Se kilde til Wake Island

{{Infoboks ø
| navn                               = Wake Island
| billede                            = Wake Jun 15 002 (18470450424).jpg
| billedtekst                        = Wake Island juni 2015
|kort  =  United_States_on_the_globe_(Wake_Island_special)_(small_islands_magnified)_(Polynesia_centered).svg
| landkort                           = 
| sted                               = [[Stillehavet]]
| koordinater                        = {{coord|19|18|00|N|166|38|00|E|type:isle_region:DK|display=title,inline}}
| areal                              = 7,4
| højeste punkt                      = 6 m
| højde                              = 
| ejer                               = 
| land                               = [[USA]]
| land administrativ inddeling titel = 
| land administrativ inddeling       = 
| land største by                    = 
| land største by folketal           = 
| folketal                           = 150
| folketal år                        = 2014
| befolkningstæthed                  = 
}}
'''Wake Island''' er en [[atol]] i [[Stillehavet]] cirka 3400 km vest for [[Hawaii]]. Territoriet har tidligere været kaldt ''Halcyon Island''.<ref>Wake Island. (2009, 15. februar). I ''[[Store norske leksikon]]''. Hentet 2. december 2018 fra http://snl.no/Wake_Island.</ref> Atollen administreres af [[USA]]'s indenrigsministerium som et uorganiseret, uindlemmet oversøisk territorium og indgår blandt [[USA's ydre småøer]]. Territoriet har et totalareal på 7,4 km² og har 150 indbyggere i 2014.<ref>[https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/wq.htmlThe World Factbook]{{Dead link|date=januar 2022 |bot=InternetArchiveBot |fix-attempted=yes }}</ref> Wake Island styres af [[United States Air Force|flyvevåbenet]], og alle indbyggere er ansat i enten flyvevåbenet eller [[United States Army|hæren]]. Flyvevåbenet driver en flyvestation og hæren et raketsystem på atollen.

Atollen består af de tre [[koralø]]er [[Wilkes Islet]], [[Peale Islet]] og [[Wake Islet]]. Øerne er forbundet ved [[bro]]er.<ref>Wake Island. (15. februar 2009). I ''[[Store norske leksikon]]''. Hentet 14. august 2014 fra http://snl.no/Wake_Island.</ref> Den største af øerne, Wake Islet, har den eneste [[landingsbane]] for fly, [[Wake Island Airfield]].

Øerne er mest kendt for den japanske besættelse i 1941–1945 og [[slaget ved Wake Island]] den 8.–23. december 1941 under [[Stillehavskrigen]]. I dag er Wake Island mest anvendt som et militært støttepunkt, militær fly- og flådebase, foruden at flyvepladsen benyttes til mellemlandinger for fly. Det er også et knudepunkt for kommunikationskabler til [[Honolulu]] og til [[Guam]].<ref>Wake Island. (2009, 15. februar). I ''[[Store norske leksikon]]''. Hentet 14. august 2014 fra http://snl.no/Wake_Island.</ref> Wake Island indgår i ''[[Pacific Remote Islands Marine National Monument]]'', oprettet den 6. januar 2009.<ref>[http://www.nbcnews.com/id/28506975/ns/us_news-environment/t/bush-creates-three-pacific-marine-sanctuaries/ Bush creates three pacific marine sanctuaries]. [[NBC News]]</ref>

[[Marshalløerne|Republikken Marshalløerne]] hævder suverænitet over øerne, men Wake Island har været officielt underlagt USA siden 1899.<ref>[https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/wq.html Wake Island] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20190131174657/https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/wq.html |date=31. januar 2019 }}. [[The World Factbook]], [[CIA]]</ref>

Sammen med otte andre øer udgør Wake Island [[USA's ydre småøer]], der er en [[statistik|statistisk]] betegnelse defineret af [[International Organization for Standardization]]s [[ISO 3166-1]]-kode. De repræsenteres samlet af [[ISO 3166-1 alfa-2]]-koden {{Mono|[[ISO 3166-2:UM|UM]]}}; Wake Island i sig selv har koden [[ISO 3166-2]] {{Mono|[[ISO 3166-2:UM|UM-79]]}}.

== Geografi ==
[[Fil:Wake_Island.png|thumb|left|Wake Island fra luften.]]
[[Fil:Wake_Island_Lagoon_Paradise_by_Matthew_Piatkowski.jpg|thumb|right|Lagune på Wake Islet.]]
Wake Island ligger vest for den internationale [[datolinjen|datolinje]] i tidssonen [[UTC]] +12. Øerne ligger i [[Mikronesien]] i Oceanien, ca. 3.400 km vest for Hawaii og 560 km sydøst for nærmeste landområde, [[Bokak Atoll]] i [[Marshalløerne]]. Til trods for at øen har navn i ental, ''Wake Island'', består territoriet af tre [[atol]]øer: Wilkes Islet (0,80 km²), Peale Islet (1 km²) og Wake Islet (5,5 km²) <ref>http://www.botany.hawaii.edu/faculty/duffy/ARB/061-70/066.pdf|format={{dødt link|dato=august 2017 |bot=InternetArchiveBot }}{{Dead link|date=januar 2022 |bot=InternetArchiveBot |fix-attempted=yes }}</ref>. Øernes totale areal varierer med [[tidevand]]et fra 6,5 km² til 7,4 km². Øerne har et tropisk klima og en temperatur på ca. 27° C både på land og i omliggende havområder året rundt. Det højeste punkt på Wake Island er Ducks Point, seks meter over havet.

[[Tropisk cyklon|Tropiske cykloner]] rammer ofte øerne. Orkanen Sarah ramte øerne den 16. september i 1967 med en vindstyrke på 241 km/t og ødelagde en række bygninger. Befolkningen blev evakueret.<ref>[http://www.prh.noaa.gov/cphc/summaries/1967.php The 1967 Central Pacific Tropical Cyclone Season]. prh.noaa.gov</ref> Den 28. august i 2006 evakuerede [[United States Air Force|flyvevåbenet]] alle de 188 soldater på øerne, da [[super-tyfonen Ioke]] ramte øerne. <ref>[https://web.archive.org/web/20130623065225/http://www.foxnews.com/story/0,2933,211537,00.html# Fox news]</ref> Orkanen havde en maksimal vindstyrke på 298 km/t og skabte store ødelæggelser.<ref>[https://web.archive.org/web/20060902095812/http://www.voanews.com/english/2006-08-31-voa11.cfm 'Monster' Typhoon Ioke Makes Direct Hit on Wake Island]. VOA News. Arkiveret</ref> Soldaterne vendte tilbage til Wake i september 2006.

=== Klima ===
{{Infoboks vejr
|sted= Wake Island
|Jan_målt_maks = 27.9
|Feb_målt_maks = 27.8
|Mar_målt_maks = 28.4
|Apr_målt_maks = 28.8
|Maj_målt_maks = 29.8
|Jun_målt_maks = 30.9
|Jul_målt_maks = 31.2
|Aug_målt_maks = 31.2
|Sep_målt_maks = 31.2
|Okt_målt_maks = 30.8
|Nov_målt_maks = 29.7
|Dec_målt_maks = 28.6
|År_målt_maks = 29.7
|Jan_målt = 25.3
|Feb_målt = 25.2
|Mar_målt = 25.6
|Apr_målt = 25.9
|Maj_målt = 26.9
|Jun_målt = 27.9
|Jul_målt = 28.2
|Aug_målt = 28.2
|Sep_målt = 28.3
|Okt_målt = 27.9
|Nov_målt = 27.1
|Dec_målt = 26.1
|År_målt = 26.9
|Jan_målt_min = 22.6
|Feb_målt_min = 22.3
|Mar_målt_min = 22.7
|Apr_målt_min = 23.0
|Maj_målt_min = 23.9
|Jun_målt_min = 24.8
|Jul_målt_min = 25.2
|Aug_målt_min = 25.2
|Sep_målt_min = 25.4
|Okt_målt_min = 25.1
|Nov_målt_min = 24.5
|Dec_målt_min = 23.4
|År_målt_min = 24.0
|Jan_målt_nedbør = 29.5
|Feb_målt_nedbør = 40.6
|Mar_målt_nedbør = 56.6
|Apr_målt_nedbør = 63.8
|Maj_målt_nedbør = 44.2
|Jun_målt_nedbør = 58.2
|Jul_målt_nedbør = 102.1
|Aug_målt_nedbør = 156.5
|Sep_målt_nedbør = 128.8
|Okt_målt_nedbør = 110.0
|Nov_målt_nedbør = 70.9
|Dec_målt_nedbør = 45.2
|År_målt_nedbør = 906.4
|kilde =Climatemps.com<ref>{{cite web|url=http://www.wake-island-pi.climatemps.com/precipitation.php
|title=Rainfall/ Precipitation in Wake Island, USA|publisher=Climatemps.com}}</ref>
|
}}

== Historie ==

=== Før europæisk opdagelse ===

Mikronesere fra [[Marshalløerne]] var de første, som besøgte øerne, som da blev kaldt ''Enen-kio'', opkaldt efter en lokal blomst fundet på øerne. Ifølge den religiøse traditionen på Marshalløerne blev flere mennesker ofret på øerne.<ref>{{kilde www|url=http://www.enenkio.org/adobe/Kio_Island.pdf |titel=Arkivert kopi |besøgsdato=2006-09-01 |arkivurl=https://web.archive.org/web/20060922003620/http://www.enenkio.org/adobe/Kio_Island.pdf |arkivdato=2006-09-22 }}</ref><ref>[http://www.angelfire.com/nv/micronations/images/marshall2b.jpg Circular note Note 01-93]. Ministry of Foreign Affairs. angelfire.com</ref> Der er ikke påvist permanent bosættelse af mikroneserne.

=== Vestlig opdagelse ===
[[Fil:Wake_Island_by_Agate.jpg|thumb|right|Wake Island tegnet af [[Alfred Agate]] fra [[Wilkes-ekspeditionen]].]]
Den første europæer, som opdagede øerne, var den spanske navigatør [[Álvaro de Mendaña]] den [[20. oktober]] [[1568]].<ref>Sharp, Andrew ''The discovery of the Pacific Islands'' Oxford, 1960, side 47.</ref> I [[1567]] var Mendaña og hans besætning fordelt på to skibe, "''Los Reyes''" og "''Todos los Santos''", fra [[Callao]] i [[Peru]] sejlet på en ekspedition for at søge efter et guldrigt land i det sydlige Stillehav omtalt nævnt i Inca-traditionen. Efter at have besøgt [[Tuvalu]] og [[Salomonøerne]] ledes ekspeditionen nordpå og kom til Wake Island, "''en lav ufrugtbar ø, der skømmes at være otte [[legion (mål)|legioner]] [et længdemål] i omkreds''". Eftersom datoen for deres ankomst, den [[2. oktober]] [[1568]] - var på tærsklen til [[mindedag]]en for [[Frans af Assisi|Sankt Frans af Assisi]], kaldte kaptajnen øen for San Francisco. Skibene havde brug for vand, og besætningen led af [[skørbug]], men efter en rundtur på øen blev det fastslået, at Wake var vandløs og "''ikke [havde] en [[kokosnød]] eller en [[pandanus]]''" og faktisk at "''der var ikke noget på den, bortset fra havfugle og sandede steder dækket af buske.''"<ref>Sharp, Andrew ''The discovery of the Pacific Islands'' Oxford, 1960, p.47.</ref><ref>Brand, Donald D. ''The Pacific Basin: A History of its Geographical Explorations'' The American Geographical Society, New York, 1967, p.133.</ref><ref>Kelly, Celsus, O.F.M. ''La Austrialia del Espiritu Santo. The Journal of Fray Martín de Munilla O.F.M. and other documents relating to the Voyage of Pedro Fernández de Quirós to the South Sea (1605–1606) and the Franciscan Missionary Plan (1617–1627)'' Cambridge, 1966, p.110.</ref>

I [[1796]] kom kaptajn Samuel Wake af det britiske handelsfartøj "''Prince William Henry''" også på Wake Island og navngav atollen efter sig selv.<ref>[http://www.janeresture.com/wake/index.htm Wake Island] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20190107005313/http://www.janeresture.com/wake/index.htm |date= 7. januar 2019 }} janeresture.com</ref> Kort tid efter ankom det britiske [[brig|pelshandelsbrig]] på 80 tons, "''Halcyon''", til Wake, og den britiske pelshandler og mester [[Charles William Barkley]] navngav, uvidende om kaptajn Wakes tidligere besøg, atollen "Halcyon Island" til ære for sit skib.<ref>{{cite web |url=http://www.janeresture.com/wake/index.htm |title=Wake Island |publisher=Janeresture.com |access-date=10. december 2011 |archive-date= 7. januar 2019 |archive-url=https://web.archive.org/web/20190107005313/http://www.janeresture.com/wake/index.htm |url-status=dead }}</ref>

I [[1823]] besøgte kaptajn [[Edward Gardner]], som var kommandør på British Royal Navy's [[hvalfangst]]skib "''HMS Bellona''" en ø på 19°15'00"N 166°32'00"E, som han vurderede at være 20-25 [[mil]]es (32-40 kilometer) lang. Øen var "''dækket af træ, der havde et meget grønt og landligt udseende''". Denne rapport anses for at være en anden opdagelse og beskrivelse af Wake Island.<ref name="Reynolds">{{cite web|url=http://mysite.du.edu/~ttyler/ploughboy/usexex573.htm |title=Reynold's Report to the House of Representatives |publisher=Mysite.du.edu |access-date=10. december 2011}}</ref>

=== Den amerikanske udforskningsekspedition i 1838-42 ===
[[Fil:Commodore Charles Wilkes, commander of the United States Exploring Expedition 1838 - 1842.jpg|thumb|Løjtnant Charles Wilkes, kommandør for [[U.S. Navy]]'s ''[[Wilkes-ekspeditionen|United States Exploring Expedition]]'' i 1838-42.]]

