev også angrebet af repræsentanter for den gamle renæssancestil, som anklagede den nye monodiske stil for ikke at følge 1500-tallets musikalske krav om et jævnt flydende kontrapunkt, forberedte dissonanser og ligeværdige stemmer. Giovanni Artusi offentliggjorde i 1599 en pamflet, hvor han – uden at nævne navn – kritiserede flere madrigaler for at være "utålelige for øret" og hævdede, at de "sårede i stedet for at charmere".

I 1601 blev Monteverdi udnævnt til kapelmester, maestro di cappella. Trods forpligtelserne ved hoffet komponerede Monteverdi i perioden fra 1590 til 1605 musik nok til at fylde fire madrigalbøger. Fra den femte bog havde han begyndt at komponere i den nye stil, og fra monodiens betoning af klare melodilinjer, forståelig tekst og et sparsomt akkompagnement, var der blot et kort og logisk skridt til den nye operaform, og i 1607 komponerede Monteverdi en af de første af sin art, L'Orfeo, som han skrev som bestillingsværk til det årlige karneval i Mantova. Operaen blev opført den 24. februar med stor succes.

Claudia døde i september 1607, et tab Monteverdi tog meget hårdt. Han boede en stund hos sin fader i Cremona og vægrede sig mod at rejse tilbage til hoffet i Mantova, men til slidst blev han kaldt tilbage for at komponere en opera til hertugarvingens bryllupsfest. Han skrev da operaen L'Arianna (1608), hvoraf kun den kendte "Ariadnes klage" er bevaret.

I 1610 udgav han sit vigtigste kirkemusikalske værk, Vespro della Beata Vergine ("Mariavesper"). Efter hertug Vincenzo Gonzagas død i 1612 blev Monteverdi sagt op af den mindre musikinteresserede efterfølger.

Venedig[redigér | redigér wikikode]

Monteverdis gravsten.

Monteverdi boede en kort stund i Cremona, før han i 1613 enstemmig blev valgt som kapelmester i Markuskirken, en af de vigtigste poster i den musikalske verden på den tid. Her viste han sig som en effektiv administrator. Musiklivet havde ligget nede en tid, men han fik koret på fødderne igen, engagerede nye virtuose sangere, som Francesco Cavalli, indkøbte nye noder, genindførte regelmæssig messesang og sørgede for, at orkestermedlemmerne fik månedsløn i stedet for løn på opgavebasis. Dermed begyndte hans bedste og mest produktive år. Ved siden af talrige kirkemusikalske værker fortsatte Monteverdi at skrive verdslig musik, og han offentliggjorde mellem 1614 og 1638 madrigalsamlingerne nr. 6 til 8.

Sønnen døde i en pestepidemi, og efter det forværredes Monteverdis helbred sig hurtigt. I anledning af åbningen af det første offentlige operahus i Venedig i 1637 skrev han flere værker for scenen, blandt andet Il ritorno d'Ulisse in patria (1641) og L'incoronazione di Poppea (1642). Samtidig overvågede han udgivelsen af udvalgte kirkemusikalske værker fra samlingen Selva morale e spirituale (1641).

Død[redigér | redigér wikikode]

Han døde i 1643 i Venedig efter en rejse til Cremona og Mantova. Venetianerne gav han en fyrstelig begravelse, og han er gravlagt i kirken Santa Maria Gloriosa dei Frari hvor der findes en mindeplakette i et af kapellerne, som flankerer hovedkoret.

Musikken[redigér | redigér wikikode]

Madrigaler[redigér | redigér wikikode]

Frem til, at han var 40 år, arbejdede Monteverdi hovedsagelig med madrigaler, og han udgav totalt 9 madrigalbøger. De første 8 viser en enorm udvikling fra renæssancemusikk til typisk monodisk barokmusik.

Den femte Madrigalbog[redigér | redigér wikikode]

Quinto Libro (femte bog), offentliggjort i 1605, viser overgangen fra renæssance- til barokstil.[1] Bogen var kernen i kontroversen mellem Monteverdi og Artusi. Monteverdi svarede på kritikken i forordet til den femte bog, hvor han foreslog at dele musikken i to retninger: den gamle renæssancestil, som han kaldte prima prattica, og den nye barokstil, seconda prattica. Prima prattica beskrev han som forgængernes polyfone ideal fra 1500-tallet med strengt kontrapunkt, forberedte dissonanser og jævnbyrdighed mellem stemmerne. Seconda prattica anvendte et meget friere kontrapunkt med et tiltagende hierarki mellem stemmerne med vægt på sopran og bas. I Prima Prattica skulle harmonierne kontrollere ordene, i Seconda prattica skulle ordene kontrollere harmonierne.[2] Dette repræsenterer et skridt mod den nye monodiske stil. Mange af de nye madrigaler tog den meget moderne generalbas-teknik i brug. Desuden viste den femte bog begyndelsen på en bevidst funktionell tonalitet (det vil sige dur-mol-tonalitet i modsætning til modal tonalitet).

