Spring til indhold

Valravn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Valravn (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Valravn)
Heraldisk valravn - forbenene mangler på denne tegning.

Valravn er i folkeviser betegnelsen for et fabeldyr i form af en mand, der er blevet forvandlet til en ravn. Forbandelsen kan kun brydes hvis han drikker blodet fra et spædbarn.[1] Valravnen kendes kun fra dansk middelalderlig visetradition, hvor den optræder i ni kendte versioner af den samme vise.[1]

I heraldikken anvendes ordet til at beskrive et fabeldyr: en ørn, hvor hovedet er erstattet af forkroppen af en ulv. Fabeldyret har altså både vinger og forben.[1] Det heraldiske dyr er forskelligt fra væsnet, som findes i visetraditionen - i folkeviser beskrives valravnens udseende blot som en ravn[1] - og er kun kendt fra den nu uddøde Ulfeldt-slægt. De svenske adelsslægter kaldet Aspenäs-ätten og Fånö-ätten førte et lignende fabeldyr: ½ ørn + ½ løve.

Der er delte meninger om oprindelsen af det første led, val. Nogle har søgt at forklare det som en udvikling af præfikset var (med betydningen "mand"), som fx findes i varulv, men dette er blevet beskyldt for at være en usandsynlig sprogudvikling.[1]

Andre mener at første led, val, stammer fra det norrønte valr, der betyder "de faldne," som tillige findes i ordet valkyrie.[2] Ordleddet 'val' ses også i valnød, hvor det har betydningen 'fremmed' og i valmue, hvor det har betydningen 'slap'.

Det er nævneværdigt at væsnet kun kaldes valravn i to af de ni kendte versioner af visen (specifikt kaldes den vilde valravn og vallenravn i disse to), og at den i de andre versioner kaldes for Ulver vilde ravn, Salmand vilde ravn og vilden Verner ravn - det har fået folklorister til at konkludere, at valravn sandsynligvis er en videreudvikling af det mere almindelige navn vilde ravn.[1][3]

  1. ^ a b c d e f Holbek, B & Piø, I. 1967. Fabeldyr og Sagnfolk. Politikens Forlag.
  2. ^ valravn | lex.dk – Den Store Danske
  3. ^ Andersen, V. 1890. “Gentagelsen - et sprogligt studie,” Dania, s. 198-225.