Den amerikanske søfarer [[Charles Wilkes]] fra [[United States Navy|USA's marine]] besøgte øerne den [[20. december]] [[1840]]. Han beskrev øerne som "''lave koraløer af triangulær form, otte fod over havet. Den har en stor [[lagune]] i midten, som var godt fyldt med fisk af en række arter blandt disse var nogle fine [[multe]]r''". Han beskrev øerne som værende dækkede af [[busk]]e "''den mest udbredte var [[tournefortia]]''", og at der ikke fandtes nogen [[sø|ferskvandssøer]] på øerne. Den amerikanske naturhistoriker [[Titian Peale]] besøgte senere øerne og studerede dyrearter. Han skrev: "''den eneste bemærkelsesværdige del i dannelsen af denne ø er de enorme koralblokke, der er blevet kastet op af havets vold.''" Wilkes rapporterede også, at "''efter udseendet at dømme må øen til tider være oversvømmet, eller havet gør et fuldstændigt indbrud over den.''"<ref>''Narrative of the United States Exploring Expedition: During the Years 1838, 1839, 1840, 1841, 1842'', Volume 5, Charles Wilkes, C. Sherman, 1849, s. 267</ref> Han indsamlede blandt andet et [[æg]] fra en [[korthalet albatros]] og andre prøver, herunder en polynesisk rotte, til ekspeditionens naturhistoriske samlinger og bragte dem med sig tilbage til USA. Øerne Wilkes Islet og Peale Islet er opkaldt efter disse to forskere.<ref>[http://books.google.no/books?id=ChyilRml0hcC&pg=PA37&lpg=PA37&dq=Titian+Peale+wake&source=bl&ots=bLhfvXsz9j&sig=LxmbMuSa0XW82BnCZBE8vNKuCuE&hl=no&sa=X&ei=eQvtU9TkA4SfygORuIHYDg&ved=0CC0Q6AEwAg#v=onepage&q=Titian%20Peale%20wake&f=false ''World War II Pacific Island Guide: A Geo-military Study''] af Gordon L. Rottman. [[Google books]]</ref>

=== Skibbruddet og bjærgningen af "''Libelle''" ===

Wake Island fik først international opmærksomhed med vraget af [[bark (skibstype)|barken]] "''Libelle''". Om natten den 4. marts 1866 ramte den 650 tons "''Libelle''" fra [[Bremen]] med jernskrog det østlige rev af Wake Island under en storm. Under ledelse af kaptajn Anton Tobias var skibet på vej fra [[San Francisco]] til [[Hong Kong]]. Efter tre dage med at søge og grave på øen efter vand var besætningen i stand til at redde en vandtank på 760 liter fra det ødelagte skib. Efter tre uger med svindende vandforsyning og ingen tegn på redning besluttede passagererne og besætningen at forlade Wake og forsøge at sejle til [[Guam]] (centrum for den spanske koloni [[Marianerne]]) på de to resterende både fra "''Libelle''". De 22 passagerer og en del af besætningen sejlede i den 7 m lange langbåd under kommando af [[førstestyrmand]] Rudolf Kausch, og resten af besætningen sejlede med kaptajn Tobias i den 6 m lange [[gig (bådtype)|gig]]. Den [[8. april]] [[1866]] nåede langbåden efter 13 dages hyppige vindstød, små rationer og tropisk sol til Guam. Gigen, under ledelse af kaptajnen forsvandt på havet.<ref name="ReferenceA">"The wreck of the Libelle and other early European visitors to Wake Island", ''Spennemann, D. H. R.'', Micronesian Journal of the Humanities and Social Sciences, 4:108–123, 2005</ref><ref>"Den Tod vor Augen: Die unglückliche Reise der Bremer Bark LIBELLE in den Jahren 1864 bis 1866", ''Bernd Drechsler, Thomas Begerow, Peter Michael Pawlik'', Hauschild Verlag, Bremen, 2007</ref>

Den spanske guvernør for Marianerne, Francisco Moscoso y Lara, hilste dem velkommen og ydede bistand til de overlevende skibbrudne på Guam. Han beordrede også [[skonnert]]en "''Ana''", der var ejet og ledet af hans svigersøn George H. Johnston, til at blive sendt med førstestyrmand Kausch for at søge efter den forsvundne gig og derefter sejle videre til Wake Island for at bekræfte [[skibbrud]]shistorien og hente en begravet skat. "''Ana''" forlod Guam den 10. april og efter to dage på Wake Island fandt og reddede man de begravede mønter og ædelsten samt en lille mængde [[kviksølv]].<ref>"Return of the Hokulele", ''The Friend'', Honolulu, Volume 1, Number 8, August 1, 1867, Edition 1, s. 72</ref><ref>"Libelle Wreckers", ''Hawaiian Gazette'', Honolulu, Wednesday, May 27, 1868, s. 1</ref>

=== "''Dashing Wave''"s skibbrud ===

Den 29. juli 1870 sejlede den britiske [[te]]-[[klipper]] "''Dashing Wave''" under ledelse af kaptajn Henry Vandervord fra [[Foochoo]] i Kina mod [[Sydney]] i [[Australien]]. Den 31. august "var vejret meget tykt, og det blæste en kraftig storm fra øst, fulgt af voldsomme vindstød og et oprørt hav." Kl. 10:30 blev set bølge brydende [[rev]], og skibet ramte revet på Wake Island. I løbet af aftenen begyndte skibet at brække op og kl. 10:00 lykkedes det besætningen at søsætte langbåden på [[lovart]]-siden. I kaoset under evakueringen reddede kaptajnen et [[søkort]] og nautiske instrumenter, men intet [[kompas]]. Besætningen læssede e en kasse med [[vin]], lidt [[brød]] og to [[spand]]e, men intet drikkevand. Siden Wake Island tilsyneladende ikke havde hverken mad eller vand, sejlede kaptajnen og hans 12-manners besætning hurtigt videre og skabte et temporært [[sejl]] ved at fastgøre et tæppe til en åre. Uden vand blev hver mand tildelt et glas vin om dagen, indtil et stort regnskyl indtraf den sjette dag. Efter 31 dage med modgang, hvor langbåden drev vestpå, nåede de til [[Kosrae (Strong's Island)]] i [[Carolinerne]]. Kaptajn Vandervord tilskrev tabet af "''Dashing Wave''" den fejlagtige måde, hvorpå Wake Island "''er angivet på kortene. Den er meget lav og ikke let at se selv på en klar aften.''"<ref name="ReferenceA"/><ref>"Total Loss of Barque Dashing Wave, and Rescue of the Crew", ''The Sydney Morning Herald'', Monday, January 23, 1871, s. 4</ref>

=== Amerikansk besiddelse ===

Ved annekteringen af [[Hawaii]] i [[1898]] og beslaglæggelsen af [[Guam]] og [[Filippinerne]] i løbet af den [[spansk-amerikanske krig]] samme år begyndte USA at overveje Wake Island, som var ubeboet og ikke krævet af noget andet land, og som ligger omtrent halvvejs mellem [[Honolulu]] og [[Manila]], som et godt sted for en telegrafkabelstation og kulstation til tankning af krigsskibe i den hurtigt voksende [[United States Navy|amerikanske krigsflåde]] og passerende handels- og passagerskibe. Den [[4. juli]] [[1898]] gjorde den amerikanske hærs [[brigadegeneral]] [[Francis V. Greene]] fra den 2. Brigade, den [[filippinske ekspeditionsstyrke]] fra den ottende hærkorps, ophold ved Wake Island og rejste det amerikanske flag, mens han var på vej til Filippinerne på [[dampskib]]et SS "''Kina''".<ref>{{cite web|title=GAO/OGC-98-5 – U.S. Insular Areas: Application of the U.S. Constitution |date=7. november 1997|url=http://www.gpo.gov/fdsys/pkg/GAOREPORTS-OGC-98-5/content-detail.html|publisher=U.S. Government Printing Office |access-date=23. marts 2013}}</ref>

[[Fil:Commander Taussig of the USS Bennington claims Wake Island for the United States of America.jpg|thumb|Kommandør Edward D. Taussig fra USS "''Bennington''" tager formelt Wake Island i besiddelse på vegne af USA med rejsning af det amerikanske flag og en 21-geværs salut den 17. januar 1899.]]

Den [[17. januar]] [[1899]] ankom kommandør [[Edward D. Taussig]] med USS "''Bennington''" på ordre fra præsident [[William McKinley]] til Wake og tog formelt øen i besiddelse på vegne af USA. Efter en 21-geværs salut blev flaget rejst<ref>[http://books.google.com/books?id=z5Le627xQLgC&pg=PA255 Territorial Disputes and Resource Management: A Global Handbook]. (2006) [[Google Books]], Nova</ref>, og en messingplade blev fastgjort til [[flagstang]]en med følgende indskrift:

::"''Amerikas Forenede Stater''
::''William McKinley, præsident''
::''John D. Long, minister for Flåden.''
::''Commander Edward D. Taussig, U.S.N.,''
::''Commander U.S.S. Bennington,''
::''denne 17. januar, 1899, tog''
::''Besiddelse af Atollen kendt som Wake''
::''Ø for USA.''"{{efn|Den engelske tekst lyder:
::United States of America
::William McKinley, President;
::John D. Long, Secretary of the Navy.
::Commander Edward D. Taussig, U.S.N.,
::Commander U.S.S. Bennington,
::this 17th day of January, 1899, took
::possession of the Atoll known as Wake
::Island for the United States of America.<ref>{{cite book|author=Rongxing Guo|title=Territorial Disputes and Resource Management: A Global Handbook|url=https://books.google.com/books?id=z5Le627xQLgC&pg=PA255|year=2006|publisher=Nova Publishers|page=255|isbn=9781600214455}}</ref>}}

Selv om den foreslåede rute til undevandskabel ville blive forkortet med 220 km, blev Midway og ikke Wake Island valgt som placeringen for telegrafkabelstationen mellem Honolulu og Guam. Kontreadmiral Royal Bird Bradford, chef for US Navy's Bureau of Equipment, udtalte for 17. september 1902 til [[U.S. House of Representatives Committee on Interstate and Foreign Commerce]] (USA's Repræsentanternes Hus repræsentantskomité for mellemstatslig og udenrigshandel), at "''Wake Island til tider forekommer at blive overskyllet af havet. kun få meter over havets overflade, og hvis der blev etableret en kabelstation, ville der kræves meget dyre bygningsværker, og derudover er der ingen havn, mens Midway-øerne er helt beboelige og har en god havn for fartøjer på 18 fods [5 m] dybde.''"<ref>''Telegraph Age, Volume 20'', University of Minnesota, 1903, s. 161</ref>

Den [[23. juni]] [[1902]], [[USAT Buford|USAT ''Buford'']], under kommando af kaptajn Alfred Croskey og på vej til [[Manila]], så en skibsbåd på stranden, da det sejlede forbi Wake Island. Kort efter blev en båden søsat af japanere på øen og sejlede ud for at møde transporten. Japanerne fortalte kaptajn Croskey, at de var blevet sat på øen af en [[skonnert]] fra [[Yokohama]] i Japan, og at de samlede [[guano]] og [[tørfisk]]. Kaptajnen mente, at de også var involveret i [[perlejagt]]. Japanerne oplyste, at en af deres deltagere havde brug for lægehjælp, og kaptajnen mente på grundlag af deres beskrivelser af symptomerne, at sygdommen mest sandsynligt var [[beriberi]]. De oplyste kaptajn Croskey om, at de ikke havde brug for nogen forsyninger eller vand, og at de ventede at den japanske skonnert ville vende tilbage efter en måned eller deromkring. Japanerne afviste et tilbud om at blive taget med til Manila og fik nogle medicinske forsyninger til den syge mand, noget [[tobak]] og nogle småting.<ref>"Japs Have Island", ''The Honolulu Star'', August 26, 1902, s. 6</ref>

