Orfeus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gnome globe current event.svg Denne artikel eller dette afsnit er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.
Clockimportant.svg
Orfeus med sin lyre, omgivet af tæmmede vilde dyr.

Orfeus/Orpheus (græsk: Ορφεύς) er en græsk sagnskikkelse. Han var søn af Kalliope, muse for sang og digtning. Pindar kaldte ham "sangens fader". Han var konge af den trakiske stamme ciconerne. Hans navn findes hverken hos Homer eller Hesiod, men er først kendt på Ibycus' tid (ca. 530 f.Kr.).

Orfeus var en af hoveddigterne og musikerne i antikken og opfinder af lyren. Med sang og musik kunne han henrive vilde dyr, lokke træerne og klipperne til dans og ændre flodernes løb. Som en af civilisationens pionerer fortalte han om medicin, skrivning og landbrug. Orfeus var spåmand og tæt knyttet til det religiøse liv. Han praktiserede bl.a. astrologi og grundlagde både Apollon- og Dionysoskulterne. Det var ham, der indførte mystiske riter både offentligt og privat.

Orfeus elskede Eurydike, som blev bidt af en slange og døde. Orfeus sørgede så meget, at han fik lov til at gå ned i dødsriget efter hende. I dødsriget lykkedes det ham ved sin sang at overtale Hades til frigive hende. Der var betingelser: hun skulle gå bag ham på vejen op derfra, og han måtte ikke se sig tilbage. Men tvivlen blev ham for stor, så han vendte sig om, og i samme nu mistede han hende igen til dødsriget.

Orfismen[redigér | redigér wikikode]

Orfeus fik sin egen mysteriereligion i Grækenland – orfismen. Den havde den græske vingud Dionysos som øverste gud. Ifølge den orfiske myte blev Dionysos – i Rom kaldt Bacchus – kidnappet af titanerne. Titanerne sønderrev ham og åd ham. Det lykkedes Athene at redde Dionysos' hjerte, som hun gav tilbage til hans far, Zeus. Zeus lavede af hjertet en ny Dionysos. Som straf dræbte han titanerne med sine lyn. Af titanernes aske opstod mennesket. Da legemet stammede fra titanerne, betragtede orfikerne det som noget mindreværdigt. Men de mente, at alle mennesker havde noget guddommeligt i sig, nemlig Dionysos-essensen.

Orfikerne mente at kunne slippe det guddomelige fri ved en asketisk levevis. De erkendte en antropologisk dualisme mellem sjæl og legeme. Hvis de ikke erkendte den, ville de blive genfødt i et nyt legemligt "fængsel". Det er et af de tidligste græske eksempler på den dualisme – der især via Platon – kom til at præge den senere hellenistiske tankegang og dermed store dele af den europæiske kultur.

Både Pythagoras, Platon og de kristne gnostikere var inspireret af den orfiske tankegang.

Moderne genfortællinger[redigér | redigér wikikode]

Christoffer Boes debutfilm Reconstruction udsætter hovedpersonen for samme prøvelse.

Filmen Orfeu Negro fra 1959 vandt de gyldne palmer samme år. Den genfortæller historien som her foregår under karnavalet i Rio de Janeiro.

Fortællingen om Orpheus og Eurydike er et gennemgående tema på Arcade Fire's album Reflektor. De to sagnfigurer pryder omslaget til pladen, og de to sange Awful sound (Oh Eurydice) og It's Never Over (Hey Orpheus) er en moderne genfortælling af den antikke historie.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]