Grafologi

Grafologi (græsk gráphein 'skrive', og logia 'lære') er læren om, hvordan menneskets karakter viser sig i håndskriften.

Grafologi kan også vise, hvordan skriften ændrer sig i takt med personens udvikling gennem modning, kriser og aldring.

Grafologi bruges blandt andet til personlighedsprofiler som supplement i forbindelse med personaleudvælgelse. Grafologer medvirker nogle gange som eksperter i retssager, hvor skrifter skal sammenlignes.

Kritisk opfattelse

Kritikere refererer til manglen på empirisk belæg som grund til ikke at anvende grafologi. Tilhængere henter anekdotisk belæg i mange tusinde positive vidneudsagn.

Den etablerede akademiske psykologi anser ikke grafologi for en gyldig metode til at opnå viden om personlighedsegenskaber.

Historien

Allerede de gamle kinesere har udtalt sig om håndskriften, blandt andre Okakura og den kinesiske filosof Kuo Juso.

De første kendte arbejder om grafologien er fra 1662, hvor den italienske læge Camillo Baldos udgav en bog med titlen Trattato come una lettera missiva si cognoscano la natura e qualità dello scrittore ("Hvordan man af et brev lærer den skrivendes karakteregenskaber at kende").

I 1778 skriver den schweiziske læge og psykolog Johann Caspar Lavater (1741-1801) et værk om menneskekundskab, hvori der indgår et bind om håndskriftens karakter, baseret på håndskrifter af Johann Wolfgang von Goethe, som han kendte.

I 1875 udkommer det første egentlige arbejde om grafologien "Système de Graphologie" af den franske præst Jean Hippolyte Michon, der betragtes som den franske grafologis grundlægger. Dette værk blev senere bearbejdet af Jules Crépieux-Jamin.

Herefter kommer grafologien til Tyskland, hvor navne som Lagenbruch, Schwiedland og Wilhelm Preyer kom til at præge fagets udvikling. I 1897 blev det tyske grafologiske selskab, Die Deutsche Graphologische Gesellschaft, dannet.

Men det var tyskeren Ludwig Klages der for alvor fik betyding for den retning indenfor grafologien, som benyttes i dag. Nogle af hans kendte bøger er Die Probleme der Graphologie fra 1910 og Handschrift und Charakter fra 1917. Endvidere kan nævnes Max Pulver der kombinerede grafologien med Sigmund Freud og Alfred Adlers dybdepsykologi.

I Danmark har vi (haft) kendte grafologer som Sigbrit Galster Pedersen, Annelise Garde, Elsa Kornerup, Irmgard Wassard og Vera Slæbo.

Uddannelse

I blandt andre Tyskland og USA er grafologi i dag universitetsfag.

I Danmark kan man blive uddannet grafolog gennem Dansk Grafologisk Selskab.

Der undervises normalt enkeltvis med en ugentlig lektion eller en hver 14. dag. Uddannelsen tager i gennemsnit ca. 4 år. Der forudsættes kendskab til psykologi og tysk på HF niveau samt færdigheder i mundtlig og skriftlig dansk på samme niveau. Herudover forventes eleven at være indstillet på at arbejde med sig selv og sin personlige udvikling og tilegne sig en dybdepsykologisk viden og forståelse.

Grafologiens hovedtræk

Fil:Grafologi-skriftretning.jpg

Skriftens bevægelsesretning. Betydning. Klik for stort billede

Ud fra håndskriftens struktur kan man blandt andet aflæse personens karakteregenskaber, målsætning, stræben, selvvurdering, forhold til omverden og sindstilstand. Også visse sygdomme kan aflæses i skriften.

Man vurderer forskellige elementer i skriften, som man tillægger forskellige personlige egenskaber. De enkelte elementer kan normalt ikke vuderes for sig selv, men skal kombineres med skriftbilledet som helhed.

• Skriftens hastighed.
  Hurtig: aktivitet, uro. Langsom: passivitet, ro.
• Skriftens sammenhæng.
  Sammenhængende: logisk tankegang. Usammenhængende: ensidighed, springende tankegang, isoleringstendens.
• Skriftens størrelse.
  Stor: selvtillid, sund selvfølelse, usaglighed. Lille: saglig, mindreværd, beskeden
• Skriftens udformning.
  Forenklet: rationalitet, manglende fantasi. Beriget: skaberglæde, omstændighed
• Skriftens fylde.
  Fyldig: konkret tankegang, fantasi. Mager: abstrakt tankegang, nøgtern.
• Skriftens styrke.
  Pastos: sanselighed, nydelse. Skarp: spiritualitet, askese
• Skriftens tryk.
  Trykstærk: styrke, vitalitet, hæmninger. Tryksvag: åndelig bevægelighed, sart
• Skriftens regelmæssighed.
  Regelmæssig: kontrol, ensretning. Uregelmæssig: emotionel, opposition, impulsiv.
• Skriftens bredde.
  Vidde: umiddelbar, manglende hæmninger. Snæver: selvkontrol, hæmninger
• Skriftens bindingsformer.
  Vinkel: retlinet, kompromisløs, ansvarbevidst, stivsind. Tråd: tilpasningsevne, svinger med, rollespil. Arkade: lukkethed, konservatisme, selvbeskyttelse. Guirlande: venlighed, modtagelig, udadvendt
• Skriftens retningsbetoning.
  Venstrebetonet: indadvendt, fortidsorienteret. Højrebetonet: udadvendt, fremtidsorienteret.
• Skriftens hældning.
  Venstreskrå: selvbeskyttelse, reservation. Stejl: selvkontrol, uafhængig. Højreskrå: kontaktinteresse, uselvstændig.
• Skriftens zoner.
  Underzonebetonet: instinkterne, det ubevidste, jordbundet. Mellemzonebetonet: følelserne, jeg'et, subjektet. Overzonebetonet: intellektet, overjeg'et, idealisme, rodløshed.
• Skriftens længdeforskel.
  Lille forskel: tilfredshed, flegmatisk. Stor længdeforskel: foretagsom, utilfreds.
• Linjernes retning.
  Lige linjer: balanceret og stabil. Opadgående linjer: iver, optimisme, uro. Faldende linjer: træthed, modløs, depression
• Underskriften.
  Siger noget om personens selvvurdering og identitet

.

Litteratur, dansk

• Slæbo, Vera, Grafologi. Håndskriftens psykologi, Samtid 1998
• Kornerup, Elsa og Irmgard Wissard, Håndbog i grafologi. Clausen 1976
• Seichter, Hermann, Praktisk grafologi, Strubes 1985
• Bidsted, Ole, Kend din håndskrift. Kend dig selv, Aschehoug 1996
• Garde, Annelise, Lærebog i grafologi, Strubes 1982
• Donig, Curt, Erhvervsgrafologi, Klitrose 1988
• Garde, Annelise, Håndskrift og menneskelig udvikling, Nyt Nordisk Forlag 1962

Eksterne henvisninger

• Dansk Grafologisk Selskab
• Krtitisk BBC artikel om grafologi (på engelsk)