Tungetale

Tungetale eller glossolali betegner helt eller delvist uforståelige lyde, som frembringes i en art religiøs ekstase, og som ofte tolkes som en guddoms tale gennem den eksalterede. Glossolali kendes fra mange kulturer og religioner verden over, men i dansk primært i form af den tungetale, der praktiseres i visse kristne bevægelser, særligt pinsebevægelsen.

Disciplerne med ildtunger, fyldt af Den Hellige Ånd. Kirkemaleri fra Siena udført af Duccio di Buoninsegna omkring år 1310.

Alment religionshistorisk

Glossolali ses ofte i forbindelse med besættelse eller profetisk henrykkelse, hvor guddommen taler gennem en af sine tilhængere, ofte med det formål at give varsler eller advarsler, såsom præstinden Pythia, der fungerede ved Apollons orakel i Delfi i det gamle Grækenland; tilsvarende ses i dag i en hinduistisk kontekst, hvor højdepunktet for en religiøs festival kan være, at en guddom tager bolig i den pågældende præst eller præstinde, og for en stund taler gennem denne.

Kristendom

I kristendommen kendes tungetale særligt fra Pinsekirken, men også fra Apostolsk Kirke og andre "karismatiske" kristne kredse (også indenfor folkekirken), der opfatter tungetale som en naturlig følge af den "dåb ved Helligånden", som enhver troende bør efterstræbe. Denne forestilling baseres på 1. Korintherbrev kap. 12-14, hvor Paulus nævner evnen til at tale i tunger som en nådegave, der på grund af Helligåndens udgydelse er udbredt i menigheden. Tungetalen siges her at være uforståelig for andre end Gud, hvorfor den kun tjener til opbyggelse for den, der taler i tunger, hvorfor Paulus kritiserer dens brug i forsamlingssammenhæng, hvis ikke der samtidig er en person, der har nådegaven til at tolke tungetale, så den kan komme de forsamlede til gavn.

Ifølge en anden gængs opfattelse er tungetale ikke blot uforståelig tale, men kan også give sig udtryk deri, at den tungetalende faktisk ved Helligåndens mellemkomst taler et fremmed sprog, som han ikke ellers kan tale. En sådan opfattelse finder sit grundlag i beretningen om "pinseunderet" i Apostlenes Gerninger kap. 2:2-4, hvor Jesu disciple er forsamlede efter hans død: "Pludselig lød der en vældig susen over dem, som lyden af en stormvind, og den fyldte hele huset, hvor de var samlede. Samtidig så de over sig noget, der lignede ildtunger, og som satte sig på hver enkelt af dem. De blev alle fyldt med Helligånden, og de begyndte at tale på fremmede sprog, alt efter som Helligånden gav dem at tale."

Beretning fra en tungetalende pinseven

Den norske avis Intelligenssedlene bragte et interview med en ung kontorist om hans oplevelse i pinsemenigheden i Kristiania 2. juledag 1906: "Jeg følte pludselig den Helligaand gribe fat i mig og løfte mig højt op. Naar jeg havde Hænderne mod Taget, var det, som om jeg svævede, men naar jeg atter lod dem synke, dalede jeg ned. Pludselig blev jeg kastet omkuld paa Gulvet, og der laa jeg og kjæmpede mod Synden i mig fra kl 10 om Aftenen til kl 6 om Morgenen. Da først vandt den Helligaand Sejr, og jeg stod frit op og talte i fremmede Tungemaal." Han forklarede, at det sandsynligvis drejede sig om et "Negersprog", idet han ikke selv forstod, hvad han sagde, men alligevel når som helst kunne tale sproget.