Efter, at USAT "''Buford''" nåede Manila, rapporterede Kaptajn Croskey om tilstedeværelsen af japanerne på Wake Island. Han erfarede også, at USAT "''Sheridan''" havde haft et lignende møde på Wake med japanerne. Hændelsen blev underrettet af [[assisterende sekretær for flåden]] [[Charles Darling]], der straks informerede [[Udenrigsministeriet (USA)|State Department]] og mente, at der var behov for en forklaring fra den japanske regering. I august 1902 fremsendte den japanske minister [[Takahira Kogorō]] en diplomatisk note om, at den japanske regering "''ikke havde krav på øens suverænitet, men at hvis nogen personer findes på øen, forventer den kejserlige regering, at de skal beskyttes ordentligt så længe de er engageret i fredelige sysler.''"<ref>''The Marcus Island Case'', The New York Times, August 20, 1902</ref>

Wake Island var nu klart et område under USA, men i denne periode blev øen kun lejlighedsvis besøgt af passerende amerikanske skibe. Et bemærkelsesværdigt besøg skete i december 1906, da den amerikanske hær general [[John J. Pershing]], senere berømt som øverstbefaleren for de [[amerikanske ekspeditionsstyrker i Vesteuropa]] under [[1. verdenskrig]], stoppede ved Wake med USAT "''Thomas''" og rejste et 45-stjernet amerikansk flag, der var improviseret ud af [[sejldug]].<ref>"Marines Set To Oust Japs From Wake", ''The Binghamton Press'', Saturday Evening, July 15, 1944, pg. 13</ref>

=== Ulovlig fjersamling ===
[[Fil:Poacher's workshop, Peale Island, July 27, 1923.jpg|thumb|Medlemmer af [[Tanager-ekspeditionen]] udforsker en forladt fjersamlingslejr på Peale Island.]]

Med begrænsede friske vandressourcer, ingen havn og ingen planer for udvikling forblev Wake Island en fjernt ubeboet Stillehavsø i begyndelsen af det 20. århundrede. Det havde dog en stor havfuglepopulation, der tiltrak japanske fjersamlere. Den globale efterspørgsel efter [[fjer]] og fjerdragte blev drevet af [[hattemager]]industrien og populære europæiske [[modedesign]] til [[hat]]te, mens anden efterspørgsel kom fra [[pude]]- og [[sengetæppe]]fabrikanter. Japanske fjersamlere oprettede lejre for at samle fjer på mange fjerntliggende øer i det centrale stillehav. Fjærhandelen var primært fokuseret på [[Laysan-albatros]], [[sortfodet albatros]], [[maskesule]], [[lille fregatfugl]], [[stor fregatfugl]], [[sodfarvet terne]] og andre arter af [[terner]]. Den 6. februar 1904 ankom kontreadmiral [[Robley D. Evans]] til Wake Island på USS "''Adams''" og observerede japanere i færd med at samle fjer og fange [[hajer]] på grund af deres [[hajfinne|finner]]. Overgivne fjersamlerlejre blev set af besætningen af [[ubådsforsyningsskib]]ene USS "''Beaver''" i 1922 og USS "''Tanager''" i 1923. Selvom fjerindsamling og udnyttelse af fjerdragte var blevet forbudt på de Forenede Staters fastland, er der ingen registrering af nogen håndhævelsesaktioner på Wake Island.<ref>''Japanese Economic Exploitation of Central Pacific Seabird Populations, 1898-1915'', Spennemann, Dirk H. R., Pacific Studies, Vol. 21, Nos. 1/2, March/June 1998</ref>

=== Japanske skibbrudne ===

I januar 1908 blev det japanske skib ''Toyoshima Maru'', der sejlede en rute fra [[Tateyama (Chiba)|Tateyama]] i [[Japan]], til det sydøstlige Stillehav, udsat for en voldsom storm, der ødelagde skibet, og kastede kaptajnen og fem besætningsmedlemmer overbord. Den tilbageværende besætning på 36 mand formåede at finde i land på Wake Island. Her udstod de fem måneder med trængsler, sygdomme og [[sult]]. I maj 1908 kom det [[Brasiliens flåde|brasilianske]] træningsskib ''Benjamin Constant'' forbi øen, på en verdensomsejling, og fik øje på et laset flag. De kunne ikke komme i land med en båd, så besætningen igangsatte en 3-dages redningsmission ved brug af [[reb]] og kabler, for at bringe de 20 overlevende ombord og sejle dem til.<ref>''Rescued from Wake Island, Survivors of the Toyoshima Found by the Benjamin Constant'', The Pacific Commercial Advertiser, Honolulu, Friday, June 26, 1908, s. 30.</ref>

=== USS "''Beaver''"s strategiske undersøgelse ===

I sin bog fra 1921 ''Sea-Power in the Pacific: A Study of the American-Japanese Naval Problem'' (''Sømagt i Stillehavet: En undersøgelse af det amerikanske-japanske flådeproblem'') anbefalede [[Hector C. Bywater]] at oprette en velforsvaret tankstation ved Wake Island for at kunne levere [[kul]] og [[olie]] til de amerikanske flådeskibe, der måtte blive involveret i fremtidige operationer mod Japan.<ref>''Sea-Power in the Pacific: A Study of the American-Japanese Naval Problem'', Hector C. Bywater, Houghton Mifflin Company, Boston, 1921</ref> Den 19. juni 1922 ilandsatte ubådsbudet USS "''Beaver''" til en undersøgelseshold for at bestemme, hvor praktisk og gennemførlig det var at etablere en tankstation på Wake Island. Kommandørløjtnant [[Sherwood Picking]] rapporterede, at "''fra et strategisk synspunkt kunne Wake Island ikke være bedre placeret ved at opdele, som det gør, med Midway, passagen fra Honolulu til Guam i næsten nøjagtige tredjedele.''" Han observerede, at sejlrenden var fyldt med koralrev, og at lagunen var meget lav og ikke over 15 fod (5 m) dyb og derfor ville Wake ikke kunne tjene som base for overfladeskibe. Han foreslog at rydde kanalen til lagunen for "ladede motorfartøjssejladser", så at personer på land kunne modtage forsyninger fra passerende skibe, og han anbefalede stærkt, at Wake blev brugt som base for fly. Picking udtalte, at "''Hvis den længe bebudede flyvning over Stillehavet nogensinde finder sted, bør Wake Island bestemt blive inddraget og brugt som mellemliggende landings- og brændstofforsynende havn.''"<ref>''Wake Island'', Lieutenant Commander Sherwood Picking, United States Naval Institute Proceedings, Volume 48, 1922, s. 2075</ref>

=== Tanager-ekspeditionen ===
[[Fil:Tanager Expedition tent camp at Wake Island, 1923.jpg|thumb|[[Tanager-ekspeditionen]]s teltlejr i 1923 på Wake Island, etableret på den østlige ende af Wilkes Island.]]

I 1923 blev en fælles ekspedition af det daværende [[United States Fish and Wildlife Service|bureau for biologiske undersøgelser]] (under det [[United States Department of Agriculture|amerikanske landbrugsministerium]]), [[Bernice Pauahi Bishop Museum]] og den amerikanske flåde organiseret for at gennemføre en grundig biologiske undersøgelser af de [[nordvestlige hawaiiske øer]], derefter administreret af [[Biological Survey Bureau]] som [[Hawaiian Islands Bird Reservation]] (''Hawaii-øernes fuglereservat''). Den 1. februar 1923 kontaktede den amerikanske landbrugsminister [[Henry C. Wallace]] flådesekretæren [[Edwin Denby]] for at anmode om flådens deltagelse og anbefalede at udvide ekspeditionen til [[Johnston atollen]], [[Midwayøerne|Midway]] og Wake, alle øer, der ikke blev administreret af Department of Agriculture. Den 27. juli 1923 bragte USS "''Tanager''", en verdenskrigs minestryger, [[Tanager-ekspeditionen]] til Wake Island under ledelse af [[ornitolog]]en [[Alexander Wetmore]], og en teltlejr blev etableret på Wilkes østlige ende. Fra 27. juli til 5. august chartrede ekspeditionen atollen, lavede omfattende [[zoologi]]ske og [[botanik|botaniske]] observationer og indsamlede prøver til Bishop Museum, mens flådeskibet under ledelse af kommandørløjtnant [[Samuel Wilder King]] gennemførte en [[lodline]]-undersøgelse offshore. Andre tiltag ved Wake omfattede undersøgelser af tre overgivne japanske fjersamlingslejre, videnskabelige observationer af den nu [[uddød]]e [[Wake Island-vandhøne]] og bekræftelse af, at Wake Island er en [[atol]], med en gruppe bestående af tre øer med en central lagune. Wetmore navngav sydvestøen efter [[Charles Wilkes]], der havde ledet den oprindelige banebrydende amerikanske ekspedition tilbage i 1841. Den nordvestlige ø blev navngivet efter [[Titian Peale]], den ledende naturforsker på 1841-ekspeditionen.<ref>''History and Ornithological Journals of the Tanager Expedition of 1923 to the Northwestern Hawaiian Islands, Johnston and Wake Islands'', Storrs L. Olson, National Museum of Natural History, Smithsonian Institution, Washington, DC, February 1996</ref>

=== Pan American Airways base ===

[[Juan Trippe]], formand for verdens daværende største luftfartsselskab, [[Pan American Airways]] (PAA), ønskede at udvide globalt ved at tilbyde passagerflyvning mellem USA og Kina. For at krydse Stillehavet havde hans fly brug for ø-hop ned stop undervejs på forskellige punkter for tankning og vedligeholdelse. Han forsøgte først at plotte ruten på sin [[globus]], men den viste kun åbent hav mellem Midway og Guam. Dernæst gik han til [[New York Public Library]] for at studere [[klipper]]skibes [[logbog|logbøger]] og [[søkort]] fra 1800-tallet, og han "opdagede" en lidet kendt koralatol ved navn Wake Island.<ref>"Trippe the Light Fantastic", Harold Evans, ''The Wall Street Journal'', February 24, 2005</ref> For at fortsætte med sine planer på Wake og Midway måtte Trippe få tilladelse til adgang til hver ø og godkendelse til at konstruere og drive faciliteter; øerne var imidlertid ikke underlagt nogen specifik amerikansk regeringsenhed.

I [[mellemtiden]] blev amerikanske militærplanlæggere og [[Udenrigsministeriet (USA)|udenrigsministeriet]] (State Department) i stigende grad foruroliget over [[Kejserriget Japan]]s ekspansionistiske politik og voksende krigsførelse i det vestlige Stillehav. Efter [[1. verdenskrig]] havde [[Folkeforbundet]] overdraget [[Det japanske Stillehavsmandat|det sydlige Stillehavsmandat]] ("''Nanyo''") til Japan (som havde sluttet sig til de allierede magter i 1. verdenskrig), som omfattede de allerede japanske besiddede øer i [[Mikronesien]] nord for [[ækvator]], der havde været en del af det tyske kejserriges tidligere koloni i [[Tysk Ny Guinea]]. Disse omfatter de moderne nationer og stater i [[Palau]], Mikronesien, [[Nordmarianerne]] og [[Marshalløerne]]. I 1920-erne og 1930-erne begrænsede Japan adgangen til sit [[mandatområde]] og begyndte at udvikle havne og flyvepladser i hele Mikronesien i strid med [[Washington flåde-traktaten]] fra 1922 indgået i forbindelse med [[Washington-konferencen]], hvilken forbød både USA og Japan at udvide militære befæstninger på Stillehavets øer. Nu med Trippes planlagte Pan American Airways-luftfartsrute, der passerede Wake og Midway, så US Navy og State Department mulighed for at fremme amerikansk luftvåben over Stillehavet under dække af et [[Kommerciel luftfart|kommercielt luftfartsselskab]]. Den 3. oktober 1934 skrev Trippe til [[sekretæren for flåden]] og anmodede om et femårigt lejemål på Wake Island med mulighed for fire fornyelser. På grund af den potentielle militære værdi af PAA's basisudvikling bestilte chefen for USAs flåde [[admiral]] [[William H. Standley]] en undersøgelse af Wake af USS "''Nitro''" den 29. november og den 29. december udstedte præsident [[Franklin D. Roosevelt]] [[Executive order]] 6935, som placerede Wake Island og også [[Johnston-atollen]], Sand Island ved [[Midwayøerne|Midway]] og [[Kingman Reef]] under [[Department of the Navy]] (flådedepartementet). I et forsøg på at skjule flådens militære hensigter udpegede [[kontreadmiral]] [[Harry E. Yarnell]] derefter Wake Island som et [[fuglereservat]].<ref>''China Clipper: The Age of the Great Flying Boats'', Robert Gandt, Naval Institute Press, Sep 23, 2013</ref>

USS "''Nitro''" ankom til Wake Island den 8. marts 1935 og gennemførte en to-dages grund-, marine- og luftundersøgelse, der skaffede flåden strategiske observationer og fuldstændig fotografisk dækning af atollen. Fire dage senere, den 12. marts, udstedte flådesekretæren [[Claude A. Swanson]] formelt Pan American Airways tilladelse til at bygge faciliteter på Wake Island.<ref>''"A Magnificent Fight": The Battle for Wake Island'', Robert Cressman, Naval Institute Press, Dec 13, 2013</ref>

=== Pan American Airways base for "Flying Clippers" ===

[[Fil:SS North Haven unloading at Wilkes Island, Wake Atoll.jpg|thumb|Pan American Airways (PAA) byggearbejdere "lettere" byggematerialer fra SS "''North Haven''" til [[Kaj (havn)|kajen]] på Wilkes Island, Wake Atollen.]]

Pan American Airways (PAA) [[chartre]]de 6.700 tons fragtskibet SS "''North Haven''", der ankom til Wake Island den 9. maj 1935, med byggearbejdere og de nødvendige materialer og udstyr til at bygge Pan American faciliteter og for at rydde [[lagune]]n til et [[flyvebåd (fly)|flyvebåds]]-landingsområde. Atollens omkransende koralrev forhindrede skibet i at komme ind og forankre i selve den lave lagune. Det eneste egnede sted for at sætte færgeforsyninger og arbejdere i land var i nærheden Wilkes Island; Ekspeditionens chefingeniør Charles R. Russell fastslog imidlertid, at Wilkes var for lav og til tider oversvømmet, og at Peale Island var det bedste sted for Pan American-faciliteterne. For at aflæsse skibet blev lasten "lettet" (fragtet med mindre [[lastepram]]) fra skib til land, fragtet tværs over Wilkes og derefter overført til en anden pram og trukket over lagunen til Peale Island. Nogen havde fået den ide at læsse tidligere jernbanespor ombord på ''North Haven'', så mændene byggede en [[smalspor]]sjernbane for at gøre det lettere at trække forsyningerne over Wilkes til lagunen. Den 12. juni forlod ''North Haven'' mod Guam og efterlod forskellige PAA-teknikere og et konstruktionspersonale.<ref>{{cite news|title=What's New in World of Airplanes and Air Transportation, Toil on Desolate Isles to Make Pacific Airway Path|work=Chicago Tribune|date=7. juli 1935|location=Part 7, Page 10|url= http://archives.chicagotribune.com/1935/07/07/page/70/article/whats-new-in-world-of-airplanes-and-air-transportation/index.html}}</ref>

Uden midt i lagunen var Bill Mullahey, en svømmer fra [[Columbia University]], forpligtet til at sprænge hundreder af koraltoppe fra et 1,6 km langt, 300 meter bredt, 2 m dybt landingsområde for flyvebådene.<ref name="Daley1980">{{cite book|author=Robert Daley|title=An American saga: Juan Trippe and his Pan Am empire|url=https://books.google.com/books?id=aTCLjs0qyqkC|year=1980|publisher=Random House, Incorporated|isbn=978-0-394-50223-6}}</ref>

Den 17. august landede det første fly på Wake Island, idet en PAA-flyvebåd på en undersøgelsesflyvning af ruten mellem [[Midwayøerne|Midway]] og Wake landede i lagunen.<ref name="Gilbert2012">{{cite book|author=Bonita L. Gilbert|title=Building for War: The Epic Saga of the Civilian Contractors and Marines of Wake Island in World War II|url=https://books.google.com/books?id=FpDUAgAAQBAJ|date=7. december 2012|publisher=Casemate|isbn=978-1-61200-129-6}}</ref>

Den anden ekspedition, hvor ''North Haven'' ankom til Wake Island, indtraf den 5. februar 1936 for at afslutte opførelsen af PAA-faciliteterne. Et fem-tons [[Dieselolie|diesel]][[lokomotiv]] til Wilkes Islands [[jernbane]] blev aflæsset, og jernbanesporet blev udvidet til at løbe fra lastekaj til lastekaj. På den anden side af lagunen på Peale samlede arbejderne Pan American [[Hotel]], en præfabrikeret bygning med 48 værelser og brede [[porch]]es og [[veranda]]er. Hotellet bestod af to fløje bygget ud fra en central [[Lobby (lokale)|lobby]], hvor hvert værelse havde et [[badeværelse]] med [[bruser|varmtvandsbruser]]. PAA-faciliteterne omfattede en gruppe af [[chamorro]]-mænd fra Guam, som var ansatte som køkkenhjælpere, hotelbetjente og arbejdstagerne.<ref>''Riding the Reef - A Pan American Adventure with Love'', Bert Voortmeyer, Carol Nickisher, Paladwr Press, 2005</ref><ref>''Diesel to Run on Wake Island Line'', Popular Science, April 1936, Vol. 128, No. 4, Page 40</ref> Bebyggelsen på Peale blev kaldt "PAAville" og var den første "permanente" menneskelige bosættelse på Wake.
[[Fil:PAA_Hotel_and_facilities_at_Wake_Island.jpg|thumb|Luftfoto af Pan American Airways Hotel og faciliteter på Peale Island ved Wake Atollen. Hotellet ligger til venstre, ankeret fra Libelle-skibbruddet og pergolaen, der fører til "Clipper"-platan-dokken, ses til højre.]]

I oktober 1936 var Pan American Airways klar til at transportere passagerer over Stillehavet på sin lille flåde af tre [[Martin M-130]] "Flying Clippers". Den 11. oktober landede ''China Clipper'' på Wake på en presseflyvning med ti journalister om bord. En uge senere, den 18. oktober, ankom PAA's præsident [[Juan Trippe]] og en gruppe [[VIP]]-passagerer til Wake med ''Philippine Clipper'' (NC14715). Den 25. oktober landede ''Hawaii Clipper'' (NC14714) på Wake med de første betalende flypassagerer, der nogensinde skulle krydse Stillehavet. I 1937 blev Wake Island et regelmæssigt stop for PAAs internationale passager- og luftposttjeneste for passagerer i transit, med to ruteflyvninger om ugen, en vestgående fra Midway og en østgående fra Guam.

Wake Island krediteres med at være en af de tidlige succeser med [[hydroponics]] (at gro planter uden jord ved at bruge mineralske næringsopløsninger i et vandopløsningsmiddel), som gjorde det muligt for Pan American Airways at dyrke grøntsager til sine passagerer, da det var meget dyrt at flyve i friske grøntsager og øen manglede naturlig jord.<ref>''Nice Clean Gardening'', Frank J. Taylor, "The Rotarian", July, 1939, page 14 [https://books.google.com/books?id=GkEEAAAAMBAJ&pg=PA14&lpg=PA14&dq=Nice+Clean+Gardening,+Frank+J.+Taylor,+'The+Rotarian',+July,+1939 Nice Clean Gardening]</ref> PAAville forblev i drift frem til dagen for det første japanske luftangreb i december 1941, som bragte USA ind i 2. verdenskrig.

=== Militær opbygning ===

Den [[14. februar]] [[1941]] udstedte præsident [[Franklin D. Roosevelt]] [[Executive order]] 8682 for at skabe flådeforsvarsområder i de centrale Stillehavsområder. Proklamationen etablerede "Wake Island Naval Defensive Sea Area", som omfattede territorialfarvandet mellem de ekstreme [[højvandsmærke]]r og de tre-milsgrænsen omkring Wake. "Wake Island Naval Airspace Reservation" blev også etableret for at begrænse adgangen til luftrummet over flådeforsvarsområdet. Kun amerikanske regeringsskibe og fly fik lov til at komme ind i flådeforsvarsområderne på Wake Island, medmindre [[Amerikanske flådeministre|den amerikanske flådeminister]] havde tilladt det.

Kort forinden, i januar 1941, begyndte den amerikanske flåde opførelse af en militærbase på atollen. Den [[19. august]] blev det første permanente militærgarnison, bestående af enheder fra [[United States Marine Corps]]' [[Første Søforsvarsbattaljon]],<ref>{{cite web|last=Melson|first=Major Charles D|title=The Approach of War|url=http://www.nps.gov/history/history/online_books/npswapa/extcontent/usmc/pcn-190-003133-00/sec12.htm|work=CONDITION RED: Marine Defense Battalions in World War II|publisher=United States Marine Corps History Division|access-date=13. september 2010}}</ref> i alt 449 officerer og mænd, stationeret på øen under ledelse af flådekommandør [[Winfield Scott Cunningham]].<ref>{{cite web|first=Klemen |last=L |url=http://www.dutcheastindies.webs.com/december2.html |title=Chronology of the Dutch East Indies, December 1941 |date=1999-2000 |work=Forgotten Campaign: The Dutch East Indies Campaign 1941–1942 |url-status=dead |archive-url=https://web.archive.org/web/20151015214226/http://www.dutcheastindies.webs.com/december2.html |archive-date=15. oktober 2015 |df= }}</ref> På øen var også 68 amerikanske søfolk og ca. 1.221 civile arbejdere fra det amerikanske firma [[Morrison-Knudsen]] Corp.

=== Slaget ved Wake Island ===
[[Fil:98_rock,_Wake_Island.jpg|thumb|right|Inskription fra en amerikansk soldat taget til fange og henrettet under den japanske okkupation.]]

Den [[8. december]] [[1941]], dagen for [[angrebet på Pearl Harbor]] ([[7. december]] i [[Hawaii]], der ligger på den anden side af den internationale [[datolinje]]), flygtede mindst 27 japanske [[Mitsubishi G3M]] "Nell" -bomberbombere fra baser på [[Kwajalein]] i [[Marshalløerne]] angreb Wake Island og ødelagde otte af de 12 [[Grumman F4F Wildcat]]-kampfly tilhørende [[United States Marine Corps]] Fighter Squadron 211 (kampeskadrille, [[VMF-211]]) på jorden. Marine-garnisonens defensive emplacements blev efterladt intakt af raidet, som primært målede flyet.<ref name=UrwinEncyclBrit>{{cite web|url=https://www.britannica.com/event/Battle-of-Wake-Island|author=Urwin, Gregory
|title=Battle of Wake Island |work=Encyclopædia Britannica |access-date=2016-10-23}}</ref>

Garnisonen - suppleret af civile bygningsarbejdere, der er ansat ved [[Morrison-Knudsen]] Corp. - tilbageviste flere japanske landsætningsforsøg.<ref>Arthur Herman. ''Freedom's Forge: How American Business Produced Victory in World War II,'' pp. 170-4, Random House, New York, NY, 2012. {{ISBN|978-1-4000-6964-4}}.</ref> En amerikansk journalist rapporterede, at efter den første japanske amfibiske overfald blev slået tilbage med store tab den 11. december, blev den amerikanske kommandør spurgt af sine overordnede, hvis han havde brug for noget. Enpopulær legende går ud på, at [[major]] James Devereux sendte beskeden tilbage, "''Send os flere Japsere!''" - et svar, der blev kendt.<ref>{{cite web |url=http://usmilitary.about.com/od/marines/a/legends.htm |title=Legends |publisher=Usmilitary.about.com |date=7. december 1941 |access-date=10. december 2011 |archive-date=12. januar 2012 |archive-url=https://web.archive.org/web/20120112122355/http://usmilitary.about.com/od/marines/a/legends.htm |url-status=dead }}</ref><ref>{{cite news |title=Joyous Finale |url=http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,854451,00.html |work=[[Time (magazine)|Time]] |date=17. september 1945 |access-date=8. april 2007 |archive-date= 5. januar 2008 |archive-url=https://web.archive.org/web/20080105131004/http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,854451,00.html |url-status=dead }}{{subscription required}}</ref> Efter krigen, da major Devereux lærte at han var blevet krediteret for at have sendt denne besked, påpegede han, at han ikke havde været kommandør på Wake Island og benægtede at have sendt meddelelsen. "''Så vidt jeg ved, blev den slet ikke sendt. Ingen af os var så store fjolser. Vi havde allerede flere japsere, end vi kunne klare.''"<ref>engelsk: "As far as I know, it wasn't sent at all. None of us was that much of a damn fool. We already had more Japs than we could handle."</ref><ref>{{cite book |last1=Boller |first1=Paul F., Jr. |last2=George |first2=John |title=They Never Said It: A Book of Fake Quotes, Misquotes, and Misleading Attributions |url=https://archive.org/details/theyneversaiditb00boll |year=1989 |publisher=Oxford University Press |location=New York |isbn=0-19-505541-1 |page=[https://archive.org/details/theyneversaiditb00boll/page/20 20]}}</ref> I virkeligheden var kommandør [[Winfield S. Cunningham]], US Navy ansvarlig for Wake Island, ikke Devereux. [48] Cunningham beordrede, at kodede meddelelser blev sendt under operationer, og at en juniorofficer havde tilføjet "send os" og "flere japs" til begyndelsen og slutningen af en besked for at forvirre japanske kodebrydere. Dette blev sat sammen i Pearl Harbor og videreført som en del af budskabet.<ref name="Sbrega2015">{{cite book|author=John J. Sbrega|title=The War Against Japan, 1941-1945: An Annotated Bibliography|url=https://books.google.com/books?id=vUTeCQAAQBAJ&pg=PT424|date=12. juni 2015|publisher=Taylor & Francis|isbn=978-1-317-43178-7|pages=424–}}</ref>

US Navy forsøgte at yde støtte fra Hawaii, men havde lidt store tab ved Pearl Harbor. Hjælpeflåden, som de formåede at organisere, blev forsinket af dårligt vejr. Det isolerede amerikanske garnison blev overvældet af en forstærket og yderst overlegen japansk invasionsstyrke den [[23. december]]. [50] Amerikanske dødsfald talte 52 militærpersonale (Navy og Marine) og ca. 70 civile dræbt. Japanske tab oversteg 700 døde, med nogle skøn på op til 1.000. Wake's forsvarere sænkede to japanske [[destroyer]]e og en [[ubåd]] og nedskød 24 japanske fly. Hjælpeflåden, der var på vej, vendte om efter at have hørt om øens tab.

Efter kampen blev de fleste indfangede civile og militærpersoner sendt til fangelejre i Asien, selv om nogle af de civile arbejdere blev holdt som slavearbejdere af japanerne og fik til opgave at forbedre øens forsvar.

=== Japansk besættelse og overgivelse ===
[[Fil:Wake island 1945 surrender.jpg|thumb|Den formelle overgivelse af den japanske garnison på Wake Island den [[7. september]] [[1945]]. Den japanske officer i forgrunden er økommandør [[admiral]] [[Shigematsu Sakaibara]].]]

Øens japanske garnison bestod af den [[Kejserlige japanske flåde]]s 65. Bevogtningsenhed (2.000 mand), Japans flådekaptajn [[Shigematsu Sakaibara]] og andre enheder fra flåden, der dannede 13. Uafhængige blandingsregiment (1.939 mand) under kommando af oberst [[Shigeji Chikamori]].<ref>{{cite web|first1=Akira |last1=Takizawa |first2=Allan |last2=Alsleben |url=http://www.dutcheastindies.webs.com/japan_garrison.html |title=Japanese garrisons on the by-passed Pacific Islands 1944–1945 |date=1999-2000 |work=Forgotten Campaign: The Dutch East Indies Campaign 1941–1942 |url-status=dead |archive-url=https://web.archive.org/web/20160106231303/http://www.dutcheastindies.webs.com/japan_garrison.html |archive-date=6. januar 2016 |df= }}</ref> Den japansk-okkuperede ø (som de kaldte ''Òtorishima'' (大 鳥島) eller ''Store Fugles Ø'' på grund af dens fugllignende form)<ref>{{cite book |title=History of United States Naval Operations in World War II |last=Morison |first=Samuel Eliot |year=2001 |publisher=University of Illinois Press |isbn=0-252-06973-0}}</ref> blev bombet flere gange af amerikanske fly. Et af disse angreb var det første mission for den fremtidige amerikanske præsident [[George H.W. Bush]].<ref>{{cite book|title=George Bush: The Life of a Lone Star Yankee |url=https://books.google.com/?id=M7CqPV_wHKgC&pg=PA51&lpg=PA51&dq=george+bush+wake+island#v=onepage&q=george%20bush%20wake%20island&f=false|isbn=978-0-7658-0730-4|author1=Parmet|first1=Herbert S|year=2001}}</ref>

Efter et vellykket amerikansk luftangreb den 5. oktober 1943 beordrede Sakaibara henrettelsen af alle de 98 fangede amerikanere, som forblev på øen. De blev taget til den nordlige ende af øen, fik bind for øjnene og skudt med [[maskingevær]].<ref name="Tucker2012">{{cite book|author=Spencer Tucker|title=Almanac of American Military History|url=https://books.google.com/books?id=TO2mx314ST0C&pg=PA1491|date=21. november 2012|publisher=ABC-CLIO|isbn=978-1-59884-530-3|pages=1491–}}</ref> En fange stak af og skar beskeden "''98 US PW 5-10-43''" på en stor koralblok nær det sted, hvor ofrene hastigt var blevet begravet i en massegrave. Denne ukendte amerikaner blev hurtigt genfanget og halshugget.<ref>{{cite web |url=http://www.goldtel.net/ddxa/massacre.html |title=Massacre on Wake Island |publisher=Goldtel.net |access-date= |archive-date=10. oktober 2018 |archive-url=https://web.archive.org/web/20181010090923/http://www.goldtel.net/ddxa/massacre.html |url-status=dead }}</ref> Sakaibara og hans underordnede, løjtnant kommandør Tachibana, blev senere dømt til døden efter fastslåelse af denne og andre krigsforbrydelser. Tachibanas dom blev senere ændret til livstids fængsel. Sakaibara blev henrettet den 18. juni 1947 på Guam. [56] Resterne af de myrdede civile blev opgravet og genbegravet på [[National Memorial Cemetery of the Pacific]] kirkegård i afsnit G.<ref>{{cite web |url=http://www.yorktownsailor.com/yorktown/massacre.html |title=Massacre on Wake Island |author=Maj. Mark E. Hubbs, U.S. Army Reserve (Retired) |access-date=18. februar 2011 |url-status=dead |archive-url=https://web.archive.org/web/20080214141205/http://www.yorktownsailor.com/yorktown/massacre.html |archive-date=14. februar 2008 |df=mdy-all }}</ref>


Den [[4. september]] 1945 overgav den japanske garnison sig til en afdeling af de amerikanske marinesoldater under kommando af brigadegeneral [[Lawson H.M. Sanderson]].<ref name="Moran2011">{{cite book|author=Jim Moran|title=Wake Island 1941: A battle to make the gods weep|url=https://books.google.com/books?id=AaO6CwAAQBAJ&pg=PA92|date=20. september 2011|publisher=Bloomsbury Publishing|isbn=978-1-84908-604-2|pages=84, 92}}</ref> På det tidspunkt var garnisonen næsten blevet afskåret fra forsyninger siden 1943-luftangrebene, og blev reduceret til sultegrænsen. Mens øens koloni af [[sodfarvet terne]] havde haft en vis beskyttelse som kilde til æg, blev [[Wakevandhøns]] jaget til udryddelse af de sultende soldater. Til sidst døde omkring tre fjerdedele af det japanske garnison, og resten overlevede kun ved at spise terneæg, [[Polynesienrotte]]r som var kommet til sammen med forhistoriske søfarende, og den smule af grøntsager, de kunne gro i provisoriske haver blandt koralskærverne.

=== Militær og kommerciel flyveplads efter 2. verdenskrig ===

[[Fil:Original Drifter's Reef bar, Wake Island.jpg|thumb|left|Den oprindelige ''Drifter's Reef Bar'', der blev bygget i nærheden af havneområdet på Wake Island, åbnede dørene for flyvere, besøgende og andre "drifters" den 8. november 1949.]]

Med afslutningen af fjendtligheder med Japan og stigningen i international luftfart drevet delvis af krigstidens fremskridt inden for luftfart, blev Wake Island en kritisk base midt i Stillehavet for servicering og tankning af militære og kommercielle fly. United States Navy genoptog kontrollen over øen, og i oktober 1945 ankom 400 [[Seabees]] (den amerikanske flådes ingeniørtropper) fra den 85. Naval Construction Battalion til Wake for at rydde øen for levn fra verdenskrigen og bygge grundlæggende faciliteter til en [[Naval Air Base]]. Basen blev afsluttet i marts 1946, og den 24. september blev den almindelige kommercielle passagertjeneste genoptaget af [[Pan American Airways]] (Pan Am). [[Flyvebåd (fly)|Flyvebådenes]] æra var næsten forbi, så Pan Am skiftede til længererækkende, hurtigere og mere rentable fly, der kunne lande på Wake's nye koralbane. Andre flyselskaber, der etablerede transpacific ruter gennem Wake omfattede [[British Overseas Airways Corporation]] (BOAC), [[Philippine Airlines]] og [[Transocean Airlines]]. På grund af den betydelige stigning i antallet af kommercielle flyvninger overførte flåden den 1. juli 1947 administration, drift og vedligeholdelse af faciliteterne på Wake til [[Civil Aeronautics Administration]] (CAA). I 1949 opgraderede CAA landingsbanen ved at asfaltere henover koraloverfladen og forlænge dens længde til 7.000 ''feet'' (ca. 2.133,6 m).

=== Koreakrigen ===
[[Fil:MacArthur_Truman_Wake_Island.jpg|thumb|right|Præsident [[Harry Truman]] og general [[Douglas MacArthur]] på Wake Island den 15. oktober 1950.]]
[[Fil:President Truman pinning medal on General MacArthur on Wake Island.jpg|thumb|Præsident Harry S. Truman tildeler Distinguished Service Medal, Fourth Oak Leaf Cluster, til general Douglas MacArthur under Wake Island Conference.]]

I juni 1950 begyndte [[Koreakrigen]] med deltagelse af USA, der ledede FN's styrker mod [[Nordkorea]]. I juli blev den koreanske luftbro startet, og [[Military Air Transport Service]] (MATS) brugte flyvepladsen og faciliteterne på Wake som et centralt Stillehavs-tankstop for sin mission at transportere mænd og forsyninger til den koreanske front. I september landede 120 militære fly på Wake om dagen.<ref>''Pacific Air Lift'', "Flying" magazine, Vol. 50, No. 2, February 1952, pg. 29</ref> Den 15. oktober mødtes USA's præsident [[Harry S. Truman]] og general [[Douglas MacArthur]] ved Wake Island Conference for at diskutere fremskridt og krigsstrategi for den koreanske halvø. De valgte at mødes på Wake Island på grund af dens nærhed til Korea, så MacArthur ikke skulle være væk fra tropperne på jorden i lang tid.<ref>{{cite web |author=Harry S. Truman Museum & Library |url=http://www.trumanlibrary.org/wake/ |title=Special Counsel to the President Charles Murphy |publisher=Trumanlibrary.org |access-date=10. december 2011 |archive-date=28. august 2010 |archive-url=https://web.archive.org/web/20100828213513/http://www.trumanlibrary.org/wake/ |url-status=dead }}</ref> I løbet af 1953, det sidste års krig, var mere end 85% af flytrafikken gennem Wake militære fly eller civile kontraktbærere, der støttede krigsindsatsen i Korea.

