Forsoning

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Tilgivelse)
Spring til navigation Spring til søgning

Forsoning er genoprettelse af et ødelagt fællesskab mellem to parter. Bruges i religiøs sprogbrug om forholdet mellem gud(er) og mennesker. Særligt i kristendommen spiller forsoningen en yderst central rolle som hele grundlaget for at forstå Jesu frelsergerning – altså det forhold at Jesus kom for at redde menneskene ved at skabe forsoning mellem dem og Gud. Det er hele baggrunden for at forstå Jesu inkarnation og særlig hans død på korset, der ses som stedet hvor forsoningen tilvejebringes.

Forsoning – generelt[redigér | redigér wikikode]

Forsoning sker på baggrund af et fjendtligt forhold mellem to parter eller en overtrædelses fra mindst den ene parts side, der påfører den pågældende skyld. Løsningen kaldes forsoning og kan bestå af enten en ubetinget tilgivelse eller en slags godtgørelse (bøde/straf/offer) for skylden.

Forsoning blandt mennesker kan være ønskelig hvor der er foregået krigshandlinger, undertrykkelse eller anden form for uretfærdighed. Forsoning har været et nøgleord i bl.a. Sydafrika efter apartheidstyret. Også i politiske forsoningsbestræbelser ligger der ofte en religiøs baggrund og forståelse bag. Men i alle relationelle forbindelse som på arbejde, i familie, ved domstolene o.lign. bliver der brugt energi på at skabe forsoning. Det sker i dagligdagen oftest gennem tilgivelse.

Religiøs forsoning sker på baggrund af en konflikt mellem gud(erne) og mennesker, der må ophæves. Ophævelsen sker ofte gennem ofring, bønner, bod og løfter. Ofte står særligt forordnede præster bag de ritualer der skal udføres i forbindelse med forsoningen. I dette forhold er mennesket i reglen subjekt for handlingen. Det er mennesket der er skyldigt (og underordnet), og det må være det der bør tage initiativet til at få en forsoning i stand med gud(erne).

I jødedommen[redigér | redigér wikikode]

I jødedommens hellige skrifter Tanakh (Det Gamle Testamente) finder vi soning som en centralt tema i israelitternes kultiske liv, hvor der ifølge Torahen/Moseloven var forordnet et præsteskab der skulle tage vare på tempeltjenesten med tilhørende ofre, for at folket ikke skulle rammes af Guds vrede over deres ugudelighed. Baggrunden for tempelkulten var både Guds vrede over folkets synd og Guds og israelitternes ønske om samvær. I Anden Mosebog beslutter Gud sig til at bo blandt israelitterne i form af et telt (tabernakel/åbenbaringstelt) under ørkenvandringen. Det bliver i kongetiden til Templet. For at dette kan være muligt uden at Gud udsletter det syndige folk i sin vrede over dets synd, må der være en institution der kan skærme israelitterne fra Gud. Den skulle ... vogte helligdommen og alteret; så vil israelitterne ikke igen blive ramt af vrede. (4 Mos 18,5) og så skulle de foretage ofre for folkets synd. Store dele af særligt Tredje Mosebog handler om forordningen af disse ofre; der nævnes brændofre, syndofre og skyldofre der særligt skal bruges i forbindelse med soning.

Forsoningsdagen – Yom Kippur[redigér | redigér wikikode]

Den årlige forsoningsdag/Yom Kippur har en særstilling: helligdommen bliver renset for al den synd som israelitterne har begået i løbet af året. Det foregår ved at en gedebuk slagtes og blodet smøres på sonedækket i det Allerhelligste, på låget af Pagtens Ark, netop det sted hvorfra Jahve åbenbarede sig. En anden gedebuk skulle efter at præsterne med håndspålæggelse havde bekendt folkets synder over (deraf ordet syndebuk) føres langt ud i ørkenen, hvor den skulle slippes fri og bære alle synderne væk fra folket.

