Trenen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Trene)
Spring til navigation Spring til søgning
Kort over Trenens løb i det sydlige Slesvig
Trenen (Trenaa) i middelalderens Slesvig/Sønderjylland

Trene eller Trenen (tysk Treene) er en 98 km lang å i Sydslesvig i delstaten Slesvig-Holsten i Tyskland. Den er det næststørste vandløb i Sydslesvig næst efter Ejderen. Den udspringer ved Træsø (Treßsee) i landskabet Angel med tilløb af Bondeå og Kilså.

Ved Oversø passerer floden den jyske hærvej. Syd for Hollingsted udmunder den lille Rejde Å i Trenen. Ved Trenens nedre løb ligger kurbyen Svavsted med en større lystfiskerhavn. Det 750 år gamle Svavsted var engang Sønderjyllands bispesæde. Her skifter det bakkede morænelandskab over til den flade flodmarsk. Ved Frederiksstad munder åen ud i Ejderen. Trenen er Ejderens største biflod.

Trenen udgør sammen med Slien i øst det cirka 10 km brede jyske eller slesvigske pas, hvor Dannevirke blev bygget. Floden dannede dengang Dannevirkes vestlige bastion. I vikingetiden var Trenen sammen med Ejderen og Slien en vigtig transportvej til Hedeby. Skibene sejlede ad Ejderen og Trenen op til Hollingsted, hvorefter varerne er ført over land til Hedeby.

En teori går ud på, at der har været en kanal mellem Trenen og Slien. Ad denne kunne vikingetidens fartøjer måakw transporteres mellem Hedeby og Hollingsted. I middelalderen var åen et af sørøveren Klaus Størtebekers skjulesteder.

Trenen har en stor fiskerigdom. Her findes ål, brasen, gedde, karpe, skalle m.fl.

Billeder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 54°42′04″N 9°28′55″Ø / 54.7011°N 9.4819°Ø / 54.7011; 9.4819