Kemal Atatürk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Mustafa Kemal Atatürk.
Mustafa Kemal Atatürk

Mustafa Kemal Atatürk indtil 1934 kendt som Gazi Mustafa Kemal Pasha (1881 i Thessaloniki10. november 1938) blev født i en del af Det Osmanniske Rige (nu i Grækenland). Hans nøjagtige fødselsdato er ikke kendt, så den angives forskelligt.

Mustafa Kemal var en tyrkisk officer og politiker, der regnes for grundlæggeren af det moderne Tyrkiet. Det var ham, som proklamerede republikken Tyrkiet i 1923, og han blev landets første præsident. Han beskriver sig selv som muslim, selv om han måske havde en del anti-islamiske holdninger. Han gik ind for et moderne samfund, hvilket ifølge nogle religiøse grupperinger var imod islam. Andre muslimer, især tyrkere, ser ham som den "sande muslim". Han er kendt som demokratiets fader i Mellemøsten, og han indledte med det ungtyrkiske parti et omfattende reform- og europæiseringarbejde, der afskaffede islam som statsreligion og indførte det latinske alfabet i stedet for det arabiske. Ligeledes blev den islamiske kalender erstattet af den gregorianske kalender. Kvinderne fik valgret, og det blev påbudt, at alle borgere skulle have et efternavn. I 1934, da han selv skulle have et efternavn, blev Mustafa Kemal hædret med navnet Atatürk, der betyder "Tyrkernes fader". Lufthavnen i den europæiske del af Istanbul er opkaldt efter ham.

Barndom og ungdom[redigér | redigér wikikode]

Mustafa Kemal blev født i 1881 i Thessaloniki, tyrkisk: Selanik, i det daværende Osmanniske Rige i bygningen Kocakasim, som i dag er et museum. Hans fader, Ali Riza, (1839-1888) var fra Bitola (tidligere: Manastir, Makedonien). Han hørte til dem, der ønskede at se det gamle og konservative rige blive reformeret. I 1871 giftede han sig med Zübeyde (1857-14. januar 1923). Hun var født i Langada nær Thessaloniki, og hendes familie kom fra Konya i Tyrkiet. De fik seks børn: Fatma (1872-1875), Ahmet (1874-1883), Ömer (1875-1883) Mustafa Kemal (1881-1938), Makbule (1885-1945) og (Naciye) 1889-1901. Det, der dannede Mustafa Kemals personlighed, var en blanding af forældrenes karaktertræk. Hans virkelighedssans, nøgternhed og fremadstræben fik han fra sin far, mens han havde arvet evnen til hengivelse og uegennytte fra sin moder. Familien havde formentlig albansk eller slavisk baggrund,[1] hvilket også Mustafa Kemals lyse hud og lyseblå øjne indikerer.

I de år var difteritis skyld i at tre af Atatürks søskende døde: Fatma blev fire, Ahmet ni og Ömer otte år. Atatürks yngste søster, Naciye, døde som 12 årig af tuberkulose. Hans søster Makbule (født 1887 - 1956 i Ankara) blev i 1930 medlem af partiet "Det frie demokrati". Hun giftede sig i 1935 med Mecdi Boysan som var parlamentsmedlem.

Han mistede sin far i 1888 og holdt en pause med skolen. Han boede en tid på sin morbror Hüseyins gård, hvor han begyndte at arbejde som bonde. Men moderen havde andre planer for Mustafa Kemals fremtid. Ali Riza havde ønsket, at Mustafa skulle have en grundig og moderne uddannelse, og det ønske holdt Zübeyde fast ved. Efter et par år i marken blev Mustafa som 11-årig sendt i skole i Thessaloniki.

Han var en meget lærenem elev, men efter et slagsmål med en anden elev og et skænderi med en lærer, ville han ikke tilbage til skolen. I en alder af 12 år lykkedes det ham med hjælp fra faderens gamle venner at komme ind på militærskolen i Thessaloniki. Her udmærkede han sig specielt i matematik, og det var hans matematiklærer Mustafa, der gav ham tilnavnet Kemal, der betyder "fuldkommenhed". Det navn kom til at følge ham hele livet. I 1905 blev han student fra Akademiet for Krigskunst i Konstantinopel med løjtnantsrang. I denne periode læste Mustafa Kemal sammen med en del andre officerer ivrigt modernistisk litteratur om nationalisme, løsrivelse fra Islams formynderskab og fra arabisk og persisk klassicisme. Det var litteratur, som det var strengt forbudt.

Hans moder, Zübeyde, giftede sig i mellemtiden med Ragip, som var grænseofficer.

Militærofficer og præsident[redigér | redigér wikikode]

I 1905-1907 lå han ved osmannisk militær i Syrien. I november 1906 oprettede Mustafa Kemal og tre andre militærfolk gruppen "Moderland og frihed". I 1907 blev Mustafa Kemal forfremmet til kaptajn. I 1908 var han et af de første medlemmer i CUP (The Committee of Union and Progress). I 1912 blev han kommandant i Derne i Libyen. Under 1. verdenskrig udmærkede han sig ved Gallipoli. Senere blev han overinspektør i hæren. I 1919 indledte han sammen med en gruppe kammerater den revolution, der førte til Osmannerrigets opløsning og dannelsen af den tyrkiske nationalstat.


Tyrkiet gik ud af 1. verdenskrig som taber, og ved fredskonferencen i Sevres i 1920 blev det besluttet at dele Lilleasien (det nuværende Tyrkiet) i flere dele. Det modsatte Mustafa Kemal sig og satte militæret ind på at sikre kontrollen med hele Lilleasien. Ved fredskonference i Lausanne i 1922 blev Tyrkiet anerkendt med de nuværende grænser. Så iværksattes storstilede befolkningsudvekslinger: den talrige græske befolkning på Lilleasiens vestkyst blev deporteret til Grækenland, mens tyrkere i Grækenland blev sendt den modsatte vej. Armenerne sendtes til Syrien. Deportationerne kostede mange liv.