Kristendommen[redigér | redigér wikikode]

Den kristne tro ser hele spørgsmålet om forsoning ud fra Det Gamle Testamentes synsvinkel om fjendskabet mellem Gud og mennesker pga. menneskets arvesynd. Den ser Jesus som den endelige opfyldelse af alle forsoningsritualerne i Moseloven. Jesus er ypperstepræsten der er mellemmanden mellem Gud og mennesker og som skærmer mennesker for at blive udslettet. På den måde er det også Jesu opgave som ypperstepræst at sone menneskets synd. Dette sker ikke ved dyreofringer, men ved at Jesus selv bliver de gammeltestamentlige ofre, især de to ofre fra forsoningsdagen. Jesus er det dyr hvis blod renser mennesker fra synd (ligesom den gedebuk der blev slagtet, og hvis blod skulle frem til Gud), og han er den som bærer al synd bort fra menneskene (ligesom den gedebuk der blev sendt ud i ørkenen).

Forsoningslærene[redigér | redigér wikikode]

Jesus er altså den centrale forsoner i kristendommen. Teologerne har dog gennem tiden diskuteret hvordan præcis en mands (Jesu) død kunne være forsonende for andre mennesker.

Svarene der er givet er forskellige, sandsynligvis fordi forsoningen kan ses ud fra forskellige aspekter, som alle optræder i Det Nye Testamente. Under skolastikken blev dette spørgsmål systematiseret. Det blev det i to hovedretninger/forsoningslære, der konkurrerede om at være den herskende. Der er bred enighed blandt kristne om at menneskets syndighed kræver en eller anden form for forsoning mellem Gud og mennesket, og at denne forsoning blev tilvejebragt af Gud gennem Kristus. Uenigheden opstår med hensyn til hvordan det foregår.

  • Det ene forsoningslære er Anselm af Canterburys (død ca. 1100) objektive forsoningslære, der siger at forsoningen skete ved at Jesus på korset stedfortrædende tog menneskehedens straf på sig og sonede deres synd overfor Gud. Derved bryder Gud ifølge Anselm altså det almindelige princip om at det er den skyldige selv (subjektet), der må være den der tager initiativet til at skabe forsoning. I stedet gøres det objektivt, dvs. uden at subjektet skal gøre noget.
  • Peter Abelards subjektive forsoningslære hævder derimod at det er menneskers efterfølgelse af Jesu forbilledlige kærlighedsoffer der skaber forsoningen. Og derved subjektet der formidler Gud til at ophæve skellet mellem de to parter.

Imidlertid har Gustav Aulen i 1930 foreslået,[1] at det i den tidlige kirke og hos Luther særligt var den klassiske forsoningslære, der var fremherskende. Her ses forsoningen og frelsen mest igennem lyset af Jesu sejr over fordærvsmagterne – døden, synden og Djævelen.

Dog er alle disse elementer til stede i det bibelske materiale, og derfor er det bedst at se dem som forskellige aspekter, som en del af de kristnes soteriologi (lære om frelsen), hvor det ene ikke udelukker det andet. Den objektive og den klassiske forsoningslære ses f.eks. side om side i dette citat fra Kol 2,14-15.

Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.

Den subjektive forsoningslære ses i f.eks. Filipperbrevshymnen i Fil 2,5-11, hvor der står:

I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han som havde Guds skikkelse ... ydmygede sig og blev lydig indtil døden på et kors. (Fil 2,5-6a.8)

Dog er det tvivlsomt om denne efterligning af Jesu sind noget sted i Bibelen bliver set som frelsende og forsonende overfor Gud (selvom den klart vil være forsonende i menneskelige relationer). Man kan i det hele taget spørge om ikke den subjektive forsoningslære tager "frelserrollen" væk fra Jesus og lægger den over på menneskene.

Den subjektive forsoningslære er særlig fremherskende i de teologiske strømninger der betvivler Jesu opstandelse og vender sig bort tanken om Guds krav om et blodigt stedfortrædende offer for menneskeheden. Den klassiske forsoningslære er den mest fremtrædende i den ortodokse kirke, der derfor ofte tillægger Jesu opstandelse den vigtigste betydning. Den objektive derimod er særligt tydelig i de katolske og protestantiske kirker, der følgelig særligt lægger vægt på Jesu lidelse og død. Det er også på den baggrund at blodmystik og passion til tider ofte har haft stor betydning i visse kirkesamfund. Det kommer meget tydeligt frem i nogle herrnhutiske digte, men også på et moderne plan i film som Mel Gibsons The Passion of the Christ fra 2004.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Gustaf Aulén Den kristna försoningstanken. Stockholm: 1930.