Termobarisk bombe

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Anvendelse af en termobarisk bombe mod et flådefartøjet USS McNulty fra US Navy som led i en øvelse.

En termobarisk bombe eller aerosolbombe, også kaldet FAE-bombe (fra engelsk fuel-air explosive) er en sprængladning, hvor et brændstof fordeles som en aerosol i luften, hvorefter brændstoffet antændes og reagerer med luftens ilt. Bomben anvender således luftens ilt for at oxidere brændstoffet, hvorved bomben adskiller sig fra konventionelle bomber, der indeholder oxidatorer. Termobariske bomber har derfor et højere energiindhold per masseenhed end almindelige bomber. Termobariske våben giver en kraftig trykbølge, men ingen, eller et meget begrænset antal, fragmenter.

En termobarisk bombe indeholder normalt to sprængladninger; først en mindre, der fordeler brændslet i luften, og herefter en, der antænder brændslet. Visse nyere modeller har blot en enkelt ladning men er udstyret med en kraftigere brændselbeholder, der forsinker spredningen indtil brændslet bliver antændt.

Begrebet termobarisk anvendes alene om de bomber, der virker gennem både varme og tryk. Dette opnås ved at ladningen indeholder metaller, der brænder ved høj temperatur, som eksempelvis magnesium eller aluminium. Ladninger uden disse tilsætningsstoffer har deres ødelæggende effekt alene gennem trykbølgen.

Udvikling[redigér | redigér wikikode]

De første forsøg med sprængning af sådanne bomber blev foretaget under anden verdenskrig i 1944 af Tysklands Luftwaffe under ledelse af Mario Zippermayr. Under de tyske prøvesprængninger blev benyttet kulpulver blandet med flydende ilt.[1]

Efter anden verdenskrig har særlig Sovjetunionen/Rusland udviklet termobariske våben.[2] Der er udviklet våben i form af granater til brug i nærkamp, hvilket giver den fordel, at sikkerhedsafstanden kan være ned til fire meter som følge af, at der ikke er spredes spængningsfragmenter ved spængningen af granaten,[3] ligesom der er udviklet kraftige bomber med sprængkraft større end de mindste atomvåben.

I september 2007 foretog Rusland en prøvesprængning af det kraftigste termobariske våben nogensinde. Sprængkraften var kraftigere end de mindste nukleare våben.[4][5] Rusland kaldte bomben "Father of All Bombs" som et svar på den amerikanske GBU-43/B Massive Ordnance Air Blast bomb, også kaldet "Mother of All Bombs", der indtil da blev anset som den kraftigske ikke-nukleare bombe nogensinde.[6] Den russiske bombe indeholder ca. 7 ton flydende brændstof, såsom ethylenoxid blandet med nanopartikler af bl.a. aluminium[7] der ved sprængningen skabte en eksplosion svarende til 44 ton TNT.

Anvendelse[redigér | redigér wikikode]

Termobariske bomber har blandt andet været anvendt af russisk militær under den første og anden tjetjenske krig[8] og af amerikansk militær under Irak-krigen og under Krigen i Afghanistan.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Großvaters Vakuumbombe, Frankfurter Allgemeine, 24.9.2007
  2. ^ "Press | Human Rights Watch". Hrw.org. 27. december 2008. Hentet 18. april 2009. 
  3. ^ "Modern Firearms – GM-94". Russia: World Guns. 24. januar 2011. Hentet 18. april 2017. 
  4. ^ "Russia unveils devastating vacuum bomb". ABC News. 2007. Hentet 12. september 2007. 
  5. ^ "Russia tests giant fuel-air bomb". BBC News. 2017. Hentet 20. april 2017. 
  6. ^ Harding, Luke (12. september 2007). "Russia unveils the father of all bombs". The Guardian. London. Hentet 12. september 2007. 
  7. ^ Berhie, Saba. "Dropping the Big One | Popular Science". Popsci.com. Hentet 12. juli 2011. 
  8. ^ Lester W. Grau and Timothy L. Thomas(2000)"Russian Lessons Learned From the Battles For Grozny"

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]