=== Tankskibsvrag og olieudslip ===

Den [[6. september]] [[1967]] drev [[Standard Oil of California]]'s 18.000 tons [[tankskib]] SS "''R.C. Stoner''" på grund på revet på Wake Island ved en stærk sydvestvind, efter at skibet ikke kunne [[Fortøjning|fortøje]] til de to [[Bøje (sømærke)|bøjer]] nær havnens indløb. Anslået seks millioner [[gallon]]s raffineret [[Fyringsolie|brændselsolie]] - herunder 5,7 millioner gallons flybrændstof, 168.000 gallons [[dieselolie]] og 138.600 gallons brændstof Bunker C - spildt i den lille bådehavn og langs sydvestkysten af Wake Island til Peacock Point. Et stort antal fisk blev dræbt af olieudslippet, og personale fra FAA og besætningsmedlemmer fra skibet ryddede området nærmest udslippet for døde fisk. The U.S. Navy salvage team Harbor Clearance Unit Two og Pacific Fleet Salvage Officer kommandør John B. Orem fløj til Wake for at vurdere situationen, og den 13. september ankom [[slæbebåd]]ene USS ''Mataco'' og USS ''Wandank'', redningsskibene USS ''Conserver'' og USS ''Grapple'', tankskibene USS ''Noxubee'' og USCGC ''Mallow'' fra [[Honolulu]], [[Guam]] og [[Subic Bay]] på [[Filippinerne]] for at hjælpe med oprydning og fjernelse af fartøjet. Ved bådehavnen pumpede redningsholdet og skummede olie, som de brændte hver aften i nærliggende gruber. Redning af Navy Salvation Team af ''R.C. Stoner'' og dens resterende last blev imidlertid hæmmet af stærke vinde og store bølger. Den 16. september ramte [[Supertyfonen Sarah]] land på Wake Island med sin højeste vindstyrke på op til 145 knob og forårsagede udbredt skade. Stormens intensitet havde den gavnlige virkning at højne accelerationsindsatsen kraftigt ved at rydde havnen og skuring af kysten. Olie forblev imidlertid indlejret i revets overflades sprækker og trængte ind i korallen. Stormen havde også brudt det ødelagte fartøj i tre stykker, og skønt forsinket af hårdt vejr og chikanering ved [[sorttippede revhajer]], brugte redningsholdet sprængstof til at flade og sænke de resterende dele af skibet, der stadig var over vand.<ref>''Mud, Muscle, and Miracles: Marine Salvage in the United States Navy'', C.A. Bartholomew, William I. Milwee, Naval History & Heritage Command, U.S. Government Printing Office, 2009, pg. 282</ref><ref>''Oil Pollution on Wake Island from the Tanker R.C. Stoner'', Reginald M. Gooding, National Marine Fisheries Service, Hawaii Area Fishery Research Center, 1971</ref>

=== Kommerciel luftfart ophører, og US Air Force overtager kontrollen ===

I begyndelsen af 1970'erne mindskede de mere effektive [[jetfly]] med længererækkende kapaciteter brugen af Wake Island Airfield som tankstop, og antallet af kommercielle fly, der landede på Wake, faldt kraftigt. [[Pan Am]] havde erstattet mange af sine [[Boeing 707]]'er med mere effektive [[Boeing 747]]'er, hvilket eliminerede behovet for at fortsætte ugentlige stop ved Wake. Andre flyselskaber begyndte at fjerne deres ruteflyvninger til Wake. I juni 1972 landede den sidste planlagte Pan Am-passagerfly på Wake, og i juli forlod Pan Ams sidste lastflyvning øen, der markerede slutningen af højdepunktet i Wake Islands kommercielle luftfartshistorie. I løbet af samme tidsrum havde det amerikanske militær overgået til længere rækkende [[C-5 Galaxy]] og [[Lockheed C-141 Starlifter|C-141]] fly, hvilket efterlod [[Lockheed Martin C-130 Hercules|C-130]] som det eneste fly, der fortsat ville regelmæssigt bruge øens flyveplads. Det stadige fald i flyvekontrolaktiviteterne på Wake Island var tydeligt og forventedes at fortsætte i fremtiden.

Den [[24. juni]] [[1972]] blev ansvaret for den civile administration af Wake Island overført fra [[Federal Aviation Administration]] (FAA) til De Forenede Staters Luftvåben i henhold til en aftale mellem indenrigsministeren og Luftvåbenministeren. I juli overdrog FAA administrationen af øen til [[Military Airlift Command]] (MAC), selvom det juridiske ejerskab forblev hos Indenrigsministeriet, og FAA fortsatte med at opretholde flynavigationsfaciliteterne og levere [[flyvekontrol]]tjenester. Den 27. december instruerede Luftfartschefen (CSAF), general [[John D. Ryan]], MAC til at afvikle ''en-route''-støtteaktivitet på Wake Island med virkning fra den 30. juni 1973. Den 1. juli 1973 sluttede alle FAA-aktiviteter og US Air Force under [[Pacific Air Forces]] (PACAF), Detachment 4, 15th Air Base Wing overtog kontrollen over Wake Island.<ref>"Historic American Buildings Survey: Wake Island Airfield, Terminal Building (Building 1502)", National Park Service, HABS No. UM-2-A, December 2007, Washington, DC, s. 11</ref>

I 1973 blev Wake Island valgt som et lanceringssted til testning af forsvarssystemer mod [[Interkontinentalt ballistisk missil|interkontinentale ballistiske missiler]] under US Army's ''Project Have Mill''. Luftvåbenpersonale på Wake og [[Air Force Systems Command]] (AFSC) [[Space and Missile Systems Organization]] (SAMSO) yder støtte til hærens [[Advanced Ballistic Missile Defense Agency]] (ABMDA). Et missilaffyringskompleks blev etableret på Wake og fra 13. februar til 22. juni 1974 blev syv Athena H missiler afskudt fra øen til [[Roi-Namur]] Test Range på [[Kwajalein]]-atollen.

=== Vietnamkrigsflygtninge og ''Operation New Life'' ===
[[Fil:Vietnamese refugees on Wake Island.jpg|thumb|left|Vietnamesiske flygtninge på Wake Island afventer genbosættelsesforarbejdning ved US immigration and naturalization service personale i maj 1975.]]

I foråret 1975 bestod befolkningen i Wake Island af 251 militære, statslige og civile kontraktpersonale, hvis primære mission var at opretholde flyvepladsen som en Mid-Pacific Emergency Runway. Med det forestående [[Saigons fald]] til nordvietnanske styrker beordrede præsident [[Gerald Ford]] amerikanske styrker til at støtte ''[[Operation New Life]]'', [[evakuering]]en af [[flygtning]]e fra [[Vietnam]]. De oprindelige planer omfattede Subic Bay på Filippinerne og Guam som flygtningebehandlingscentre, men på grund af det store antal vietnamesere, der søgte evakuering, blev Wake Island valgt som et yderligere sted. I marts 1975 blev Island Commander major Bruce R. Hoon kontaktet af [[Pacific Air Forces]] (PACAF) og anmodet for at forberede Wake på sin nye mission som et flygtningebehandlingscenter, hvor vietnamesisk evakuerede kunne [[screene]]s, [[Interview (researchteknik)|interviewes]] og transporteres til USA eller andre genbosættelseslande. En 60-årig civilingeniør blev indført for at genåbne ombyggede bygninger og boliger, to komplette [[Mobile army surgical hospital (USA)|MASH]]-enheder ankom til etablering af [[feltsygehus]]e og tre hær-[[feltkøkken]]er blev etableret. Et 60-mands [[United States Air Force Security Police]]-team, behandlingsagenter fra [[US Immigration and Naturalization Service]] og forskellige andet administrativt og støttepersonale var også på Wake. Drikkevand, mad, medicinske forsyninger, beklædningsgenstande og andre forsyninger blev sendt ind. Den 26. april 1975 ankom de første C-141 militære transportfly med flygtninge. Airlift til Wake fortsatte med en C-141 hastighed hver time og 45 minutter, hvert fly med 283 flygtninge om bord. På missionens højde var 8.700 vietnamesiske flygtninge på Wake. Da luftløbet sluttede den 2. august, var i alt ca. 15.000 flygtninge blevet behandlet på Wake Island som en del af ''Operation New Life''.<ref>{{cite web|url=http://www.wakeisland1975.com/ |title=Wake Island 1975 |publisher=Wake Island 1975 |access-date=10. december 2011}}</ref><ref>{{cite web|url=http://c141heaven.info/dotcom/tall_tales/a_wake_island_story.php |title=A Wake Island Story |publisher=www.c141heaven.info/ |access-date=23. juli 2015}}</ref>

=== Genbosættelse af indbyggere fra Bikini ===

Den 20. marts 1978 rapporterede undersekretær [[James A. Joseph]] fra det amerikanske indenrigsministerium, at [[stråling]]sniveauer fra ''[[Operation Crossroads]]'' og andre atomprøvesprængninger udført i 1940-erne og 1950-erne på [[Bikini-atollen]] stadig var for høje, og at det igen ville være nødvendigt at bortflytte de indfødte, der var vendt tilbage til Bikini. I september 1979 kom en delegation fra Bikini/[[Kili]] Council til Wake Island for at vurdere øens potentiale som et muligt genbosættelsessted. Delegationen rejste også til Hawaii ([[Molokai]] og [[Hilo]]), [[Palmyra-atollen]] og forskellige atoller i [[Marshalløerne]], herunder [[Mili]], [[Knox]], [[Jaluit]], [[Ailinglaplap]], [[Erikub]] og [[Likiep]], men gruppen var enig i, at de kun var interesserede i genbosættelse på Wake Island på grund af tilstedeværelsen af det amerikanske militær og øens nærhed til Bikini-atollen. Uheldigvis for Bikini-boerne svarede [[Forsvarsministeriet (USA)|det amerikanske forsvarsministerium]], at "''enhver sådan genbosættelse er udelukket.''"<ref>''Bikini Islanders must move again'', Chicago Tribune, Tuesday, March 21, 1978, pg. 10</ref><ref>''Bikini Resettlement Program: Letter from Jonathan M. Weisgall, Attorney, to Ruth G. Van Cleve, Director of the Office of Territorial Affairs'', Washington, DC, April 15, 1980</ref><ref>''Operation Crossroads: The Atomic Tests at Bikini Atoll'', Jonathan M. Weisgall, Naval Institute Press, April 1994</ref>

=== Erindrings- og mindebesøg ===
[[Fil:Wake_island_WWII_Civilian_memorial.JPG|thumb|right|Mindesmærke for amerikanske [[krigsfange]]r under [[slaget ved Wake Island]].]]

I juni 1979 landede den oprindelige Wake Island-[[jagerfly]]enhed, der nu kaldes "Wake Island Avengers" fra [[USAs Marine Corps]]-[[eskadrille|angrebseskadrille]] [[VMFA-211|VMA-211]] med deres A-4-jagerfly på Wake. Eskadrillen var på vej fra [[Japan]] til det amerikanske fastland.

Fra 20. april til 23. 1981 besøgte en gruppe på 19 japanere, herunder 16 tidligere japanske soldater, som var ved Wake under 2. verdenskrig, øen for at vise respekt for deres døde under krigen ved den japanske [[shinto]]-helligdom.

I begyndelsen af 1980'erne foretog [[National Park Service]] en evaluering af Wake Island for at afgøre, om de kulturelle levn, der var tilbage fra [[2. verdenskrig]] på Wake, Wilkes og Peale, var af national historisk betydning. Som følge af denne undersøgelse blev Wake Island udpeget som et nationalt historisk landemærke (engelsk: ''[[National Historic Landmark]]'', NHL) den 16. september 1985, for at hjælpe til at bevare steder og genstande på atollen i forbindelse med 2. verdenskrig i Stillehavet og fra tiden for luftfarten over Stillehavet forud for krigen. Som et nationalt historisk vartegn var Wake Island også medtaget i [[National Register of Historic Places|det nationale register over historiske steder]].<ref name="nhlsum">{{cite web|url=http://tps.cr.nps.gov/nhl/detail.cfm?ResourceId=4&ResourceType=Building |title=Wake Island |access-date=2. oktober 2007|work=National Historic Landmark summary listing|publisher=National Park Service}}</ref>

[[Fil:China_Clipper_II_at_Wake_Island_1985.jpg|thumb|left|Passagerer og besætning på Pan Ams China Clipper II Boeing 747 på et "klassebillede" på Wake Island under en tur i 1985 over Stillehavet for at fejre 50-årsdagen for den første kinesiske Clipper-flyvning.]]

Den 3. og 4. november 1985 besøgte en gruppe af 167 tidligere [[Krigsfange|amerikanske krigsfanger]] (engelsk: ''Prisoner of War'', POW) Wake med deres koner og børn. Dette var det første besøg af en gruppe tidligere Wake Island POW'er og deres familier.

Den 24. november 1985 kom en [[Pan American Airlines]] (Pan Am) [[Boeing 747]], omdøbt til "''China Clipper II''", til Wake Island på en flyvning over Stillehavet for at markere 50-årsdagen for indvielsen af [[China Clipper|Pan American China Clipper Service]] til Orienten. Forfatteren [[James A. Michener]] og Lars Lindbergh, barnebarn af [[Charles Lindbergh]], var blandt [[hædersgæst]]erne om bord på flyet.<ref>''Clipper Flies Sentimental Journey : 747 Follows S. Pacific Route of Pan Am's Flying Boats'', Los Angeles Times, November 24, 1985</ref>

Den 12. marts 1986 proklamerede den civile administrator af Wake Island, [[General Counsel of the Air Force|generalrådgiver for luftvåbenet]] [[Eugene R. Sullivan]], at den [[22. marts]] hvert år vil blive fejret som "Wake Island Day" på atollen.

Den 8. december 1991 blev en mindedag afholdt for 50-årsdagen for [[Slaget om Wake|det japanske angreb på Wake Island]] med generalrådgiver for luftvåbenet Ann C. Peterson til stede. Det amerikanske flag på flagstangen foran flyvepladsens terminalbygning hang på halv mast i 16 dage for at markere det antal dage, som amerikanerne holdt øen, før de overgav den japanske [[2. Maizuru Special Naval Landing Force]].

