Den italiensk-tyrkiske krig: Forskelle mellem versioner
Rmir2 (diskussion | bidrag) →Eksterne henvisninger: indsat ekstern henvisning |
Nis Hoff (diskussion | bidrag) m →Historie: linkfix |
||
| Linje 32: | Linje 32: | ||
Med henvisning til tyrkiske overgreb mod italienske undersåtter i Tripolis og efter pres fra indehavere af betydende italienske finansintresser der besluttede den italienske regering at i efteråret 1911 skride til aktion. Et italiensk ultimatum af 27 september opfordrede sultanen at inden for 48 timer tillade italiensk okkupation af de to provinser og lade dem stille under italiensk forvaltning med formelt bibeholdelse af sultanens suverænitet. Da fristen var udløbet, erklærede Italien Tyrkiet krig den 29. september. |
Med henvisning til tyrkiske overgreb mod italienske undersåtter i Tripolis og efter pres fra indehavere af betydende italienske finansintresser der besluttede den italienske regering at i efteråret 1911 skride til aktion. Et italiensk ultimatum af 27 september opfordrede sultanen at inden for 48 timer tillade italiensk okkupation af de to provinser og lade dem stille under italiensk forvaltning med formelt bibeholdelse af sultanens suverænitet. Da fristen var udløbet, erklærede Italien Tyrkiet krig den 29. september. |
||
Nogle tyrkiske jagere blev sænket den 29-30. september ved [[Prevesa]] og [[Durazzo]], men på |
Nogle tyrkiske jagere blev sænket den 29-30. september ved [[Prevesa]] og [[Durazzo]], men på østrig-ungarnsk foranledning måtte Italien efterfølgende afstå fra videre operationer i det Adriatiske og Joniske hav for ikke at bringe ''status quo'' på [[Balkanhalvøen]] i fare. Byen Tripolis blev bombarderet den 3. oktober og besat den 5 oktober; de fåtallige tyrkiske stridskræfter trak sig ind i landet. Italienerne erklærede den 6. oktober hele kysten for blokeret. Byen [[Benghazi]] blev besat den [[20. oktober]], [[Horns]] den [[21. oktober]]. Et tyrkisk-arabisk fremstød mod byen Tripolis’ nærmeste omgivelser den 23. oktober førte til hårde kampe og foranledigede italienerne til at gribe til yderst hårde repressalier mod den indfødte befolkning i området. Nye kampe 27. oktober-12. november fik dem dog til at trække sine linjer tilbage til Tripolis’ forstæder. Kort efter bevirkede regntidens indtræden en afbrydelse i krigsoperationerne. |
||
Langsomheden i de fremskridt, okkupationen gjorde under den forsigtige general Canevas ledelse også efter offensivens genoptagelse i 1912 fremkaldte i Italien en nervøs stemning, som drev regeringen til at beordre militære operationer også mod andre og mere sårbare dele af det tyrkiske rige. Nogle tyrkiske orlogsskibe blev ødelagte den 24. februar i [[Beirut]]s havn. De ydre forter ved Dardanellersundets udmunding blev beskudte den 18. april, men Tyrkiets modtræk, at minere sundet, voldte den internationale handel så store vanskeligheder, at stormagterne greb ind og formidlede en aftale, ifølge hvilken Tyrkiet atter frigav gennemsejlingen gennem Dardanellersundet mod en slags garanti for, at forcering af sundet ikke skulle forekomme. En italiensk jagerflotilje foretog dog natten til den 19. juli en rekognosceringsekspedition et stykke ind i sundet. |
Langsomheden i de fremskridt, okkupationen gjorde under den forsigtige general Canevas ledelse også efter offensivens genoptagelse i 1912 fremkaldte i Italien en nervøs stemning, som drev regeringen til at beordre militære operationer også mod andre og mere sårbare dele af det tyrkiske rige. Nogle tyrkiske orlogsskibe blev ødelagte den 24. februar i [[Beirut]]s havn. De ydre forter ved Dardanellersundets udmunding blev beskudte den 18. april, men Tyrkiets modtræk, at minere sundet, voldte den internationale handel så store vanskeligheder, at stormagterne greb ind og formidlede en aftale, ifølge hvilken Tyrkiet atter frigav gennemsejlingen gennem Dardanellersundet mod en slags garanti for, at forcering af sundet ikke skulle forekomme. En italiensk jagerflotilje foretog dog natten til den 19. juli en rekognosceringsekspedition et stykke ind i sundet. |
||
