Variationsmetode (kvantemekanik)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

En variationsmetode er inden for kvantemekanikken en metode til at finde approksimative løsninger til Schrödinger-ligningen, når et system er for kompliceret til at blive løst eksakt. Variationsmetoden finder derfor stor anvendelse inden for kvantekemien, hvor den bruges til at regne på systemer med flere atomer.

Generelt[redigér | rediger kildetekst]

Generelt handler variationsmetoden om at finde en løsning til den tidsuafhængig Schrödinger-ligning

hvor er tilstanden - repræsenteret med en bølgefunktion - der ønskes fundet, mens er Hamilton-operatoren, der beskriver systemets kinetiske og potentielle energi, og er systemets energi. Operatoren virker således på en tilstand, hvilket giver den samme tilstand gange en konstant. Den tidsuafhængige Schrödinger-ligning er altså en egenværdi-ligning.

Variationsmetoden starter med at gætte på en løsning . Da enhver bølgefunktion kan skrives som en kombination af de egentlige egentilstande , kan dette gæt altså også skrives sådan:

Forventningsværdien for energien er:

Skrevet med egentilstandene giver dette:

hvor er energien for hver energitilstand, og det er anvendt, at egentilstandende er ortonormale.

Da et gennemsnit af de forskellige energitilstande aldrig kan blive mindre end den mindste energi , må det gælde, at den gættede bølgefunktion altid giver en energi større end eller lig med grundtilstanden:

I variationsmetoden gælder det derfor om at variere bølgefunktionen, indtil den mindste energi er fundet. Derved findes en estimeret bølgefunktion for systemets grundtilstand samt en øvre grænse for grundtilstandsenergien.[1]

Kildehenvisninger[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Griffiths, David J. "The Variational Principle", Introduction to Quantum Mechanics (2. udgave), Pearson Educated Limited, 2014, s. 323-324. ISBN 978-1-292-02408-0.