Pinsebevægelsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Searchtool.svg Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Pinsekirke, Lublin

Pinsebevægelsen er en verdensomspændende kristen karismatisk vækkelsesbevægelse, der opstod først i 1900-tallet og lægger stor vægt på nådegaver som tungetale, helbredelse og profeti, som Helligånden forlener de troende med. Pinsebevægelsen har i dag mindst 250 millioner tilhængere, heraf flest i Latinamerika, Afrika og Asien. På dansk grund kendes pinsebevægelsen primært fra de to frikirkesamfund, Pinsekirken og Apostolsk Kirke.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Selve navnet pinsebevægelsen, leder opmærksomheden hen på Helligåndens komme som den er beskrevet i Apostlenes Gerninger:

”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.” Apg. 2:1-4

Dette skriftsted er på mange måde selve kerne af pinsebevægelsen. Pinsen er den kristne højtid, hvor man fejrer at Helligånden udrustede apostlene til tjeneste. Pinsebevægelsen anser sig for at være den ”anden pinse”, idet at Helligånden igen skal komme over de troende og udruste dem til tjeneste på jorden. Skriftstedet berør også en del af de teologiske emner og begreber som kendetegner pinsebevægelsen.

Charles Parham[redigér | redigér wikikode]

Charles Parham (1873-1929) var en omrejsende prædikant fra Kansas, som havde trukket sig fra Metodistkirken i 1895. I 1895 havde Parham en religiøs oplevelse, hvor han mente at han blev helbredt fra gigt. Dette ledte til en prædikantvirksomhed, som især centrede sig om Heligånden, helbredelse, og Guds meget konkrete indgriben i en troendes liv. Fra hans hjem i Kansas, åbnede Parham en bibelskole, hvor han underviste i helbredelse, vækkelse, og Åndens dåb.

Parham udviklede sine teologiske synspunkter hen ad vejen. Hans bibelskole havde 35 studerende, og han en dag bad han dem om at finde beviser i det Nye Testamente for Åndens dåb. Hans studerende kom til den konklusion at det ydre tegn på åndsdåb, var at den troende kunne tale i tunger. På den baggrund, bestemte Parham sig for at forsøge at blive i stand til at tale i tunger, og begyndte at afholde bønnemøder sammen med hans studerende, hvor han bad om Åndens dåb, og evnen til at tale i tunger. Den 1 januar 1901 blev en af Parhams studerende, ved navn Agnes Ozman i stand til at tale i tunger. Parham opfattede hendes tungetale som et konkret sprog, og var overbevist om at hun talte kinesisk. Parham intensiverede sin virksomhed som omrejsende prædikant, og begyndte at prædike til forskellige kristne møder i USA. I 1905 toppede Parhams karriere; og flere eftersigende skulle flere tusinde mennesker have oplevet åndens dåb, og tungetale gennem Parhams møder. Parham afholdte i 1906 en tre måneder lang bibelskole i Houston, Texas. Her sad en elev, som senere skulle få stor betydning for pinsebevægelsen, nemlig Willam James Seymour. Parhams teologi skulle få stor betydning for den nordamerikanske pentekostalisme; blandt andet at han lagde så stor vægt op at tale i tunger, og så tungetalen som tegn på åndens dåb. Parham var dog af den opfattelse, at tungetale var et konkret talt sprog (xenolalia), og ikke et fonetisk usammenhængende sprog (glossolalia). Han opfattede tungetalen som et tegn på de sidste tider, som skulle være med til at bibringe budskabet om Jesus snarlige genkomst til jorden. Parhams forbindelser med pinsebevægelsen blev dog præget af en vis mængde modstand. Parham forsøgte at udøve kontrol over Azusa Street vækkelsen (1906) som hans elev, Willam Seymour kom til at stå i spidsen for, men dette mislykkedes dog. Parham blev også beskyldt for homoseksualitet i 1907, selvom dette aldrig blev bevist. På grund af disse hændelser, mistede Parham en stor del af hans tilhængere, og endte med at leve et forholdsvis tilbagetrukket liv i Kansas, hvor han dog stadig forsøgte at holde gang i hans prædikantvirksomhed. Dog blev hans holdninger på hans senere dag, mere og mere racistiske. Parham begyndte at udtrykke sympati for Ku Klux Klan, og endte med at mene at raceadskillelse havde bibelsk belæg.

William James Seymour[redigér | redigér wikikode]

Parhams elev Willam James Seymour, skulle tage den bevægelse som Parham havde skabt, langt videre. Seymour var afroamerikaner, og søn af en tidligere slave. I det raceadskilte Texas, havde han ikke lov til at deltage i Parhams bibelskole, men fik lov til at lytte med til hans undervisning, gennem en halvt åben dør, Her hørte Seymour Parham tale om Åndens gaver, Åndens dåb og Guds konkrete indgriben i menneskers liv.

Seymour blev kort derefter bedt om at være præst i en lille kirke i Los Angeles. Her begyndte også Seymour at prædike om tungetale, og Guds mirakler, hvilket ledte til at kirkens ledelse låste ham ude fra kirkerne. En del af menigheden, var dog blevet fanget at Seymours prædikener, og han fortsatte derfor med at holde møder hos et ægtepar fra menigheden på Bonnie Brae Street. Det var under møderne her, den 9 april 1906, at Seymour for første gang selv begyndte at tale i tunger, og flere medlemmer af kirken oplevede også at tale i tunger. Rygtet spredte sig, omkring disse fænomener i Bonnie Brae Street, og flere kristne begyndte at slutte sig til møderne. Til sidst kunne de ikke være i hjemmet, og endte med at leje en gammel kirke på Azusa Street.

Møderne fortsatte her, og de var oftest helt uplanlagte og spontane af natur. Folk sang i tunger, og faldt i Helligånden. Hvad der er værd at bemærke ved disse møder, er ikke alene de religiøse begivenheder der fandt sted, men også at den racemæssige sammensætning at menigheden var helt unik. Man havde her en afroamerikansk præst, som ledte en menighed og bevægelse som bestod af hvide amerikanere, latinoamerikanere og folk fra mange andre baggrunde. Los Angeles havde muligvis en mere forskelligartet racemæssig sammensætning end nogen anden amerikansk by, og byen voksede hver måned, med omkring 3.000 tilflyttere. Der var nok ikke mange andre byer i USA, hvor en menighed så forskelligartet som Azusa Street kunne eksistere. Kirkens lederskab (ældsteråd) var race- og kønsmæssigt nogenlunde ligeligt fordel, hvilket var et særsyn i nogen kirke på det tidspunkt. Charles Parham kom også for at se denne bevægelse, startet af hans tidligere elev. Parham var chokeret ved at se den racemæssige sammenblanding og forsøgte derefter, som beskrevet uden held, at overtage lederskabet af Azusa Street. Parham udtalte sig derefter, konsekvent kritisk om Azusa Street og om Seymour, og kaldte begivenhederne ”a freak imitation of pentecost” og udtale at han blev ”sick to my stomach… to see white people imitating unintelligent, crude negroism from the Southland, and laying it on the Holy Ghost”.

Møderækken fortsatte, og pressen fik nys om hvad der skete på Azusa Street. Den 17. april 1907 skrev en rapporter fra Los Angeles Times, en kritisk artikel ved navn ”Weird Babel of Tongues”, med reference til mødernes fokus på at opnå tungetale. Dagen efter, den 18. april 1907 blev San Francisco ramt af det værste jordskælv i mandsminde. Store dele af byen blev ødelagt og omkring 3.000 mennesker døde. Enhver nyhed om møderne på Azusa Street og de fænomener som skete der, drukende i mediernes dækning af jordskælvet. En uafhængig prædikant ved navn Frank Bartleman, anså jordskælvet for at være et tegn fra Gud, om at folk skulle omvende sig. Dette budskab fik han trykt på omkring 150.000 løbesedler som blev delt ud i Los Angeles. Samvirket af de mirakler som skete på Azusa Street og løbesedlerne som blev delt ud, fik antallet af deltagere til møderne til at stige, og rundt regnet 1.500 mennesker deltog løbende i møderne, som endte med at køre i døgndrift. I omkring 3 år fortsatte møderne på Azusa Street, og utallige præster, og andre kirkelige ledere deltog i dem. Seymour søsatte også en avis ved navn Apostolic Faith Mission, som omhandlede begivenhederne på Azusa Street. Den blev trykt i 50.000 eksemplar. Asuza Street var dog ikke uden racemæssige spændinger og disse kom til udtryk ved at der var flere forsøg på at vælte Seymour som leder, og indsætte en hvid præst. Da dette ikke lykkedes, gik store dele af de hvide medlemmer fra menigheden og grundlagde deres egne kirker; de tog blandt andet listen over modtagere af avisen Apostolic Faith Mission med dem, så Seymour ikke længere kunne sende nyheder ud omkring Azusa Street. Seymour blev dog inviteret rundt i USA, for at prædike i kirker som var sympatiske overfor hans synspunkter. På den måde blev budskabet om begivenhederne spredt ud over USA.

Pinsebevægelsen kommer til Skandinavien[redigér | redigér wikikode]

Relativt kort tid efter Azusa Street-vækkelsen kommer Pinsevækkelsen til Skandinavien, især ved hjælp af nordmanden Thomas Ball Barat, og svenskeren Levi Petrus. Dette sker omkring 1908. Herefter breder Pinsevækkelsen sig til de forskellige skandinaviske lande, herunder Danmark. I Danmark kommer Pinsekirken dog aldrig til at stå så stærk, som den gør i Norge og Sverige. Betydningsfulde for pinsekirken i Danmark, er dog Sven og Anna Larsen Bjørner. Hun var kongelig skuespillerinde og bredt kendt i befolkningen, da hun tilsluttede dig denne nye vækkelse. Sammen med hendes mand, ledte hun dog også den danske Pinsekirke til sin første splittelse, hvorefter Apostolsk Kirke opstår.

I dag er Pinsebevægelsen i Danmark forgrenet i flere forskelige karismatiske kirker, som f.eks. Apostolsk Kirke, husmenigheder, og selvstændige karismatiske kirker.

Thomas Ball Barratt

Pinsebevægelsen kom til Danmark via den britisk/norske metodistpræst Thomas Ball Barratt. Barratt havde rejst til New York for at indsamle penge til et kirkebyggeri i Norge, og kom derigennem i kontakt med Pinsebevægelsen, næsten tilfældigt. Barrat gjorde ophold på et gæstehus i New York, som tilhørte Metodistkirken. Under dette ophold læste Barratt avisen ”The Apostolic Faith” fra september 1906, som fortalte om de karismatiske begivenheder, der fandt sted på Azusa Street, som fx tungetale, åndens dåb, profetier, osv. Artiklen lagde vægt på at denne vækkelse ikke var en vækkelse for en bestemt menighed, men en vækkelse for hele kristendommen og dette ramte Barratt, og han valgte derfor at skrive et brev til artiklens forfatter. Dette udviklede sig til en brevudveksling på 6 breve mellem Barratt og nogle af de personer, som oplevede vækkelsen på Azusa Street på første hånd. Barratt ønskede selv at komme i kontakt med denne nye bevægelse og på det gæstehus hvor han boede, afholde ejerne vækkelsesmøder inspireret af Azusa Street. Barratt deltog i disse møder og beskriver det selv på følgende måde:

”It was at a meeting in a little hall. The power was very great. We could not close and I determined to stay, God helping., till the victory was won. What a scene we had. Some were seeking sanctification and other the baptisim with fire, and I the Gift of tongues or any other the Lord saw fit to send me.”

Oversat:

"Det var til et møde i en lille sal. Kraften var vældigt stor. Vi kunne ikke lukke og jeg besluttede at blive, med Guds hjælp, til sejren var vundet. Hvilken scene vi havde. Nogle søgte helliggørelse og andre ilddåben, og jeg selv tungetalens nådegave, eller en hvilken som helst anden Herren fandt passende at sende mig."

Dette møde var et nybrud for Barratt, som meget tidligt fik lov til at opleve Pinsebevægelsen på egen krop. Hvad der er værd at bemærke i citatet, er at Barratt nævner nogle af de ting, som bliver karakteriserende for Pinsebevægelsen, som netop ”ilddåb” (Helligåndens dåb), og han selv beder om tungetale. Disse ting bliver også centrale i den version af Pinsebevægelsen som Barratt bringer med tilbage til Skandinavien. Dog blev Barratt ikke selv i stand til at tale i tunger under dette møde, men fortsætter med at deltage i møderne, for netop at blive i stand til at tale i tunger (dette illustrerer citatet også; idet han specifikt beder om at modtage tungetalen). Den 15. november 1906 bliver Barratt selv i stand til at tale i tunger. Det sker under et møde i en afroamerikansk Pinsekirke, endda under en kvindelig præst. Barratt beretter om hvordan deltagerne i mødet lagde hænderne på ham og bad om at han måtte blive i stand til at tale i tunger, og under denne seance begynder Barratt selv at tale i tunger. Barratt beretter om hans oplevelse ved en artikel i den norske avis Byposten, som blev udgivet af den norske metodistkirke. Barrat havde selv været med til at grundlægge Byposten to år forinden. Byposten havde afsæt i den norske metodistkirke, men Barratt beretter frit om de religiøse oplevelser han havde haft og anså dem selv for at være inden for rammerne af normalt metodistisk teologi.

Efter hans oplevelser i New York, rejste Barratt tilbage til Norge, dog uden nogen af de penge, han oprindeligt var taget derover for at samle ind. Barratts syn på den pinsekirkelig oplevelse, blev unægtelig formet af hans egen baggrund som metodistpræst. Barratt skrev om hans oplevelser med Pinsebevægelsen, men afveg på flere punkter allerede her, fra det som den oprindelig vækkelse i USA havde set som central teologi – f.eks. mente Barrat ikke at tungetalen var et nødvendigt tegn på Helligåndens dåb. Også på andre punkter, som bevægelsen i USA så som helt centrale, påstod Barrat at Heligåndens dåb ikke var den dåb der gav retfærdiggørelsen, men derimod udrustede den troende til tjeneste. (Dette synspunkt er senere blevet indkorporeret i pentekostal teologi, som også beskrevet i det foregående afsnit om teologi, men på denne tid var det genstand for en stor intern diskussion, om hvorvidt Helligåndens dåb var til udrustning af den troende, eller et tegn på retfærdiggørelse. Retfærdiggørelse vil blive beskrevet i et senere afsnit).

Ved ankomsten til Norge i december 1906 begyndte Barratt at prædike om de ting han havde oplevet i New York – han talte om tungetale, helligåndens dåb og helbredelser. Barratt havde umiddelbart ingen intentioner om at forlade metodistkirken, men hans nye teologiske synspunkter viste sig dog at være for meget for den norske metodistkirkes ledelse og ved den norske metodistkirkes årskonference i 1909, blev Barratt frataget alle hans lederskabsroller.

Kort efter begyndte Barratt på en omfattende missionærvirksomhed i mange forskellige lande, herunder Danmark, hvor det centrale i hans missionsvirksomhed var de nye åndlige oplevelser som han havde haft i New York. Barratt havde gennem metodistkirken, allerede forbindelser i Danmark, men det var først da Kristeligt Dagblad i 1907 kørte en række kritiske artikler om Barratt, at det bredere kirkelige Danmark kom til at høre om den nye Pinsebevægelse. Det var dog gennem en kvinde ved navn Ellen Hansen, som var blevet kristen på et møde, afholdt af Pinsebevægelsen i Norge, at Barratt kom til Danmark i Juni og Juli 1907 og afholdte de første møder, som skulle blive til den danske Pinsekirke, i Frelsens Hærs Tempel på Frederiksberg.

Pinsebevægelsen kommer til Danmark[redigér | redigér wikikode]

Dette afsnit bygger primært på David Bundy's doktor-afhandling ”Pentecostal Mission to Scandinavia, da det er en af de eneste akademiske kilder der er til Pinsekirken i Danmark, og Skandinavien.

Efter de første møder Barratt holdte, startede der så småt en bevægelse blandt kristne. Disse kristne kom fra en bred kirkelig baggrund, nogle fra Indre Mission, Luthersk Mission, og højkirkelige, men det var dog især allerede blandt andre firkirke-kristne at Barratts nye budskaber havde mest medvind. I starten, var der ikke stor opmærksomhed fra offentligheden, omkring de møder Barratt afholdte i København. Pressen ignorerede det, lige indtil Kristeligt Dagblad kørte en negativ artikelserie, hvor man beskyldte Barrat og hans tilhængere for sværmeri (sværmeri er teologisk negativt udtryk, som blev brugt af Martin Luther, til at beskrive den del af reformationstilhængerne som brød med Luther og påstod at de fik guddommelig inspiration, direkte igennem Helligånden.), men nyheden om Pinsebevægelsen, havde ikke rigtigt spredt sig uden for kirkelige kredse. Da Barratt vendte tilbage til København i 1908, fik det dog den brede presses opmærksomhed. Politiken trykte en stærk kritisk artikelserie på forsiden af avisen med følgende tekst:

”Pludselig ser man et halvt Hundrede Mennesker rundt om i Forsamlingen rejse sig fra deres Stole, for derpaa at falde knælende ned på Gulvet, lægge Hænderne foldede på Stolesæderne og dundre Hovederne ned i de foldede Hænder. Det var de Troende. De blev liggende saaledes under et Par korte Prædikener og lange Bønner, som fremsagdes af menighedens Førere. De laa ikke stille; der lød fra dem en stadig Mumlen, en Sukken og Hvisken, som tydede på et ganske ubehersket Hysteri hos disse Damer af alle samfundsklasser… Situationen mindede mest af alt om ”Dr. Goudrons System” paa Frederiksberg Teater – Scenen, hvor de Sindssyge kommer ind og hopper rundt på Gulvet (sic)".

Om hvorvidt Politikens artikler havde negativ, eller positiv effekt på Pinsebevægelsen i Danmark, må stå hen i det uvisse – dog var beskrivelserne ikke ligefrem positive. Dog er det første gang at Pinsebevægelsen nævnes i et større landsdækkende medie.

Anna Bjørner Larssen – Pinsebevægelsens spydspids[redigér | redigér wikikode]

Større opmærksomhed gav det nok, da kongelig skuespillerinde Anna Bjørner Larssen tilsluttede sig Pinsebevægelsen. Larssen var landskendt og pressen var ikke sen til at rapportere om hendes omvendelse, hvor hun f.eks. i Politiken blev kaldt ”sindssyg”. Gennem sit ægteskab med Sigurd Bjørner, som var officer i Frelsens Hær, fik Larssen en bred kirkelig omgangskreds. Hun regnes historisk for at være de facto leder at den danske Pinsebevægelse. Anna Bjørner Larssens omvendelse til Pinsebevægelsen, gav den en kendt spydspids i befolkningen. Det ledte dog til en række negative artikler i aviserne, hvor Pinsebevægelsens møder blev beskrevet som ”hypnotisme, epilepsi, selvindbildning, animisme og spiritualisme”. Larssen og hendes mand, købte en cirkusvogn som de kørte rundt i Danmark med, for at sprede deres budskab om Gud og den "nye" form for kristendom. På Trianglen i København, afholdte de en række møder og bestemte sig i 1919 for at bygge deres egen kirkebygning. I 1922 stod bygningen ”Evangeliehuset” færdig. Sideløbende havde andre pinsemenigheder fået egne lokaler. Det var dog Evangeliehuset under Anna & Sigurd Bjørner Larssen der var den største menighed. Derfor skulle det blive et tilbagetog for Pinsebevægelsen, da Bjørner Larssen parret deltog i en konference, afholdt af apostolsk kirke i England.

Apostolsk kirke stod stærkt i Wales og havde sin baggrund i både begivenhederne på Azusa Street, men også i en stærk hellighedsbevægelse i Wales. Teologisk var forskellen mellem Pinsebevægelsen og Apostolsk Kirke, at man i Apostolsk Kirke havde valgt at inddele menighederne i et lederskabsmønster, som man mente at have bibelsk belæg for. Man mente at man havde belæg for lederskabsmønsteret, fra inddelingen af den tidlige kirke i Apostlenes Gerninger – man brugte udtrykket ”den femfoldige tjeneste” til at beskrive lederskabet i Apostolsk Kirke. Den femfoldige tjeneste bestod af præster, hyrder, evangelister, lærere og profeter. Efter denne oplevelse valgte Bjørner Larssen parret at lade hele evangeliehuset omstrukturere, efter den model de havde oplevet i Wales. Dette kom dog Barratt for øre, som var meget imod den ledelsesstruktur i menighederne, da han mente det hindrede Helligånden i at virke spontant, gennem lederskabet. Uden at konsultere med Barrat, valgte Bjørner Larssen parret helt at træde ud af Pinsebevægelsen og i 1924 overgik Evangelieforsamlingen til Apostolsk kirke. Pinsebevægelsen mistede derfor sin største kirke, og med Anna Bjørner Larssens skifte til Apostolsk Kirke, uden tvivl også den mest kendte spydspids for bevægelsen.

Pinsebevægelsen bliver til Pinsekirken[redigér | redigér wikikode]

Det var uden tvivl et slag for Pinsebevægelsen, at den største kirke, og dens mest kendte medlem forlod bevægelsen. Dog var der sideløbende med etableringen af Evangelieforsamlingen, blevet etableret en række egentlige Pinsekirker. I Norge og Sverige havde Pinsebevægelsen oplevet at hele menigheder fra andre kirkesamfund overgik til Pinsebevægelsen og dermed blev til deciderede Pinsekirker. Dette skete dog ikke i Danmark. I stedet syntes bevægelsen af løsrive enkelte medlemmer fra andre kirker og konvertitter, som kom helt udefra det kirkelige landskab. Derfor gik det langsomt med etableringen af egentlige Pinsekirker i Danmark. Dog etablerede man i København i 1907, i Zinnsgade 5, en form for ”bedehus” med rod i Pinsebevægelsen – det var dog ikke nogen organiseret kirke; da den ikke havde vedtægter, eller præster. Den første selvstændige Pinsekirke så dagens lys i Valby, i 1912, den såkaldte Eben Ezer (betyder ”hidtil har Herren hjulpet.) Menigheden blev ledt af Carl Rasmussen, som var tidligere prædikant i Indre Mission. Rasmussen var kommet i kontakt med Pinsebevægelsen i København, og tillod derfor en del af bevægelsens medlemmer af afholde møder i Indre Missions lokaler. Dette ledte til at Rasmussen blev indkaldt til en tjenestelig samtale, af Indre Missions ledelse, hvorefter det blev ham forbudt at lade prædikanter fra Pinsebevægelsen benytte Indre Missions lokaler. Ramussen valgte derfor at træde ud af Indre Mission og grundlagde derefter Eben Ezer. Det gik dog ikke stærkt med at etablere nye kirker. Frem til 1919 var Eben Ezer den eneste pinsekirke i Danmark, men i 1919 blev der grundlagt en ny pinsekirke i Korsør. Da Evangelieforsamlingen og Anna og Sigurd Bjørner Larssen overgik til Apostolsk kirke i 1924, var der en lille del af menigheden som ikke ønskede at overgå til Apostolsk kirke, men at blive i pinsebevægelsen. Man genoptog møderne på Zinnsgade 5, og hentede derefter præsten fra pinsekirken i Korsør, Anders Endersen ind. Han blev præst i den ny oprettede pinsekirke, som blev kaldt Elim.

Pinsekirken i Danmark i dag[redigér | redigér wikikode]

Pinsebevægelsens sløve start i Danmark kan have mange årsager. Dog manglede pinsebevægelsen i Danmark den stærke leder, som pinsebevægelsen i Norge havde haft, gennem Thomas Ball Barrat. Da Anna og Sigurd Bjørner Larssen vælger at lade deres kirke overgå til Apostolsk kirke, var det unægtelig også med til at sløve etableringen af pinsebevægelsen i Danmark, da den mistede sine spydspidser.

I dag er pinsekirken spredt ud over landet, med cirka 5000 medlemmer, og omkring 9000 brugere af kirken. Pinsekirken er stadig præget af sin tidlige historie i Danmark, og har derfor ikke noget nationalt lederskab. Pinsekirken har dog samarbejde omkring en række institutioner, som er drevet i pinsekirkeligt regi – heriblandt Mariager højskole, Mariager Efterskole, og Efterskolen Frydensberg. Meget af pinsekirkens aktivitet er samlet omkring den lille jyske by Mariager. Der er dog sket en centralisering i lederskabet i pinsekirken. Præsterne i kirken har i mange år været organiseret i en prædikantforening, som har formaliseret sig i den organisation som hedder Frikirkeleder. Frikirkeleder er en sammenslutning af præster eller ledere fra pinsekirken i Danmark, samt selve pinsekirkerne. Det er både en organisation for kirkerne, præster og ledere. De har ikke nogen myndighed over den enkelte kirke, da kirkerne stadigt er lokalt styret, dog har Frikirkeleder en række kriterier for medlemskab,.

Pinsebevægelsens teologi[redigér | redigér wikikode]

Som før beskrevet er pinsekirkens teologiske arv, formet gennem flere forskellige teologiske strømninger, hvor især metodismen har haft stor indflydelse. Den pentekostale teologi har flere forskellige kendetegn, som er med til at fungere som identifikationsmarkør. Herunder kan nævnes åndens gaver, tungetale, helbredelser, karismatik, voksendåb osv. Disse teologiske standpunkter er ikke unikke for pinsekirken, men summen af dem udgør det unikke ved den pentekostale teologi. For at i sidste ende kunne fastslå, hvad der er unik i processen ved at forlade netop en pinsekirke, skal vi finde ud af hvad der gør pinsekirken unik. Dette afsnit vil derfor gennemgå nogen af de teologiske kendetegn ved pinsekirken. Jeg vil langt fra lave en fyldestgørende udtømning af pentekostal teologi, men jeg har udvalgt de teologiske standpunkter, som jeg mener er relevante, enten for at forstå hvad pinsekirken er rundet af, eller for at forstå hvad der gør det at forlade en pinsekirke unikt. Derfor er der centrale pentekostale teologiske emner, som er udeladt af hensyn til opgavens omfang og formål. Der kan ikke sættes lighedstegn, mellem pinsekirken verden over. Pinsekirken har en unik evne til at tilpasse sig de samfund som den optræder i, men der er nogle teologiske kendetegn man kan identificerer. Der er desværre ikke særligt meget videnskabelig litteratur om pinsekirken i Danmark, og det er derfor svært at finde litteratur om pinsekirkens teologiske praksis i Danmark, eller hvor evt. adskiller sig fra den globale bevægelse. Derfor har jeg prøvet at forklare den historiske kontekst for bevægelsen, og bundet båndet fra pinsebevægelsen i USA, til pinsebevægelsen i Danmark og derfor kan den nedestående beskrivelse både bruges på den globale pinsebevægelse, men også specifikt på den danske.

Helligåndens dåb[redigér | redigér wikikode]

Et begreb som er central i pentekostal teologi er Helligåndens dåb. Jeg har også nævnt Helligåndens dåb tidligere, men jeg vil her forklare uddybende hvad der menes med det. Helligåndens dåb er ikke en fysisk dåb, men en tilstedekomst af Helligånden i den enkelte troendes liv. Derimod ses Helligåndens dåb oftest som det andet led i frelsen. Det første led er at erklære sig som kristen og det andet led er herefter Helligåndens dåb. Helligåndens dåb har også sin rod i den metodistiske teologi. Igen er helliggørelse og retfærdiggørelse to centrale begreber. Som tidligere sagt, er det en direkte arv fra metodismen, at man i pentekostal teologi, opfatter retfærdiggørelse som en statisk proces (den troende opnår retfærddiggørelse gennem tro på Jesu Kristi frelsergerning), hvorimod at helliggørelse er processuel. Det er dette som skulle give navn til fænomenet ”the second blessing” – altså Helligåndens dåb. Helligåndens dåb kan opfattes på to måder: enten som det øjeblik hvor man efter frelsen får del i Helligånden og derfor bliver retfærdiggjort, eller som en form for salvelse, og en åndelig udrustning af den tjeneste som den troende skal til at træde ind i. Der har været et gradvist skifte mellem disse to synspunkter, hvor man i pentekostal teologi i dag, mere opfatter Helligåndens dåb som en udrustning til tjeneste. I pentekostal teologi, er det ydre tegn på Helligåndens dåb, tungetale. Tungetale blev brugt som en markør til at fastslå om en troende havde modtaget Helligåndens dåb, eller ej. Det pentekostale syn på ilddåben, adskiller Pinsekirken fra f.eks. Folkekirken, og den Katolske Kirke, idet at begge disse kirker anser Helligånden for at blive givet til den troende, i vanddåben. Den pentekostale teologi adskiller den fysiske dåb fra Helligåndens dåb. I pentekostal teologi kan man derfor godt være døbt, men ikke have Helligånden. Med det forstås det, at Helligånden ikke har udrustet én til tjeneste og ikke fungerer som ”seglet” på retfærdiggørelsen. Ifølge den pentekostale teologi, finder begrebet om Helligåndens dåb sig hjemme i Bibelen, i disse skriftsteder:

”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.”

Og dette skriftsted om omhandler Johannes Døberen:

”Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.”

Hvad der er værd at bide mærke i, i forbindelse med Helligåndens dåb, er både at den bliver opfattet som et tegn på at den troende er retfærdiggjort og samtidig, at det også bliver brugt som tegn på at den troende bliver udrustet, til tjene Gud.

Synd i pentekostal teologi[redigér | redigér wikikode]

Den pentekostale teologi opstår som sagt, forholdsvis sent i kristendommen. Et hvert teologisk begreb tilpasser sig i en vis udstrækning den kirke eller religiøse retning, som skal fortolke den. På samme måde er det i Pinsekirken. Den pentekostale syndsforståelse er formet af den historiske sammenhæng som Pinsekirken opstår i. Samtidig er det svært at tale om en form for pentekostal teologi. Der er dog generelt nogle kendetegn, som før beskrevet.

I Danmark er Pinsekirken en konservativ kirke rent teologisk. Man lægger vægt på en bogstavelig fortolkning af Bibelen og dette medfører en række af religiøse krav til den enkelte troende i Pinsekirken. Dette er f.eks. krav til samliv, ingen sex før ægteskab, en afvisning af homoseksuelle ægteskaber og afstandstagen fra druk. Oftest vil der ikke være en eksplicit forventning om at leve op til disse krav, hvis man blot er ordinært medlem af menigheden. Det enkelte medlem vil måske nærmere opleve det som en form for socialt pres for at overholde de krav som kirken stiller. Krav om en bestemt livsførelse knytter sig oftest til troende som optræder i lederroller, i Pinsekirken. Her er der et meget eksplicit krav om at overholde de krav som der er til livsførelse. Hvis man som leder bryder nogle af disse krav, kan man blive bedt om at træde tilbage fra den lederskabsposition man har haft i kirken og i yderste instans kan man blive bedt om at forlade menigheden.

I sin bog ”Bible doctrines” beskriver William Menzies meget rammende det pentekostale syn på synd således:

The biblical view is that sin orginated in an abuse of the freedom given to created beings equipped with a will. God did not create evil. Evil is a matter of relationship, not a thing. It disregards the glory of God, the will of God, and the Word of God”

Denne opfattelse af synd, er ikke eksklusivt pentekostal, men for at forstå hvad det er for en syndsforståelse, der hersker i den del af pentekostalismen, som til sidst kom til Danmark, må man spore synet på synd tilbage til metodismen. Metodismen lagde krav til hellighed og til renhed, og havde en klar forståelse af rigtigt og forkert.

Pinsebevægelsens metodistiske rødder

For at forstå den teologiske historie som Pinsekirken udspringer af, skal man forstå metodismen. Metodismen gennemsyrer pinsebevægelsens teologi og er derfor afgørende for at forstå Pinsebevægelsen. Metodismens idealer og teologi løber som en rød tråd gennem Pinsebevægelsen; med dens fokus på omvendelse og helliggørelse. Desuden var mange af pinsebevægelsens tidlige aktører, selv metodistpræster – F.eks. Charles Parham og Thomas Ball Barratt; dette faktum var med til at forme udviklingen af særskilt pentekostal teologi, med klare metodistiske karaktertræk.

Metodistkirken blev grundlagt af John Wesley (1703-1791), samt broderen Charles Wesley i Storbritannien i løbet af 1700 tallet. Begge Wesley-brødre så ikke metodismen som et modstykke til den anglikanske kirke som de begge tilhørte, mere som en ny form for anglikanisme. Dog mødte de modstand inden for den etablerede anglikanske kirke, og efter John Wesley's død, valgte lederne af metodistkirken til sidst at bryde med den anglikanske kirke, og grundlægge en separat metodistkirke. Wesley ønskede at vende tilbage til den oprindelige form for kristendom og anlagde et primitivistisk syn på teologien. Herved forstås det, at Wesley ønskede at vende tilbage til den kristendom, som blev praktiseret af oldkirken, og at skære unødvendig teologi og handlingsmønstre fra. John Wesleys indflydelse på teologien, strakte sig langt ud over Storbritanniens grænser. I USA oplevede metodismen at få et godt fodfæste; blandt andet fordi puritanismen allerede stod stærkt her. I USA oplevede metodismen mere medvind, og blev spredt yderligere, især igennem indvandring fra Storbritannien. Metodismen blev igennem 1800-tallets USA en af de hurtigst voksende grene af kristendommen, og i 1900-tallet var metodismen blevet den største kristne menighed i USA. Langsomt begyndte toneangivende medlemmer af metodistkirken i USA, at bruge et billedsprog som lagde sig mere og mere op ad det, som skulle blive Pinsekirken; man begyndte blandt andet at tale om ”Helligåndens dåb”. Helligåndens dåb er et centralt element i pentekostal teologi og er af nogle beskrevet som den virkeligt afgørende faktor for at forstå pentekostalisme.

Pinsebevægelsen opstod ikke med henblik på at bryde med metodismen, men ligesom at metodismen ikke opstod med henblik på at bryde men den anglikanske kirke, så endte Pinsebevægelsen også med at etablere sig som en selvstændig kirke. Her videreudviklede man en del af det teologiske arvegods man havde med sig og begyndte at fokusere på en tredje dimension i troen – Helligåndens dåb og tegnet herpå: tungetale.

Metodismens teologi lægger vægt på helliggørelse og retfærdiggørelse. Helliggørelse som skal forstås, som processen, hvori en troende bliver mere og mere helliggjort; eller i religiøse termer, at man bliver mere og mere lig Jesus, i handlinger og tanker. Det betyder konkret, at man arbejder for at minimere synd i sit liv og sigter efter at alle gerninger skal være drevet ud fra kærlighed. Retfærdiggørelsen er derimod statisk og opnås igennem tro på Jesu død på korset, som en frelsende og genoprettende handling. I religiøs forståelse tilgiver Gud det syndige menneske, ved at lade hans søn Jesus dø i dets sted. Både helliggørelsen og retfærdiggørelsen har sit udgangspunkt i den troendes åndelige genfødsel. Genfødsel forstås som at man ved troen, får del i Jesu død på korset og derigennem får et nyt liv. Dette er klarest udtrykt i Galaterbrevet 2:20

”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig, og gav sig selv hen for mig”

Denne genfødsel er det ”åndelige nulpunkt” for den troende. Wesley anså dette for at være udgangspunktet for individets tro og verset understreger også den wesleyanske forståelse af at blive mere lig Jesus; dog er det vigtigt at forså, at netop retfærdiggørelsen var statisk i tros-øjeblikket, og forbliver statisk, hvorimod helliggørelsesprocessen netop starter ved genfødslen, og udvikler sig.

Helliggørelsen hos Wesley kan bedst beskrives som en arketype, som den troende stræber efter. Dette stod ekstremt stærkt hos John Wesley og blev en af de hovedpointer som metodismen bibragte. Wesley selv, lagde vægt på en næsten ekstrem form for livsførelse, hvori han stræbte efter at blive mere og mere lig Jesus. Det udvendige tegn på den indvendige, åndelige genfødsel og på individets helliggørelse, er beskrevet i Bibelen gennem åndens frugter:

”Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod!”

Når helliggørelsen opfattes som en proces, ligger der også en forventning om at individet ”udvikler sig”; eller implicit, at individet kan dygtiggøre sig i åndens frugter. Dette er det implicitte religiøse argument i helliggørelsen; at det er en proces hvor den troende bliver mere og mere lig Jesus. Helliggørelsen er vedvarende, og det forstås at den troende konstant gerne skal bevæge sig fremad. Pentekostal teologi inkorporerer også denne forståelse af helliggørelse. Dette kaldes kristen perfektionisme; hvorved der forstås at man stræber efter det perfekte syndfri liv, med Jesus som forbillede.

Wesley kaldte helliggørelse for ”the second blessing” oversat "den anden velsignelse", eller ”baptism in the spirit” oversat "dåb i ånden", begge begreber som skulle blive centrale for Pinsekirken og som vil blive nærmere beskrevet i afsnittet om pinsekirkens teologi. Wesley mente at ”the first blessing” var det at komme til tro, og ”the second blessing” var at modtage Guds nåde. Der opstod dog imidlertid, i metodismen en splittelse om, hvorvidt at helliggørelse var en proces, eller på lige fod med retfærdiggørelse, en statisk engangsbegivenhed. Dette ledte til et brud i bevægelsen, som derefter inddelte sig i en reformeret fløj og Weslyansk fløj. Den reformerede fløj anså helliggørelse som en statisk tilstand, hvorimod wesleyanerne anså det som en proces. For Wesley var det at komme til tro, knyttet sammen med en oplevelse af Gud. Denne oplevelse grundfæstede troen, som mere end bare et kognitivt projekt, men som en totalitær tro, der involverer alle dele af individet. Ligesom troen skulle komme til udtryk, gennem at leve et ret liv, skulle troen også komme til udtryk gennem oplevelser med Gud. Guds kærlighed skulle opleves af individet, da det er kærligheden som skal være drivkraften bag den troendes handlinger. Dette var med til ”kropsliggøre” kristendommen og knytte troen endnu tættere til individet. Det er altså begge teologiske retninger, som i høj grad stiller krav til livsførelser,. Når en så stor del af den pentekostale teologi finder sin udgang i metodismen, kan man derfor se pentekostalisme som en videreudvikling af den amerikanske metodisme.

Ortodoksi og ortopraksi – arven fra John Wesley[redigér | redigér wikikode]

Hvis man kigger på teologiske elementer som er kendetegnende for pinsekirken, er det især et skift fra ortodoksi til ortopraksi. Ortodoksi er den rette lære, hvorimod ortopraksi er den rette handlemåde. Weslybrødrernes kristendom, flyttede fokus over på individets handlinger. Det var det rene individ der var i centrum, og ikke så meget den rene tro. Når jeg ser på pinsekirken, så er det også det rene liv der er i centrum. Dette centraliserer den enkeltes handlinger, og flytter fokusset fra, det at tro på det rigtige, over til at gøre det rigtige.

Helliggørelsens tanken er hverken unik for metodismen eller pinsekirken, men når den knyttes sammen metodismens fokus på det rette liv, forstærkes effekten. Man kan derfor forvente, at der implicit bliver en ”større forventning” til ret livsførelse. Galaterbrevets beskrivelse af åndens frugter, er dog en diffius størrelse; og netop på grund af at det er diffust, var det op til Wesley at definere hvad han mente var den korrekt livsførelse. Her stod det klarest tilbage, at Wesley lagde vægt på at den troende skulle leve et liv, som var helligt, rent, og det skulle ligne det liv som Bibelen beretter at Jesus levede.

Pinsebevægelsen overtager Wesley forståelse af ortopraksi. Tungetalen bliver religiøst set, en ”guddommelig” bekræftelse af de enkelte individers religiøse stræben, idet Gud sanktionere deres tro og handlinger, ved at give en nådegave. De sociale markører for at bedømme om nogen er ”inde i varmen”, knytter sig til de handlinger individet foretager sig. Den processuelle helliggørelse kendetegn er åndens frugter frugter. Wesleys teologi var et skifte væk fra ortodoksien, og over mod ortopraksien. Dette fokusskifte ligger et øget ansvar på individet, da man selv er ansvarlig for at leve det rette liv, men samtidig muliggøre det også en langt mere personlig tro, som leves ud i alle aspekter af livet.

Ortopraksien har overlevet fra Wesley til pinsebevægelsen. Pentekostal teologi videreføre forståelsen af troen som en oplevelse den enkelte må have, og at der er en ret og forkert måde at leve på. At ortodoksien glider i baggrunden for ortopraksien, er ikke så underlig i form af pinsebevægelsens forståelse Helligånden, og åndens dåb som centrale elementer i frelsen. For pinsebevægelsen er Helligånden en konkret oplevelse, som det også var for Wesley. Det var også karismatiske kendetegn som bevægelsen tog med sig, da den kom til Skandinavien. Thomas Ball Barrat kan om nogen kaldes Nordens pentekostale apostel. Han var drivkraften bag den skandinaviske pentekostalisme; og drev en utrættelig missionsvirksomhed. Hans baggrund som metodistpræst må helt sikkert have skinnet igennem den teologi han tog med sig, hvilket også illustreres med at Barratt ikke så nogen modsætning mellem pinsebevægelsens budskab, og metodismens. Barratts forbindelser med den amerikanske pinsebevægelse, og hans trosmæssige oplevelser i USA, har betydet en stærk sammenknytning mellem pinsebevægelsen i USA og Skandinavien, teologisk og historisk.




I dag[redigér | redigér wikikode]

Ifølge en britisk undersøgelse fra 2006 er Pinsevækkelsen den hurtigste voksende af de kristne grupper i Storbritannien. På verdensplan er der over 250 millioner tilhængere, og de udgør ca. 10 % af de kristne i verden[1]. Vækkelsen begyndte i USA, men spredte sig hurtigt lang ud over USA's grænser og findes i dag i alle dele af verden. Især i Asien, Afrika og Latinamerika vandt kirken stor tilstrømning. Verdens største kirke og Pinsekirke ligger i Seoul i Sydkorea med 750.000 medlemmer. Pinsevækkelsen er kendt for, at hver kirke styrer sig selv. Der er ikke noget centralt organ. Den lokale menighed ledes som regel af et ældsteråd. Det består af forstanderen/præsten og medlemmer fra menigheden. Det svarer til et menighedsråd i en folkekirke.

Pinsevækkelsen adskiller sig fra mange kirker i troen på troendes dåb. Pinsekirken praktiserer ikke barnedåb, men barnevelsignelse. Pinsekirken mener, at det er bibelsk korrekt. Man døbes først når man selv kan tage beslutningen. Gudstjenesterne er tit opbygget over prædiken, lovsang, bøn, helbredelse osv. Der er ikke nogen fast struktur for en gudstjeneste.

Pinsebevægelsen lægger sig tæt op ad Bibelen. Det indebærer bl.a. afvisning af moderne seksualmoral som homoseksualitet[2], sex uden for ægteskabet, fri abort osv.

Den danske pinsevækkelse[redigér | redigér wikikode]

I det nye årtusinde udgør den danske del af vækkelsen en langsomt voksende gruppe på ca. 5.100 medlemmer. Hver lokalmenighed er selvstændig, men deltager frivilligt i fællesforetagender, som Mariager Højskole i Mariager. Samme sted ligger Efterskolen Frydensberg, Mariager Efterskole (PVE) og Efterskolen Alterna. De har fælles missionstiltag, fælles månedsblad mm.. Ud over de fælles tiltag har den lokale menighed egne projekter lokalt og internationalt.

Kirkernes struktur[redigér | redigér wikikode]

Styringen af kirkerne fra dag til dag, bliver i de fleste tilfælde varetaget af præsten og ældsterådet. Ældsterådet svarer til et menighedsråd og er valgt af menigheden. De fleste kirker har ikke nogen begrænsning på embedsperioden for ældste (medlem af ældsterådet). Medlemmer (og ikke medlemmer) døbes ikke til menigheden, men til Jesus Kristus.

Gudstjenesterne foregår efter forskellige mønstre, der ligner gudstjenestepraksissen i den nytestamentlige menighed, fortolket ud fra national kultur. Gudstjenesterne indeholder ofte sang, bøn, prædiken og forbøn. Der foretages barnevelsignelse, dåb ved nedsænkning i vand på personlig bekendelse af troen på Jesus Kristus, vielse og begravelse. Der er frivilligt børne- og ungdomsarbejde i de enkelte menigheder. Økonomien sikres gennem de troendes gaver og bidrag. Ledelsen af den enkelte menighed er lokalt forskellig, men består ofte af forstander, ældsteråd og menighed. Ledelsen udgøres ofte af forstander og ældsteråd tilsammen.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Anderson, Allan, An Introduction to Pentecostalism: Global Charismatic Christianity, Cambridge University Press 2004.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ BBC - Religion & Ethics (2007-06-20). Pentecostalism. Hentet 2010-01-10. 
  2. ^ Religion.dk:Homoseksualitet i 5 religioner