Den lille ø [[Astropalia]] blev besat den 28. april, og den 4. maj tog generalløjtnant Ameglio øen [[Khodos]] i besiddelse. I [[Det Røde Hav]] bombarderedes den arabiske havneby [[Hodeidah]], og det sydvestlige [[Arabien]]s kyst blokeredes. Italiens ubestridte herredømme til søs fratog Tyrkiet enhver udsigt til at undsætte de tappert kæmpende små troppeafdelninger i Tripolis og |
Den lille ø [[Astropalia]] blev besat den 28. april, og den 4. maj tog generalløjtnant Ameglio øen [[Khodos]] i besiddelse. I [[Det Røde Hav]] bombarderedes den arabiske havneby [[Hodeidah]], og det sydvestlige [[Arabien]]s kyst blokeredes. Italiens ubestridte herredømme til søs fratog Tyrkiet enhver udsigt til at undsætte de tappert kæmpende små troppeafdelninger i Tripolis og Benghazi, hvor italienerne i sommeren 1912 gjorde ret store, omend langsomme og hårdt vundne fremskridt. |
||
På begge sider var man, ikke mindst under hensyn til den voksende spænding på Balkanhalvøen, nu indstillede på fred, forhandlinger derom indledtes i stor hemmelighed i sensommeren i Lausanne og resulterede i fredsaftalen i Ouchy den [[15. oktober]], ofte kaldt [[freden i Lausanne]]. Italien, som allerede den [[5. november]] 1911 havde erklæret provinserne Tripolis og |
På begge sider var man, ikke mindst under hensyn til den voksende spænding på Balkanhalvøen, nu indstillede på fred, forhandlinger derom indledtes i stor hemmelighed i sensommeren i Lausanne og resulterede i fredsaftalen i Ouchy den [[15. oktober]], ofte kaldt [[freden i Lausanne]]. Italien, som allerede den [[5. november]] 1911 havde erklæret provinserne Tripolis og Benghazi annekterede, gennemtvang en erklæring af sultanen til deres befolkning om at bevilge dem af "uindskrænket autonomi", de tyrkiske tropper og civile embedsmænd tilbagekaldtes fra de således faktisk, men ikke formelt, afståede områder. Italien lovede at hjemkalde sine tropper fra de okkuperede øer i det Ægæiske hav samt at påtage sig den del af den tyrkiske statsgæld, for hvilken indkomsterne fra Tripolis og Bengasi udgjorde garanti. Befolkningen på øerne i det Ægæiske hav lovede sultanen en retfærdig forvaltning og visse [[selvstyre]]reformer. |
||
Tilbagegivelsen til Tyrkiet af de såkaldte [[Dodekanesiske øer]] blev i praksis udskudt til fremtiden og var ikke sket ved [[1. verdenskrig]]s udbrud i 1914. |
Tilbagegivelsen til Tyrkiet af de såkaldte [[Dodekanesiske øer]] blev i praksis udskudt til fremtiden og var ikke sket ved [[1. verdenskrig]]s udbrud i 1914. |
||
== Eksterne henvisninger == |
== Eksterne henvisninger == |
||
Versionen fra 8. jan. 2017, 10:15
| Den italiensk-tyrkiske krig | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
 |
|||||||||
|
|||||||||
| Parter | |||||||||
 Italien |  Osmanniske Rige |
||||||||
| Ledere | |||||||||
 Carlo Caneva
|  İsmail Enver Kemal Atatürk
|
||||||||
| Styrke | |||||||||
| 100.000 | 28.000 | ||||||||
| Tab | |||||||||
| 3.380 dræbte 4.220 sårede | 14.000 dræbte 5.370 sårede |
||||||||
Den italiensk-tyrkiske krig blev udkæmpet mellem Italien og Det Osmanniske Rige fra 29. september 1911 til 18. oktober 1912. Krigen endte med at Italien fik kontrol over de osmanniske provinser "Tripolitanien" og "Cyrenaika", det område som i dag er Libyen, såvel som Rhodos og de græsktalende øer i det Ægæiske Hav ved Anatolien. Selv om det var en mindre konflikt, så havde den stor betydning i forspillet til den første verdenskrig. Balkanforbundets medlemmer så hvor let, Italien havde slået Det Osmanniske Rige, og benyttede anledningen til at angribe imperiet.
Den italiensk-tyrkiske krig medførte flere militær-teknologiske fremskridt, det primære var brugen af fly. Den 23. oktober 1911 fløj en italiensk pilot rekognoscering over de tyrkiske linjer, og den 1. november blev det første luftangreb med fly gennemført mod tyrkiske tropper i Libyen.
Det var under den italiensk-tyrkiske krig, man første gang hørte om den moderne variant af propaganda.
Historie
Italien, som mod at give Frankrig frie hænder i Marokko havde sikret sig fransk anerkendelse af en tilsvarende handlingsfrihed i Tripolis (1901) og formodentlig havde indgået en lignende aftale med England, besluttede efter den ungturkiske statsomvæltning i 1908 at snarest muligt foretage en længe planlagt annektion, inden Tyrkiets krigsmagt til lands og søs kunne reorganiseres.