Den ottende madrigalbog[redigér | redigér wikikode]

Ottavo Libro (ottende bog), offentliggjort i 1638, inkluderer de såkaldte Madrigali dei guerrieri ed amorosi (det vil sige "Madrigaler om krig og kærlighed"), som mange anser for at være madrigalformens højdepunkt.

Mens han var i Venedig, fuldførte Monteverdi sin sjette, syvende og åttende madrigalbog. Den ottende er den største og inneholder værker skrevet over en 30-årsperiode. Volumet indeholder blandt andet en dramatisk scene i Tancredi e Clorinda (1624), hvor orkester og stemmer danner to separate grupper, som spiller mod hinanden. Sandsynligvis blev Monteverdi inspireret af Markuskirkens to modstående balkoner til at forsøge denne opsætning. Et andet træk ved kompositionen er, at det er første gang tremolo og pizzicato bruges på strengeinstrumenter for at opnå specielle effekter i dramatiske scener.

Omslagsside af Monteverdis opera L'Orfeo, Venezia 1609.

Den niende madrigalbog[redigér | redigér wikikode]

Den niende bog blev udgivet posthumt i 1651 og indeholder lettere stykker som canzonetter i begge stilarter.

Operaer[redigér | redigér wikikode]

Florentineren Jacopo Peri skrev omkring århundredeskiftet de første værker indenfor det, man i dag kalder opera, og skabte dermed operaformen. Kort tid efter, i 1607, skrev Monteverdi L'Orfeo - den første opera, som udnytter genrens fulde potentiale. Handlingen beskrives i levende musikalske billeder og melodierne er lineære og klare. Monteverdi skabte med L'Orfeo en helt ny musikstil, dramma per la musica. Monteverdis anden opera, L'Arianna, blev uropført i Mantova i 1608, og er den mest indflydelsesrige og berømte af de tidlige barokoperaer. Handlingen drejer sig om den gamle græske legende om Ariadne og Thesevs.

Monteverdi komponerede i alt mindst 18 operaer, men kun L'Orfeo, L'incoronazione di Poppea, Il ritorno d'Ulisse in patria og den berømte arie "Ariadnes klage" fra hans anden opera L'Arianna er bevarede. De sidste år af sit liv var Monteverdi meget syg, men på denne tid komponerede han til trods herfor de to mesterværker Il ritorno d'Ulisse in patria (1641) og den historiske opera L'incoronazione di Poppea (1642) baseret på kejser Neros liv.

Kirkemusik[redigér | redigér wikikode]

Medaljon med portræt af Monteverdi (posthum), ætsning af Barberis, (Associazione Amici della Raccolta Bertarelli, Milano).

I Mantova ser det ikke ud til, at Monteverdi havde noget ansvar for kirkemusik, før han blev udnævnt til maestro di cappella i 1601. Det første kirkemusikalske værk, han offentliggjorde, var en messe i prima prattica (gammel) stil med temaer efter Nicolas Gomberts motet In illo tempore fra 1554. Senere blev denne en del af den berømte Vespro della Beata Vergine (1610, ofte fejlagtig kaldet "Mariavesper"), som hovedsagelig er i seconda prattica-stil.[3] Disse Vesper-salmer er et godt eksempel på en tidlig komposition med gentagelse og kontraster – flere satser har en klar ritornel. Det offentliggjorte værk er i stort format, og der har været en del uenighed om meningen var, at alle satserne skulle fremføres i en og samme gudstjenteste. Imidlertid er der flere indikationer på en indre sammenhæng. I sin store bredde er værket en forløber for barokmusikkens højdepunkter, som Händels Messiah og J.S. Bachs Matthäuspassion. Hver af de 24 dele er fuldt udviklede både musikalsk og dramatisk, og den instrumentale tekstur udnyttes for at opnå præcise dramatiske og emotionelle virkninger på en måde, som den gang var helt ny.

Værker[redigér | redigér wikikode]

Monteverdi var en meget flittig komponist og skrev en lang række værker, som alle var mere eller mindre banebrydende. Hans produktion kan deles op i to:

  • Tiden i Mantova, hvor han hovedsagelig skrev verdslige værker som madrigaler, solosange og operaer og
  • Tiden i Venedig, hvor han dels koncentrede sig om kirkemusikken, dels skrev mange musikdramatiske værker. Her skrev han operaerne Il ritorno d'Ulisse in patria (''Odysseus' hjemkomst'', 1641) og L'incoronazione di Poppea (Poppeas kroning, 1642). De er de eneste fra denne periode der stort set er bevaret i deres helhed. Langt den største del af hans kirkemusik er publiceret i Sanctissimae Virgini Missa... Ac Vespere pluribus... (1610), Selva morale e spirituale (1640) og den store posthume samling Messa a quatro voci, et Salmi... (1650).

Madrigaler og verdslige værker[redigér | redigér wikikode]

  • Canzonette a tre voci, 1584
  • 1. madrigalbog: Madrigali a cinque voci, 1587
  • 2. madrigalbog: Il secondo libro de madrigali a cinque voci, 1590
  • 3. madrigalbog: Il terzo libro de madrigali a cinque voci, 1592
  • 4. madrigalbog: Il quarto libro de madrigali a cinque voci, 1603
  • 5. madrigalbog: Il quinto libro de madrigali a cinque voci, 1605
  • Scherzi Musicali a tre voci, 1607
  • 6. madrigalbog: Il sesto libro de madrigali a cinque voci, 1614
  • 7. madrigalbog: Concerto. Settimo libro di madrigali, 1619
  • Lamento d'Arianna... Et con due Lettere Amorose..., in genere rappresentatavo, 1623
  • Scherzi musicali Cioè Arie, & Madrigali in stil recitativo, 1632
  • 8. madrigalbog: Madrigali guerrieri, et amorosi con alcuni opuscoli in genere rappresentativo, che saranno per brevi Episodi fra i canti senza gesto., 1638
  • 9. madrigalbog: Madrigali e canzonette a due e tre voci, 1651

Operaer og musikdramatiske værker[redigér | redigér wikikode]

Titelbladet af Monteverdis opera L'Orfeo, Venedig, 1609.
  • L'Orfeo – favola in musica (Orfeus), opera, lib. Striggio, 1607
  • L'Arianna, opera, lib. Rinuccini, 1608 – tabt (bortset fra Ariannas klagesang, Lamento d'Arianna, publ. 1623)
  • Il ballo delle Ingrate, ballet, 1608 (publ. 1638)
  • Prolog til L'Idropica, komedi med musik, lib. Guarini, 1608 – tabt
  • Tirsi e Clori, ballet, lib. Striggio, 1616
  • Le nozze di Tetide, favola marittima, 1616 – tabt
  • Prolog til La Maddalena, sacra rappresentazione, lib. Andreini, 1617 – tabt
  • Andromeda, opera, 1618–20 – tabt
  • Apollo, dramatisk kantate – tabt
  • Combattimento di Tancredi e Clorinda, dramatisk scene, lib. Tasso, 1624 (publ. 1638)
  • La finta pazza Licori, lib. Strozzi, 1627 – tabt
  • Gli amori di Diana e di Endimione, intermezzo, lib. Pio, 1628 – tabt
  • Mercurio e Marte, torneo, lib. Achillini, 1628 – tabt
  • Proserpina rapita, lib. Strozzi, 1630 – tabt (bortset fra trioen "Come dolce oggi", publ. 1651)
  • Volgendo il ciel, ballet, ca. 1636 (publ. 1638)
  • Il ritorno d'Ulisse in patria (Odysseus' hjemkomst), lib. Badoaro, 1640
  • Le nozze d'Enea con Lavinia, lib. Badoaro, 1641 – tabt
  • La vittoria d'Amore, ballet, 1641 – tabt
  • L'incoronazione di Poppea (Poppeas kroning), lib. Busenello, 1642

Kirkemusik[redigér | redigér wikikode]

  • Sacrae cantiunculae tribus vocibus... Liber primus, 1582
  • Madrigali spirituali a quattro voci, 1583
  • Sanctissimae Virgini Missa... Ac Vespere pluribus... (inkl. Vespro della Beata Vergine), 1610
  • Selva morale e spirituale, 1640
  • Messa a quatro voci, et Salmi A Una... Otto Voci, ...Concertati, e Parte da Cappella...,, 1650

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Ringer, Mark. Opera's First Master: The Musical Dramas of Claudio Monteverdi. Canada: Amadeus Press, 2006.
  2. ^ Schrade, Leo. Monteverdi: Creator of Modern Music. New York: W. W. Norton and Company, 1950.
  3. ^ Halsey, William D., ed. Collier's Encyclopedia. Vol. 16. New York: MacMillan Educational Company, 1991.

Litteraturhenvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Manfred Bukofzer: Music in the Baroque Era. New York, W.W. Norton & Co. 1947
  • Denis Arnold: Monteverdi. London, J.M. Dent & Sons Ltd, 1975
  • Leo Schrade: Monteverdi. London, Victor Gollancz Ltd, 1979
  • Claudio Monteverdi (ed. Denis Stevens): The Letters of Claudio Monteverdi. London, 1980
  • Silke Leopold (overs. Anne Smith): Monteverdi (Music in Transition). Clarendon Press, Oxford, 1991
  • Tim Carter: Music in Late Renaissance and Early Baroque Italy. Amadeus Press, 1992
  • Paolo Fabbri (overs. Tim Carter): Monteverdi. Cambridge University Press, Cambridge and New York, 1994
  • Mark Ringer: Opera's First Master: The Musical Dramas of Claudio Monteverdi. Amadeus Press, 2006
  • John Whenham & Richard Wistreich (ed.): The Cambridge Companion to Monteverdi. Cambridge University Press, 2007
  • Ellen Rosand: Monteverdi's Last Operas: A Venetian Trilogy. University of California Press, 2007

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: