VM i snooker 2008

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

VM i snooker 2008 (officielt: 888.com World snooker Championship) fandt sted i perioden 19. april-5. maj 2008 i Crucible Theatre i Sheffield, England. Ronnie O'Sullivan blev verdensmester for tredje gang efter sejr over Ali Carter på 18-8 i finalen.

Præmiesum[redigér | redigér wikikode]

Turneringen omfattede præmier som følger:

Resultater[redigér | redigér wikikode]

Nedenfor er vist resultaterne for hver runde af hovedturneringen. Numrene i parentes ved siden af nogle af spillernes navne henviser til deres seedning (ved hvert VM deltager 16 seedede spillere og 16 kvalifikationsspillere).

Første runde Anden runde Kvartfinaler Semifinaler
Bedst af 19 frames Bedst af 25 frames Bedst af 25 frames Bedst af 33 frames
                           
19. april            
 Skotland John Higgins (1)   10
24. – 26. april
 Wales Matthew Stevens   5  
 Skotland John Higgins(1)   9
20. – 21. april
   Wales Ryan Day (16)   13  
 Wales Ryan Day (16)   10
29. – 30. april
 Irland Michael Judge   6  
 Wales Ryan Day (16)   7
22. april
   Skotland Stephen Hendry (8)   13  
 Kina Ding Junhui (9)   10
25. – 25. april
 Hongkong Marco Fu   9  
 Kina Ding Junhui (9)   7
20. – 21. april
   Skotland Stephen Hendry (8)   13  
 Skotland Stephen Hendry (8)   10
1. – 2. maj
 Nordirland Mark Allen   9  
 Skotland Stephen Hendry (8)   6
23. – 24. april
   England Ronnie O'Sullivan (5)   17
 England Ronnie O'Sullivan (5)   10
26. – 28. april
 Kina Liu Chuang   5  
 England Ronnie O'Sullivan (5)   13
21. – 22. april
   Wales Mark Williams (12)   7  
 Wales Mark Williams (12)   10
29. – 30. april
 England Mark Davis   3  
 England Ronnie O'Sullivan (5)   13
19. – 20. april
   Kina Liang Wenbo   7  
 England Stephen Lee (13)   4
27. – 28. april
 Nordirland Joe Swail   10  
 Nordirland Joe Swail   12
23. april
   Kina Liang Wenbo   13  
 Irland Ken Doherty (4)   5
 Kina Liang Wenbo   10  
22. – 23. april            
 England Shaun Murphy (3)   10
25. – 26. april
 England Dave Harold   3  
 England Shaun Murphy (3)   4
19. – 20. april
   England Ali Carter (14)   13  
 England Ali Carter (14)   10
29. – 30. april
 England Barry Hawkins   9  
 England Ali Carter (14)   13
21. – 22. april
   England Peter Ebdon (6)   9  
 England Mark Selby (11)   8
24. – 25. april
 England Mark King   10  
 England Mark King   9
19. – 20. april
   England Peter Ebdon (6)   13  
 England Peter Ebdon (6)   10
1. – 2. maj
 England Jamie Cope   9  
 England Ali Carter (14)   17
19. – 20. april
   England Joe Perry   15
 Australien Neil Robertson (7)   10
26. – 28. april
 England Nigel Bond   4  
 Australien Neil Robertson (7)   7
23. – 24. april
   Skotland Stephen Maguire (10)   13  
 Skotland Stephen Maguire (10)   10
29. – 30. april
 England Anthony Hamilton   3  
 Skotland Stephen Maguire (10)   12
21. april
   England Joe Perry   13  
 England Steve Davis (15)   8
27. – 28. april
 England Stuart Bingham   10  
 England Stuart Bingham   9
22. – 23. april
   England Joe Perry   13  
 Skotland Graeme Dott (2)   7
 England Joe Perry   10  
Finale (Bedst af 35 frames) Crucible Theatre, Sheffield, 4. – 5. maj 2008. Dommer: Jan Verhaas
England Ronnie O'Sullivan (5) 18 – 8 Ali Carter (14) England
81-56, 127-0, 99-0, 0-104, 86-4, 62-76, 65-18, 73-0, 78-0, 36-60, 86-4, 28-93, 45-80, 123-0, 77-32, 110-5, 66-48, 74-0, 25-64, 85-0, 0-84, 58-42, 4-89, 68-39, 75-32, 62-16 2 100-breaks: 1 (Carter), 1 (O'Sullivan)

Højeste break af O'Sullivan: 106
Højeste break af Carter: 104

81-56, 127-0, 99-0, 0-104, 86-4, 62-76, 65-18, 73-0, 78-0, 36-60, 86-4, 28-93, 45-80, 123-0, 77-32, 110-5, 66-48, 74-0, 25-64, 85-0, 0-84, 58-42, 4-89, 68-39, 75-32, 62-16
Ronnie O'Sullivan verdensmester 2008

Liste over 100-breaks[redigér | redigér wikikode]

Dette er en liste over 100-breaks, der blev lavet under den tv-transmitterede hovedturnering. Det højeste break udløste en præmie på 10.000 £ og et 147-break udløste en præmie på 147.000 £ – i alt 157.000 £, der blev delt, da der var to spillere, der præsterede et break på 147. I alt blev der lavet 63 100-breaks.

Indledende kvalifikationsturnering[redigér | redigér wikikode]

Den indledende kvalifikationsturnering fandt sted i Pontin's Prestatyn i Wales mellem den 3. januar og den 5. januar 2008.

Runde 1[redigér | redigér wikikode]

Phil Seaton 5-2 Donald Newcombe

Runde 2[redigér | redigér wikikode]

Colin Mitchell 5-4 Phil Seaton
Les Dodd 1-5 David Singh
Adam Osbourne 0-5 Sean Storey
Tony Knowles 5-1 Ali Bassiri
Neil Selman 5-1 John Wilson
Ian Stark 5-4 Del Smith
Tony Brown 5-1 Christopher Flight
Stephen Ormerod w/o Paul Wykes

Runde 3[redigér | redigér wikikode]

Colin Mitchell 5-3 David Singh
Sean Storey 5-0 Tony Knowles
Neil Selman 4-5 Ian Stark
Tony Brown 3-5 Stephen Ormerod


Kvalifikationsturnering[redigér | redigér wikikode]

Kvalifikationsturneringen fandt sted i Pontin's Prestatyn i Wales i perioden 6.-11. januar 2008. De afgørende runder fandt sted på English Institute of Sport in Sheffield i perioden 7.-10. marts 2008.

Runde 1[redigér | redigér wikikode]

Patrick Wallace 10-1 Sean Storey
Jimmy Robertson 10-5 Stephen Ormerod
Rodney Goggins 10-4 Ian Stark
Liu Chuang 10-0 Colin Mitchell

Runde 2-5[redigér | redigér wikikode]

Runde 2 (19 frames) Runde 3 (19 frames) Runde 4 (19 frames) Runde 5 (19 frames)
Alex Davis 10-2 Dave Mifsud Ian Preece 10-9 Alex Davis Adrian Gunnell 10-9 Alex Davis Stuart Bingham 10-3 Adran Gunnell
Mark Joyce 10-8 Patrick Wallace Jimmy Michie 10-4 Mark Joyce Michael Judge 10-6 Jimmy Michie Michael Judge 10-6 Michael Holt
James McBain 10-2 Kevin Van Hove James McBain 10-9 Marcus Campell Fergal O'Bien 10-4 James McBain Jamie Cope 10-5 Fergal O'Bien
Tiang Pengfei 10-4 Ashley Wright Mike Dunn 10-2 Tian Pengfei Mike Dunn 10-2 Andrew Norman Dave Harold 10-4 Mike Dunn
Xiao Guodong 10-8 Muraj Pal David Roe 10-5 Xiao Guodong Andy Hicks 10-5 David Roe Barry Hawkins 10-8 Andy Hicks
Matthew Selt 10-6 Fraser Patrick Jimmy White 10-4 Matthew Selt Jimmy White 10-7 Andrew Higginson Mark King 10-3 Jimmy White
Liu Song 10-6 Jimmy Robertson Scott MacKenzie 10-5 Liu Song Scott MacKenzie 10-8 James Wattana Anthony Hamilton 10-2 Scott MacKenzie
Gareth Coppack 10-9 Kurt Maflin Gareth Coppack 10-8 Poul Davis John Parrot 10-3 Gareth Coppack Joe Perry 10-8 John Parrot
Michael White 10-4 Shailesh Jogia Barry Pinches 10-4 Michael White Barry Pinches 10-4 Robert Milkins Nigel Bond 10-7 Barry Pinches
Rodney Goggins 10-9 Lee Spick Judd Trump 10-4 Rodney Goggins Judd Trump 10-2 Jamie Burnett Joe Swail 10-9 Judd Trump
Martin Gould 10- 8 Jamie O'Niell Martin Gould 10-4 Stuart Pettman Rory McLeod 10-8 Martin Gould Matthew Stevens 10-5 Rory McLeod
Liang Wenbo 10-3 Ben Wollaston Liang Wenbo 10-6 Rod Lawler Liang Wenbo 10-3 David Gilbert Liang Wenbo 10-5 Ian McCulloch
Liu Chuang 10-9 Lee Walker Liu Chuang 10-5 Joe Delaney Liu Chuang 10-5 David Gray Liu Chuang 10-9 Dominic Dale
Leo Fernandez 10-4 Alfred Burden Leo Fernandez 10-2 Drew Hendry Mark Davis 10-9 Leo Fernandez Mark Davis 10-2 Gerrad Greene
Supoj Saenla 10-9 David Morris Supoj Saenla w- Robin Hull Alan McManus 10-2 Supoj Saenla Marco Fu 10-3 Alan McManus
I Kachaiwong 10-9 Tony Drago I Kachaiwong 10-5 Tom Ford Ricky Walden 10-4 I Kachaiwong Mark Allen 10-6 Ricky Walden

Kvalificerede spillere[redigér | redigér wikikode]

Statistik[redigér | redigér wikikode]

Første runde[redigér | redigér wikikode]

  • Debutanter i the Crucible dette år var Jamie Cope, Liu Chuang og Liang Wenbo.
  • Steve Davis blev den første spiller på over 50 år, som spillede i the Crucible siden Doug Mountjoy in 1993.
  • Den tabende finalist fra det foregående VM, Mark Selby, blev slået ud af kvalifikationsspilleren Mark King 10–8.
  • Matthew Stevens' 10–5 nederlag til John Higgins var hans første i en førsterundekamp. Matthew Stevens forsøgte et 147 efter en meget heldig sort i midterhullet, men fejlede ved 112.
  • Ding Junhuis 10–9 sejr over Marco Fu var hans første sejr i the Crucible nogensinde. Marco Fu forsøgte også et 147-break, men fejlede, da hvid røg i hul.
  • Ken Dohertys 10–5 nederlag til kvalifikationsspilleren Liang Wenbo betød, at han for første gang siden sæsonen 1992/93 måtte forlade top 16 på verdensranglisten.
  • Trods fem sejre i kvalifikationen måtte Liu Chuang forlade hovedturneringen efter et nederlag til Ronnie O'Sullivan i første runde.
  • Debutanten Liang Wenbo blev hurtigt publikumsfavorit, da han ved en fejl ankom til arenaen sammen med kampdommerne i sin kamp mod Ken Doherty og måtte skynde sig ud igen for at blive introduceret ordentligt.
  • Stephen Maguire vandt de første otte frames i den første session i sin førsterundekamp mod Anthony Hamilton. Hamilton vandt den sidste frame i sessionen og undgik total ydmygelse.

Anden runde[redigér | redigér wikikode]

  • Ryan Day nåede kvartfinalerne i VM for første gang ved at slå den forsvarende mester John Higgins 13–9.
  • Stephen Hendry nåede kvartfinalerne for 17. gang i sin karriere, men for første gang siden 2005.
  • Liang Wenbo blev årsag til ny underholdning i sin andenrundekamp mod Joe Swail ved at sætte sig efter et stød, hvor han ikke opdagede, at han havde heldigt havde puttet en rød i hjørnehullet. Liang blev senere ramt af nemesis, da han for tidligt fejrede, hvad han troede var en 13-10 sejr over Swail. Swail fik en snooker og vandt framen. Swail kom på 12-12, men missede brun, da han skulle rydde farverne i den sidste frame og tabte 13-12. Resultatet betød, at Swail ikke kom i top 16 på verdensranglisten i den efterfølgende sæson. Efter kampen beklagede Swail, at dommeren havde genplaceret hvid i den sidste frame efter at have dømt miss og dermed givet Liang en større chance for at komme ud af en snooker. Han beskyldte også Liang for usportslig optræden ved ikke at gøre dommeren opmærksom på dette.[2]
  • Ronnie O'Sullivan lavede et 147-break mod Mark Williams i den sidste frame af deres kamp. Det var O'Sullivans 9. officielle 147-break i karrieren, hvorved han slog Stephen Hendrys rekord på 8. Det var endvidere hans tredje i the Crucible. Ironisk nok var Mark Williams det seneste spiller, der havde lavet et maksimum-break i the Crucible, hvilket skete i 2005.
  • Efter sit nederlag til Ronnie O'Sullivan måtte Mark Williams forlade top 16 på verdensranglisten efter 12 sæsoner.
  • Stephen Maguire gentog sin succes fra første runde ved at vinde de første otte frames mod Neil Robertson.

Kvartfinaler[redigér | redigér wikikode]

  • Ali Carter lavede sæsonens tredje maksimum-break. Dette kom dagen efter Ronnie O'Sullivans maksimum-break. Det var første gang, at der var blevet lavet to 147-breaks i den samme ranglisteturnering. Peter Ebdon var tæt på at lave 147-break i framen forinden, men missede den 15. sorte. På bordet ved siden af forsøgte Stephen Hendry også et maksimum-break, men missede den 15. røde.
  • Stephen Hendry nåede sin karrieres 12. semifinale i the Crucible (første gang siden 2004) og slog dermed Steve Davis' rekord på 11.
  • Liang Wenbo blev den første kineser, der havde nået kvartfinalen ved VM.

Semifinaler[redigér | redigér wikikode]

  • Ronnie O'Sullivan ydmygede Stephen Hendry 8-0 i deres anden session og vandt dermed 12 frames i træk, da han også vandt den første frame i tredje session. Det var første gang, at Hendry havde tabt en hel session i the Crucible. Efter kampen sagde Hendry, at han betragtede O'Sullivans præstation som: "the best that anyone has played against me".[3]
  • Ali Carter nåede sin første finale i en ranglisteturnering ved at slå Joe Perry 17-15.

Finale[redigér | redigér wikikode]

  • For første gang i turneringens historie havde begge finalister lavet 147 tidligere i turneringen. Ingen andre spillere havde præsteret et 147-break.
  • For første gang siden 1991 spillede to englændere i finalen. Ved 1991 slog John Parrott Jimmy White med 18-11.
  • Ronnie O'Sullivan blev den blot tredje spiller, der havde vundet mere end to titler i the Crucible efter Steve Davis og Stephen Hendry.
  • Starten af den sidste session blev kort afbrudt af en streaker.[4] Det samme skete i finalen i 2004.
  • I interview efter kampen indrømmede begge spillere at de ikke havde spillet deres bedste. Ronnie O'Sullivan udtalte: "Ali and I are disappointed not to put on a better performance". Carters præstation blev beskrevet som "sløv".

Se også[redigér | redigér wikikode]

Liste over verdensmestre i snooker

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

Kilder og referencer[redigér | redigér wikikode]