Med etableringen af den Tyrkiske Republik begyndte en modernisering af landet. Målet var en sekulariseret vestlig nationalstat, hvor religion var en privatsag. Regeringen analyserede institutioner og forfatninger i de vestlige lande som Frankrig, Italien og Schweitz og brugte dem med større eller mindre tilpasninger. Den islamiske fez blev forbudt og kasketten indført i stedet. Mustafa Kemal kunne gennemføre meget vidtgående reformer på grund af den popularitet, han havde fået med sine militære successer, og fordi han ledede landet autoritært.

Fra 12. august 1930 til 17. december 1930 var han formand for partiet "Free Republican Party", hvor hans søster Makbule også var medlem. Det blev i 1930 nedlagt af minister Inönü.

Den 21. juni 1934 trådte efternavnloven i kraft, og d. 24. november 1934 fik Mustafa Kemal efternavnet Atatürk, som betyder tyrkernes fader. Han døde i 1938 og blev begravet i et enormt mausolæum i Ankara, som han havde gjort til hovedstad i stedet for Istanbul.

Privat[redigér | redigér wikikode]

Mustafa Kemal Atatürk elskede at læse, høre musik, danse, se på fly, svømme, se på kultur, lytte til gamle Rumelia-sange samt spille backgammon og billard.

Han var meget glad for sin hest "Sakarya" og hunden "Fox". Mustafa Kemal Atatürk havde en meget stor bogsamling, som han tit diskuterede med andre statsmænd ved deres besøg. Mustafa Kemal elskede naturen og tog tit ud på Atatürk-skovgården. Han talte flydende fransk og lidt tysk.

Ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Mustafa Kemal Atatürk levede sammen med Fikriye, men de var ulykkelige sammen og gik fra hinanden. Fikriye flyttede til Tyskland. Den 29. januar 1923 giftede Atatürk sig med Latife, som var datter af en af Izmirs rigeste mænd. I 1924 var de på grænsen af skilsmisse, men de kom til enighed og fortsatte ægteskabet til 5. august 1925.

Børn[redigér | redigér wikikode]

Ataturks ægteskaber var uden børn, men han adopterede otte:

  • Ayşe Afet İnan (født 1908, Selanik – død 8. juni 1985). Tyrkisk historie- og sociologiprofessor. Atatürk mødte Afet i Izmir i 1925, da hun var 17 år. Hun boede med sin familie, og Atatürk blev betaget af hende og hendes ønske om at studere. Han talte derfor med hendes familie og sendte hende til St. Lorenzen i Schweiz for at lære fransk. Hun blev i 1929 uddannet som historielærer.
  • Sabiha Gökçen (født 22. Marts 1913, Bursa – 22. Marts 2001 i Ankara). Hun var verdens første kvindelige jagerpilot. Sabiha mistede sine forældre som meget lille og boede sammen med sin storebror. Som 12-årig lykkedes det hende at tale med Atatürk ved hans besøg til Bursa, og hun fortalte ham, at hun ønskede at gå i skole. Atatürk fik tilladelse af broderen til at adoptere hende. Sabihas uddannelse begyndte i Cankaya, fortsatte i Üsküdar, senere i Paris og endte i Rusland, hvor hun blev pilot. I 1934 fik hun efternavnet Gökçen. Lufthavnen i den asiatiske del af Istanbul er opkaldt efter hende.
  • Ülkü Adatepe (født 27. november 1932). Atatürks yngste datter. Ûlkü var seks da Atatürk døde og kunne pga. økonomiske vanskeligheder ikke afslutte sin uddannelse. Hun giftede sig med Sabiha Gökcens fætter Fethi Dogancay og fik 2 sønner. Efter 13 års ægteskab blev de skilt og hendes andet ægteskab var med forretningsmanden Öke Adatepe.
  • Nebile Hanim. I 1927 kom Nebile til Capa skolen i Istanbul og studerede videre i Ankara. Hun blev gift med Wien-ambassadøren Tahsin Bey den 17. januar 1929. Hun døde kort efter sit bryllup.
  • Rukiye Erkin mødte Atatürk ved et af hans besøg i Konya. Hun var forældreløs. Atatürk adopterede hende og gav hende en uddannelse. Hun giftede sig med en kaptajn.
  • Zehra Aylin var fra Amasya og boede på et børnehjem i Kagithane. Atatürk adopterede hende og tog hende med til Ankara til hans andre børn. Hun kom på college i London. I 1939 savnede Zehra sit hjem og blev syg; hun skulle på ferie til Istanbul. Hun sejlede hun fra London til Frankrig og skulle med tog resten af vejen. Ved stationen i Amiens faldt hun af toget og omkom. Ingen ved, om det var et uheld, planlagt mord eller selvmord.
  • Sığırtmaç Mustafa (født 1921) var en fårehyrde fra Yalova. Atatürk mødte ham under et besøg i Yalova, hvor han og hans mænd var faret vild, og Mustafa dem viste vej. . Mustafa Kemal adopterede ham i 1929 og sendte ham på militærskole, hvor han blev løjtnant.
  • Abdurrahim Tuncak (født 1908 – død 1999) var fra Van, var forældreløs og otte år gammel, da Atatürk tog ham til sig. I 1929 blev han sendt på skole i Berlin. Abdurrahim blev ingeniør og fik efternavnet Tuncok i 1934.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Andrew Mango, Atatürk, London 2004, side 28.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Nils Arne Sørensen, Atatürk, Gads historieleksikon 4. udg. (2009) s. 37.

Broom icon.svg Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg