Stockholmsyndrom

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Stockholmsyndromet er en psykisk tilstand, i hvilken ofrene for en kidnapning eller person, der indespærres imod deres frie vilje – fanger – udvikler et forhold til deres vogtere. Denne solidaritet kan sommetider komplicere tingene, når fangerne ligefrem hjælper deres tilfangetagere med at opnå deres mål eller undslippe politiet.

Syndromet udvikler sig ud af ofrets forsøg på at relatere sig til sin tilfangetager eller få sympati fra kidnapperen.

Syndromet blev navngivet således efter det berømte Norrmalmstorg røveri imod Kreditbanken i Stockholm, som varede fra 23. august til 28. august, 1973. I denne sag vedblev ofrene at forsvare røverne, selv efter at den seks dage lange tilfangetagelse var overstået. De forholdt sig også forbeholdne i den efterfølgende retssag. Navnet blev første gang anvendt af kriminologen og psykologen Nils Bejerot, der assisterede politiet under røveriet og refererede til syndromet i en nyhedsudsendelse. Mange psykologer over hele verden tog det derefter til sig.

Andre berømte sager tæller f.eks. flykapringer og kidnappede mennesker, så som Patricia Hearst. Efter at have været gidsel hos en politisk engageret militær organisation (the Symbionese Liberation Army, eller SLA), sluttede Patty Hearst sig til gruppen adskillige måneder efter at have opnået sin frihed. Syndromet er beslægtet med brudebortførelser (bride capture – kulturelt accepteret praksis, hvor en mand med magt kan tvinge en kvinde ind i sin familie) og lignende emner i kulturel antropologi.

Se også:

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]