Heraldik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Heraldik er læren om brugen af våbenmærker og våbenskjolde. Herolderne havde kendskabet til heraldik.

Hyghalmen Roll Late 1400s.jpg
719 våbenskjolde danner en anetavle

Historie[redigér | redigér wikikode]

Fra urgammel tid har krigere udsmykket deres skjolde og hjelme med farver og figurer. Fra den græske oldtid og romerrigets regimentsmærker kendes både fane og skjold i det 4. århundrede. Figurer og symboler kunne være praktiske skelnemærker i kamp, og kunne give bæreren held og styrke som en slags amuletter

Brugen af symboler på våbenskjolde som præsentation af en ridder eller en slægt udviklede sig fra 1100- til 1200-tallet med fremkomsten af adelsfamilier og udviklingen af det feudale system i Vest- og Centraleuropa. Frankrig førte an med England, Italien og Det hellige Romerske Rige (Tyskland) tæt efter. Spanien og Nord- og Østeuropa udviklede sine egne traditioner, som lignede de fire nævnte områder meget. Danmark og det øvrige Skandinavien tilhører den tyske heraldiske tradition, der er den mest enkle og oprindelige.

I forbindelse med ridderturneringernes opblomstring i 1200-tallet begyndte især franske herolder at systematisere våbenskjoldenes udformning og fastsætte regler for brugen. Fx kunne kun adelige få et våbenskjold. Det mindskede forvirringen over, at flere personer kunne havde samme våbenskjold. Det var både en ulempe i turneringer og slag.

England kopierede fagudtrykkene, men brugte dem anderledes; det var muligt for byer og det bedre borgerskab at få et våbenskjold. De engelske regler udviklede sig løbende og er i dag ganske omfattende. Der tillægges de forskellige farver forskellige værdier: troskab, mod og visdom m.m. , men det er tvivlsomt, om det gjaldt i heraldrikken før sen-middelalderen/tidlig renæssance.

I Tyskland blev der aldrig fastsat regler, og det stod alle frit for, adelig såvel som bonde, at lave deres eget våbenskjold. De danske konger fastlagde heller ingen regler, men udstedte i stedet et patentbrev til de ansøgere, de fandt værdige.

Til heraldikken hører ikke kun våbenskjoldet, men også hjelmen, som i tidlig middelalder kunne være et mindre kunstværk i sig selv, skabt af kogt læder med tilbehør af fjer, silke m.v.

Våbentavle[redigér | redigér wikikode]

Anetavlen med våbenskjold for Maren Jørgensdatter (Staur) fra 1685.
På venstre side (farssiden) af anetavlen er det i første linje: fra venstre Gran, Rustung, Benkestokk, Staur; 2. linje: von Bergen, Skanke, Flemming, Bonde; 3. linje: Galtung, Kold, Haar, Basse; 4. linje: Sinklair, Adelsteen, Gast, Graa.
Høyre side (moderens siden) er det fra første linje fra venstre: Rød, Rustung, Vinter, Gås; 2. linje: Seefeld, Skanke, Gaelskytt, Bagge; 3. linje: Rostrup, Evindzøn, Nagel, Teiste; 4. linje: Jylling, Måneskjold, Freberg, Hartgenger.
Tavlen læses fra Staur som far, farfar osv, Benkestokk som farmor, og så videre,.. Rød som mor, morfar osv, Rustung som mormor, og så videre, ...
Kilde Rigsarkivet i København, 860, Håndskriftssamlingen I, Terkel Klevenfeldt (1710–1777), Dokumenter vedr adelige familier, pakke 37.
Foto: Arne Kvitrud i 2009

Våbentavler anvendes undertiden til anetavler, idet våbenskjolde blev brugt som i figuren herunder. Forældrene placeres på øverste linje i midten – med faderen til venstre (sværdsiden) og moderen til højre. Farfaderen har samme våbenskjold som faderen, farmoderen står til venstre for faderen, morfaderen har det samme som moderen, og mormoderen står til højre for moderens våbenskjold. I eksemplet er Staur far, farfar osv, Benkestokk er farmor, og så videre,.. Rød er mor, morfar og så videre, Rustung er mormor, og så videre, ... Det findes også andre måder at lave en anetavle end med våbenskjold.


Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: