Mysteriereligion

Navnet mysteriekult stammer fra det græske μυστήριον mystḗrion (pl. mystḗria), som betyder "hemmelighed". Navnet bruges om en række græske og orientalske kulter, der fik en opblomstring i hellenistisk-romersk tid.

Fælles for mysteriekulterne var, at de alle var individsorienterede religioner, der lovede den enkelte frelse, hvis han deltog i kultens ritualer og i øvrigt overholdt kultens arkandisciplin, dvs. forbuddet mod at afsløre kultens mysterier for de uindviede.

Karakteristisk for mysteriekulterne var et indvielsesritual, ofte en dåb og et fællesmåltid, hvormed en persons gamle symbolsk begravedes og et nyt, indviet menneske opstod. Den kendteste beskrivelse af et sådant ritual er Apuleius' værk Det gyldne æsel, hvor han beskriver sin indvielse i Isis-mysterierne.

Mysteriekulterne var udsprunget fra forskellige folkekulter, men i modsætning til disse interesserede mysteriekulterne sig primært for frelse i det hinsides.

Kulterne havde den største tiltrækningskraft på bymenneskene og soldaterne. Disse kunne ikke længere finde tryghed i de traditionelle slægtssamfund med religionen som et samfundsanliggende og måtte derfor ty til andre religionsformer. I mysteriekulterne fandt de så fællesskab og tryghed.

Mysteriekulter

• Mithraskulten
• Isiskulten
• Orfeus-kulten / orfismen
• Demeterkulten
• Hermeskulten
• kulten for Kybele eller Magna mater