Campi Flegrei

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Udsigten over det bymæssigt bebyggede Campei Flegrei
Satelitbillede af vulkanområdet vest for Napoli
Billede af den vulkanske aktivitet

Campi Flegrei (fra græsk φλέγω phlego "at brænde"), på dansk De brændende marker, er Europas største vulkan spredt ud over et stort område beliggende vest for Napoli, Italien og erklæret for regionalpark i 2003. Det er en af verdens 47 kendte supervulkaner med en 13 km stor caldera. Den er stadig aktiv og området udviser 24 kratere. De fleste af dem ligger under vandet, og hydrothermisk aktivitet kan observeres i Lucrino, Agnano og byen Pozzuoli. Aktiviteten viser sig også ved gasudslip i Solfatara krateret (navngivet efter det mytologiske hjem for den romerske gud, Vulcan) og ved sænkninger og hævninger, såkaldte bradyseismiske fænomener. Campi Flegrei og Vesuv har et fælles magmakammer på ca. 440 km2 kun 10 km under overfladen.[1] Området overvåges af Vesuvius Observatoriet.

Hvis Campi Flegrei går i superudbrud, kan det få de alvorligste konsekvenser ikke bare for de mange mennesker, der bor direkte over på magmakammeret, men for hele Europa, idet selv et “lille” superudbrud kan dække hele Europa med 1 m vulkansk aske. Campi Flegrei betegnes som den farligste vulkan i Europa.

Den ældste aktivitet

Det antages at den ældste aktivitet, der kan spores, er det såkaldte Campanian Ignimbrite-udbrud for 39.280 ± 110 år siden af Archiflegreo-vulkanen, der producerede omkring 500 km3 vulkansk aske, et såkaldt superudbrud. Udbruddets eksplosivitetsindeks, VEI var 7.

Datering af Campanian Ignimbrite-udbruddet til omkring 39.000, kæder denne vulkanske katastrofe sammen med befolkningsmæssige ændringer, der fandt sted både inden for og uden for Middelhavsområdet. Disse ændringer omfatter kulturelle overgange i stenalderen og erstatning af neandertalerne med den anatomisk moderne Homo sapiens, et emne for vedvarende debat.

Se også

Henvisninger