Med henvisning til tyrkiske overgreb mod italienske undersåtter i Tripolis og efter pres fra indehavere af betydende italienske finansintresser der besluttede den italienske regering at i efteråret 1911 skride til aktion. Et italiensk ultimatum af 27 september opfordrede sultanen at inden for 48 timer tillade italiensk okkupation af de to provinser og lade dem stille under italiensk forvaltning med formelt bibeholdelse af sultanens suverænitet. Da fristen var udløbet, erklærede Italien Tyrkiet krig den 29. september.
Nogle tyrkiske jagere blev sænket den 29-30. september ved Prevesa og Durazzo, men på østrig-ungarnsk foranledning måtte Italien efterfølgende afstå fra videre operationer i det Adriatiske og Joniske hav for ikke at bringe status quo på Balkanhalvøen i fare. Byen Tripolis blev bombarderet den 3. oktober og besat den 5 oktober; de fåtallige tyrkiske stridskræfter trak sig ind i landet. Italienerne erklærede den 6. oktober hele kysten for blokeret. Byen Benghazi blev besat den 20. oktober, Horns den 21. oktober. Et tyrkisk-arabisk fremstød mod byen Tripolis’ nærmeste omgivelser den 23. oktober førte til hårde kampe og foranledigede italienerne til at gribe til yderst hårde repressalier mod den indfødte befolkning i området. Nye kampe 27. oktober-12. november fik dem dog til at trække sine linjer tilbage til Tripolis’ forstæder. Kort efter bevirkede regntidens indtræden en afbrydelse i krigsoperationerne.
Langsomheden i de fremskridt, okkupationen gjorde under den forsigtige general Canevas ledelse også efter offensivens genoptagelse i 1912 fremkaldte i Italien en nervøs stemning, som drev regeringen til at beordre militære operationer også mod andre og mere sårbare dele af det tyrkiske rige. Nogle tyrkiske orlogsskibe blev ødelagte den 24. februar i Beiruts havn. De ydre forter ved Dardanellersundets udmunding blev beskudte den 18. april, men Tyrkiets modtræk, at minere sundet, voldte den internationale handel så store vanskeligheder, at stormagterne greb ind og formidlede en aftale, ifølge hvilken Tyrkiet atter frigav gennemsejlingen gennem Dardanellersundet mod en slags garanti for, at forcering af sundet ikke skulle forekomme. En italiensk jagerflotilje foretog dog natten til den 19. juli en rekognosceringsekspedition et stykke ind i sundet.
Den lille ø Astropalia blev besat den 28. april, og den 4. maj tog generalløjtnant Ameglio øen Khodos i besiddelse. I Det Røde Hav bombarderedes den arabiske havneby Hodeidah, og det sydvestlige Arabiens kyst blokeredes. Italiens ubestridte herredømme til søs fratog Tyrkiet enhver udsigt til at undsætte de tappert kæmpende små troppeafdelninger i Tripolis og Benghazi, hvor italienerne i sommeren 1912 gjorde ret store, omend langsomme og hårdt vundne fremskridt.
På begge sider var man, ikke mindst under hensyn til den voksende spænding på Balkanhalvøen, nu indstillede på fred, forhandlinger derom indledtes i stor hemmelighed i sensommeren i Lausanne og resulterede i fredsaftalen i Ouchy den 15. oktober, ofte kaldt freden i Lausanne. Italien, som allerede den 5. november 1911 havde erklæret provinserne Tripolis og Benghazi annekterede, gennemtvang en erklæring af sultanen til deres befolkning om at bevilge dem af "uindskrænket autonomi", de tyrkiske tropper og civile embedsmænd tilbagekaldtes fra de således faktisk, men ikke formelt, afståede områder. Italien lovede at hjemkalde sine tropper fra de okkuperede øer i det Ægæiske hav samt at påtage sig den del af den tyrkiske statsgæld, for hvilken indkomsterne fra Tripolis og Bengasi udgjorde garanti. Befolkningen på øerne i det Ægæiske hav lovede sultanen en retfærdig forvaltning og visse selvstyrereformer.
Tilbagegivelsen til Tyrkiet af de såkaldte Dodekanesiske øer blev i praksis udskudt til fremtiden og var ikke sket ved 1. verdenskrigs udbrud i 1914.
Eksterne henvisninger
- Nordisk Familjebok, Uggleupplagan 29 (1919), sp. 767-768; opslag: Tripoliskriget
- "Tripolis als Erzieher" (Svensk Tidskrift, Första årgången. 1911; s. 503-504)
- "Den italienska annekteringen af Tripolis" (Svensk Tidskrift, Första årgången. 1911; s. 571-573)