=== Testning af missilsystemer genoptages, og den amerikanske hær tager kontrol ===

Senere er øen blevet brugt til strategisk forsvar og operationer under og efter [[den kolde krig]], hvor Wake Island tjente som en affyringsplatform for militære raketter, der er involveret i testning af missilforsvar og atmosfæriske genoptagelsesforsøg. Wake's placering giver mulighed for en sikker lancering og bane over det ubefolkede hav med åben plads til aflytninger.

I 1987 blev Wake Island valgt som et missil lanceringssted for et [[Strategic Defense Initiative|strategisk forsvarsinitiativ]] (engelsk: ''Strategic Defense Initiative'', SDI) program ved navn "Project Starlab/Starbird". I 1989 konstruerede US Army Strategic Defense Command (USASDC) to affyringsramper på Peacock Point, samt nærliggende støttefaciliteter for de otte tons tunge og 20 m lange multi-stage ''Starbird'' testmissiler. Programmet involverede brug af elektro-optiske og lasersystemer<!-- , monteret på Starlab-platformen i lasterummet på en omflyvende [[rumfærge]], --> til at opsøge, spore og målrette ''Starbird''-missiler, der blev affyret fra [[Cape Canaveral]] og Wake. Efter at være påvirket af missionsplanlægningsforsinkelser som følge af eksplosionen af rumfærgen ''[[Challenger (rumfærge)|Challenger]]'', blev programmet annulleret i slutningen af september 1990 for at sikre økonomiske midler til et andet amerikansk hærs rumbaseret missilforsvarsprogram, kendt som ''Brilliant Pebbles''. Selv om ingen ''Starbird''-missiler nogensinde blev affyret fra Wake Island, blev ''Starbird''-affyringsfaciliteterne på Wake tilpassede til at kunne forestå raketaffyringer under ''Brilliant Pebbles''-programmet under den første affyring den 29. januar 1992. Den 16. oktober blev en 10 m lang [[Castor-Orbus]]-raket ødelagt af [[ground controller]]s syv minutter efter affyringen fra Wake. Programmet blev aflyst i 1993.

Missiltest-aktiviteterne fortsatte med testprogrammet [[Lightweight Exo-Atmospheric Projectile]] (LEAP), et andet US Army strategisk forsvarprojekt, der omfattede affyringen af to [[Aerojet]] Super Chief HPB-raketter fra Wake Island. Den første affyring, den 28. januar 1993, nåede [[Apsis (astronomi)|apsis]] (toppunkt) på 390 kilometer og var en succes. Den anden affyring, den 11. februar, nåede et toppunkt på 1,9 kilometer og var en kikser.

På grund af den amerikanske hærs fortsatte anvendelse af atollen til forskellige missilprøvningsprogrammer antog [[U.S. Army Space and Strategic Defense Command]] (USASDC) den 1. oktober 1994 administrativ kommando af Wake Island ved en tilladelse fra US Air Force. USASSDC havde arbejdet på Wake siden 1988, da konstruktionen af Starbird lancerings- og supportfaciliteter blev startet. Nu under US Army Control, er øen, som ligger 1.110 kilometer nord for [[Kwajalein]]-atollen, blevet et raketaffyringssted for [[Ronald Reagan Ballistic Missile Defense Test Site]] kendt som Wake Island Launch Center.<ref>''Seize the High Ground: The Army in Space and Missile Defense'', James A. Walker, Lewis Bernstein, Sharon Lang, History Office, U.S. Army Space and Missile Defense Command, 2003</ref>

=== Lejr for ulovlige indvandrere ===

I juli 1995 etablerede forskellige enheder i det amerikanske militær en lejr på Wake Island for at levere bolig, mad, pleje og sociale aktiviteter til kinesiske [[ulovlig indvandrer|ulovlige indvandrere]] som led i ''Operation Prompt Return'' (også kendt som ''Joint Task Force Prompt Return''). De kinesiske indvandrere blev opdaget den 3. juli om bord på M/V "''Jung Sheng nummer 8''", da det 160 fod lange fartøj blev opsnappet af [[US Coast Guard]] (kystvagten) syd for [[Hawaii]]. ''Jung Sheng'' havde forladt [[Guangdong|Canton]] i Kina på vej til USA den 2. juni med 147 kinesiske ulovlige indvandrere, herunder 18 "håndhævere" og 11 besætningsmedlemmer om bord. Den 29. juli blev kineserne transporteret til Wake Island, hvor de blev passet af amerikansk militærpersonale, og den 7. august blev de sikkert [[Repatriering|sendt tilbage]] til Kina med kommercielt luftfartsselskab. Fra den 10. oktober til den 21. november 1996 brugte militære enheder fra ''Operation Marathon Pacific'' faciliteter på Wake Island som et område for repatriering af en anden gruppe på mere end 113 kinesiske ulovlige indvandrere, der var blevet opsnappet i [[Atlanterhavet]] nær [[Bermuda]] ombord på menneskesmuglerfartøjet "''Xing Da''".<ref>''Medical care of illegal migrants intercepted on the high sea (Operation Prompt Return)'', R.E. Ellyson, C. Callahan, Y.T. Lee, "Military Medicine", October 1996</ref><ref>''Military Responses to the Global Migration Crisis: A Glimpse of Things to Come'', Paul J. Smith, "The Fletcher Forum of World Affairs", Vol. 23: 2, Fall 1999, pg. 87</ref>

=== US Air Force genvinder kontrollen over øen ===

Den 1. oktober 2002 blev den administrative kontrol over Wake Island overført fra US Army til US Air Force's [[15th Wing]], en luftfartsenhed under [[Pacific Air Forces]] baseret på [[Hickam Air Force Base]] på Hawaii. 15. Wing havde tidligere haft kontrollen over Wake fra 1. juli 1973 til 30. september 1994. Selvom Luftvåbenet igen havde overtaget kontrollen, skulle [[Missile Defense Agency|missilforsvarsagenturet]] fortsætte med at drive Wake Island Launch Center og den amerikanske hær [[Ronald Reagan Ballistic Missile Defense Test Site]] skulle fortsætte med at opretholde og drive affyringsfaciliteterne og tillige stå for instrumentering, kommunikation, fly- og jordsikkerhed samt anden støtte. <ref>''Wake Island returns to Air Force control'', Jim Bennett, "The Kwajalein Hourglass", Volume 42, Number 78, Tuesday, October 1, 2002</ref>

Den 6. januar 2009 udstedte præsident [[George W. Bush]] [[Executive Order]] 8836, der etablerede [[Pacific National Islands Marine National Monument]] for at bevare havmiljøerne omkring Wake, [[Baker-øen|Baker]], [[Howland-øen|Howland]] og [[Jarvis-øen|Jarvis]], [[Johnston-atollen]], [[Kingman Reef]] og [[Palmyra-atollen]]. Proklamationen tildelte forvaltningen af de nærliggende farvande og undersøiske og synlige øer til [[United States Department of the Interior|det amerikanske indenrigsministerium]] og forvaltning af fiskerirelaterede aktiviteter i farvande ud over 12 [[sømil]] fra øernes gennemsnitlige tidevandshøjde ved ebbe til [[National Oceanic and Atmospheric Administration]] (NOAA). Den 16. januar udstedte indenrigsminister [[Dirk Kempthorne]] ordrenummer 3284, hvoraf det fremgik, at området ved Wake Island, som blev tildelt Indenrigsministeriet ved bekendtgørelse 8836, vil blive forvaltet som et [[National Wildlife Refuge]] (nationalt fredningsområde for dyrelivet). Forvaltningen af opdukkede områder på Wake Island af US Fish and Wildlife Service skulle dog først begynde, når den eksisterende managementaftale mellem flyvevåbenets sekretær og indenrigsministeren afsluttes.<ref>''Proclamation 8336 of January 6, 2009 - Establishment of the Pacific Remote Islands Marine National Monument - By the President of the United States of America'', Federal Register, Vol. 74, No. 7, Monday, January 12, 2009, http://www.fpir.noaa.gov/Library/MNM/Proclamation%208336%20-%20PRIA.pdf</ref><ref>''Delegation of Management Responsibility for the Pacific Remote Islands Marine National Monument, Rose Atoll Marine National Monument and the Marianas Trench Marine National Monument'', United States Department of the Interior Order Number 3284, Secretary of the Interior Dick Kempthorne, Washington, DC, January 16, 2009</ref>
[[Fil:Campaign_Fierce_Sentry_FTO-02_E2_Insignia.png|thumb|Insignierne for ''Campaign Fierce Sentry'' (FTO-02 E2), et missilforsvarsagentur for integreret flyvetest i 2015, viser et kort over Wake Island som en del af et ørnehoved.]]

[[611. Air Support Group]] (ASG), en US Air Force-enhed baseret på [[Joint Base Elmendorf-Richardson]] i [[Anchorage]] i [[Alaska]] overtog kontrollen over Wake Island fra den 15. Wing den 1. oktober 2010. 611. ASG leverede allerede støtte og ledelse til forskellige geografisk fjernstyrede luftvåbenlokaliteter i Alaska og tilføjelsen af Wake Island gav enheden flere muligheder for udendørs projekter i vintermånederne, hvor projekter i Alaska er meget begrænsede. 611. ASG, en enhed i det 11. luftvåben, blev omdøbt til [[Pacific Air Forces]] (oversat: Stillehavets flyvevåbenstyrker, forkortet PACAF).<ref>''611th Air Support Group adds eight tropical Pacific locations'', Capt. Amy Hansen, Alaskan Command Public Affairs, Joint Base Elmendorf-Richardson, Alaska, September 17, 2010, http://www.jber.af.mil/news/story.asp?id=123222602 {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20100924164008/http://www.jber.af.mil/news/story.asp?id=123222602 |date=24. september 2010 }}</ref>

Den 27. september 2014 udstedte præsident [[Barack Obama]] [[Executive Order]] 9173 om at udvide området for [[Pacific National Islands Marine National Monument]] ud til 200 sømil modsvarende den fulde amerikanske [[Eksklusiv økonomisk zone|eksklusive økonomiske zone]] omkring hver ø. Ved denne proklamation blev området af monumentet på Wake Island øget fra 39.069 km<sup>2</sup> til 433.398 km<sup>2</sup>.<ref>''Proclamation 9173 of September 25, 2014 - Pacific Remote Islands Marine National Monument Expansion - By the President of the United States of America'', Federal Register, Vol. 79, No. 188, Monday, September 29, 2014, http://www.fpir.noaa.gov/Library/MNM/2014-23319.pdf</ref>
[[Fil:THAAD_missile_launch_on_Wake_Island.jpg|thumb|left|En THAAD-interceptor (Terminal High Defence Area Defense) affyres fra et THAAD-batteri placeret på Wake Island, under Flight Test Operational (FTO) -02 Begivenhed 2a, den 1. november 2015.]]

Den 1. november 2015 blev en kompleks $ 230 millioner amerikanske militær missilforsvarssystem test kaldet ''Campaign Fierce Sentry'' "flyvetest-operation-02 begivenhed 2" (''Flight Test Operational-02 Event 2'', forkortet ''FTO-02 E2'') udført på Wake Island og de omkringliggende havområder. Testen involverede et [[Terminal High Altitude Area Defense]] (THAAD) system bygget af [[Lockheed Martin]], to [[AN/TPY-2 radarsystem]]er bygget af [[Raytheon]], Lockheeds ''Command, Control, Battle Management og Communications system'' og USS "''John Paul Jones''", en [[destroyer]] bygget til styrede missiler med sin [[AN/SPY-1]]-radar. Målet var at afprøve [[Aegis Ballistic Missile Defense]] og THAAD våbensystemets evne til at besejre et raid af tre næsten samtidige luft- og missilmål bestående af et [[MRBM|ballistisk mellemdistancemissil]], et [[SRBM|kortrækkende ballistisk missil]] og et [[krydsermissil]]-mål. Under testen opdagede og ødelagde et THAAD-system på Wake Island et kortdistancemål, der simulerede et kortrækkende ballistisk missil, der blev affyret fra et [[C-17 Globemaster III|C-17 transportfly]]. Samtidig affyrede THAAD-systemet og destroyeren missiler for at opfange et ballistisk mellemdistancemissil, affyret af et andet C-17 fly.<ref>''USS John Paul Jones participates in ballistic missile defense test'', Ho'okele – Pearl Harbor – Hickam News, November 6, 2015, http://www.hookelenews.com/uss-john-paul-jones-participates-in-ballistic-missile-defense-test/ {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20181005030918/http://www.hookelenews.com/uss-john-paul-jones-participates-in-ballistic-missile-defense-test/ |date= 5. oktober 2018 }}</ref><ref>''U.S. completes complex test of layered missile defense system'', Reuters, Anfrea Shalal, November 1, 2015, https://www.reuters.com/article/2015/11/02/us-usa-missile-defense-idUSKCN0SQ2GR20151102#A5FPzTc4GoPTGuvo.99 {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20151117074749/https://www.reuters.com/article/2015/11/02/us-usa-missile-defense-idUSKCN0SQ2GR20151102#A5FPzTc4GoPTGuvo.99 |date=17. november 2015 }}</ref>

=== Nødlandinger ===
Både før og efter årtusindeskiftet har øerne været en mellemlandingsstation både for det amerikanske militær og for [[nødlanding]]er.<ref>{{Cite web |url=https://airports-gis.faa.gov/airportsgis/airportLookup/index.jsp?category=etops |title=Wake Island Airfield. |access-date= 3. december 2018 |archive-date=20. august 2014 |archive-url=https://web.archive.org/web/20140820025944/https://airports-gis.faa.gov/airportsgis/airportLookup/index.jsp?category=etops |url-status=dead }}</ref>

== Regering ==
[[Fil:Guam_Memorial_on_Wake_Island.jpg|thumb|US Air Force Captain Allen Jaime, kommandør for Wake Island, afslører det nye Guam Memorial den 8. juni 2017. Mindesmærket hædrer 45 [[chamorro]]er fra Guam, der arbejdede for Pan American Airlines og var på øen, da japanerne angreb den 8. december 1941 10 af mændene blev dræbt under angrebet, og de resterende 35 blev sendt til fængselslejre i Japan og Kina.]]

Den [[24. juni]] [[1972]] overtog Det Forenede Staters Luftvåben ansvaret for den civile administration af Wake Island i henhold til en aftale mellem [[Department of the Interior]] (Indenrigsdepartementet i USA) og [[Department of the Air Force]] (Luftvåbendepartementet i USA).

Civilforvaltningsmyndigheden på Wake Island er blevet delegeret af Luftvåbensekretæren til [[General Counsel of the Air Force]] (Luftvåbenets Generalrådgiver) under amerikansk føderal lov kendt som ''Wake Island Code''. Denne stilling holdes af generalrådgiver [[Joseph McDade, Jr.]] Generalrådgiveren forestår civil, juridisk og retlig myndighed og kan udnævne en eller flere dommere til at tjene på ''Wake Island Court'' og ''Wake Island Court of Appeals''.

Visse myndigheder er blevet genuddelegeret af generalrådgiveren til kommandanten på Wake Island, en stilling, som i øjeblikket indehaves af kaptajn Robert Gibson sammen med Detachment 1, [[Pacific Air Forces Regional Support Center]]. Kommandanten kan udstede tilladelser eller registreringer, udnævne såkaldte ''Peace officers'' (fredsbevarende embedsmænd), pålægge [[karantæne]]r, udstede [[færdselslov|færdselsregler]], udpege ''[[Notarius publicus]]'', lede [[evakuering]]er og inspektioner og udføre andre opgaver, beføjelser og funktioner som agent for generalrådgiveren på Wake.<ref>''Subchapter N-Territorial and Insular Regulations, Part 935-Wake Island Code'', 32 CFR Ch. VII (7-1-12 Edition), Government Printing Office, July 1, 2012</ref>

Eftersom Wake Island er en aktiv flyveplads for luftvåbenet, er kommandøren også overordnet ansvarlig for alle aktiviteter på øen.

== Demografi ==
Wake Island har ingen fast befolkning, men siden 2017 har der permanent været omkring 100 personer i tilknytning til det amerikanske luftvåben (Air Force) og kontrakt-entreprenører fast tilstede.<ref>{{cite web |url=http://www.jber.jb.mil/News/News-Articles/Article/1157218/air-force-members-celebrate-thai-new-year-and-water-festival-at-wake-island/ |title=Air Force members celebrate Thai New Year and Water Festival at Wake Island |author=Captain Anastasia Schmidt |publisher=11th Air Force Public Affairs |date=19. april 2017 |website=Joint Base Elmendorf-Richardson |access-date=20. april 2017}}</ref> Ifølge [[CIA World Factbook]] i 2014 var 150 amerikanske soldater stationeret på Wake Island.<ref>[https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/wq.html Wake ISland] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20190131174657/https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/wq.html |date=31. januar 2019 }} World Factbook, CIA</ref>


{| class="wikitable"
|-
! År !! Befolkning 
|-
| 1941 || align=right | 1.738
|-
| 1943 || align=right | 98 
|-
| 1945 || align=right | 400 
|-
| 1960 || align=right | 1.097 
|-
| 1970 || align=right | 1.647  
|-
| 1980 || align=right | 302 
|-
| 1990 || align=right | 7  
|-
| 2000 || align=right | 3 
|-
| 2009 || align=right | 150 
|-
| 2010 || align=right | 188 
|-
| 2015 || align=right | 94 
|-
| 2017 || align=right | 100  
|}

== Transport ==
[[Fil:VFA-27 Wake Island.jpg|thumb|[[VFA-27]] Royal Maces, en [[United States Navy]] [[Boeing F/A-18E/F Super Hornet|F/A-18E Super Hornet]] squadron fra [[Naval Air Facility Atsugi|Atsugi]], Japan, flyver over "Downtown"-området på Wake Island.]]

=== Luftfart ===
Øens luftfartsfaciliteter drives af [[United States Air Force]] på [[Wake Island Airfield]] til at støtte militæroperationer i Stillehavet samt øvelser og missilaffyringer i det vestlige Stillehav. Der er en [[landingsbane]] på 3.000 meter på øen bruges af både militære og kommercielle fly i nødstilfælde. Alle flyaktiviter og service heraf styres fra militærbasen, som er bemandet fra tirsdag til lørdag fra 8 morgen til 4 om eftermiddagen. Der findes flyramper til både passagerer og last, og der er udstyr til at tanke op til 36 type flyvemaskiner, inklusive [[Douglas DC-8|DC-8]], [[Lockheed C-5 Galaxy|C-5]], [[Lockheed Martin C-130J Super Hercules|C-130]] og [[Boeing C-17 Globemaster III|C-17]]. Selvom der kun af planlagt én flyafgang hveranden uge til at transportere passagerer og varer til og fra øen, så benytter omkring 800 fly årligt Wake Island Airfield.

=== Havn ===
Selvom Wake Island får varer fra skibe, så er øens eneste havn mellem Wilkes og Wake få smal og lavvandet til at skibe, der kan krydse Stillehavet, kan sejle ind til den. Base Operations Support (BOS) driver tre små pramme til at transportere materiale fra skibe, der er [[Fortøjning|fortøjet]] ud for øen og ind til havnen. Der er udstyr at pumpe [[benzin]] og [[flybrændstof]] til opbevaringstanke ved Wilkes. Prammene og fiskerbåde ligger til kaj ved [[marina]]en.<ref name="ReferenceB">''Integrated Flight Tests at Wake Atoll Proposed Environmental Assessment'', Missile Defense Agency, US Army Space and Missile Defense Command/Army Forces Strategic Command and Teledyne Brown Engineering, Inc., February 2015</ref>

=== Veje ===

Transport på Wake Island forestås af entreprenør eller statsejede køretøjer. Den primære vej er en to-banet asfalteret vej, der forlænger længden af Wake Island til [[vejdæmning]]en mellem Wake Island og Wilkes Island. Vejdæmningen blev istandsat i 2003 og er i stand til at bære tungt udstyr. En bro, der forbinder Wake og Peale Islands, brændte ned i december 2002. En kombination af asfalterede og koralgrusveje tjener marinaområdet. Den asfalterede strækning på Wilkes Island slutter ved petroleumstankstedet, hvorfra en vej bygget af knust koral giver adgang til den vestlige punkt af Wilkes Island. En del af vejen, nær den ufærdige ubådskanal fra 2. verdenskrig, oversvømmes næsten hvert år af det åbne hav. Affyringsstederne er tilgængelige fra den største asfalterede vej på Wake Island via asfalterede og koralgrusveje. Generelt er vejnettet kun egnet til lav hastighed og lette køretøjer. Wake Island's asfalterede vejbanenet er blevet vedligeholdt til at flytte materialer, tjenester og personale fra flyvepladsen i den sydlige ende til det personalebetjenende område i den nordlige ende. Transportformer omfatter vandreture, cykler, lette køretøjer, biler, varevogne og større lastbiler og udstyr.<ref name="ReferenceB"/>

== Fredninger ==

Den [[16. september]] [[1985]] blev flere områder tilknyttet [[Stillehavskrigen]] registreret som [[National Historic Landmark|nationalhistoriske mindesmærker]] og i [[National Register of Historic Places]].<ref>http://tps.cr.nps.gov/nhl/detail.cfm?ResourceId=4&ResourceType=Building</ref><ref>http://pdfhost.focus.nps.gov/docs/NHLS/Text/85002726.pdf</ref><ref>http://pdfhost.focus.nps.gov/docs/NHLS/Photos/85002726.pdf</ref> Den [[16. januar]] [[2009]] oprettede [[USAs indenrigsminister|indenrigsminister]] Dirk Kempthorne et [[vildtreservat]] på øerne i samarbejde mellem etaten [[U.S. Fish and Wildlife Service]] og flyvevåbenet.<ref>[http://www.fws.gov/refuge/wake_atoll/ Wake Atoll]. fws.gov. Hentet 4/12-2018</ref> Vildtreservatet har et samlet areal på 2.005,28 km<sup>2</sup>, det meste under havet. Flere dyre- og plantearter på øerne er dermed beskyttet under amerikansk lov, deriblandt [[sortfodet albatros]] og [[laysanalbatros]].<ref>[http://www.fws.gov/refuge/Wake_Atoll/wildlife_and_habitat/index.html Wake Atoll]. fws.gov. Hentet 4/12-2018</ref> Præsident [[George W. Bush]] medtog Wake Island som en del af ''[[Pacific Remote Islands Marine National Monument]]'' den [[6. januar]] [[2009]].<ref>[http://www.nbcnews.com/id/28506975/ns/us_news-environment/t/bush-creates-three-pacific-marine-sanctuaries/ Bush creates three Pacific marine sanctuaries<!-- Botgenereret titel -->]</ref>

== Marshalløernes krav på øen ==
[[Fil:Wake Island air.JPG|thumb|left|Luftfoto af Wake Island Atol.]]

Republikken [[Marshalløerne]] har gjort krav på Wake Island, som er kendt under navnet ''Enen-kio''.<ref>''Marshall Islands, 2015 Country Review'', CountryWatch Review, Houston, Texas, 2015, s. 9</ref><ref>{{Cite web |url=https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/wq.html |title="Wake Island" (CIA World Factbook) |access-date= 2. december 2018 |archive-date=31. januar 2019 |archive-url=https://web.archive.org/web/20190131174657/https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/wq.html |url-status=dead }}</ref> "EnenKio" betyder "Øen med den orange blomst" og hidrører fra en lille orange blomst der er hjemmehørende på øen.<ref>{{cite journal |url=https://books.google.com/?id=RzsTAQAAIAAJ&dq=enenkio&q=%22Island+of+the+orange+flower%22 |title=Enen-kio: Island of the Kio Flower |journal=Micronesian Reporter |publisher=Public Information Office, Trust Territory of the Pacific Islands |volume=19 |date=1971 |page=34}}</ref> I 1973 hævdede Marshalløernes lovgivere, under et møde i [[Saipan]] i [[Mikronesien]]s kongres, det lovgivende organ for [[USA's tilsynsområde i Stillehavet]], at "''Enen-kio er og har altid været en ejendom tilhørende Marshalløernes folk''". Deres påstand var baseret på mundtlige fortællinger og sange, der er gået i arv gennem generationer, og som beskrev gamle Marshalleseres rejser til Wake for at samle mad og en hellig fugls vingeben, der blev brugt i traditionelle [[tatovering]]sceremonier.<ref>''Wake Island Claimed By Marshall Islanders'', The Cameron Herald, Cameron, Texas, February 8, 1973, s. 2</ref> I 1990 foresloges ved lovgivning i den amerikanske kongres at inkludere Wake Island inden for grænserne af det amerikanske territorium, [[Guam]]. Som reaktion herpå rejste Marshalløernes præsident [[Amata Kabua]] sin nations krav på Wake, idet han erklærede, at Enen-kio var et område af stor betydning for de vigtigste traditionelle [[ritual]]er på Marshalløerne.<ref>''The Far East and Australasia 2003'', 34th Edition, Europa Publications, 2002, s. 1144</ref>

== Noter ==
{{notelist}}
== Referencer ==
{{reflist|30em}}

== Eksterne henvisninger ==
{{Commonscat|Wake Island}}

{{autoritetsdata}}

[[Kategori:Øer i Oceanien]]
[[Kategori:Øer i USA]]