Wikipedia:Ugens artikel/Uge 14, 2006

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Thailands flag
Thailands flag

Thailand (tidligere Siam) er et kongedømme i Sydøstasien. Det grænser til Burma (Myanmar), Laos, Cambodja og strækker sig også ned ad Malaccahalvøen til Malaysia. Medlem af ASEAN.

Thailand adskiller sig fra andre lande i Sydøstasien ved, at det aldrig har været koloniseret. Bortset fra korte perioder af underkastelse over for nabolandet Burma og den japanske besættelse under 2. verdenskrig har Thailand været selvstændigt siden 1200-tallet. Der er fundet spor af menneskelig bosættelse i Thailand, som er 40.000 år gamle. Omkring år 500 grundlagde mon-folket Dvaravati-riget i det nordlige Thailand. Så vidt vides kom de første thaifolk til landet fra det, der i dag er det sydlige Kina. I 1238 grundlagde de det første thai-rige, Sukothai, ved de nordlige bredder af Chao Phraya-floden. Under kong Ramkamhaengs styre 1283-1317 blev riget befæstet, det thailandske skriftsprog blev indført, og theravadabuddhismen blev statsreligion.